Se den første mail HER
Den anden mail HER
Det har taget mig lidt tid at få sat ord på den sidste mail, jeg vil fortælle om.
Jeg skrev for nogle måneder siden et indlæg om at sige undskyld. Det indlæg skulle oprindeligt have været ret alvorligt, jeg ville fortælle om nogle af de ting jeg har været igennem i min folkeskole tid. Men jeg tøvede og indlægget blev i stedet drejet hen på noget lidt andet (Læs det her, hvis du er nysgerrig). I sidste uge fik jeg en mail, eller en mail var det ikke. Men en facebookbesked, fra en tidligere klassekammerat, faktisk en tidligere bedste veninde. Min første rigtige bedste veninde. Hun var ny pige i klasse, vi klikkede fra dag et og vi blev slyngveninder.
Jeg tænker engang imellem på dig og jeg ved godt at jeg aldrig kan gøre det godt igen.
Vi fortalte hinanden alt. Jeg fortalte hende som den første og eneste, om hvordan jeg følte mig anderledes, i forhold til alle andre, at jeg ikke følte at jeg hørte til, og jeg satte en masse ord på ting, som jeg aldrig før havde turde gøre. En dag, som et lyn fra en klar himmel vendte hun mig ryggen. Hun nægtede at tale med mig, men talte gerne højt om mig, med de andre piger, i min tilstedeværelse. Mine hemmeligheder blev leaket, en efter en og snart var jeg til grin på hele skolen. Sådan føltes det i hvert fald. Det var sikkert kun i klassen, og sikkert kun en lille del, men når man er 12 år gammel, skal der ikke meget til, før man føler at hele verden er imod en. Noget af det jeg husker allerklarest, var da jeg efterfølgende fik fortalt hvordan hun og en anden pige, havde klappet og hujet da klasselæren meddelte at jeg var stoppet i klassen. Om det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men den følelse sidder stadigvæk i mig. Følelsen af at være uønsket, og den har siddet i mig siden. Jeg er kronisk skeptisk overfor folk og særligt deres intetioner, jeg lukker sjældent folk rigtigt ind og jeg har for vane at når jeg går ind i et rum, er det med følelsen: at ingen kan lide mig. Jeg er med årene blevet væsentlig bedre til at drukne den følelse, og være “ligeglad” med om folk hvisker, både i takt med at jeg er blevet ældre, at mit selvværd er blevet højnet og med hjælp fra en masse gode mennesker og oplevelser, men jeg har aldrig lært at give rigtigt slip på den skide usikkerhed og frygt for at blive røvrendt og udsat for had. At det skyldes min folkeskoletid er jeg slet ikke i tvivl om.
Jeg skylder dig en kæmpe undskyldning og den kommer nok 15 år for sent.
Jeg er af den overbevisning, at man ikke udelukkende kan bebrejde andre mennesker, for den person man er, og selvom jeg stadigvæk, særligt efter jeg er blevet mor, kan bande de personer langt væk, for at få mig til at føle sådan, bliver jeg lige så irriteret på mig selv, over at have ladet dem ødelægge så mange gode ting for mig. Tænk sig, at jeg stadigvæk får koldsved og hjertebanken når jeg skal møde nye mennesker. At jeg lige nu, aftenen før at jeg skal starte på en ny redaktion, er ved at gå til af tanker om hvorvidt jeg skal tackle usikkerheden, som med garanti kommer det sekund jeg træder ud af elevatoren i morgen. Svaret har jeg aldrig fundet.
Ligesom at jeg ærlig talt ikke ved, hvordan jeg har det med den undskyldning. Tildels rammer den på et godt sted. Der hvor min fornuft også sidder og siger, at jeg ingen grund har til at have det sådan. På den anden side bliver jeg harm, og lidt sur. Der burde slet ikke være noget at undskylde for. Jeg, og ingen andre, fortjener at føle som jeg har gjort. Jeg ved med andre ord slet ikke hvilken følelse, der blev udløst da denne mail tikkede ind. Jeg ved at jeg græd virkelig meget da jeg havde læst den. Hvilket kom bag på mig og irriterede mig lidt. Jeg ved også, at jeg ikke har svaret og ikke ved om jeg gør det, for jeg aner ikke hvad jeg skal svare. “Jeg får stadigvæk ondt i maven når jeg går på din gade”, eller “Jeg gennemlever stadigvæk de ting, hver eneste dag”, eller “Tak”. ??
Jeg aner det ikke.
Det gør mig virkelig ondt at jeg var så strid imod dig. Så fra hjertet af undskyld og ingen ord kan nogen sinde gøre det godt igen.
