Så …

Så går det pludselig ret godt og jeg begynder at hvile foruroligende meget i mig selv, og så bliver jeg hunderæd og får angst. Uden helt at vide over hvad. At miste? At fejle? At tage alle de forkerte beslutninger?

Så tager jeg mig sammen, og siger at alting er som det skal være og at livet er lækkert, mens jeg desperat forsøger at kvæle den lede satan, der bor inde i mit hoved, der har som hobby at kritisere mig og stille urimelige krav.

Så kommer jeg til at tude lidt og bruge virkelig meget tid på, at være irriteret over den følelse. På at projektere følelsen over på alt muligt andet, som for eksempel at blive misundelig på andre mennesker. Og bruger uanede kræfter på at nedgøre mig selv.

Så bliver jeg hidsig og kommer i tanke om, hvorfor jeg har det sådan. Tænker på, hvordan jeg har lovet mig selv aldrig at have det sådan igen. Og husker, at den værste fjende jeg har, står inde i spejlet og flår op i gamle ar, hvoraf mange blev skabt for flere årtier siden. Den samme sadist, der nægter at give mig lov til at have det godt, nogensinde.

Så husker jeg, at jeg har lovet aldrig mere at give den følelse taletid, eller gå op i hvad andre tænker – og vigtigst af alt ikke at være bange. For noget.

Så begynder stædigheden at tage over. Og fornuften (som altid er sent på den – dovne idiot).

Så går det op for mig, at jeg er virkelig heldig. Og fjollet. Og jeg bliver lidt flov. Flov over overhovedet at have brugt tid på at panikke over noget jeg ikke er herre over: Fremtiden. Igen. Og at det, der nok i virkeligheden føles skræmmende er, at jeg har det godt. Og at alt der er sket, er skyld i, at jeg er hvem jeg er, hvilket faktisk ikke er så slemt som jeg ynder at gøre det til. Og at det også har bragt mig derhen, hvor jeg er. Og at det er et godt sted.

Så bliver jeg en lille smule stolt. Og lykkelig. Mens jeg endnu engang lover mig selv at bruge energi på at beholde den følelse, i stedet for at spilde kræfter på at modarbejde den. Lykken.

 

9 replies
  1. Laura
    Laura says:

    Og så glæder mig sig over at du har det godt, at solen skinner, at det er sommer og man må spise gode is, og at der kun er tre uger til afsted, og at jeg derfor også selv har det ganske glimrende.

    Svar
  2. Beate
    Beate says:

    Du er ikke den eneste! Fint beskrevet.

    (Jeg lader være med at være et fjols og udelader et LOL og ‘God humor’ – Hæ!)

    Svar
  3. Henriette
    Henriette says:

    Hvor er det fint skrevet 🙂 Jeg kender det også… Lige pludselig buldrer angsten på! Og det er som oftest omhandlende mine drenge. Fordi jeg jo elsker dem så højt. Men man kan ikke leve nu, og være bange for uhyggelige ting der slet ikke vil ske. Så forsøger at dyrke lykken som du beskriver 🙂 God dag 🙂
    Kh Henriette // blondinemor.dk

    Svar
  4. Skovgaard
    Skovgaard says:

    Hvor er det genkendeligt skrevet! Jeg tror simpelthen at det hører med til at være menneske, i det mindste et nogenlunde reflekteret et af slagsen…. Den ene lille ting der hjælper mig mest, når jeg har det sådan (hvis jeg husker på det!) det er egentlig ‘bare’ at prøve at rumme den første negative følelse, istedet for at bruge alle mine kræfter på at synes at jeg er fjollet og åndsvag. SÅ bliver det først kæmpestort, følelsen bliver på en eller anden måde ofte forstærket af at blive neglieret – den går i al fald ikke væk.

    Svar
  5. Anne
    Anne says:

    Det er så dejligt ( nok alligevel ikke helt det rette ord) at vide andre har det på samme måde.
    Det er utroligt hvordan nogle af os har denne indbyggede idiot der altid skal lave rav i ting, som egentlig kører rigtig godt. Og vildt at man helt kan have vænnet sig til sin usikre og djævelske stemme der siger man er et fjols, så man lige pludselig synes det er helt usikkert og utrygt at have det helt ok.
    Men så længe man arbejder med det, og selv kan se at man jo egentlig klarer det godt er det vel et skridt på vejen.

    Svar
  6. Anette
    Anette says:

    En øvelse som har hjulpet mig (mod den indre talende- dæmon): tal kun til dig selv, som du vil tale til dit barn.
    Hvem har lyst til at tale nedsættende til sit barn og sige grimme ord!

    Svar
  7. Anna
    Anna says:

    Hoold KÆFT, hvor kender jeg det godt. Sådan har jeg faktisk lige nu, og har haft det de seneste par uger. Nogengange er det bare mega svært at føle, at man har fortjent at have det så godt, som man har det – at man er det værd. Det er også lidtdet med jantelovs-Danmark; man må endelig ikke være for ovenpå, man må endelig ikke jinxe det. Men fuck det; det er fredag, det er sommer og nu gør jeg det alligevel: Livet behandler os godt!

    Svar
  8. Laura
    Laura says:

    Så fint beskrevet.
    Min fornuft er ikke alene doven, den er også vingeskudt, så det er op af bakke.
    Heldigvis har jeg fine mennesker i mit liv, der hjælper mig og den vingeskudte fornuft på rette vej, men shit det er svært.
    Som udefra-læsende virker du skidesej, og hvis kun en brøkdel af dine hverdagsbeskrivelser er retvisende, er du en inspiration for single (-moms) livet.
    Thanks for sharing.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *