Perfektionistisk selvtortur

Jeg bliver ikke perfekt, jeg har både flyveører og strækmærker, jeg roder, jeg bander, siger pik relativt ofte og tager altid to stykker kage, og heldigvis for det, for i virkeligheden er perfektion i mine øjne røvsygt, og jeg er meget mere til det kringlede og krøllede. Jeg har i løbet af de sidste par år indset, at jeg faktisk er et menneske, som jeg godt kan lide at være. Og det er virkelig stort for mig at nå dertil, efter mere end ti års selvhad på grund af en folkeskoletid, der simpelthen skulle skamme sig. Men! kunne jeg ændre én ting, og det kan jeg nok godt, jeg prøver i hvert fald, så er det at sætte mine forventninger til mig selv the fuck ned, jeg er et urimeligt røvhul der rundsparker mig selv i hovedet med tarvelige tanker og sætter tårnhøje forventninger, der konstant bliver højere og højere, og skulle nogle udefrakommende tillade sig at rose mig, eller stikke mig en high-five eller et kompliment, er glæden kort, for min indre følelsesmæssige sadist står klar med et ‘det der kan du gøre bedre,kom i sving’. Så hvornår er jeg egentlig god nok? Det ved jeg fandme ikke, men jeg vil gerne finde ud af det.

 

 

4 replies
  1. sofie
    sofie says:

    “Your chances of success in any undertaking can always be measured by your belief in yourself.” Robert Collier.

    Ved godt det kan være tæske lorte svært at give sig selv den credit, man fortjener, men set fra sidelinjen er du fandme god nok! Du er delemor, du arbejder, du blogger og du slipper levende fra det hele uden at miste dig selv i ræset. Så er man fandeme mere end god nok, i min bog.

    Svar
  2. Laura
    Laura says:

    Det er ret vigtigt lige at stoppe op nogle gange og tænke over sine egne forventninger til sig selv – sådan har jeg det i hvert fald. Nogle gange bliver jeg for fokuseret på at nå og opnå det perfekte, og det kan altså være en ubehagelig, umulig og ikke mindst unødvendig kamp at slide sig selv igennem. For ja, hvornår er perfekt perfekt? Og hvorfor søger man det perfekte? Jeg øver mig også i at være tilfreds og være glad for det jeg kan nu og ikke fokusere så meget på det jeg ikke kan 🙂

    Svar
  3. Trine
    Trine says:

    Amen, sister! Åh, hvor kan jeg godt relatere. Jeg kæmper selv en brav kamp for at acceptere, at jeg er godt nok helt som jeg er uden altid at skulle præstere max.

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. Sneglcille siger:

    […] Psyko presset! Løber stærkt for at nå alt og alle, banker mig selv oveni hovedet med den førnævnte lede stemme, og når jeg så et øjeblik tillader mig at slappe af, eller lave planer af den sjove og hyggelige […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *