Kære junimand

Er godt klar over at overskriften muligvis giver stærke associationer til noget nøgen mand, der flekser tribal tatovering og afslører sin livret, i et farverigt og omtalt ugeblad, men altså, det var ment som en sjov pendant til ‘kære julemand’ … Jeg elsker i øvrigt at forklare mine jokes.

Nå. Meningen med indlægget her er, at vise jer nogle af de ting jeg går og ønsker mig, og som jeg med stor sandsynlighed kommer til at forulempe mit dankort med i løbet af juni måned. Det er nemlig sådan, at jeg er sådan et mennesker, der prioriterer shopping højt. Måske lidt for højt vil nogle mene, men lad nu dem om det.

I juni måned drømmer jeg om følgende:

snegleoensker

Anne Bredahls ‘Jeg vil ikke tage det flot’ skal jeg købe to eksemplarer af. Et til mig og et til min mor, der lige nu sidder med begge ben i systemet efter en arbejdsskade, der har fucket alt op. (Besøg Anne HER) // Kjolen fra Stine Goya er sjov, den er fin og jeg var ikke engang forelsket i den til at starte med, men efter at have set den i levende live, har jeg besluttet at den skal ind i mit skab. Hurtigst muligt.(Stinegoya.com) // Jeg mangler et nyt cover til min telefon… Et sommer cover! Og har fået en ting for ananasprint, palmer og lyserøde fugle, og Håddågs, så et af ovenstående er et ret godt bud (alle fra Etsy.com)// Acne stilletter med smileys. Tilpas fjollede og mega pæne. Jeg er solgt. (Set på Youheshe.com) // Indrømmet! Mit Beyonce flip har muligvis taget overhånd. Men jeg skal have denne T-shirt. Gider ikke diskutere det // Nåhja og så gin. Hendricks naturligvis.

 

 

 

Det der øjeblik …

Hvor det går op for én, hvorfor man har gået og været ked af det, småsur og bitter i lang tid, uden helt at kunne sætte en finger på PRÆCIS hvad der var den specifikke grund til den fornemmelse, og hvorfor. – Det øjeblik, hvor man kan vride sig videre og gøre noget ved den følelse. Sådan en åbenbaring havde jeg i går, og jeg har dermed brugt en hel aften på, sammen med den fornuftige mand med verdens pæneste arme, at lave en plan for, hvordan jeg får gjort noget ved det.

Jeg elsker den følelse. Men hader den også lidt.

foto-2

Dagen derpå – Efterveer fra ELLE Style Awards

Hold nu lige kæft for en dag i går. Den startede klokken 5:45, hvor jeg lige skulle være nogens mor et par timer, inden turen gik mod Ørestaden, nærmere bestemt Crowne Plaza (det’ et hotel) hvor jeg skulle mødes med resten af ELLE, samt et team af makeupartister og frisører fra Loreal Paris, som skulle gøre os pæne til aftenen.

Her blev vi forkælet hele dagen og der var en intens stemning af spænding, glæde og en anelse stress, for vi var jo altså på arbejde samtidigt med, at en kæmpe aften ventede os. Om eftermiddagen pakkede vi vores arbejdscomputere væk og hoppede i vores kjoler, eller bukser, som det var for mit vedkommende. Vi blev hentet i Audier med flot ELLE logo på siden og det hele var meget luksuriøst, og der manglede ingenting. Jeg har kun været i koncerthuset en enkel gang og jeg kan ikke afvise, at jeg den ene gang, muligvis har været en anelse påvirket af alkohol. Så det var lidt som at se det første gang. Men for pokker da hva?! Der er pænt!

Hele arrangementet var virkelig gennemført og smukt, og jeg følte mig lige dele beæret over at være med og bange for at ødelægge noget.
Da jeg landede hjemme i min lejlighed klokken 01 om natten efter en lang taxatur og en endnu længere dag med de ømmeste fødder nogensinde, samt hovedpine efter en dag med lidt for stramt hår, gik der ikke mange minutter før jeg gik seriøst i brædderne.
Min dag i dag har i den grad været påvirket af den lange og glamourøse dag i går, og jeg har grint en smule af kontrasterne fra i går til i dag (seriøst, jeg spiste en toast til aftensmad) og mit overskud har været lig med nul, men det er et helt indlæg for sig selv, som I ikke slipper for at bliver præsenteret for i nær fremtid. Men lige nu vil jeg gerne bede jer allesammen om lige at tage et kig på Gallasneglen. Altså mig. I bukser.

En gallasnegl i bukser

Og herunder har jeg lavet et galleri fra aftenen, så I der har lyst til at se billederne kan gøre det, og dem der mest bare venter på, at  jeg snart stopper modesnakken og i stedet siger noget sjovt om pik igen, kan springe over.

 

Apropos beauty …

Jeg skal, som I ved til ELLE Style Awards i morgen. Tøjet er nu i hus (jeg skal nok vise det frem asap, men er i skrivende stund iført joggingbuks og fedtet frisure og kan knap nok overskue at række ud efter det glas vand, der står mindre end to meter fra mig). I dag var jeg derfor sammen med ELLE-redaktionen inviteret forbi Beauty Avenue på Frederiksberg til lidt forkælelse. Jeg bestilte min første rigtige manicure og min anden spraytan nogensinde. Negledamen lagde ikke skjul på at mine negle var en katastrofe, hvilket jeg kun kunne give hende ret i og derudover love, at jeg giver dem en neglelak-pause (på den anden side af i morgen). Jeg var sikker på, at det ville blive umuligt at få de tarvelige katastrofenegle pæne, men hun havde i den grad styr på det, og jeg er mega fan af resultatet:

Skærmbillede 2014-05-18 kl. 20.13.18

Og så var der spraytan…
At stå nøgen, kun iført en trusse lavet af papir, i et telt, mens en dame man har kendt i ti minutter sprayer én med kold brun væske, er en lidt speciel oplevelse, men herregud, jeg har prøvet værre på nøgenkontoen. At jeg efterfølgende ikke kunne tage hjem, da det pissede ned og tanken om stribet ansigt og ditto hænder efter en cykeltur i pisregn ikke var øverst på ønskelisten, var lige dele komisk og irriterende. Gudskelov var der kage og søde kollegaer til at forsøde ventetiden. Til sidst måtte jeg dog alligevel indse, at det ikke ville stilne af, og tage chancen og lyncykle de 300 meter hjem i dødsregn med nedsmøgede ærmer og bukket hoved i forsøg på at dodge førnævnte monsunregn (ja, jeg har det med at overdrive). Jeg tror det lykkedes at undgå plettet kulør, og jeg elsker den gyldne farve, som de 10 minutter i papirtrussen har givet mig …

Hvad jeg ikke elsker, er at jeg syntes jeg var skiiiide smart i går, da jeg besluttede mig for lige at gå mine sko lidt til inden den store aften i morgen, og som resultat nu går rundt med gabende sår bag på anklerne (hælene?), så kan det sgu godt være at der står Louboutin i skoene, men når man går som en kalveknæet to-årig, er det sgu ligegyldigt hvor røde ens skosåler er. Øv. Jeg krydser fingre for at min krop går all in på at hele i nat, og så må Compeed, panodiler og et par emergency-skiftesko klare resten.

Jeg får travlt i morgen, så når ikke at stikke hovedet forbi bloggen, men følg gerne med på Instagram, som jeg med garanti opdaterer flittigt, både fra dagen og aftenen.

Mine beauty-favoritter, samt overdrevent brug af ordet ‘glød’

Jeg elsker beautyprodukter og har decideret svært ved at begrænse mig. Min badeværelseshylde er proppet med diverse serummer, øjencremer og renseprodukter i alle afskygninger. Og jeg bruger faktisk det hele, da min hud har det med at ændre behov. Nogle gange er det fugt den craver, indimellem går den hormon-crazy og så er der perioder, hvor den mangler liv på grund af alt for lidt søvn.foto-3

foto-3Skærmbillede 2014-05-18 kl. 16.03.24

Lige for tiden arter min hud sig. De varme temperaturer og solskin er guf for min hud og jeg bruger derfor heller ikke specielt mange produkter. Troede jeg. Men da jeg skulle igang med at skrive det her indlæg, kan jeg godt se at det er direkte løgn.

Jeg har længe brugt en hybenkerneolie fra Trilogy, den er desværre tom, men jeg skal klart have investeret i endnu en. Den fugter helt uden at fedte, og giver virkelig en lækker glød. Sammen med den brugte jeg en fugtgivende serum fra Is clinical, som desværre også synger på sidste vers. I sidste uge modtog jeg Purely Professionals nye hudprodukter: En serum, en dagcreme og en natcreme. Jeg har brugt alle tre i fem dage og er simpelthen SÅ glad for dem. Natcremen er ret tyk og virker svær at smøre ud, så jeg troede faktisk at jeg ville vågne med creme-smulder i hovedet dagen efter, men istedet vågnede jeg med total lækker gennemfugtet hud. Om morgenen bruger jeg serum og dagcremen og jeg kan lægge makeup nærmest lige efter, uden førnævnte ‘creme-smulder’ (ahmen seriøst kender I det?!).

