Som en scene fra exorcisten

Natten til fredag sad jeg oppe med Otto, som var syg. Jeg sad på gulvet med ham, med hans lille krop bøjet øver en rød gulvspand. Sådan sad vi i små fem timer, indtil han endelig faldt i en dyb søvn.

I weekenden blev både hans far og morfar ramt af samme onde virus. Jeg selv var sikker på, at jeg havde dodget den. Jeg havde jo siddet i det for pokker, og havde ikke snerten af kvalme. Klip til klokken 03:20 natten til i dag, mandag. Jeg vågnede med koldsved og følelsen af at have bundet en liter gin, rummet kørte rundt, jeg kunne ikke finde hoved og hale på noget og jeg måtte bogstavlig talt kravle ud på det kolde badeværelsesgulv. Her lå jeg i en times tid, rystende og lillebitte, kun afbrudt af ja, voldsomme opkastninger.

Nu er klokken 16:40 og først nu er det muligt for mig at holde mig selv oprejst, uden at lukke det ene øje for at fokusere, med hænderne i et fast greb om mit eget ansigt og den røde gulvspand…Jeg har drukket cola og jeg har spist to mariekiks, og jeg begynder så småt at være mig selv igen.

Undervejs i mit 13 timer lange forsøg på at vende vrangen på mig selv, har jeg været sølle og ked af det, følt mig ensom, jeg har drømt om folkeskoletiden, panikket over alt det jeg ikke nåede på mit arbejde i dag og på et tidspunkt følte jeg behov for at råbe, men jeg havde ikke kræfter til det. Her på ‘den anden side’ virker ovenstående helt hysterisk og et eller andet sted forstår jeg ikke, hvor det kom fra. Men en kombination af feber og magtesløshed har åbenbart fremprovokeret en helvedes masse, og jeg føler nærmest at den forbandede børnehavevirus har været som en terapi-time, eller 13 … Crazy much?

Jeg kæmper den sidste kvalme af med vand og cola og ser frem til om få timer at kunne putte med verdens bedste Otto.

Tanken om mad, og i særdeleshed andre folks madbilleder på instagram er det værste jeg kan forestille mig, så jeg holder mig i ro, madløs og væk fra alle tænkelige sociale platforme. Og trods min kærlighed til det lort, føles det helt rart at være fri.

foto(4)

Farvel ‘helle’, goddag altan!

Fem dage tog det, og så var min lejlighed solgt (!!) og nu er der sat en dato for flytning, og en ny adresse venter forude. Holy … Fuck!
Selvom det er skræmmende, at skulle til at forlade det sted, der er blevet mit personlige helle, som jeg er tæt knyttet til, og hvor jeg har tilbragt små fem år, faktisk måske de fem mest begivenhedsrige år af mit liv indtil videre, har flere faktorer gjort, at det er på tide at rykke teltpælene op og starte på en frisk – det er ikke nemt, og nogle dage slet ikke spor rart, men det er store beslutninger sjældent. Jeg kan kun gå udfra en ting og det er, at det føles rigtigt, at luftforandring er sundt og tiltrængt – og en ting er sikkert: jeg ser helt vildt frem til næste kapitel af mit og Ottos liv.

Skærmbillede 2014-03-02 kl. 09.21.25
Jeg glæder mig til at fortælle mere om mit nye sted, men indtil videre kan jeg sige så meget: jeg bliver på Vesterbro (naturligvis) og jeg får en altan.

#GuiltyPleasure #Instagram

Det er ingen hemmelighed at jeg ELSKER sociale medier. Mit indre snager-gen labber det i sig, og det er i virkeligheden nok netop medier som Instagram, der holder mig fra at installerer gadespejle, og indkøbe en kikkert. Jeg er med andre ord forfærdelig nysgerrig! Jeg glooor også ind i folks lejligheder når jeg går på gaden – og jeg bor altså selv i stuen, så jeg ved udemærket hvor pisseirriterende det er.

Trods mine lidt for imponerende stalker-kvalifikationer på de sociale medier, har jeg dog på en eller anden måde fået lært mig selv ikke at stikke næsen for langt i ting jeg ikke vil vide – Ja altså du ved, folk man har været involverede med, arbejdspladser man har været på, eller gerne ville være på, ekser og (i særdeleshed) deres nye damer (alle er jo urimeligt pæne og overskudsramte set gennem et instagramfilter) – Det har taget mange skår i mit gamle hjerte at nå dertil, men jeg er vedholdende og det kører pt ret godt.

Noget jeg tilgengæld ikke har lært, og det er i øvrigt fuldstændig åndssvagt, det er at unfollowe folk, som egentlig irriterer mig. Og jojo, jeg ved sgu da godt, at det går begge veje, og at mine billeder og hashtags med garanti får nogle til at bide kæberne godt sammen. Men det er ikke noget jeg tænker videre over (næsten sandt)for det ville jeg blive sindssyg af, ligesom at jeg aldrig (!!!) tjekker statigram for at se, hvem der har unfollowet mig.

Nåh, men hvorfor i alverden er det, at andres stylede aftensmad, åndsbollede citater og kæledyr kan irritere mig, når jeg glædeligt deler hjerter ud til en masse andet skrammel. Jeg ved det simpelthen ikke – det kan helt sikkert analyseres herfra og til månen, men hvorfor se indad, når det er meget sjovere at pege fingre, bag en skærm, uden at det bliver opdaget (for man skal eddermame holde sin fede cyber-kæft, for jeg /man kan jo altså som sagt bare trykke ”nej tak’ og fortsætte med sin dag, ligesom at man kan slukke for de unge mødre og Tina Dickow).
Så ja, Instagram ligger pt ret højt på min liste over guilty pleasures, sammen med noget Lionbar og Keeping up with the kardashians.

I kan følge mig, jeg er også pisse irriterende, da jeg primært viser billeder af mit drønflotte afkom, selfies på gode dage, og ting med flødeskum, altsammen selvfølgelig smurt ind i filter og hvide kanter … @sneglcille
Skærmbillede 2014-03-01 kl. 14.07.41