Vind: Bobler fra Veuve Clicquot

very cl

For noget tid siden blev jeg kontaktet, og spurgt om jeg havde lyst til at udlodde seks flasker champagne. I forlængelse af indlægget herunder, med fødselsdagsfejring, samt andre dejlige ting, som sker omkring mig, og dem jeg holder af for tiden, tænkte jeg at det passede perfekt med lidt flydende luksus til min og jeres ganer, så det blev et ja tak.

Det er Veuve Clicquot, som står bag den gavmilde gave.

Anledningen er “Very Clicquot award 2013” – en uddeling, som hylder tre kvinder, der tør.

?Veuve Clicquot er skabt af en kvinde, der virkelig turde. Hun var innovativ og gjorde champagnen til et ikon i moderne kultur. Med Very Clicquot Award hylder vi danske kunstnere, der ligesom hende har sat sig høje mål, og som lykkedes med at gennemføre dem,?

I november afholdes prisuddelingen, hvor en dansk kvinde vil få den fornemme titel ” De nominerede er:

Sangerinde Aura Dione

Billedkunstner Cathrine Raben Davidsen

Operasangerinde Andrea Pellegrini

Læs mere om awarden og de tre kvinder: Her

Oveni i de seks flasker champagne, smider jeg også to billetter til prisuddelingen oveni.

Jeg vil meget gerne høre, hvem I mener bør vinde prisen – Skriv det i kommentarfeltet lige her hos mig og jeg vil om et par dage (jeg tænker lørdag) udtrække en vinder af de seks flasker, samt to billetter til “Very Clicquot awards”, som afholdes den 14. november.

Skål.

Fire år med Sneglcille

foes

I aften, som i lige nu, er det præcis fire år siden, at jeg oprettede bloggen. Meget er sket siden da og jeg fatter ikke, at der er gået fire år. De er fløjet afsted og så alligevel overhovedet ikke, for hold nu for helvede op, hvor er der sket meget. Så meget, at jeg bliver decideret rundtosset af at tænke på det.

Jeg har udvalgt fire indlæg til jer, og så har jeg altså skænket mig selv et glas vin også. Jowjow.

Tak fordi I gider følge med, selv når her er lidt stille. Flødeboller og snav til jer!

Det første indlæg jeg har udvalgt er dette fra februar 2010, hvor O har været lige omkring et halvt år. Det var en periode, hvor jeg kæmpede virkelig meget med at acceptere titlen og livet som “enlig”. Jeg var skidesur for at sige det ligeud.

I 2012 udgav jeg et indlæg med nogle af mine graviditetstanker. Altså noter fra tiden før bloggen. Jeg ville ønske, at jeg havde oprettet bloggen allerede dengang. Mest fordi jeg helt vildt gerne ville læse de indlæg, jeg kunne have skrevet dengang, i dag.

I marts i år skrev jeg om bekymringer. Det var en klumme til 24 timer, så egentlig gælder det jo slet ikke som et blogindlæg, MEN jeg har simpelthen tænkt så meget over det der syge tankespind, der starter når man får et barn, den sidste lange periode, og da jeg skulle udvælge de her fire indlæg, var det det første jeg tænkte på.

Det sidste jeg har udvalgt, er dette. Det er fra tidligere i år, og det handler om det med at få flere børn. Og om at blive akavet omkring det.

Jeg har ændret mening siden det indlæg, eller besluttet mig om man vil. Jeg vil SÅ gerne have flere børn. Vil. Skal. Må.

Igen tak for fire gode år. Skal vi hapse fire mere? Jaaaa.

 

Nu skete det igen!

Skærmbillede 2013-10-24 kl. 18.08.24

EN uge uden blogging. Ahmen for helvede!!!

Først var der tekniske problemer og så forsvandt resten af tiden med arbejde, tandlægebesøg, tid med barnet og rødvinsdate med veninde og en røvfuld andre ting. Hej liv!

Skærmbillede 2013-10-24 kl. 18.07.04

Men nu er jeg tilbage. Lige her er jeg. – Og spol lige tilbage i teksten, for der var jo det med den tandlæge… Tak for opbakning og tilråb på mailen og Instagram. Det er noget skræmmende pis altså! Jeg overlevede endnu engang. Hylede præcis lige så meget som første gang, men jeg stod igennem og har nu en plastiktand (Ikke så meget streetcred i det) og et par nye Wood Wood støvler, for alle ved jo, at det udløser en gave, at  face en fobi. Og jeg er også indehaver af en ny tandlægetid om mindre end to uger. Bare for at få tjekket om der skulle være noget. Men mon ikke de kan finde lidt at rode ved, har jo for pokker ikke været til tandlæge i tusind år. Godt at man får gaver af sig selv efter sådan en omgang.

Skærmbillede 2013-10-24 kl. 18.06.33

Det var en kort opsummering af, hvad der har været rundt om mine ører den sidste uges tid. Jeg vender tilbage i morgen, hvor bloggen har fødselsdag og det skal altså fejres. Måske vi skal være fulde?! Ja.

Typen, der….

I løbet af de sidste par uger er det gået op for mig, at jeg er typen, som:

-Hilser lidt for entusiastisk og skingert på ekskæresters nye kærester.

– Gerne har to par strømpebukser på, på samme tid.

– ikke er for fin til at gemme sig, lidt for ninja-agtigt bag en stabel grovchips i Superbrugsen, ved synet af menneske, jeg ikke orker at hilse på.

– Vrisser af madvarer (en avocado situation tidligere på ugen, som jeg allerede har fortalt om på facebook)

– Ikke aner hvilket dyr Skæg fra Rasmus Klump er. “En slags Bjørn” blev svaret, da O spurgte.

– Aldrig lærer at holde af nelliker.

– Laver virkelig god cheesecake.

– Ikke kan administrere tilbud på marcipanbrød. Eller Crusli chokolade musli.

– Knipser når jeg danser. Og et par klap kan det også blive til.

Sneglcille vesterbro

Pausefisk.

Jeg kan ikke alting på samme tid. Desværre. Gad ellers virkelig godt. Og lige nu er det blandt andet bloggen, der må lide.

Indtil jeg har fundet mit overskud, som muligvis ligger i bunden af den bunke tøj, der ligger draperet over størstedelen af min lejlighed, er her en masse photoboothbilleder. Jaaaah.

Hilsen Narcisisten.

Fotografi den 23-05-13 kl. 18.05 #5 Fotografi den 12-05-13 kl. 18.22 Fotografi den 20-05-13 kl. 11.05 #2 Fotografi den 24-12-12 kl. 14.03 #3 Fotografi den 26-05-13 kl. 13.48 #6 Fotografi den 26-05-13 kl. 13.52

Sene fredagstanker

Jeg har haft sådan en fredag aften, hvor jeg har kørt ubehageligt meget chokolade indenbords, mens jeg har tullet rundt og lavet lidt forskelligt. Arbejdet lidt, skrevet lidt, vasket lidt tøj, spist lidt havartiost (hvad? Der var brød under), set lidt youtubevideoer (katte ER sjove), drømt lidt om fremtiden, fjernet lidt make up, bandet meget, særligt over, at mit domæne driller, og RSS funktionen heller ikke virker, som jer på Bloglovin med garanti har opdaget. Det beklager jeg meget. Det bliver fikset.

Jeg har også tænkt rigtig meget over mit sidste indlæg og over jeres sindssygt søde kommentarer og mails. Det er ret overvældende. Søde er I.

Apropos mit sidste indlæg og youtube, vil jeg lige vise jer denne video, som et fantastisk menneske sendte til mig i går:

Fin ikk’? Og klump-i-halsen-agtig.

Inden jeg stikker af og til køjs (havde nær skrevet “til søs” , det er med andre ord tid til at sove) er til sidst her, nogle andre fredagstanker, der er værd at nævne:

  • – Det er da egentlig utroligt, hvor hurtigt man kan spise 200 gram Marabou. – Og en Kinder Bueno.
  • – Klokken er næsten 01, hvorfor er jeg ikke træt?
  • – Er der mon mere havarti?
  • – Hvorfor ligger der blommer i mit køleskab? Skal blommer overhovedet på køl?
  • -Jeg skal have nye dyner. De skal knitre og være fjeragtige.
  • -Dyner er ornlig’ dyre. Måske jeg bare nøjes med de gamle.
  • – Hvor længe kan man have Miley Cyrus på hjernen?
  • – Kan jeg mon twerke?
  • – Nej, det kan jeg ikke.

Godnat

3 mails, 3 følelser #3

Se den første mail HER
Den anden mail HER

Det har taget mig lidt tid at få sat ord på den sidste mail, jeg vil fortælle om.

Jeg skrev for nogle måneder siden et indlæg om at sige undskyld. Det indlæg skulle oprindeligt have været ret alvorligt, jeg ville fortælle om nogle af de ting jeg har været igennem i min folkeskole tid. Men jeg tøvede og indlægget blev i stedet drejet hen på noget lidt andet (Læs det her, hvis du er nysgerrig). I sidste uge fik jeg en mail, eller en mail var det ikke. Men en facebookbesked, fra en tidligere klassekammerat, faktisk en tidligere bedste veninde. Min første rigtige bedste veninde. Hun var ny pige i klasse, vi klikkede fra dag et og vi blev slyngveninder.