Jeg er en sucker for produkter, der hedder noget med ‘Glow’ eller ‘Radiant’, for hvem vil ikke gerne have glød og en lækker sund teint?! At de så ikke altid helt virker, er en anden historie. En af dem, der virker er OSKIAs Get up and glow. Den er ret shiny og perlemorsagtig når man lige ser den først, men når den bliver smurt ud, giver den simpelthen den fineste hud. Jeg bruger den de dage jeg ikke tager makeup på.

Under øjnene bruger jeg lige for tiden en øjencreme fra Burt’s bees, men jeg skifter også en del imellem en fra Balance me, en fra Is Clinical og en fra engelske No. 9. Jeg er født med virkelig mørke rander under øjnene og har derfor prøvet ALT, hvad der er af under-eye cremer og halløj. De fire jeg lige har nævnt er ret gode, og gør faktisk en lille forskel, men der findes altså ikke noget, der kan fjerne det helt. Jeg har efterhånden accepteret, at jeg ser sådan ud (kronisk træt og halvsyg) og at jeg bare må have en concealer i tasken altid.

Når jeg skal rense mit ansigt, hvilket jeg forsøger at gøre hver aften, skifter jeg imellem en 3-i-1 rensevand fra REN, Tromborgs Herbal cleansing oil og ganske almindelig mandelolie. Olierne er geniale til at fjerne øjenmakeup. Og alle tre produkter er nemme og hurtige at bruge, hvilket er vigtigt for mig, da jeg ofte er så træt om aftenen, at hvis jeg skal gøre for meget, får jeg det simpelthen ikke gjort. Her er alle ovenstående produkter guld værd.

Peeling! Et par gange om ugen bruger jeg ‘Skin regimen Night Renewer’ fra Comfort Zone, som er en gele-maske, der er genial! Seriøst! alle, der ikke sover nok, eller bare trænger til liv og glød i ansigtet, bør prøve denne! Den skal sidde i 10-15 minutter (jeg tager den på inden jeg skal i bad) og man kan næsten mærke den virke mens den sidder. Huden kan godt være en lille smule rødlig lige efter, men det går over ret hurtigt og så har man den fineste glød.

På læberne bruger jeg Mario Badescu Lip Wax og så er jeg blevet pjattet med Maybelines Baby Lips. Især den helt baby-lyserøde (den har jeg på nederst i indlægget HER).

(Og så bruger jeg selvfølgelig solcreme!)

Identitetskrise og en pris

I alle bloggeres levetid når man til en skillevej, hvor man ikke helt ved om man skal lukke lortet ned, fortsætte som altid, ændre kurs, eller starte på en frisk. Den vej har jeg stået ved i noget tid.

Nu er jeg blevet nomineret til en pris i Børn i Byen prisen, for Årets bedste blog. En meget fin titel, som jeg er ualmindelig beæret over at være nomineret til at få, men som i den grad har sat gang i endnu flere tanker om bloggens fremtid. Da jeg startede bloggen for snart fem år siden, var der ikke rigtig plads til en brokke-blog som min, følte jeg. Og der var i den grad delte meninger om genren, og om mig. Det er der såmænd stadigvæk, men jeg føler klart, at det nu næsten nærmere er reglen end undtagelsen, at det er ok at være ærlig, sarkastisk og sur på blogs. Hvilket jeg selvfølgelig klapper i mine tykke hænder over. Endelig.

Min egen blog, har eddermame været lidt igennem. Som jeg beskrev det i indlægget HER, er den nok lidt i identitetskrise. Flere har udtrykt deres skuffelse over udviklingen, fra hjerteskærende tristheds-blog til det den er i dag, hvad end det så er. Sandheden er bare, at jeg har det ret godt igen. Jeg er stadigvæk bare mig, men jeg har set min virkelighed i øjnene og har gjort noget ved den. Jeg er vokset og det samme er bloggen, og selvom det måske var sjovere at følge mig da jeg var i knæ, med ondt i hjertet, er sandheden bare, at jeg ikke er der mere, så det er vel naturligt at der er væsentligt længere imellem de indlæg, der gør ondt.

Den, bloggen, har været vidt omkring, i et netværk, for sig selv, på et børne-magasin og tilbage igen, hvor den hører til. Her. Alene. Med mig ombord.

