Ikke et ord om opdragelse

For længe siden røg ‘opdragelse’ på min usynlige liste over emner jeg ikke skriver om herinde. Af den simple årsag, at det er et emne, der kan få folk helt op i det røde felt. Mig selv inklusiv. Os, de voksne, er sjældent enige med hinanden. Nogle gange ikke engang med os selv – og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg også ind imellem må give efter for egne principper, at jeg også træder ved siden af og at jeg også har råbt, højt, selvom det er en af de ting jeg absolut ikke tror på.

Trods mit løfte om ikke at skrive om det, er det alligevel noget, der selvfølgelig gradvist fylder mere og mere, i takt med at Otto bliver større.

Otto tester mig for tiden. Ikke hver dag. Ikke hele tiden. Men ofte. Jeg mistænker, at han gennemgår endnu en selvstændighedsfase, og måske forsøger at vise os, at han er en stor dreng. Det ved jeg at han er, og jeg forsøger mit bedste at lade ham være det. –  Og så gik det netop op for mig, at selvom han er ovenud lykkelig for vores nye situation, hvor både mor og far er der, har han altså hele sit liv været vant til at have os, og i særdeleshed mig, for sig selv. Så underbevidst kunne det også være grund til det med den pludselige trods fra hans side. Og det er klart, at der måske, helt uden at vi har lagt mærke til det, er blevet ændret lidt i vores rutiner og dermed også i opdragelsen. Og det forvirrer. Både os og ham.

Jeg håber at ovenstående, leder til en form for gennembrud i form af, at vi de voksne ændrer nogle ting, så de høje bølger fra den trodsige næsten fem-årige, kan minimeres fremover… Lige indtil en ny omvæltning/periode/alder …
 photo Skaeligrmbillede2014-06-15kl200350_zps5f2572e6.png

Rekord og Sankt Hans på langs

Først og fremmest et rungende og ydmygt TAK.  I havde jo seriøst jeres klikker på i går. Og der var tale om en klar rekord, læsertalmæssigt, og bloggen nåede et dagligt besøgstal, der svarer til et fyldt Parken under en landskamp. Kommentarerne var overvældende og min mailbox er fyldt med søde ord. I er eddermame gode. Tak.  … Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige … udover, at jeg virkelig godt kan lide jer.

Har rendt rundt i en form for lykkeboble hele dagen, og det er jeres fortjeneste. Dog blev boblen en smule beskadiget, da jeg i eftermiddags  blev ramt af en psykopat på en cykel. En af de der midaldrende mænd, der ringer på ringklokken, stormer igennem gaderne og sender spytklatter i alverdens retninger, og overhaler indenom et sted, hvor cykelstien ikke er bred nok til det, og dermed vælter personen de overhaler og råber af dem i samme omgang. Det var mig, der var den person, og mig der blev råbt af, mens jeg lå og rodede rundt under min cykel. Det resulterede i, at jeg måtte trække cyklen hjem, haltende, ydmyget og en smule snøftende. Så nu tilbringer jeg altså Sankt Hans aften liggende med højre ben, der ligner, at det har fået en ekstra knæskal i en mørk lilla nuance, på et bjerg af puder og frosne ærter, mens jeg bliver fodret med romkugler og smertestillende…(Her overvejede jeg at smide et billede ind af skaden, men kom så i tanke om, hvor klammi jeg synes det er at se folks skader, vabler og hudeksem rundt omkring på nettet og de sociale medier, så det slipper I altså for).

For lige at komme tilbage til indlægget fra i går – Jeg leger lidt med tanken om en kort spørgerunde. For det er helt tydeligt, at de fleste af jer har en del spørgsmål omkring denne lidt uventede drejning i mit liv. Forståeligt.
Det er bare lige det der med at finde balancen. For godt nok deler jeg en del herinde. Og med glæde, men jeg vil også gerne have lov til, at holde nogle ting privat. Måske jeg finder på et eller andet Q&A agtigt, eller stjæler MMs interview ide. Det tygger jeg lige lidt videre på, alt imens jeg plejer mit skadede knæ og laver ønskeliste, for ser I, jeg har nemlig fødselsdag på søndag, men DET kommer jeg helt sikkert meget nærmere ind på snarest.

Igen tak. Tak og mere tak.

 photo Skaeligrmbillede2014-06-23kl214728_zps63fde19e.png

Er vi så voksne nu? Happy ending, eller bare en ny begyndelse?

En onsdag i maj 2007, i en periode hvor mine største bekymringer i livet var, at nå en flyver ind i mellem og ikke gå glip af de gode fester, havde jeg placeret mig på Ludwigsen på Vesterbro. En bar, der mest af alt har for rygte at servere billige shots, smide en storskærm med fodboldkampe på op i ny og næ og ikke være for fin til at smide noget ‘Cotton Eye Joe’ og ‘Coco Jambo’ på anlægget. Jeg var bosiddende i Barcelona på det tidspunkt, men var hjemme for at få styr på min lejlighedssituation og for at drikke sjusser med venner og veninder, hvilket var det jeg foretog mig på denne onsdag.

Efter et par timer og en voldsom mængde fiskefjæs og øl senere, trådte en af mine gode venner ind ad døren med sin gode ven, som jeg aldrig før havde mødt. Vennen var både var smuk og mystisk på den der rockmusiker-måde, som jeg dengang (nåhja og stadigvæk) havde en seriøs svaghed for . Efter 30 minutter måtte jeg sande, at jeg havde indtaget for meget sprut til at kunne føre flere samtaler og jeg sagde pænt farvel til både kammerat og den pæne mand. På vej væk derfra vendte jeg mig mod min veninde og snøvlede at denne smukke langhårede mand med de blå øjne vi netop havde mødt, ville jeg gifte mig med!

