Archive for month: januar, 2014

Da jeg skrev at jeg ikke vidste, hvad der skulle ske med Sneglcille, var det ikke en trussel (eller et løfte) om at stoppe bloggen. Overhovedet. Ikke tale om. No no.
Det var mere sådan en ‘Hvor skal vi hen, hvad skal der ske, orker jeg/I/man flere ævle/brokke blogs’ som jeg har indtrykket at Sneglcille lidt er kategoriseret som i manges øjne.
Da jeg startede i sin tid, er mit indtryk, at der ikke fandtes specielt mange mor-blogs, og måske tager jeg fejl. I hvert fald ved jeg, at det lige nu på ingen måde er svært at finde blogs, der minder om ‘Sneglcille’, bare med flittigere kvinder bag. Og så er det, at jeg bliver stædig, for jeg gider ikke være ‘en af mange’. Men samtidigt vil og kan jeg overhovedet ikke opfinde den dybe blog-tallerken og desuden er jeg jo mig, og i og med at jeg ikke længere har en baby, men en stor (!) dreng, at jeg ikke længere er bitter og sur i skralden, at jeg har fået et job jeg er glad for og at jeg sover om natten igen (agtigt), har jeg indset, at jeg ikke længere kan levere samme type indhold, som jeg kunne engang. Og det skal jeg jo heller ikke?!
Samtidigt har jeg været i tvivl og bange for at miste læsere, hvis jeg pludselig begyndte at skrive om mode, livsstil, flytteprojekter, opskrifter, eller hvad-ved-jeg, for det er jo ikke sneglcille-agtigt. Men HOV! Jeg er jo Sneglcille, og jeg blogger jo primært for min egen skyld, så hvorfor satan  er jeg overhovedet bange og hvor-for giver jeg den usikkerhed lov til at krybe ind under mit skjold?!
?  Det har jeg tygget længe på og svaret er helt simpelt: Frygten for at fejle. Præcis som da jeg oprettede bloggen i sin tid. Hvem helvede giver læse mit dødsyge sure tankeskrald? Det var der pludselig mange tusind der ville. Og nu sidder jeg her igen, ‘Hvem helvede gider læse om mit liv og krøllede tankeskrald?’. Det ved jeg ikke om der er nogen der vil, men ikke desto mindre har jeg taget en beslutning om at skrive om lige præcis det der fylder mit hovede, om det så er shopping, den sure idiot der råbte af mig i Matthæusgade i går,  Otto, delfiner eller noget helt femte, det er sådan det bliver og jeg håber det giver mig lysten til at blogge tilbage og jer lyst til at blive hængende.
Forvirret? Også mig? Lad os se, hvad det udvikler sig til. Jeg kan love så meget som at det stadigvæk er mig, og at der stadigvæk bliver råbt lort udover det hele, bare over nogle andre ting end førhen. Livet er en pudsig størrelse, men jeg er pt ret tosset med det?