marts 2014 – Sneglcille

First world problem #2 – Pedalspand spedalpand

30. marts 2014/17 Kommentarer/i ego /af Sneglcille

I øjeblikket består min skraldespand af en superbrugsen-pose hængende på dørhåndtaget ud til bagtrappen. Hvilket jo både er pænt og skide smart! Særligt på grund af den fede fede effekt hvorpå, når der kommer tilpas meget skrald i den, at den ligesom glider elegant og nonchalant ned ad håndtaget, for i faldet lige at smide 10-30% af dens indhold ud på gulvet, nogle gange endda lidt op af skabene også.

Selvom dette jo er en mega holdbar løsning, kunne jeg godt tænke mig noget nyt, smart og pænt til mit kaffegrums ad libitum.
Der er simpelthen ikke skabsplads, der tillader en almindelig skralder, så jeg er ude i noget pedalspand-ish.

Jeg synes dog alligevel, at det er lidt voldsomt at smide to kilo efter den gule 14 liters VIPP-spand jeg ellers har forelsket mig i, og når jeg googler ‘pedalspand’ kommer der, trods det ellers sexede ord, ikke rigtig noget frem, som gør mig glad.

Så hjælp? – Ideer til løsninger, links til pæne skraldespande, eller andet modtages med glæde!

#Altanliv

30. marts 2014/8 Kommentarer/i ego, Life /af Sneglcille

Jeg har i dag for alvor sagt farvel til min lejlighed. Skrubbet den ned, fjernet alle spor, og givet nøglen videre. Det er både underligt, lidt sørgeligt og flippet at fem år er gået og at der nu er nogle andre, som skal bo i verdens bedste lejlighed. DOG er jeg klar, fattet og har næsten ikke tudet over det, i dag i hvert fald, og jeg er helt sikker på, at mit nye liv som altanejer nok skal blive reeeet ok.

Jeg har forsøgt at holde mine #Altanliv billeder til et minimum på instagram (der er jo ingen grund til at være et røvhul), men det er ikke ens betydning med at de ikke findes. For der er altanbilleder herfra og til månen.

Og man må i den grad sige, at selvom jeg er gået af med verdens bedste sted, er dette et ret stort plaster på såret, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at gøre dette sted til et ligeså kick-ass sneglehus som det første.

Og hey, speaking of nyt hus og altan:
Mange har spurgt, hvem helvede man skal kneppe for at få 110 kvm med altan på Vesterbro. Men DET! Mine kære venner er en længere historie, som I får en anden dag. Men nemt var det ikke. Eller billigt. Eller lige-til. Hååårh, faktisk det komplet modsatte. – Men det lykkedes.
Og det er en fantastisk, men kringlet fortælling. Glæd jer til den. … Uh! Jeg tænker lejligheds-føljeton!

At glæde sig

27. marts 2014/2 Kommentarer/i Ikke kategoriseret /af Sneglcille

Havde lagt an til et rigtigt brokkeindlæg. Broook brok! Men blev halvvejs simpelthen så træt af mig selv. Som i så hold dog kæft din sure idiot! Så i stedet for at fokusere på ubehageligheder, som et hoved fyldt med snot, dårlig samvittighed overfor barnet, lortede mennesker der ikke kan opføre sig ordentligt og goddamn rosiner (arhjmen de skal fucke UD af min mad og i særdeleshed min kage), vil jeg i stedet lige hylde alt det jeg glæder mig til …
Lad mig opremse:
– Ny sofa! Jeg endte i noget gråt Bolia, som skal afhentes om få uger
– Påske-bøf, bearnaise og øl med to ualmindeligt dejlige mennesker i morgen
– Æggejagt med Otto (og tømmermænd, bevares) på lørdag
– Sommer! Jeg ved godt det er koldt as fuck derude, men indimellem kan man lige ane snerten af noget der minder om sol og sommer (mjah så forår da) og det er eddermame lækkert.
– Turen til tyrkiet, som jeg så småt er ved at planlægge. Det bliver faktisk min første ferie ud af landet med Otto
– Mit første måltid på den kæmpe altan, der hænger på min lejlighed. Det har endnu været for koldt til det. Men jeg tror det må blive i weekenden. Og det bliver naturligvis dokumenteret og smurt ud over instagram.

Ooooog … For helvede. Det er på en eller anden SÅ meget mere forløsende at brokke sig. Nåh. Måske en anden dag.

Bogen i skuffen: The never ending story?

23. marts 2014/4 Kommentarer/i ego, tankeskrald /af Sneglcille

Jeg skrev en bog og så lagde jeg den væk. Det kan I måske godt huske. Den er ikke glemt, ikke droppet. Men som jeg skrev sidst, havde jeg brug for at lægge den væk, for igen at finde den frem, dykke ned i den, føle efter og så lave en plan. At der så pludselig dumpede en masse appelsiner ned i min turban, i form af et job og andre lækre ting, og fordi dagene pludselig forsvinder og jeg intet når, så har der hverken været tid, eller lyst til at gøre mere.

