Fremtiden

“Hvor ser du dig selv om fem år? “

Et spørgsmål jeg ikke kan svare på. De sidste fem år har allerede budt på mere, end jeg nogensinde har forestillet var muligt på så kort tid. Lige nu for fem år siden var jeg med stor sandsynlighed fuld og uvidende om, at jeg bare tre uger senere ville blive gravid.

Bare det sidste år har været begivenhedsrigt og uventet, så jeg ved vitterligt ikke, hvad der kommer til at være min virkelighed om fem år.

Jeg vil tro at jeg er flyttet til den tid. Jeg elsker min lejlighed, hvor jeg nu har boet i over fire år, men samtidigt har jeg hele tiden set den som et mellemsted. Den er mit helle, hvor jeg er gået fra at være ung hvileløs gravid, til voksen og selvstændig, her hvor Otto tog sine første skridt, hvor jeg har danset med mine veninder og holdt et utal af køkkenfester, med jägerbombs og 90er musik, her hvor jeg har grint og grædt, været ulykkelig, været forelsket. Her hvor der er faldet maling af døren til Ottos værelse fordi han har smækket den i vrede over hans “dumme lortemor!” og her, hvor jeg i det hele taget føler mig hjemme og elsker at være, men efterhånden snart er klar til at give afkald på.

Karrieremæssigt er der også sket en del. Jeg er gået fra ikke rigtigt at vide hvad jeg ville, til at være helt sikker på det og har på under et år formået at nå relativt langt i den rigtige retning, særligt når man tager i betragtning at det kun er 10 måneder siden at jeg forlod min gamle job. Så heller ikke her, tør jeg gisne om hvor jeg er når vi skriver 2018.

Kærlighedsmæssigt er det ikke gået så pissegodt for mig, jeg brænder nallerne på det lort, men er dog nået frem til en helt klar fornemmelse af, hvad jeg vil have, hvad jeg vil finde mig i og hvad jeg absolut ikke vil have, eller finde mig i, og det er trods alt mere end, hvad jeg vidste for bare et par år siden. Så om fem år er jeg vel en slags ekspert (der må grines).

Med andre ord aner jeg ikke hvor jeg er om fem år, og jeg tør næsten ikke ønske mig noget, for de sidste fem år vidner om at ting sjældent, næsten aldrig, bliver som man forventede. Og heldigvis for det.
lookingback

Mandagstæv

Har det som om at jeg er blevet kørt over af en lastbil, fysisk og følelsesmæssigt. Min krop er tung og øm. Mine øjne svier. Mit hoved vil ikke være med længere. Jeg har regnvejrsklasket hår og mascara under øjnene.Lysten til at stikke af fra alt fylder det hele og jeg kan kun tænke på hvor stor en kliche denne mandag er.

Regn, rusk, blæst, gråvejr. dårligt humør. Adrk!

Jeg svarer igen med stearinlys, hvidt brød, kakao og positive tanker. Det virker ikke.

Men tænker at i morgen bliver bedre. Meget bedre.

foto-1.PNG

“Velkommen til hormonlotteriet”

Jeg gæsterblogger herovre i dag.

emilie1

Skriver om hvor meget det tog røven på mig at blive mor, og om hvordan de tog første uger var vanvittige. Jeg ved godt at det er totalt forskelligt fra person til person, men jeg synes eddermame det var hårdt. Men jeg vil gerne igen. Snupper også gerne en fødsel igen. Men meget gerne med en epidural næste gang. Tak. Læs indlægget her.

She said Yes!

 For nogle uger siden var jeg vidne til noget virkelig fint. Altså som i tårepressende, sug i maven og for helvede hvor er livet smukt- fint. Noget som jeg er så taknemmelig og glad for at have været en del af. Jeg stod nemlig på sidelinien sammen med min veninde Nanna, da vores veninde Rachel blev friet til.

Skærmbillede 2013-12-29 kl. 21.18.08

Rachel sagde heldigvis ja til sin Michael. Og vi fejrede med Cava (på bartenderens regning) og øl på Diligencen (brunt bodega på Nørrebro) og jeg tror aldrig jeg har set, hverken Rachel eller nogen anden smile og grine så meget på en aften .

Ajmænaltså hva?!! Jeg er hende, som aaaldrig skal giftes, og som himler op om, at romantik er for svæklinge. Men jeg blev sgu lidt mør.

Nu går kjolejagten ind, og bryllupsplanerne begynder så småt at gå igang, og jeg synes det er SÅ spændende – for tiden er det faktisk et af mine yndlingsemner at tale om (det lyder nok irriterende, men jeg tror jeg har været forholdsvis udholdelig, indtil videre… Jo jeg har.) – Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg, aka the grinch of romance, begyndt næsten at overveje om det der med bryllup, alligevel måske er noget man skulle prøve en dag. Bare et lille et.