First world problem #2 – Pedalspand spedalpand

I øjeblikket består min skraldespand af en superbrugsen-pose hængende på dørhåndtaget ud til bagtrappen. Hvilket jo både er pænt og skide smart! Særligt på grund af den fede fede effekt hvorpå, når der kommer tilpas meget skrald i den, at den ligesom glider elegant og nonchalant ned ad håndtaget, for i faldet lige at smide 10-30% af dens indhold ud på gulvet, nogle gange endda lidt op af skabene også.

Selvom dette jo er en mega holdbar løsning, kunne jeg godt tænke mig noget nyt, smart og pænt til mit kaffegrums ad libitum.
Der er simpelthen ikke skabsplads, der tillader en almindelig skralder, så jeg er ude i noget pedalspand-ish.

vipp15_yf

Jeg synes dog alligevel, at det er lidt voldsomt at smide to kilo efter den gule 14 liters VIPP-spand jeg ellers har forelsket mig i, og når jeg googler ‘pedalspand’ kommer der, trods det ellers sexede ord, ikke rigtig noget frem, som gør mig glad.

Så hjælp? – Ideer til løsninger, links til pæne skraldespande, eller andet modtages med glæde!

#Altanliv

Jeg har i dag for alvor sagt farvel til min lejlighed. Skrubbet den ned, fjernet alle spor, og givet nøglen videre. Det er både underligt, lidt sørgeligt og flippet at fem år er gået og at der nu er nogle andre, som skal bo i verdens bedste lejlighed. DOG er jeg klar, fattet og har næsten ikke tudet over det, i dag i hvert fald, og jeg er helt sikker på, at mit nye liv som altanejer nok skal blive reeeet ok.

Jeg har forsøgt at holde mine #Altanliv billeder til et minimum på instagram (der er jo ingen grund til at være et røvhul), men det er ikke ens betydning med at de ikke findes. For der er altanbilleder herfra og til månen.

altanliv

Og man må i den grad sige, at selvom jeg er gået af med verdens bedste sted, er dette et ret stort plaster på såret, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at gøre dette sted til et ligeså kick-ass sneglehus som det første.

Og hey, speaking of nyt hus og altan:
Mange har spurgt, hvem helvede man skal kneppe for at få 110 kvm med altan på Vesterbro. Men DET! Mine kære venner er en længere historie, som I får en anden dag. Men nemt var det ikke. Eller billigt. Eller lige-til. Hååårh, faktisk det komplet modsatte. – Men det lykkedes.
Og det er en fantastisk, men kringlet fortælling. Glæd jer til den. … Uh! Jeg tænker lejligheds-føljeton!

At glæde sig

Havde lagt an til et rigtigt brokkeindlæg. Broook brok!  Men blev halvvejs simpelthen så træt af mig selv. Som i så hold dog kæft din sure idiot! Så i stedet for at fokusere på ubehageligheder, som et hoved fyldt med snot, dårlig samvittighed overfor barnet, lortede mennesker der ikke kan opføre sig ordentligt og goddamn rosiner (arhjmen de skal fucke UD af min mad og i særdeleshed min kage), vil jeg i stedet lige hylde alt det jeg glæder mig til …
Lad mig opremse:
– Ny sofa! Jeg endte i noget gråt Bolia, som skal afhentes om få uger
– Påske-bøf, bearnaise og øl med to ualmindeligt dejlige mennesker i morgen
– Æggejagt med Otto (og tømmermænd, bevares) på lørdag
– Sommer! Jeg ved godt det er koldt as fuck derude, men indimellem kan man lige ane snerten af noget der minder om sol og sommer (mjah så forår da) og det er eddermame lækkert.
– Turen til tyrkiet, som jeg så småt er ved at planlægge. Det bliver faktisk min første ferie ud af landet med Otto
– Mit første måltid på den kæmpe altan, der hænger på min lejlighed. Det har endnu været for koldt til det. Men jeg tror det må blive i weekenden. Og det bliver naturligvis dokumenteret og smurt ud over instagram.

Ooooog … For helvede. Det er på en eller anden SÅ meget mere forløsende at brokke sig. Nåh. Måske en anden dag.

 

 

Bogen i skuffen: The never ending story?

Jeg skrev en bog og så lagde jeg den væk. Det kan I måske godt huske. Den er ikke glemt, ikke droppet. Men som jeg skrev sidst, havde jeg brug for at lægge den væk, for igen at finde den frem, dykke ned i den, føle efter og så lave en plan. At der så pludselig dumpede en masse appelsiner ned i min turban, i form af et job og andre lækre ting, og fordi dagene pludselig forsvinder og jeg intet når, så har der hverken været tid, eller lyst til at gøre mere.

Indtil nu.

I dag fandt jeg den frem. Ved en fejl. Jeg browsede rundt i nogle mapper på computeren for at finde moodboards og bolig-billeder, da min hjerne jo er i indretningsland. Men så lå den der pludselig, et dobbeltklik væk. Bogen. Og et par kopper kaffe senere tog jeg mig sammen til at læse den. To af afsnittene sprang mig særligt i øjnene og af grunde jeg ikke kan forklare, læste jeg dem et par timer senere højt for Ottos far. Og så begyndte jeg at skrive videre … -Så ja, det er åbenbart the never ending story. Men ikke desto mindre en update på den front.

Ellers intet nyt. Jeg ser stadigvæk the walking dead for fuld smadder. Og så fandt jeg en marsbar i min jakkelomme, så jeg er faktisk ret tæt på lykkelig.

 

Ikke mere sygdom, bare rødvin

Jeg er ved at være rask. Hosten er minimeret, min stemme er nogenlunde normal og jeg virker igen.
Otto er ude af vagten og jeg har brugt hele dagen på at komme på plads i de nye rum, med ret stor succes. Hold nu din kæft hvor bliver det her bare godt! Jeg er glad! Havde slet ikke tænkt mig at være den der type, der viste billeder endnu, men jeg kan simpelthen ikke lade være- For se nu bare her altså …

foto 1(1)

Er ornli’ pjattet med ovenstående, som er udsigten fra min midlertidige sofa

foto 2-8
Spisebord, der snart får nye pæææne bukke fra Frama …

Skærmbillede 2014-03-22 kl. 16.30.22Og her mit nymalede køkkenskab med fyld, og hest på toppen …

Om lidt giver jeg lige de pæne gulve en tur med støvsugeren, derefter skænker jeg mig selv et kæmpe (!) glas rødvin og går igang med at forberede middag, til min første officielle middagsgæst i sneglehus version 2.0. Vi skal i øvrigt have Spaghetti Meatballs OG jeg har fundet den gode Spotify playliste frem, og pakket mine læbestifter ud. Lørdag aften kan bare vente sig, kan den!
God weekend!

Older posts