 

Jeg tænker engang imellem på dig og jeg ved godt at jeg aldrig kan gøre det godt igen.

 

Vi fortalte hinanden alt. Jeg fortalte hende som den første og eneste, om hvordan jeg følte mig anderledes, i forhold til alle andre, at jeg ikke følte at jeg hørte til, og jeg satte en masse ord på ting, som jeg aldrig før havde turde gøre. En dag, som et lyn fra en klar himmel vendte hun mig ryggen. Hun nægtede at tale med mig, men talte gerne højt om mig, med de andre piger, i min tilstedeværelse. Mine hemmeligheder blev leaket, en efter en og snart var jeg til grin på hele skolen. Sådan føltes det i hvert fald. Det var sikkert kun i klassen, og sikkert kun en lille del, men når man er 12 år gammel, skal der ikke meget til, før man føler at hele verden er imod en. Noget af det jeg husker allerklarest, var da jeg efterfølgende fik fortalt hvordan hun og en anden pige, havde klappet og hujet da klasselæren meddelte at jeg var stoppet i klassen. Om det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men den følelse sidder stadigvæk i mig. Følelsen af at være uønsket, og den har siddet i mig siden. Jeg er kronisk skeptisk overfor folk og særligt deres intetioner, jeg lukker sjældent folk rigtigt ind og jeg har for vane at når jeg går ind i et rum, er det med følelsen: at ingen kan lide mig. Jeg er med årene blevet væsentlig bedre til at drukne den følelse, og være “ligeglad” med om folk hvisker, både i takt med at jeg er blevet ældre, at mit selvværd er blevet højnet og med hjælp fra en masse gode mennesker og oplevelser, men jeg har aldrig lært at give rigtigt slip på den skide usikkerhed og frygt for at blive røvrendt og udsat for had. At det skyldes min folkeskoletid er jeg slet ikke i tvivl om.

Jeg skylder dig en kæmpe undskyldning og den kommer nok 15 år for sent.

Jeg er af den overbevisning, at man ikke udelukkende kan bebrejde andre mennesker, for den person man er, og selvom jeg stadigvæk, særligt efter jeg er blevet mor, kan bande de personer langt væk, for at få mig til at føle sådan, bliver jeg lige så irriteret på mig selv, over at have ladet dem ødelægge så mange gode ting for mig. Tænk sig, at jeg stadigvæk får koldsved og hjertebanken når jeg skal møde nye mennesker. At jeg lige nu, aftenen før at jeg skal starte på en ny redaktion, er ved at gå til af tanker om hvorvidt jeg skal tackle usikkerheden, som med garanti kommer det sekund jeg træder ud af elevatoren i morgen. Svaret har jeg aldrig fundet.

Ligesom at jeg ærlig talt ikke ved, hvordan jeg har det med den undskyldning. Tildels rammer den på et godt sted. Der hvor min fornuft også sidder og siger, at jeg ingen grund har til at have det sådan. På den anden side bliver jeg harm, og lidt sur. Der burde slet ikke være noget at undskylde for. Jeg, og ingen andre, fortjener at føle som jeg har gjort. Jeg ved med andre ord slet ikke hvilken følelse, der blev udløst da denne mail tikkede ind. Jeg ved at jeg græd virkelig meget da jeg havde læst den. Hvilket kom bag på mig og irriterede mig lidt. Jeg ved også, at jeg ikke har svaret og ikke ved om jeg gør det, for jeg aner ikke hvad jeg skal svare. “Jeg får stadigvæk ondt i maven når jeg går på din gade”, eller “Jeg gennemlever stadigvæk de ting, hver eneste dag”, eller “Tak”. ??

Jeg aner det ikke.

Det gør mig virkelig ondt at jeg var så strid imod dig. Så fra hjertet af undskyld og ingen ord kan nogen sinde gøre det godt igen.

 

 

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-22 kl. 09.51.39_zpslmwuouys.png

Undskyld hvis jeg savler

Jeg gjorde det. Krafteddermame!

Gik til tandlægen. Fik en rodbehandling og en ny tid om 14 dage. Highfive!

Om jeg græd? Jeg hylede og rystede og var decideret sølle.

Det var dyrt, det var ubehageligt og hele mit ansigt er følelsesløst, men jeg er så lettet over at det er overstået, og jeg ser frem til, at kunne tale uden brug af kleenex og en tolk.