Indtil nu.

I dag fandt jeg den frem. Ved en fejl. Jeg browsede rundt i nogle mapper på computeren for at finde moodboards og bolig-billeder, da min hjerne jo er i indretningsland. Men så lå den der pludselig, et dobbeltklik væk. Bogen. Og et par kopper kaffe senere tog jeg mig sammen til at læse den. To af afsnittene sprang mig særligt i øjnene og af grunde jeg ikke kan forklare, læste jeg dem et par timer senere højt for Ottos far. Og så begyndte jeg at skrive videre … -Så ja, det er åbenbart the never ending story. Men ikke desto mindre en update på den front.

Ellers intet nyt. Jeg ser stadigvæk the walking dead for fuld smadder. Og så fandt jeg en marsbar i min jakkelomme, så jeg er faktisk ret tæt på lykkelig.

Ikke mere sygdom, bare rødvin

22. marts 2014/9 Kommentarer/i ego, Life, velkomst, vesterbro /af Sneglcille

Jeg er ved at være rask. Hosten er minimeret, min stemme er nogenlunde normal og jeg virker igen.
Otto er ude af vagten og jeg har brugt hele dagen på at komme på plads i de nye rum, med ret stor succes. Hold nu din kæft hvor bliver det her bare godt! Jeg er glad! Havde slet ikke tænkt mig at være den der type, der viste billeder endnu, men jeg kan simpelthen ikke lade være- For se nu bare her altså …

Er ornli’ pjattet med ovenstående, som er udsigten fra min midlertidige sofa …

Spisebord, der snart får nye pæææne bukke fra Frama …

Og her mit nymalede køkkenskab med fyld, og hest på toppen …

Om lidt giver jeg lige de pæne gulve en tur med støvsugeren, derefter skænker jeg mig selv et kæmpe (!) glas rødvin og går igang med at forberede middag, til min første officielle middagsgæst i sneglehus version 2.0. Vi skal i øvrigt have Spaghetti Meatballs OG jeg har fundet den gode Spotify playliste frem, og pakket mine læbestifter ud. Lørdag aften kan bare vente sig, kan den!
God weekend!

Flyttehjerne og nyt sneglehus

20. marts 2014/6 Kommentarer/i Life, tankeskrald /af Sneglcille

Jeg ER flyttet. Fysisk. Min hjerne not so much endnu ?
Faktisk mangler jeg kun et par lamper og noget stoleværk og SÅ er jeg officielt væk og færdig. Skal selvfølgelig lige slette de værste spor (læs: kagekrummer og støv) sådan at de nye kan være der ? Ih! og så ville jeg så gerne samle nogle mennesker til en sidste drink. Gravøl om man vil. Men tiden flyver og det er samtidigt ikke noget jeg har så meget af, tid altså. Så ?

Men ja, jeg bor nu i flyttekasser og ikeaposer og kæmper en brav kamp for ikke at blive sindssyg af dette. Dog opvejer de ekstra kvadratmeter, den store altan og de nymalede gulve en hel del for dette. Det føles ret voksent det hele. Jeg er pludselig typen, der har et væghængt fjernsyn med kabelskinner, en specialbygget bogkasse/reol-dimmer og jeg har både bestilt sofa og sengetæppe og der er styr på en masse ting, hvilket er ganske ulig mig, der har en hjerne der er udover det hele og ofte ikke engang har styr på hvor jeg har lagt mig selv det meste af tiden. Kabelskinner is a big deal her i cirkus Rubini, sådan er det.

I går sagde Otto at han savnede vores gamle hus. Det gjorde mig en lillesmule panisk angst, bare lidt. For det gør jeg jo i virkeligheden også lidt. Men? Ja, jeg har jo allerede sagt det hele, HER.

Men, nej, prøv nu og hør, alt bliver skidegodt, alt ER godt! Altan for pikker!! (Jeg sværger der skulle stå ‘pokker’ – gider virkelig bare ikke rette det) …

‘Men du er jo HELE tiden syg’ …

17. marts 2014/2 Kommentarer/i brok, Life /af Sneglcille

Ja, ja jeg er. Og nu er den der igen. Jeg hoster mine lunger op, nyser 30-40 gange i timen (seriøst!), har feber og er i det hele taget bare mega sølle, bleg og syg. Min aftensmad i dag bestod af en chokolademad og verdens største romtoddy og jeg satser på at gå kold indenfor ganske kort tid. Men hvorfor bliver jeg syg hele tiden? Det kan jeg godt fortælle dig. Jeg er presset. Psyko presset!
Løber stærkt for at nå alt og alle, banker mig selv oveni hovedet med den førnævnte lede stemme, og når jeg så et øjeblik tillader mig at slappe af, eller lave planer af den sjove og hyggelige slags, så kommer den, sygdommen og tvinger mig i knæ (var på nippet til at smide en frisk blowjob-joke ind her, men det er vist rommen der snakker). Og så starter det hele forfra. Det er rimelig uholdbart, men jeg er ret sikker på, at når jeg er kommet ordenligt på plads i min nye lejlighed, så bliver alting nemmere og bedre og sygdommen dropper helt at slå lejr i min stressede krop og dertilhørende sind. Jo, det tror jeg faktisk. Lad os aftale det!
Og så skal jeg nok også lige huske at lukke jakken, når jeg cykler, samt sove lidt mere om natten. Bevares!
Men først bunder jeg lige det sidste af den der toddy og ser et afsnit The Walking Dead, som FYI giver nogle rimelig vanvittige feberdrømme.

I øvrigt …

11. marts 2014/5 Kommentarer/i ego /af Sneglcille

Får den næste, der poster den der snave-video en lammer.
Er jeg startet med at træne igen og er blandt andet gået med til den berygtede 30 day squat challenge og kan derfor fysisk ikke rejse mig fra sengen om morgenen.
Belønner jeg mig selv med nutellamadder efter træning
Er jeg ikke til de nye Oreos med ekstra creme, kiksen er jo den bedste del?
Er jeg ikke gammel nok til at sige eller skrive ‘ekstra creme’ uden at grine lummert
Ønsker jeg mig et ny sofabord. Det må gerne være Eames’ LTR-bordet, med guld på!
Drikker jeg for få White russians

Hvad nedpakning af liv har lært mig:

11. marts 2014/5 Kommentarer/i ego /af Sneglcille

Jeg er ved at pakke mit liv ned og selvom jeg bogstavlig talt kun flytter et stenkast væk, føles det som om, at alting bliver vendt på hovedet og at jeg lukker et seriøst kapitel i. Det hårdeste og sjoveste og vildeste kapitel so far.

I min nedpakning har jeg fundet alverdens sager, jeg har vel smidt de første fire-fem sorte sække til storskrald (og har næsten ikke været ude og hente noget ind igen). Og selvom jeg allerede har fået flyttet en del af mine ting, nærmer datoen sig for den rigtige officielle ægte flytning sig og jeg er lige dele spændt, glad, bange og angst. Jeg er i et skizofrent limbo, hvor jeg det ene øjeblik synes det er verdens dårligste ide og jeg overvejer at lænke mig fast til min lejlighed og barrikere døren, til i det næste bare gerne at ville have det ‘overstået’ og komme væk og ud og videre!

Nåh, men ingen flytning uden et par lister:

Top tre over ting jeg ikke kommer til at savne:

At bo i stuen og derved kunne høre hver eneste gang at gadedøren smækker, folks samtaler i opgangen, samt samtlige stive stoddere på gaden i weekenden.
Den underlige stuk med barneansigterne i min stue.
Min overbos klaverspil. Om natten. Hver nat. (I det mindste har de skillet sig af med deres crosstrainer, som blev brugt flere gange dagligt i en årrække.)

Top tre over sære ting fundet i gemmerne:

En pose hairextensions (er I klar over hvor forskrækket man bliver over at finde en pose hår i en kasse?!)
Selvlysende glidecreme (Don’t ask. Jeg ved det simpelthen ikke)
En stak danse-dvd’er, som i en form for træningsdans, som i pole-dancing, som i jeg aner ikke hvor jeg har dem fra.

Antal gange jeg er kommet til at pakke noget ned som jeg i virkeligheden har stået og manglet:

Uendeligt! Tilgengæld kan jeg nu åbne rødvin med både en smørkniv og en bøjle.

Perfektionistisk selvtortur

9. marts 2014/4 Kommentarer/i ego /af Sneglcille

Jeg bliver ikke perfekt, jeg har både flyveører og strækmærker, jeg roder, jeg bander, siger pik relativt ofte og tager altid to stykker kage, og heldigvis for det, for i virkeligheden er perfektion i mine øjne røvsygt, og jeg er meget mere til det kringlede og krøllede. Jeg har i løbet af de sidste par år indset, at jeg faktisk er et menneske, som jeg godt kan lide at være. Og det er virkelig stort for mig at nå dertil, efter mere end ti års selvhad på grund af en folkeskoletid, der simpelthen skulle skamme sig. Men! kunne jeg ændre én ting, og det kan jeg nok godt, jeg prøver i hvert fald, så er det at sætte mine forventninger til mig selv the fuck ned, jeg er et urimeligt røvhul der rundsparker mig selv i hovedet med tarvelige tanker og sætter tårnhøje forventninger, der konstant bliver højere og højere, og skulle nogle udefrakommende tillade sig at rose mig, eller stikke mig en high-five eller et kompliment, er glæden kort, for min indre følelsesmæssige sadist står klar med et ‘det der kan du gøre bedre,kom i sving’. Så hvornår er jeg egentlig god nok? Det ved jeg fandme ikke, men jeg vil gerne finde ud af det.

Archive for month: marts, 2014