Som I ved, fordi jeg har skrevet side op og ned om det, lider jeg af en smule frisørfobi, men har dog i mine mange forsøg fundet tre mennesker, der kan klippe mig uden at det går galt. De hedder Lasse, Kristina og Dorte og er allesammen pissegode og forstår menneskesprog (ala når jeg siger MAAAAx 3 centimeter!, klipper de ikke ti centimeter og smider nogle friske reflekser i toppen, bare fordi). I aften er det Dorte, der skal klippe mig og jeg vil derfor underholde jer med mit seneste dilemma. Der sker nemlig det, at når jeg skal til frisøren, helt og aldeles uden undtagelse sker der det, at jeg bliver modig i det og tænker på alle de muligheder, der jo er. Selvom jeg jo i sidste ende bare gerne vil være langhåret.Igen.

Jeg har for eksempel nu brugt en uge på at tale mig selv fra at få pandehår. Jaja, det er pænt på de billeder jeg har liggende, men på dem er jeg også 22 år, karamelfarvet i huden og helt tynd i det.

Jeg skal altså heller ikke farves !! Selvom jeg i den grad higer efter lidt lyse striber, da jeg er ret træt af min naturlige hårfarve, der mest af alt minder om en form for pate. Men jeg ved også, at jeg bliver ualmindelig blond i det øjeblik solen begynder at skinne – og eftersom at jeg skrider til de varme lande om 48 timer, er det fjollet at begynde med kemikalier og den slags – plus det er dyrt, og mit stakkels hår kan ikke klare det …
Som nævnt er det jeg i virkeligheden drømmer om laaaangt hår. Som det var i 2007 for eksempel:

Men hvorfor så gå til frisøren når jeg langt om længe har fået hår, der går til under skulderen spørger du så måske?  Det spørger jeg i hvert fald mig selv om. Menæhm, spidserne er stadigvæk medtagede efter al den tortur jeg har udsat det for (farvning, på farvning, på farvning. Idiot!)  … Og så har nogle kloge mennesker fået bildt mig ind, at håret vokser meget hurtigere når man husker at få klippet det slidte af. Så det prøver jeg. Og jeg gentager, det skal blot studses! Ikke noget pandehår, etageværk, eller crazy color til mig, Baaaare studses.

Ja og her ser I så det pate-farvede slidthedshår som det ser ud lige nu (jeg tog da i det mindste lidt læbestift på for jer). Senere i aften er det slidte væk. Helt væk! Men også kun det. BARE studses siger jeg jo!

Jeg ved simpelthen ikke om det er på grund af de mange fantastiske mennesker jeg har nået at tilbringe tid med, solskinstimerne, mængden af hvidt brød jeg har indtaget, eller måske bare at jeg har drukket alkohol på alle tider af døgnet de sidste mange dage, men jeg føler mig en anelse lykkeligere end jeg har været længe…

I morgen og fire dage frem knokler jeg endnu engang igennem ude i glashuset på Havneholmen (hej heeej nattesøvn), inden jeg på lørdag flyver til de varme lande og snupper en uge med lidt mere lykke pakket ind i kulhydrater, skyllet ned med alkohol, børneknus og kærlighed… Jeg kan virkelig godt holde til det.

Håber jeres påske har været smuk også, at I har nydt vejret, hinanden og passet godt på snapsen.

Denne uge har været psykopatisk på arbejdsfronten, og jeg trænger til at glo ud i luften, være sammen med dem jeg elsker (heriblandt Gin) så jeg melder mig lige ud et par dage. Ha’ en smuk smuk påske! Vi ses på den anden side.

Pssst! Skulle I finde på at savne mig, er jeg aktiv på både Instagram og facebook.

• -Søger jeg et par sorte jeans, der ikke mister farven efter en kort cykeltur. Seriøst! Har sadelrøv på ALLE mine jeans. Så meget cykler jeg altså heller ikke.
• Ønsker jeg mig en frisure. Det her inbetween page og langt hår er uudholdeligt. Har også gang i noget ufrivilligt ombre, med lidt sommerblond slidthed nederst. Det fungerer ikke.
• Ønsker jeg mig også en emhætte, noget ordenssans, et stort stykke kiksekage, plus på kontoen og den perfekte gallakjole.
• Har jeg ind imellem ret svært ved at udtale mit eget navn. Når jeg tager telefonen for eksempel. Det er for langt, og kan hurtigt miste et par bogstaver i farten. ‘Jahallo det Cisilj’.
• Er min fem uger lange forkølelse endelig ved at synge på sidste vers. Jeg er sikker på at mine kollegaer og mine nærmeste kommer til at savne de sexede snøft og den grødede hoste. Men bare ærgerligt.
• Har jeg ikke påskeferie. Men børnehaven holder lukket. Så det er ret fedt.
• Skal folk holde op med at udtale avokado med et ekstra D. Advokado er det grimmeste ord i verden (efter svømmepøl og sekret) og så er det ikke engang et ord. Hold så op.
• Er jeg begyndt at tweete igen. Efter længere tids pause. Instagram tog simpelthen over.
• Har jeg fundet den ultimative chokoladebar, den hedder MilkyWay Simply caramel – og siden i fredags har jeg spist tre.

Som barn hadede jeg når de voksne sagde at ‘man kan hvad man vil’, ‘tro flytter bjerge’ og alt det andet crap. For jeg har stadigvæk ikke lært at pifte, tale fransk eller strække benene ud når jeg slår vejrmøller (med andre ord, jeg kan ikke slå vejrmøller, det er vist bare en sidelæns kolbøtte). MEN ikke desto mindre er jeg selv begyndt at tro på det der med at vilje og hårdt arbejde slet ikke er så dumt altså, og selvom jeg er en skeptisk pessimist af natur, er jeg samtidigt et stædigt muldyr, der ikke tager nederlag og svaret nej for gode varer og hold nu kæft, hvor det kan få én frem her i livet.
I Ottos børnehave er der en regel om at ‘man må, hvad man kan’, hvilket både er angstprovokerende as fuck, for det resulterer selvfølgelig i, at børnene ind imellem får rodet sig ud i situationer, hvor jeg personligt bliver lidt skinger i stemmen, men tilgengæld betyder det også at min 4 1/2 årige pomfrit har både selvtillid, mod på livet, en imponerende motorik og evnen til at træffe beslutninger og tage stilling til virkelig mange ting, på imponerende vis (igen, jeg var imod udflytter lææænge, DET er jeg ikke længere!).

Når han alligevel tvivler på egne evner, for det sker selvfølgelig, er jeg den irriterende heppende voksen, der siger præcis det der med ‘man kan, hvad man vil – og man SKAL i det mindste prøve’, for jeg vil for det første gøre alt i min magt for at han tør gå efter sine drømme, og så håber jeg bare at han kan gøre det med oprejst pande og et selvværd, som jeg personligt selv først har fået gang i alt for sent i livet.Dog er jeg vist lidt tvetydig i den udmelding, for jeg forsøger samtidigt, at lære ham at nederlag kan være en god ting, og at det hele nok skal gå alligevel. For selvom stædighed og perfektionisme kan få en langt, tror jeg også på at det kan være med til at gøre tingene en anelse besværlige og her taler jeg desværre af erfaring.

Heldigvis er den slags ikke for sent, faktisk er intet umuligt og tænk engang at det er en fire årig, der har været med til at give mig det syn på livet. Ok, det med vejrmøllerne er faktisk umuligt. Men så længe jeg kan blive ved med at skrive, være mor til Otto, og stille men sikkert nå mine mål, så kan jeg sagtens leve med en ringe kropskoordinering og motorisk udfordring.