Man kan hvad man vil, bare ikke slå vejrmøller

Som barn hadede jeg når de voksne sagde at ‘man kan hvad man vil’, ‘tro flytter bjerge’ og alt det andet crap. For jeg har stadigvæk ikke lært at pifte, tale fransk eller strække benene ud når jeg slår vejrmøller (med andre ord, jeg kan ikke slå vejrmøller, det er vist bare en sidelæns kolbøtte). MEN ikke desto mindre er jeg selv begyndt at tro på det der med at vilje og hårdt arbejde slet ikke er så dumt altså, og selvom jeg er en skeptisk pessimist af natur, er jeg samtidigt et stædigt muldyr, der ikke tager nederlag og svaret nej for gode varer og hold nu kæft, hvor det kan få én frem her i livet.
I Ottos børnehave er der en regel om at ‘man må, hvad man kan’, hvilket både er angstprovokerende as fuck, for det resulterer selvfølgelig i, at børnene ind imellem får rodet sig ud i situationer, hvor jeg personligt bliver lidt skinger i stemmen, men tilgengæld betyder det også at min 4 1/2 årige pomfrit har både selvtillid, mod på livet, en imponerende motorik og evnen til at træffe beslutninger og tage stilling til virkelig mange ting, på imponerende vis (igen, jeg var imod udflytter lææænge, DET er jeg ikke længere!).

Når han alligevel tvivler på egne evner, for det sker selvfølgelig, er jeg den irriterende heppende voksen, der siger præcis det der med ‘man kan, hvad man vil – og man SKAL i det mindste prøve’, for jeg vil for det første gøre alt i min magt for at han tør gå efter sine drømme, og så håber jeg bare at han kan gøre det med oprejst pande og et selvværd, som jeg personligt selv først har fået gang i alt for sent i livet.Dog er jeg vist lidt tvetydig i den udmelding, for jeg forsøger samtidigt, at lære ham at nederlag kan være en god ting, og at det hele nok skal gå alligevel. For selvom stædighed og perfektionisme kan få en langt, tror jeg også på at det kan være med til at gøre tingene en anelse besværlige og her taler jeg desværre af erfaring.

Heldigvis er den slags ikke for sent, faktisk er intet umuligt og tænk engang at det er en fire årig, der har været med til at give mig det syn på livet. Ok, det med vejrmøllerne er faktisk umuligt. Men så længe jeg kan blive ved med at skrive, være mor til Otto, og stille men sikkert nå mine mål, så kan jeg sagtens leve med en ringe kropskoordinering og motorisk udfordring.

Skærmbillede 2014-04-12 kl. 08.21.48

 

 

 

 

9 replies
  1. Drengemor
    Drengemor says:

    Børn er altså fantastiske til at lære voksne ting, helt uden det er deres intention! Min ældste er også 4 1/2, han bliver 5 til august. Det er en skøn alder, hvor de bare kan så meget og er så megaseje, søde og sjove 😀

    Svar
  2. Trine
    Trine says:

    Det er fandme også længe siden jeg sidst har se et jobopslag, hvori det var et kriterium at kunne slå vejrmøller. Hvem kan egentlig også det?

    Ja, jeg kan ikke. Og det lyder som om, at jeg ikke længere behøver at have lyst til at stikke dig en lammer når vi mødes. Endelig virker det som om du er et sted, hvor evner, mål og drømme, går op i en højere enhed. Og hvor du også føler du fortjener den fremgang. Yay!

    Nu mangler vi så bare os andre, der langsomt kommer haltende efter dig 🙂

    Svar
  3. Laura
    Laura says:

    Hvor er det fint skrevet! Børn er virkelig inspirerende, fordi de ikke har nogen forbehold og enten bare spørger hvis de vil vide noget eller springer sig ud i det når de vil prøve noget. Det burde man tage noget mere til sig man=mig)!

    Svar
  4. Miriam
    Miriam says:

    Føler bare lige behov for at hovere med, at jeg godt kan strække benene ud, når jeg laver vejrmøller. Eller, det kunne jeg i hvert fald for ti år siden. Jeg er sikker på, den slags ikke er noget, man sådan lige glemmer…

    Svar
  5. Jelena
    Jelena says:

    Jeg tror virkelig på, at man kan, hvad man vil. Det er bare ikke altid let, men hvis man, som du selv påpeger, er stædig nok, så kan man altså godt! Måske ikke lære at slå koldbøtter eller blive verdens bedste balletdanser som 33 årig uden balleterfaring, men mange ting 🙂
    Jeg synes, at det er en rigtig fed indstilling du har, og jeg håber, at din søn vokser op med et selvværd og en stædighed, som siger spar to. Og jeg håber det samme for mine drenge – for jeg var ligesom dig en af dem, der først fik dem ret sent.
    Godt indlæg 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Trine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *