3 mails, 3 følelser #3

Se den første mail HER
Den anden mail HER

Det har taget mig lidt tid at få sat ord på den sidste mail, jeg vil fortælle om.

Jeg skrev for nogle måneder siden et indlæg om at sige undskyld. Det indlæg skulle oprindeligt have været ret alvorligt, jeg ville fortælle om nogle af de ting jeg har været igennem i min folkeskole tid. Men jeg tøvede og indlægget blev i stedet drejet hen på noget lidt andet (Læs det her, hvis du er nysgerrig). I sidste uge fik jeg en mail, eller en mail var det ikke. Men en facebookbesked, fra en tidligere klassekammerat, faktisk en tidligere bedste veninde. Min første rigtige bedste veninde. Hun var ny pige i klasse, vi klikkede fra dag et og vi blev slyngveninder.

 

Jeg tænker engang imellem på dig og jeg ved godt at jeg aldrig kan gøre det godt igen.

 

Vi fortalte hinanden alt. Jeg fortalte hende som den første og eneste, om hvordan jeg følte mig anderledes, i forhold til alle andre, at jeg ikke følte at jeg hørte til, og jeg satte en masse ord på ting, som jeg aldrig før havde turde gøre. En dag, som et lyn fra en klar himmel vendte hun mig ryggen. Hun nægtede at tale med mig, men talte gerne højt om mig, med de andre piger, i min tilstedeværelse. Mine hemmeligheder blev leaket, en efter en og snart var jeg til grin på hele skolen. Sådan føltes det i hvert fald. Det var sikkert kun i klassen, og sikkert kun en lille del, men når man er 12 år gammel, skal der ikke meget til, før man føler at hele verden er imod en. Noget af det jeg husker allerklarest, var da jeg efterfølgende fik fortalt hvordan hun og en anden pige, havde klappet og hujet da klasselæren meddelte at jeg var stoppet i klassen. Om det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men den følelse sidder stadigvæk i mig. Følelsen af at være uønsket, og den har siddet i mig siden. Jeg er kronisk skeptisk overfor folk og særligt deres intetioner, jeg lukker sjældent folk rigtigt ind og jeg har for vane at når jeg går ind i et rum, er det med følelsen: at ingen kan lide mig. Jeg er med årene blevet væsentlig bedre til at drukne den følelse, og være “ligeglad” med om folk hvisker, både i takt med at jeg er blevet ældre, at mit selvværd er blevet højnet og med hjælp fra en masse gode mennesker og oplevelser, men jeg har aldrig lært at give rigtigt slip på den skide usikkerhed og frygt for at blive røvrendt og udsat for had. At det skyldes min folkeskoletid er jeg slet ikke i tvivl om.

Jeg skylder dig en kæmpe undskyldning og den kommer nok 15 år for sent.

Jeg er af den overbevisning, at man ikke udelukkende kan bebrejde andre mennesker, for den person man er, og selvom jeg stadigvæk, særligt efter jeg er blevet mor, kan bande de personer langt væk, for at få mig til at føle sådan, bliver jeg lige så irriteret på mig selv, over at have ladet dem ødelægge så mange gode ting for mig. Tænk sig, at jeg stadigvæk får koldsved og hjertebanken når jeg skal møde nye mennesker. At jeg lige nu, aftenen før at jeg skal starte på en ny redaktion, er ved at gå til af tanker om hvorvidt jeg skal tackle usikkerheden, som med garanti kommer det sekund jeg træder ud af elevatoren i morgen. Svaret har jeg aldrig fundet.

Ligesom at jeg ærlig talt ikke ved, hvordan jeg har det med den undskyldning. Tildels rammer den på et godt sted. Der hvor min fornuft også sidder og siger, at jeg ingen grund har til at have det sådan. På den anden side bliver jeg harm, og lidt sur. Der burde slet ikke være noget at undskylde for. Jeg, og ingen andre, fortjener at føle som jeg har gjort. Jeg ved med andre ord slet ikke hvilken følelse, der blev udløst da denne mail tikkede ind. Jeg ved at jeg græd virkelig meget da jeg havde læst den. Hvilket kom bag på mig og irriterede mig lidt. Jeg ved også, at jeg ikke har svaret og ikke ved om jeg gør det, for jeg aner ikke hvad jeg skal svare. “Jeg får stadigvæk ondt i maven når jeg går på din gade”, eller “Jeg gennemlever stadigvæk de ting, hver eneste dag”, eller “Tak”. ??

Jeg aner det ikke.

Det gør mig virkelig ondt at jeg var så strid imod dig. Så fra hjertet af undskyld og ingen ord kan nogen sinde gøre det godt igen.

 

 

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-22 kl. 09.51.39_zpslmwuouys.png

21 replies
  1. Trine
    Trine says:

    Jeg græder også, for har været igennem helt.præcis.det.samme.

    Derfor har jeg heller ikke noget svar. Ville bare lige melde mig og sige, at jeg kender til følelsen. Alt for godt.

    Ps. De bedste indlæg bliver skrevet uden at se sig om 🙂

    Svar
  2. Christine
    Christine says:

    kram og kærlighed til dig, som formår at sætte ord på disse ting, som var de taget ud af mine egne tanker.

    Jeg kender ikke svarene, men kan sige – jeg ville ønske, at min mobber var mand nok til at undskylde til mig. Eller at han vidste, hvor meget han (de) ødelagde mig, Det er en ringe trøst, men i det mindste står hun ved det?

    Svar
  3. Janell
    Janell says:

    Selvom mange år er gået kan tanken om min folkeskoletid stadig gøre mig ked af det. At føle sig forkert, anderledes, ikke at kunne tale med, være en del af fællesskabet, mobning, chikane….. Det tyngede mig så meget at jeg på et tidspunkt søgte psykologhjælp. De samtaler samt hypnose samme sted gjorde udfaldet. Jeg glemmer aldrig de hårde år – tidlige teenageår hvor man så uendelig sårbar – men det fylder ikke så meget mere. Det vil altid præge den person jeg er – mistro; kan den person virkelig lide mig? – og en manglende tro på mig selv. Tak lorte folkeskole som i den grad svigtede mig og mange andre…..

    Svar
  4. Kitt
    Kitt says:

    Hvor er det stærkt skrevet ! Og hvor er det befriende, at du sætter ord på det. Jeg kender følelsen – alt for godt.

    Svar
  5. Julie
    Julie says:

    Det er hårdt at modtage undskyldninger fra fortiden. Ikke fordi at man ikke skal tilgive, men fordi at det på en måde runger så hult. Altså 15år efter (…), det er lidt tragikomisk. Desværre.

    Men samtidig så skal man huske på, at det er fortiden, som har været med til at skabe en. På godt og ondt (Hold kæft hvor jeg lyder som en kliche, sorry).

    Svar
  6. Lene Balch
    Lene Balch says:

    Kære Sneglcillie.

    Jeg ved heller ikke hvad jeg skal sige, andet end vi er mange.Jeg har oplevet noget lignende i skolen. Min far var fotomodel og jeg blev mobbet ud over det rimelige fordi hans arbejde var mærkeligt. Jeg er over 50 i dag og jeg lider stadig under de “tæsk” jeg fik dengang.

    Kh. Lene

    Svar
  7. Anna Dorthea
    Anna Dorthea says:

    Super-fint indlæg! Jeg har selv været udsat for den slags i folkeskolen. Dog har jeg vist aldrig fået en undskyldning fra de par stykker, der gjorde det hele surt. Selv som voksne, er det jo “mig, der er noget galt med”.

    Jeg har for længst sluttet fred med, at de ikke vidste/ved bedre, og at det gælder i alle aspekter af livet, at man taler/agerer som man har forstand til (eller mangel på samme).

    Så; Når du møder op på den nye redaktion i morgen, så træk vejret dybt – helt ned i maven – og vid, at du er fantastisk! Du skriver en fantastisk blog/har noget på hjerte/har “forstand” – forståes ;-), du er smuk og du er mor. Din usikkerhed hører barndommen til – du er voksen nu. Elsk din voksen-frihed og skid på jantelov og levn fra gammel mobning. Spørg dig selv, om den undskyldning, som din gamle “veninde” har sendt dig, er sendt for din skyld – eller måske mest for hendes egen? Mærk efter i maven, hvad den gør ved dig, som du er nu, som voksen. – og reager derefter.’

    Go get ‘em – i morgen.

    Sov godt <3

    Svar
  8. Drengemor
    Drengemor says:

    Puha 🙁 Er fuldstændig slået omkuld af dit indlæg. Ikke fordi jeg kan relatere til det som hverken den ene eller anden part, men fordi du beskriver det så medrivende, at jeg sidder tilbage med følelsen af at have været der selv. De tre dele af mailen er placeret LIGE i øjet de helt rette steder på en måde, der slet ikke gør mig i tvivl om, at din bog – den bliver udgivet (med succes) en dag!

    Og så til sagen. Fy føj for en veninde, hun var! Det var da virkelig et helt forfærdeligt svigt, og jeg ville nok stadig den dag i dag spekulere lidt på, hvorfor hun vendte rundt, som hun gjorde, fra den ene dag til den anden? Men jeg ville nok heller ikke svare på mailen. Selvfølgelig er hun ikke den samme som dengang; det ses også tydeligt i det, hun skriver… men du har så meget godt og så mange gode mennesker i dit liv nu. Og med mindre hun læser med her, så kan hun jo heller ikke vide, om mailen stadig ligger ulæst under “Andet?” 😉

    Alt det bedste til dig. Jeg skulle egentlig bare nattefodre baby, men kunne simpelthen ikke lade være med at skrive en mindre roman 😉

    Svar
  9. Sofie
    Sofie says:

    Du får lige et kram fra en som har oplevet noget nær det samme. Jeg oplevede det på min første folkeskole og på min efterskole. De følelser, som er ufatteligt lig dem du beskriver, sidder også i mig endnu. De personer er jeg også “venner” med på facebook, og jeg synes det er sådan lidt akavet når de ‘liker’ mine billeder eller skriver det obligatoriske ‘tillykke’ på min væg når jeg har fødselsdag. Jeg ved ikke, om de har forståelse for, hvad folkeskole mobning kan gøre ved en og jeg ville sådan ønske, at de enten ville sige undskyld eller at jeg turde sige det til dem. Men nej; jeg ville overhovedet heller ikke vide hvad faen jeg skulle svare hvis det skete.

    Jeg synes, at du er så pisse modig, Cecilie <3 tak fordi du deler, og får sat en masse tanker igang for os her på den anden side af skærmen.

    Svar
  10. Sanne
    Sanne says:

    Kære Cecilie.

    Dit indlæg rammer, hvad mange af os har oplevet. Jeg har været på begge sider af de her følelser. For jeg har både været hende, der mobbede i folkeskolen (og jeg var slem!) og hende, der blev mobbet i gymnasiet (og det var slemt!). Jeg synes på mange måder, at det siger meget, at din mobber vælger at skrive til dig. Det er måske en ringe trøst, men når hun alligevel kommer der til, at hun vælger at skrive en mail, så har det nok også naget hende lige siden. Jeg kan huske, at der i filmen Atonement bliver stillet spørgsmålet “Hvor gammel skal man være, før man kan blive stillet til ansvar for sine handlinger?”. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg nødig vil have lyst til at blive til ansvar for ting, jeg gjorde, før jeg blev voksen. Jeg vil nødig have lyst til at skulle forsvare de ting, jeg gjorde, da jeg var 12 – jeg vil ikke have lyst til andet end at sige undskyld. Men det betyder selvfølgelig ikke, at de ting, jeg gjorde, ikke kan have ødelagt nogen.

    Der er ingen, der siger, at du skal svare på den mail eller tilgive. Du skal i hvert fald kun gøre det for din egen skyld og for at forsøge at slutte fred med de følelser i dig selv, hvis du gør det. At din eks-veninde vælger at se ting i øjnene, som skete før hun blev voksen, og som hun måske slet ikke kan identificere sig med i dag, synes jeg siger mere om den, hun er blevet, end om den hun var dengang. Jeg tror på, at man ændrer sig rigtig meget. Jeg er i hvert fald ikke den samme. Jeg sloges med så meget usikkerhed og så meget vrede, som jeg aldrig tacklede, og det kom ud som mobning. Og det var rædselsfuldt, og jeg skulle aldrig have gjort det, og det gør ondt at tænke på i dag, selvom jeg har sluttet fred med personen.

    Hvis dem, der mobbede mig, kom og sagde undskyld til mig i dag, så håber jeg og tror på, at jeg ville tilgive. For min egen skyld. Og for at holde op med at frygte at møde dem på gaden, for den følelse kender jeg alt til.

    Svar
  11. Katrine Anna
    Katrine Anna says:

    Jeg har været igennem det samme. Ny pige i klassen, bedste veninder, vender pludselig ryggen og jeg flytter skole. Jeg hader hende ikke den dag i dag, for det var det bedste der er sket for mig at skifte skole! Men de år med dem var forfærdelige. Men nu har jeg bare ondt af dem, for jeg er langt foran dem! Udover det føler jeg også, at jeg er den eneste i verden tit, jeg føler ikke, at jeg har rigtige veninder og det er forfærdeligt at føle sådan, det er jo der man har brug for en rigtig veninde at snakke med om det. Heldigvis har jeg en sød kæreste, som også er min bedste ven..

    Godt indlæg og sejt, at du kom ud med følelserne!

    Svar
  12. Ann-Sophie
    Ann-Sophie says:

    Cecilie, jeg har læst med i mange år hos dig, men dette indlæg et af det bedste, sværeste og mest hjerteskærende, jeg til dato har læst herinde. Bravo. For dig, din sårbarhed, åbenhed og inddragende måde at skrive på.

    Tænker, at dette indlæg, sammen med indlægget på tre linjer, hvor du fortalte, at Otto skulle være storebror, vil være dem, jeg husker allerbedst.

    Du er sej. Et lysende eksempel på, hvorfor sårbarhed kan være den største styrke af alle.

    Svar
  13. Øglemor
    Øglemor says:

    Et meget medrivende, og – som en anden også skriver – hjertenskærende indlæg. Det lyder på ingen måde sjovt. Jeg har oplevet noget lignende; jeg var bare 16, og min ‘veninde’ leakede (så vidt vides) ingen af mine hemmeligheder. Hun holdt bare op med at tale med mig. Et faktum, der blev så meget desto mere tydeligt, fordi vi var på efterskole og ligesom ikke kunne undgå at se hinanden. Heldigvis havde jeg andre nære veninder, så jeg faldt ikke så hårdt. Men det gjorde nas alligevel. Efter mange år fortalte en fælles veninde mig, at ‘veninden’ havde fortalt hende, hvorfor hun havde været så strid mod mig. Angiveligt fordi jeg var kommet for tæt på – hun var blevet for sårbar. Selv har hun aldrig sagt noget til mig, og hun kommer heller aldrig til det, er jeg sikker på. Vi ses fra tid til anden og udveksler mails, når der sker store ting i efterskolegruppen (giftermål, skilsmisser og fødsler), men det er alt. Og det er rigeligt. Nu.

    Det kom til at handle om mig. Det var ikke meningen. Dit indlæg satte bare en masse tanker i gang. Tak for det. Og ps: Hvis du svarer på den mail, så har du et overskud ud over det sædvanlige. Sådan er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde ville kunne tilgive at være blevet behandlet.

    Svar
  14. Niels Heilberg
    Niels Heilberg says:

    Meget fin post. Og mere relevant for et liv, end man lige går og aner som 12-årig.

    For en del år siden var jeg til reunion på min gamle folkeskole. Her dukkede 2 gamle klassekammerater op, men ikke for at hygge sig. De kom to make up an old score med nogle gamle klassekammerater. Begge havde følt sig som dig, den ene havde også skiftet skole.

    Efter den aften fik jeg meget fokus på mine børns trivsel i skolen og har det stadig. Så husk: En god skoletid er guld værd. En elendig skoletid kan følge dig for livet. Så pas godt på jeres børn, og interessér jer og gå langt for deres og klassens trivsel.

    Tak for den, Cille. Vigtige sager.

    Svar
  15. Anton
    Anton says:

    Det rammer lige i mellemgulvet. Jeg kan ikke gå ind iet rum med folk jeg ikke kender, uden at kampsvede. Jeg tror som udgangspunkt at folk ikke kan lide mig. At det er mig de taler om i hjørnerne. Jeg blev mobbet i folkeskolen, specielt i 6-9 klasse. Det sidder dybt dybt i mig. I gymnasiet var jeg en del af den flok folk ikke snakkede med. Først på universitet oplevede jeg hvordan folk begyndte at respektere og acceptere mig for mig.

    Det er en knude i maven der aldrig går væk og en irriterende følelse over at de 15 år senere stadig kan få mig til at bryde sammen

    Svar
  16. maya
    maya says:

    hej cecile!

    jeg har nu læst mig igennem samtlige (HURRA for læseferie) indlæg tilbage fra 2009 – fra side 232 til nu på sde 37. Desværre kan hverken billeder eller links i indlæggene fra cover-tiden vises – her i blandt brevet i dette indlæg 🙁 øv øv, så går man jo glip af en masse!
    Kan man finde deabte billedmateriale/links andre steder, tror du?

    Mvh Maya

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Godt du siger det. Det er så mega irriterende med de billeder og links. Jeg har postet billedet her igen. Og drømmer om at en dag få tid til at gå det hele igennem og rette, rette, rette.
      Tak!

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] men det bliver aldrig godt nok. Jeg kom blandt andet til at tænke på Jørgen, da Sneglcille skrev dette meget rørende indlæg om sin egen folkeskoletid. Nok er det lang tid siden, men det er desværre noget, jeg stadig bærer […]

  2. […] voksne. Mobning er dødalvorligt! Det er ikke noget, man bare lige vokser fra. Læs fx her, hvor Sneglcille og Madammen beretter ærligt og sårbart om de konsekvenser, de fortsat lever med. Mobning er ikke […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *