Ikke et ord om opdragelse
For længe siden røg ‘opdragelse’ på min usynlige liste over emner jeg ikke skriver om herinde. Af den simple årsag, at det er et emne, der kan få folk helt op i det røde felt. Mig selv inklusiv. Os, de voksne, er sjældent enige med hinanden. Nogle gange ikke engang med os selv – og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg også ind imellem må give efter for egne principper, at jeg også træder ved siden af og at jeg også har råbt, højt, selvom det er en af de ting jeg absolut ikke tror på.
Trods mit løfte om ikke at skrive om det, er det alligevel noget, der selvfølgelig gradvist fylder mere og mere, i takt med at Otto bliver større.
Otto tester mig for tiden. Ikke hver dag. Ikke hele tiden. Men ofte. Jeg mistænker, at han gennemgår endnu en selvstændighedsfase, og måske forsøger at vise os, at han er en stor dreng. Det ved jeg at han er, og jeg forsøger mit bedste at lade ham være det. – Og så gik det netop op for mig, at selvom han er ovenud lykkelig for vores nye situation, hvor både mor og far er der, har han altså hele sit liv været vant til at have os, og i særdeleshed mig, for sig selv. Så underbevidst kunne det også være grund til det med den pludselige trods fra hans side. Og det er klart, at der måske, helt uden at vi har lagt mærke til det, er blevet ændret lidt i vores rutiner og dermed også i opdragelsen. Og det forvirrer. Både os og ham.
Jeg håber at ovenstående, leder til en form for gennembrud i form af, at vi de voksne ændrer nogle ting, så de høje bølger fra den trodsige næsten fem-årige, kan minimeres fremover… Lige indtil en ny omvæltning/periode/alder …