Ikke et ord om opdragelse

For længe siden røg ‘opdragelse’ på min usynlige liste over emner jeg ikke skriver om herinde. Af den simple årsag, at det er et emne, der kan få folk helt op i det røde felt. Mig selv inklusiv. Os, de voksne, er sjældent enige med hinanden. Nogle gange ikke engang med os selv – og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg også ind imellem må give efter for egne principper, at jeg også træder ved siden af og at jeg også har råbt, højt, selvom det er en af de ting jeg absolut ikke tror på.

Trods mit løfte om ikke at skrive om det, er det alligevel noget, der selvfølgelig gradvist fylder mere og mere, i takt med at Otto bliver større.

Otto tester mig for tiden. Ikke hver dag. Ikke hele tiden. Men ofte. Jeg mistænker, at han gennemgår endnu en selvstændighedsfase, og måske forsøger at vise os, at han er en stor dreng. Det ved jeg at han er, og jeg forsøger mit bedste at lade ham være det. –  Og så gik det netop op for mig, at selvom han er ovenud lykkelig for vores nye situation, hvor både mor og far er der, har han altså hele sit liv været vant til at have os, og i særdeleshed mig, for sig selv. Så underbevidst kunne det også være grund til det med den pludselige trods fra hans side. Og det er klart, at der måske, helt uden at vi har lagt mærke til det, er blevet ændret lidt i vores rutiner og dermed også i opdragelsen. Og det forvirrer. Både os og ham.

Jeg håber at ovenstående, leder til en form for gennembrud i form af, at vi de voksne ændrer nogle ting, så de høje bølger fra den trodsige næsten fem-årige, kan minimeres fremover… Lige indtil en ny omvæltning/periode/alder …
 photo Skaeligrmbillede2014-06-15kl200350_zps5f2572e6.png

8 replies
  1. Lene B.
    Lene B. says:

    Uh ja, vi kender som forældre “selvstændighedsfaserne” blandt børnene i forskellige aldre. Jeg har aldrig været vild med begrebet “trodsalder”, men det er jo netop fordi de små poder gerne vil vise, at de selv kan og vil, og har helt bestemt deres egen mening om tingene, ha!

    Men bare vent, det bliver endnu sjovere når de kommer ind i teenage-alderen. Det er en ny og SJOV fase! ;0) (ironi kan forekomme). pyha, men de skal jo have plads til at udvikle sig men også kende grænserne – og som forældre er det vigtigt at kunne sige NEJ, og ikke lade børnene styre i hverdagen.

    Og ja, det kan give lidt “ballade” i perioder, men så er det vigtigt at man som forældre står fast, og tør at sætte grænser for dem – og de er ofte styret af hverdagsrutinerne, så når der sker ændringer, så reagere de også let på dem.

    Jeg blander mig YDERST sjældent i andres børneopdragelse, kun hvis børn i mit hjem overtræder mine “husregler” så tager jeg den med dem på en saglig måde, så børnene ikke får skældt ud, men forklare at her er reglerne ikke de samme som hjemme hos mor og far.

    smuk onsdag :0))
    http://justlove2ndhandbyleneb.blogspot.dk/

    Svar
  2. Jytte
    Jytte says:

    Min erfaring er at sunde børn ALTID reagerer på ændringer, enten de gode eller dårlige. Ellers ser det ud til at ham Otto nok skal kæmpe for sine synspunkter 🙂

    Svar
  3. Louise
    Louise says:

    Hej Sneglcille

    Det er så skønt at følge dig her på bloggen, du rammer lige ind i min hverdag.

    Har selv været alene med min pige på næsten 5 år og er selv lige fundet sammen med hendes far igen.

    Hos mig mærker jeg den sammen prøven grænser af, så skønt at høre at det ikke kun er hos mig der er reaktion på den slags.

    Tak for en skøn blog.

    Svar
  4. Laura
    Laura says:

    Jeg kunne godt forestille mig at man lige skal finde et rytme igen, men forhåbentlig – og mon ikke – bliver det fantastisk godt, når det lykkedes. Og som Jytte også skriver ovenfor – det er netop de sunde børn der har reaktioner. Det ville nok være værre, hvis han slet ikke reagere på sådan en omvæltning 🙂

    Svar
  5. Selma
    Selma says:

    Det lyder bekendt, det der. Jeg har en dreng på 4½, som for tiden er så trods at det halve havde været nok. Der bliver testet grænser til den helt store guldmedalje og han bliver også nemt meget vred og kan finde på at råbe, hvis han ikke har lyst til noget. Hans rutiner og hverdag er som de altid har været, så der er ikke noget tydelig ændring i hans hverdag jeg kan skylde skylden på. Jeg trøster mig også med at det er tegn på et sundt og raskt barn i udvikling, der forsøger at lære hvad der er acceptabelt og hvad ikke er acceptabelt. Så længe vi forældre er konsekvente, ikke giver efter, men ellers er kærlige og opmærksomme og guider, tror (håber) jeg at det nok skal gå.
    I øvrigt så synes jeg at det er spændende at høre om andre forældres oplevelser med børneopdragelse, jeg føler jo halvdelen af tiden at jeg ikke selv fatter en skid eller slå til som mor 🙂

    Svar
  6. Nadja
    Nadja says:

    Jeg var 22, da mine forældre flyttede sammen igen efter 10 år hver for sig, og der syntes jeg også, det var svært – jeg vil selvfølgelig helst have dem sammen, og de havde også været kærester det meste af den tid, de boede fra hinanden. Men mit forhold til hver af dem ændrede sig ret meget med, at de blev en enhed igen. Det var jeg nok i stand til at sætte flere ord på og gøre med ved selv, end 5-årige Otto er 🙂 Jeg syntes, det var rart stadig at lave nogle af de “sædvanlige” ting med dem hver for sig. F.eks. frokost kun med min mor og biografen kun med min far, for så følte jeg, jeg kunne bevare det specielle i de forhold, jeg havde til hver af dem

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *