First world problem #1 – SOFA
Jeg skal have ny sofa.
Rettelse: Jeg skal have en sofa. Det er efterhånden over 10 år siden jeg fløj fra reden og jeg har aldrig rigtig haft en sofa. På nær da jeg boede i et bofællesskab og vores stue bestod af tossede genbrugsmøbler, ølkasser, fyldte askebægere, tomme flasker og to sofaer med slappe fjedre.
I en kort periode i min nuværende lejlighed, havde jeg en lille bitte hvid IKEA-sofa, som jeg nærmest boede i da Otto var spæd, men den røg hurtigt ud fordi den både var grim og ukomfortabel.
NU skal det altså være! Jeg bestilte for noget tid siden en pisse pæn sofa, i en virkelig fin lys grå farve. Men nu er jeg kommet i et ornligt’ dilemma… Lad mig involvere jer:
Jeg har bestilt sofaen nederst på billedet … Og den er jo pæn, altså virkelig pæn og passer sådan set til alt, synes jeg. Og den er som sagt bestilt og skal hentes om ikke så længe. Men! Jeg er i mellemtiden kommet i tanke om at Hov! Jeg har et barn, og jeg er i øvrigt heller ikke selv et motorisk geni, særligt ikke når der er kaffe, rødvin og chokolade involveret (tror måske jeg bliver FOR begejstret) – Jeg er med andre ord bange for at den ellers nydelige sofa simpelthen bliver en fedtet og plettet sag i løbet af et par måneder (mjaaeh timer). Så nu overvejer jeg, om jeg skal lave min bestilling om og gå for den mørke (øverst) … Selvom jeg ikke er helt lige så glad i låget over den, men dog kan hælde rødvin udover mig selv og rulle rundt i marsbarer, eller som jeg kalder det: fredag aften, uden at blive ked af skjolder og snask, som ikke kan fjernes/skjules…
Så det er pt noget af det, jeg bryder min hjerne med for tiden. Ja ja, first world problems. Fortæl mig gerne hvad pokker jeg skal gøre?!