Usikkerhed, stolthed og alt det løse

“Lad nu være med at være så usikker!” Brøler min indre stemme. Men både det faktum at jeg forventer at blive slagtet af dem, som hader de indlæg, der er lavet i samarbejde med forskellige brands, har jeg denne gang også min indre kritikker imod mig.
I tirsdags stod jeg op før fanden fik bukser på og havde store planer om at jeg skulle bruge oceaner af tid på at smuksere mig, til den opgave jeg havde den dag. Desværre var det bare sådan at Otto havde andre planer, og pludselig ikke kunne foretage sig noget uden at hænge på mig. Samtidigt sad alt mit tøj underligt, så alt tiden jeg havde sat til det med smukseringen, blev brugt på at drikke kaffe, ryste på hovedet af spejlbillede og have samtaler med fire-årig i “Arjmen, du kan altså godt selv” kategorien. 
Så outfittet blev jeans og en tanktop, håret gav jeg op på og sminken blev lagt i bilen på vej ud til det fotostudie jeg skulle møde i. Opgaven var endnu en video. Denne gang sammen med en dansk kendis, som er urimeligt pæn og som samtidigt havde makeupartist og stylist på. Så i videoen ses en gudesmuk kvinde og en betuttet snegl i en krøllet NWA top. Jeg har ikke set resultatet endnu, men jeg skal være helt ærlig at sige at lige præcis den video også bliver set uden lyd herfra, hvis da overhovedet. Det er en chance man tager, når man siger ja til den slags. Men jeg fortryder intet, for jeg synes jo det er skide sjovt at være med i den slags produktioner og samarbejder. Resultatet af lige præcis dette samarbejde, får I at se sidst på ugen. 

Jeg ville egentlig knytte nogle kommentarer til alt det her med sponsorerede indlæg og samarbejdsaftaler jeg laver engang imellem, men jeg har besluttet at lade være med at gå for meget i dybden. Jeg synes ikke jeg har noget at forklare. Bloggen er en kæmpe del af mig og i sidste ende blogger jeg for min egen skyld. Hvis der sidder nogle rundt omkring og synes at jeg er en idiot eller en sell-out (og det gør der tydeligvis), kan jeg ikke gøre noget ved det. Det er først når jeg siger ja til noget, der føles forkert indeni mig, at jeg vil undskylde eller sidde tilbage med en grim smag i munden. Det er heldigvis ikke sket endnu. 
Jeg føler mig privilligeret af flere årsager, først og fremmest fordi jeg har nogle helt ustyrligt loyale læsere, som sjældent kommer med indvendinger og, som altid bakker mig op, hvilket jeg sætter stor pris på, og det flover mig at jeg indimellem først husker hvor fantastiske I er, når der dumper grove eller kritiske kommentarer og mails ind.
Noget andet jeg føler mig heldig over, er at jeg med tiden har fået nogle ubeskrivelige muligheder via bloggen, i form af jobs, samarbejdsaftaler, oplevelser, rejser, venner m.m. Det kombineret med at jeg samtidigt modtager tilbud og gaver i stride strømme, er et kæmpe skulderklap, for alle de timer jeg lægger i min blog, men er samtidigt noget som jeg også vælger med omhu. STOR omhu, netop fordi at bloggen er min baby, som jeg værner om og passer på. Det vil jeg fortsætte med.
Så nej, ingen undskyldning herfra. Først når jeg selv føler mig købt, eller ikke kan stå inde for det jeg skriver om eller reklamerer for, vil jeg undskylde eller forklare mig. 
Man kan ikke gøre alle tilfredse, men det er heller ikke mit job her. Det er, at holde mig selv tilfreds. Og det er jeg. Virkelig. Trods en smule modgang og ikke mindst  usikkerhed i processen engang imellem, men det er jo det, som er med til at forme os. Heldigvis for det. 


Billedet er fra da jeg kom hjem fra et presse-event i London i weekenden. Helt træt og smadret, men se hvor glad jeg er. Både over vellykket tur og genforening med den bedste jeg kender.