Jagten gik igang, og få uger senere fandt jeg mig selv på Roskildefestivalen, i den pæne mands arme, siddende på en palle omgivet af medie-bys-afhentede gin og tonics. Her sad vi hele natten indtil solen stod op, hvorefter vi vandrede med mudrede gummistøvler på fødderne, hinanden i hænderne og stjerner i øjnene til Roskilde station, hvor vi spiste thebirkes og rejeost i solen på perronen. Dette var starten på halvandet års vanvittig kærlighedstilstand, som resulterede i en graviditet – og desværre – og for helvede da også – et sønderknust hjerte, da kærligheden gik i smadder på den værst tænkelige måde, hvilket blev starten på den hårdeste periode, for alle involverede.

Der kom mere end et knust hjerte ud af det forhold. Vigtigst af alt det smukkeste lille grønøjede væsen, Otto. Men også en masse hjernedødt hårde, men ikke mindst vigtige erfaringer. Noget som jeg i dag, ikke ville være foruden, selvom jeg for fanden aldrig håber, at skulle gennemgå noget, der er bare halvt så svært igen. For så tror jeg muligvis, at jeg smuldrer. Knap fem år tog det at hele. Tre, næsten fire af dem var fyldt med vrede, sorg og bebrejdelse. Hell, I har jo nærmest været med hele vejen, så jeg behøver nok ikke gå i detaljer.

Men. en dag ændrede alt sig. Bitterheden forsvandt, livet fortsatte. Accept og tilgivelse gav plads til nye følelser, og en dag opstod en form for panik. Over at have mistet det eneste rigtige jeg nogensinde har oplevet. Den pæne mand fra Ludwigsen, min søns far, var allerede nået til den erkendelse og brugte al sin energi på at overbevise mig om det samme. Jeg brugte min energi på at løbe fra det. Lige indtil en dag, hvor jeg ikke kunne løbe længere.

 photo fallecsh_zpsa0436101.jpg

Siden jeg stoppede med at løbe, for nu godt et halvt år siden, giver alt mening. Brikkerne er på sin helt egen sindssyge måde faldet på plads og jeg er ikke længere bange for mine egne følelser. Hvem fanden havde lige set det komme? Ikke mig.

Sommerferie på børnsk

Egentlig føles det forholdsvis tidligt at tale ferie allerede nu. Særligt taget i betragtning, at der er over en måned til min. Men erfaring har lært mig, at tid går stærkt når man lever i et voksen-liv, og at det er sværere at skaffe en god plads til Cirkus Summarum end det er, at score heroin. Så planlægningen er altså gået i gang as we speak.

Jeg har en uges ferie midt i juli og jeg har tænkt mig at gå all in på børne-oplevelser i den uge, da det er begrænset, hvor meget kvali-tid vi ellers kommer til at have sammen, i de fire uger han er hjemme fra børnehave.

Planerne er så småt ved at falde i hak – Jeg forventer naturligvis perfekt strandvejr og medgørlig næsten fem-årig hele ugen. Det’ klart. Derudover kan jeg ikke løbe fra, at jeg har lovet barnet en tur i legoland. Et løfte, der med transport og overnatning kommer til at koste mig det samme som et par Balenciaga sandaler og en halv middag på Pastis. Seriøst, det er sgu lidt halvfrækt at charge en halv chartertur for en overnatning i ‘piratværelset’, ved mindre der er nøgenservering og fadøl i hanerne, hvilket jeg tvivler på. Så jeg tror vi nøjes med indgangsbilletterne og en flyvetur hjem til Vesterbro samme aften.

Jeg glæder mig simpelthen så meget til denne sommerferie. Han er blevet så stor, og et ‘rigtigt’ menneske, ham den lille lort, og jeg har på fornemmelsen, at lige denne sommer bliver noget ganske særligt.

Nåhja, og jeg sørger naturligvis for emergency rosevin og gin og tonics til om aftenen på altanen. Man er vel garvet…

Ferie. Kom!

 photo Skaeligrmbillede2014-06-17kl100730_zps9e61be13.png

Perfekte pandekager og blottet bryst i bogbutikken

Jeg har netop krøllet mig selv sammen i et hjørne af min sofa iført noget gråmeleret American Apparel, med tre Toms skildpadder og ditto Truxa-stænger, computer i skødet og smil i face, hvilket må siges at runde en ret perfekt weekend af. En weekend, hvor jeg både har nået at være fuld, se gode venner, spise pariserbøf, være til børnefødselsdag, en navngivningsfest og sidst med ikke mindst lave de perfekte pandekager. Langt om for helvede længe. Jeg har nævnt det før. Det med mine evige mislykkedes forsøg på pandekagefronten. Well my friend, det skete i dag – og jeg var en af de der irriterende typer, der med lidt for insisterende øjenkontakt konstant spurgte mit spisende selskab om det ikke var de bedste pandekager nogensinde. Ahmen de er da gode. Kan I smage citronen. Er de ikke også virkelig perfekt tynde, og bløde. Og gyldne. Ikk ikk ikk?!

Det blev også weekenden, hvor jeg viste en ekspedient mit højre bryst. Ved en fejl, forståes. Tanktop og taskerem havde lissom’ fået møvet det ud, et eller andet tidspunkt fra jeg parkede min cykel, til jeg stod med bøger på disken og forsøgte at samtale med forfjamsket ansat. Jeg opdagede det selv godt inde i en samtale om gavebånd – Ved ikke hvornår han, altså ekspedienten, lagde mærke til det. Men alt blev akavet herfra og jeg skyndte mig at købe væsentlig mere end planlagt.

Så alt i alt en god weekend. Også i bogbranchen.

Older posts