Torsdagstanker

  • Peplumnederdel og cykel er et seriøst lortet match. Tror faktisk at samtlige mennesker jeg har passeret i dag har set min nylonstrømpebuksebeklædte røv. Oh well.
  • Det eneste jeg har lyst til er brunede kartofler og risalamande. For tidligt?
  • Der færdes utroligt mange vrede gamle damer og en del pæne mænd på Frederiksberg.
  • Findes mandariner overhovedet. Jeg er overbevist om at jeg udelukkende spiser klementiner.
  • To kopper kaffe er på ingen måde nok i løbet af en dag.
  • Tandpine i rodbehandlet tand (som allerede har kostet en måneds husleje) er ikke for tøsedrenge. Av min tand og av min konto.
  • Hvorfor har Årstiderne ikke udviklet en “Mor og barn” måltidkasse med sund aftensmad til enlige forældre og deres unger (og rødvin og marcipan til førstnævnte).
  • Er der ikke snart nogen, som kommer og klør mig på ryggen?!

 

En uge i det nye sneglehus.

Nu er det en uge siden at bloggen flyttede tilbage. Jeg kan se på mine besøgstal at I er glade, eller det ved jeg selvfølgelig ikke om I er, men jeg kan se, at I bliver hængende længere, at I klikker mere og at I kommer tilbage – og det er jo rart. At min aktivitet muligvis også har været stigende den sidste uges tid, har sikkert også noget at gøre med det, men ikke desto mindre glæder det mig at I er her endnu.

Jeg elsker at være tilbage. Det føles rart at være herre i eget hus. Nu har jeg trods alt prøvet lidt af hvert med bloggen og jeg fortryder ikke et sekund noget af det, men jeg ved nu at det er lige her jeg hører til.
I det hele taget er jeg ramt af en indre ro og et overskud, som jeg ikke har følt eller haft længe, måske aldrig. Det skyldes selvfølgelig ikke udelukkende bloggen, men også mit nye job, som jeg officielt starter på om få dage (selvom jeg faktisk allerede er startet, deltid, tre dage om ugen – men fra på mandag er det rigtigt-rigtigt), jeg har desuden fået ryddet op og ud i noget filtret tankespind og selvom jeg for et par dage siden skrev om hvordan jeg var en anelse moody og humørsvingende, har jeg det lige nu faktisk bare ret godt.
Det vil jeg lige huske at nyde, for man ved sgu aldrig, hvad den der kælling vi kalder livet har at byde på.

Skærmbillede 2013-11-25 kl. 20.11.47

Pakkekalenderens magt

Jeg har aldrig fået pakkekalender som barn. Det har Otto heller ikke.Endnu.
Sidste år havde han en julesok, som jeg puttede en klementin i, hver dag. I år havde jeg heller ikke tænkt mig at lave en pakkekalender, men bare køre samme stil som sidste år med noget frugt og lidt halløj, i den der strømpe. For det siger mig egentlig ikke noget og jeg har altid tænkt at det lidt var noget pjat (men jeg plejede også at hade julen, så hvad fanden ved jeg om hygge). Men SÅ fik jeg pludselig lyst til at gå all in.
Otto glæder sig absurd meget til jul, hans største ønske lige nu er, at vi skal gå ud og købe julepynt, og jeg må IKKE gøre det uden ham. Han taler om nisser, og snevejr og risengrød nonstop og det smitter altså. I dag fandt jeg så mig selv i Søstrene grene med en kurv proppet med malesæt, biler, klovnenæser, balloner, puslespil og slikkepinde? Pakkekalender coming så meget up.
Hvorfor ikke?! Altså jeg ved jo ikke, hvordan vores liv ser ud til næste år, jeg tvivler på at jeg når at blive fyret og/eller føde flere børn inden for de næste tolv måneder, men helt ærligt aner jeg det jo ikke, og når jeg tænker på alt det, der er sket bare i år, tager jeg ingen chancer.
Så ja Otto får en pakkekalender og han aner det ikke og jeg glæder mig så meget til at se hans åndssvagt nuttede ansigt, når han finder ud af, at der hænger 24 pakker og venter på ham.

Skærmbillede 2013-11-27 kl. 18.54.22

Jeg postede ovenstående billede på Instagram tidligere. – Det er der kommet en temmelig interessant debat ud af. Om pakkekalender.

Sindsstemning i lyd

For tiden render jeg rundt i en halvmanisk sindsstilstand, hvor jeg går fra at være tænksom og nedtrykt til ekstatisk og næsten lykkelig,  det smitter af på min playliste og  særligt to numre bliver skamspillet på undertegnedes spotify? Nemlig disse:  (Bemærk at det utroligt nok ikke er hiphop, that’s a first.)

http://www.youtube.com/watch?v=sACKF5Lsllw

http://www.youtube.com/watch?v=y6Sxv-sUYtM

Savner

Ottos far er rejst for at arbejde, 11 dage skal han være væk, og selvom halvdelen af tiden næsten er gået, er det ikke ret nemt at være fire år og undvære sin far.- Selvom han jo er vant til at undvære ham op til 9 dage ad gange, er det bare noget andet, når man ikke lige kan ringe og sige godnat, eller godmorgen, eller tage forbi når savnet bliver for svært. Vi har jo prøvet det før, men det er som om, at der virkelig er sket noget siden sidste tur. O er blevet meget mere bevidst om både tid og det at undvære nogen.
Inden han skulle sove i dag brød han sammen som jeg aldrig før har oplevet. Han græd lige så stille og fortalte hvordan han kunne “mærke alt det ked af det indeni”. Av av. – Igen bliver jeg stolt over at have et barn, der kan sætte ord på alle de store følelser, og igen igen i-fucking-gen flover jeg mig lidt over at han overhovedet er i den situation, hvor han bliver nødt til at undvære en af hans forældre på skift. En ting er helt sikkert; jeg skal ingen steder det næste stykke tid, og det håber jeg heller ikke min med-forælder skal efter denne tur. Kom nu lørdag!
Skærmbillede 2013-11-24 kl. 13.02.03

Older posts