Tandlæge

Flad

Søndag siger du?! Jamen. Nå.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så fysisk smadret, træt og fuldstændig ideforladt – som jeg er i dette øjeblik. Normalt plejer min hjerne at hamre derudaf med ideer , projekter og sjove ordsammensætninger, oftest fortyndet med en omgang 90er musik (gerne Culture Beat- Mr. Vain, spørg ikke hvorfor), madcravings, mentale huskesedler og så videre, alt imens min krop ikke nødvendigvis er med og gerne ligger og raller. I dag har hjernen også meldt sig i ralle-klubben. Der er intet at komme efter. Nothing. Forsøgte mig med endnu en “Ting jeg ikke forstår” liste, men kunne kun komme på Tartar og folk, der bliver rasende (!) når man går med sin cykel på fortorvet. Kom i samme omgang til at stave fortov forkert, så det droppede jeg ret hurtigt og jeg er nu kravlet under dynen, med en hel rulle chokoladekiks, og har skudt en kæmpe hvid pil efter de skriverier jeg havde øremærket min søndag aften til. Det må vente. – Vil dog lige understrege, at jeg selvfølgelig ikke har glemt den tredje og sidste mail i min korte føljeton,  jeg er bare stadigvæk ved at finde ud af, hvordan jeg har det med den.

Inden jeg dykker ned i føromtalte kikserulle, vil jeg gerne minde jer om, at jeg jo altså også roder rundt ovre på Instagram. Ret meget faktisk. Og ja, jeg er en af dem, som poster billeder af min mad og af børn, eller barn, som i mit eget. Primært. Der er også selfies og fuldebilleder. Det er pisse fedt. Kom. @sneglcille

w

3 mails, 3 følelser #2

Jeg ved ikke om jeg skal sige “heldigvis” eller “desværre”, til at jeg ikke er den eneste, som har prøvet at stå i situationen: gravid og alene. Når det sker for en selv, tror man ikke på det. Det er jo sådan noget som sker for de andre, tænker man og ryster på hovedet og forsøger at trække vejret. På et eller andet tidspunkt giver man slip på benægtelsen. Det bliver man nødt til, for man føler man er ved at miste besindelsen.

Og så begynder helingsprocessen, som er uudholdelig og gør ondt,  i lang tid.

En tid jeg nu har lagt bag mig, men som jeg aldrig glemmer. Aldrig.

Ind imellem bliver der rusket op i den periode af mit liv. For det sker for andre kvinder, og nogle af dem finder frem til mig, og nogle af dem finder en kæmpe portion mod frem til at fortælle mig deres historie og hver gang er det som om, at der bliver revet op i det gamle sår. Ikke på en dårlig måde, men på en sund måde. Jeg bliver mindet om nogle af de svære ting fra dengang, som, om jeg vil det eller ej, har været med til at forme mig og definere den person og ikke mindst, den mor jeg er i dag. Samtidigt får jeg lov til at fortælle de, som står der hvor jeg var, at de ikke er alene og at der er et liv efter den slags svigt. Noget som jeg ville ønske jeg selv havde haft, dengang.

I sidste uge fik jeg en af de mails. Den fik mig til, for alvor at føle efter hvordan jeg egentlig har det, med alt det der skete dengang. Igen. Og for første gang i lang tid, måske nogensinde, gik det op for mig, at jeg har fået ro. Jeg har givet slip og for alvor accepteret min virkelighed. Selvfølgelig var det ikke et drømmescenarie at blive slået op med i fjerde graviditetsmåned, og selvfølgelig ville jeg ønske at rigtig mange ting var blevet gjort anderledes. Men når alt kommer til alt, er jeg så stolt af mig selv, af min eks og måden vi har taklet tingene på efterfølgende. Vi er begge blevet voksne for alvor og vi er gode forældre, hver for sig OG sammen. Og som jeg også svarede på den mail jeg omtaler, er jeg et eller andet sted glad for, at jeg har været igennem alt det her, virkelig. Ingen fortjener at blive svigtet, men alle fortjener en ny begyndelse, og et langt stykke ad vejen har man kun den virkelighed man tillader sig selv at have. Jeg gav mig selv lov til at komme videre, jeg valgte ikke at være et offer, og jeg kom igennem det.

Ikke uden mén, men jeg er her endnu.

En sidste ting denne mail fik mig til at beslutte, er at den bog jeg har plapret om så længe og været så bange for at gøre noget ved, den skal ud. Det skal den bare.

Og det kommer den.

sneglcille