Behind the scenes med Pantene

Som jeg allerede har nævnt, var jeg for nogle uger siden, ude og overvære en fotooptagelse på Østerbro. Jeg har ikke nævnt så meget mere om det, da det altid er lidt sjovere at gå i dybden med sådan nogle oplevelser, når man kan fremvise noget.

Det kan jeg nu. I går fik jeg nemlig Behind the scenes videoen tilsendt, og jeg har da også allerede delt den med jer på Facebook.

Jeg var med på et photoshoot, i forbindelse med en kampagne for Pantene, hvor Christiane Schaumburg-Müller er den danske ambassadør. Jeg blev et par dage før, spurgt om jeg havde lyst til at være med på dagen og blandt andet stille Christiane nogle spørgsmål.

Jeg synes den slags er vildt spændende, og en lille smule skræmmende, da jeg aldrig i mit liv har interviewet nogen, og jo faktisk slet ikke har nogen journalistisk baggrund, selvom jeg interesserer mig helt vildt for den slags og i øvrigt arbejder i den verden.  Og da jeg samtidigt er ret pjattet med alt hvad der har med makeup og hår at gøre (hvad? du kan selv være en tøs!), var jeg ikke længe om at sige ja.

Dagen var trods træthed og lidt komplikationer, en succes (I husker måske dette indlæg?). Og der er som sagt kommet en lille video ud af dagen, som I kan se lige her:

http://www.youtube.com/watch?v=53N_7fhmsvU&feature=youtu.be

Stådrenge og mussefisser

Læste lige på Facebook at Petit Podium opfordrer til at man fortæller hvad man er kommet til at kalde sine børn, efter at Lortemor i går skrev at hun var kommet til at kalde Alfred for en dygtig stådreng.

Jeg har mange at tage fra, men tænkte at jeg lige ville reposte det indlæg jeg skrev hos Superheltemor (som vi savner!!) for nogle år siden.

Navnekaldningen fortsætter herhjemme, men vi bliver ikke sure på hinanden længere. Ikke over kælenavnene i hvert fald, nu er det mere sådan forkert udskårede madvarer, forkertfarvede beklædningsgenstande, for lidt/meget mælk på morgenmaden og den slags forfærdelige misforståelser.

– Et andet sjovt eksempel var da Otto den anden dag, kaldte min venindes baby for en “musse dusse kusse”.

Og nu til det gamle indlæg. Værsgod’:

?Hjemme hos os bliver der hver eneste dag slynget en del kælenavne ud, især af den fjollede slags.

Hvordan og hvornår det præcis startede husker jeg ikke, men jeg har vist altid gjort det, også før jeg fik min dreng. Stakkels de kærester jeg har haft, som har skulle finde sig i at blive kaldt navne som Kattegrus og Loppefår. Nåh, men som sagt er det dagligdagskost i vores hjem og navne som: Sure banan, Prutkanon, Makronbandit, Fnullermåge, Honningged og lignende bliver ofte sagt. Størstedelen af navnene er hjemmelavede (in case you were wondering) og bliver fundet på i farten. Mest af mig, men Otto (min søn, på snart 3 år) er også blevet ret god til at finde på skægge ord helt selv, den anden dag kaldte han mig for eksempel for Søde fugleklat og i et raseriudbrud (som sagt: snart 3 år) blev jeg omdøbt til Dumme numsemor?

Det er en skæg leg, som for det meste kan bløde en del hysterianfald (primært fra barnets side) op. Og dog? For en gang imellem giver det bagslag og så står man med en opløst dreng, som med bævrende underlæbe og skrigestemme råber ? jeg er i-i-i-i-kk-e-e-e-e nogen hesteluuuus? ned igennem Frederiksberg centeret, og man må undskyldende forsikre ham om at det er han selvfølgelig ikke og at det bare var for sjov, desværre bliver mine undskyldninger sjældent taget alvorligt og så har vi balladen, men det er et helt andet indlæg.

En anden ting, som er mindre heldigt ved denne navnedigtning, er at det indimellem går lige lovlig stærkt med at finde på sjove

sammensætninger og at man helt uden at tænke over det, har kaldt sin søn for Mussefisse eller lille mongol. Det er her at man må skynde sig

at lade som ingenting og krydse fingre for at barnet ikke gentager det nede i børnehaven?

3 mails, 3 følelser. #1

I løbet af de sidste par uger har jeg modtaget et hav af mails, som virkelig har gjort indtryk på mig. Tre af dem skilte sig i den grad ud og har sat gang i et væld af følelser, på alle tænkelige måde – en emotionel rutsjebanetur uden sele, om man vil.

Den første, var fra en person fra min fortid, fra da jeg arbejdede som model for tusind år siden. En kvinde, som altid har både skræmt mig og gjort mig tryg på samme tid. Hun er en af dem som har så meget power og “outspoken-hed” at det indimellem virker skræmmende, nok især dengang da jeg mødte hende første gang som teenager, men samtidigt kan hun give en et knus, så man slet ikke er i tvivl om at hun mener det.

Jeg har ikke talt med hende i seks år, så det var en kæmpe overraskelse at høre fra hende, men en god en.

Hun skrev blandt andet: ” hvor er jeg pisse stolt over hvordan du har formået at samle alle dine skills og færdigheder (både på godt og ondt ;-)) under ét og samme tag og bruge dem til din egen fordel.”

Ord som ramte et virkelig tiltrængt sted. For jeg skal da være helt ærlig at sige, at jeg i den sidste tid har tvivlet en del, på mig selv, på bloggen og på mine egne evner. En virkelig ubehagelig følelse. For selvom jeg er dér i mit liv, hvor jeg bør udnytte at jeg er på vej et sted hen, hvor jeg gerne vil være, er det som om at jeg fokuserer for meget på det negative (as usual) og det pisser mig helt vildt af, præcis som jeg ved at det har pisset mailsenderen af, dengang for otte år siden hvor vi talte sammen dagligt og hun af og til skældte mig ud over det. Heldigvis.

Jeg gør det endnu, men takket være den mail, har det givet mig et kæmpe spark og jeg tør faktisk godt at stå ved den jeg er, og gå all in på de ting jeg vil have. Trods modgang. Det er rigtigt at bloggen ikke er så aktiv som den var engang, det er også rigtigt at jeg ikke skriver nær så personlige ting, som jeg gjorde dengang. Det bunder blandt andet i, som mange af jer også godt ved, at jeg er et andet sted i dag, end for fire år siden, men helt ærligt, er det også fordi jeg er blevet bange for at blotte mig selv, fordi der med flere læsere selvfølgelig også er kommet flere af dem, som ikke bryder sig om mig og ikke er bange for at sige det højt. Og findes der noget mere ubehageligt og nedværdigende end når et andet menneske (oftest anonym) træder på en? Det tror jeg ikke.

At få det her spark, i form af en anerkendende mail fra en person jeg har set så meget op til, har virkelig gjort en forskel i mit tankemønster den sidste uges tid og jeg er simpelthen så taknemmelig, for både de ord, men også for hvor langt jeg er nået, følelseesmæssigt. At det måske ikke er så spændende at læse om, er noget helt andet, men det er noget jeg kommer til at skrive meget mere om, når jeg i morgen fortæller om mail nummer 2, som vækkede en anden følelse og som virkelig fik rodet op i nogle ting og sager.