Jeg har selvfølgelig mistet nogle læsere undervejs, samt fået nye i takt med at Sneglcille ikke udelukkende handler om at være mor længere, ligesom at mit liv ikke gør det. Sådan er gamet, til gengæld elsker jeg at I er så mange, der hænger ved, her på den anden side af hjertesorg, online-flytninger og så videre. Tak for jer. Mine læsertal stiger fortsat og jeg kan se på min statistik, at I er nogle loyale motherfuckers, for I kommer igen og igen. Så selvom min selvtillid ikke helt er fan af de her popularitetskonkurrencer, som jeg også skrev på Facebook da nomineringerne til prisen blev offentliggjort, er jeg alligevel stolt over nomineringen, over bloggens udvikling og af mig selv og jeg føler et eller andet sted allerede, at jeg har vundet. I min egen lille prisuddeling.

Tak fordi I følger med.

foto 2

Splitte mine bramsejl

Jeg tillader mig lige at reposte et indlæg fra sidste år. Om bekymring. Den slags, der er fuldstændig irrationel, men uundgåelig når man først har fået de der børn. Otto er nemlig i skrivende stund på vej ud for at sejle (!) på et skib (!!) hele dagen (!!) –
Jeg har med sammenbidt falset-stemme hele morgen sagt ting som ‘Nææææ det blive daaarjligt, hvaaae’?’, for ikke at smitte ham med min syge dødsangst, og jeg er ret sikker på at jeg overskred grænsen for hvor længe et kram kan være, uden at det er creepy, da vi sagde farvel …

Min dag kommer til at stå på intens kjolejagt, rengøring og konstant tjek af telefon, alt imens jeg holder vejret indtil afkom er tilbage fra sit sø-eventyr.

REPOST:
Fra 24 timer, torsdag d. 7 marts 2013
?Her har du dit barn, og en livslang angst?

Der sker noget inde i ens hoved når man bliver gravid. Der sker mange ting, jovist. Men jeg tænker ikke på hormoner, distræthed og kindersnitte cravings, men på bekymringer. Bekymringer i en helt anden liga, end man nogensinde havde forestillet sig muligt.

De starter den dag man står med den positive test i hånden og følger én igennem hele graviditeten. Vokser barnet? Lever det? Er det et raskt barn? Hvorfor sparker den ikke? Hvorfor sparker den så meget? Og. Så. Videre.
Man ser frem til at få barnet ud til sig, så man bedre kan passe på det, tænker man.
Så føder man barnet? Panik! Bekymringerne tager til og man er usikker og overvældet. ?Vokser barnet? Lever det? Er den rask? Hvorfor bevæger den sig ikke?
Hvorfor bevæger den sig så meget? Trækker den vejret? Hvorfor græder den nu??

Institutionsalderen indtræder og helt nye bekymringer dukker op, faktisk tænker man nu at bekymringerne ikke kan blive værre. Forfærdelige scenarier udspiller sig i ens tanker, med alt fra kidnapning til brækkede knogler i fokus. Særligt udflytterbørnehave kan sætte gang i hjernen, skulle jeg hilse og sige. Bussen kunne jo køre galt, barnet kunne blive glemt i skoven, han kunne falde ned af et træ. Er det en sø? Druknedød!

Man ryster på hovedet af sig selv, for man ved det jo godt. At man er ved at miste forstanden og simpelthen bliver nødt til at slappe af. Men hjernen forsætter. For den dag man fik det barn og fik etiket ?mor? placeret på sig, skrev man samtidigt under på en slags kontrakt, hvori der med småt stod, at man nu gik ind i en verden fuld af afbrudt søvn, lortebleer, pletter på tøjet og et tankemønster, som kan gøre enhver horrorforfatter misundelig.

Ja, jeg indrømmer det, ?man? er ?jeg?. Jeg er blevet en smådramatisk pylret hystade, som er ved at gå til af bekymring, relativt ofte og i højere og højere grad, jo ældre min dreng bliver. Gudskelov holder jeg det indeni mig selv (når jeg altså ikke lige skriver om det i avisen).

 

Fuldmåne, eller bare straight up bitchin’?

Åååårrrrhmand! Jeg er en hvæsende og sur forvokset teenager i dag. Intet går rigtigt, jeg er en nar, alle andre er også nogle idioter, mit liv er forfærdeligt og jeg sværger, at jeg næsten begyndte at græde, da det gik op for mig at jeg var kommet til at spise alle mine marcipanbrød. Heldigvis bor der en voksen og fornuftig type indeni mit hoved, sammen med den sure teenager (og en hel flok andre… På en ikke skizofren måde naturligvis),  som kunne minde mig om, at jeg faktisk er ret optur det meste af tiden, at der også findes gode mennesker, at mit liv er helt udmærket og at jeg jo havde gemt en af de der Simply Caramel sataner i et skab, til dage som i dag… Det hjalp. At der også findes en mand i mit liv, der er løsningsorienteret as fuck og som siger en masse mandeagtige ‘det fikser vi’ ting, hjælper også. Altså bagefter, når jeg er færdig med at mukke – For midt i det, er det muligvis det mest irriterende jeg kan komme i tanke om. Jeg er nem på den måde.

I skrivende stund er  jeg stadigvæk touchy og irritabel, og kan ikke lade være med at tænke på, at jeg sgu da lå og stirrede op i noget fuldmåne i går. Måske der er noget om det der med månesyge. En slags astrologisk PMS  … ??! JA! Jeg er klart fortaler for at stikke månen skylden.

Og hey, hvis nogen så meget som tænker på at foreslå graviditet som værende en mulighed, så det’ UD! Jeg brækker mig når jeg er gravid, tuder sgu ikke.

 

First world problem #4 Tøjkrise

Jeg ELSKER fester og begivenheder! Særligt dem, der gør at man bliver nødt til at shoppe nye outfits. Hvilket faktisk er tæt på at være min yndlingsbeskæftigelse. Men, nogle gange kommer jeg til at udsætte det lidt, for der er jo maaaaasser af tid… Lige indtil der slet ikke er nok tid alligevel … Er for eksempel lige blevet ramt af en mild form for panik. Som sker i det øjeblik, hvor det går op for en, at man skal til et kæmpe event med sit arbejde, hvor ‘galla’ er dress code, om mindre end en uge  – og man INTET har at tage på. At det er for sent at låne eller man bare ikke er cool nok til at få lov og ens konto for længst er overtrukket. At jeg samtidigt er kræsen (underdrivelse) og ligner lort i lange kjoler (overdrivelse) er også en mindre detalje, for ikke at tale om usikkerheden, der hører med når man er på en arbejdsplads med nogle af byens lækreste og mest moderigtige damer … Men hvad gør man så? Tænker ud af boksen I guess. Overvejer i hvert fald at iføre mig noget buks af en art og dresse dem the fuck up. Eller bare ty til den lange sorte (keeeedelige) kjole, der hænger i mit skab som back-up … Jagten er for alvor gået ind. Og så leger vi bare, at der er virkelig mange timer i døgnet, at jeg nærmest intet arbejde har i denne uge og at barnet ikke lige har fået feber og søløvehoste. Ja. Det er en god leg…

I kan følge med i mit galla-moodboard på pinterest HER hvis I har lyst. Hvis man ser godt efter, kan man måske fornemme desperationen, tårerne og lysten til et ordentlig skud tequila.

Skærmbillede 2014-05-12 kl. 21.31.15

I øvrigt #3

  • Findes der stadigvæk voksne mennesker, der siger ‘bruncreme’ og ‘kindrødt’
  • Er barnet i denne uge rykket op i den ældste gruppe i børnehaven, hvilket jeg på ingen måde fatter, han er jo for helvede lige startet
  • Skal jeg snart holde kæft med ’som tiden dog flyver’-snakken. Lyder snart som nogens morfar
  • Elsker jeg den måde Otto udtaler ordet ‘Bedre’ på, med et helt tydeligt R i midten
  • Har jeg fundet på en regel, der går ud på at man SKAL drikke rødvin når man lægger strømper sammen
  • Og en anden regel, som er at der altid skal være slik i den lågkrukke, der står på min reol
  • Er jeg en god regel-opfinder
  • Bliver min kjolekrise til ELLE Style Awards mere og mere kritisk
  • Har jeg virkelig dyr smag i kjoler. Åbenbart.
  • Hader jeg IKEAs åndssvage ‘H?nefoss’ spejle. Eller nok mest mig selv, for at have købt dem (får dem seriøst aldrig op)
  • Glæder jeg mig ustyrligt (eller i hvert fald meget) til Melodi Grand Prix finalen
  • Har jeg en seriøs svaghed for McDonalds cheeseburgere og kom i dag til at spise to
  • Skal jeg aldrig eje et par Birkenstock
  • Ved jeg ikke helt om jeg kan overskue mit hår. Fik frisøren til at fjerne alt det slidte. Og nu er det lidt underligt. Og sundt.
  • Har jeg tænkt mig at drikke gin og tonics hele weekenden
  • Savner jeg at blogge. Men mine dage forsvinder. Lige nu er det f.eks nat
  • Er jeg ikke helt sikker på hvor min cykel befinder sig
  • Har jeg glemt at spise aftensmad i dag.
  • Elsker jeg pludselig Beyonce
  • Bliver jeg nødt til at gå i seng. Mit ene øje har allerede givet op og er ved at overtale det andet til at følge trop.

 

Skærmbillede 2014-05-09 kl. 00.32.04