Et afsnit fra bogen i skuffen

1000 kroner er indsamlet indtil videre. Det betyder at jeg smider et afsnit af min bog op… Gulp!
Så i dag rakte jeg armen i boghatten og fiskede et tilfældigt afsnit op. Det blev et kort et, nemlig dette. Værsågod: 

Trust no one. Slet ikke en skildpadde.
Vores møder blev mere og mere hyppige. Det blev fysisk og intenst. Igen.
Jeg håbede, vi ville finde sammen inden fødslen. Jeg håbede, at han ville indse, at hans beslutning var en fejl, og at vi skulle være sammen.
Min verden faldt i grus på ny, da det viste sig, at det ikke blev sådan.
At han i hvert fald ikke gik med samme ønske, og at jeg havde lagt mere i det, end hvad det var.
Jeg var ikke sur på ham længere, men på mig selv.

Tænk at jeg faldt i med begge ben. Igen.
Et øjeblik troede jeg, at han havde fortrudt. At han havde indset, at et liv uden mig var umuligt. Jeg tog fejl.
Om halvanden måned føder jeg vores fælles barn, og lige nu aner jeg ikke, hvordan jeg har det.

Jeg ser ikke min terapeut længere. En sætning jeg ikke lige havde forestillet mig selv sige. Nogensinde.
Er trods alt ikke med i en dramaserie, selvom det efterhånden føles sådan.
Det er en skam, for jeg havde sådan håbet, at hun kunne hjælpe mig med at filtre min hjerne ud.
Jeg kunne faktisk ret godt lide hende, første gang. Men jeg sidder tilbage med en klam smag i munden.
Føler mig næsten bondefanget og latterliggjort. Hun kunne knap huske, hvem jeg var, trods det kun er en uge siden, jeg sidst sad grædende i hendes stol og fortalte om mit forvirrede sind. Hun gentog endda præcis de samme ord,  hun havde sagt ugen før,  i samme toneleje og med samme bekymrede blik i øjnene. Ord, der havde givet mening ugen forinden, men som nu bare lød falske og indøvede. ?Du er en blæksprutte?, sagde hun også. ?Han er en skildpadde?….. (???) 
Der var en lang forklaring tilsluttet, noget med at jeg, blæksprutten, får ham til at gå ind i sit eget skjold. Super.  
>>Hvad er du ikke selv?<< Var det eneste, jeg kunne svare, så det lod jeg være med.
Jeg er for høflig, men indeni rakte jeg tunge og slyngede grimme gloser efter hende og hendes grå page. Dråben var, da hun langede mig en brochure om et kursus, hun holder snart, en workshop for par. ?Til når, eller hvis, I finder sammen? sagde hun med hovedet på skrå og gav min hånd et klem. 
Jeg takkede nej og rejste mig, sagde pænt farvel og gik derfra i arrigskab.
Snydt igen. Hvad fanden er der galt med verden? Venter næsten på enten at vågne op, få at vide at jeg er blevet tosset, og det hele foregår inde i mit hovedet, eller at nogen springer frem med et kamera og grinende fortæller mig, at jeg er nem at narre. – Det må gerne ske nu. 

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. Sneglcille siger:

    […] delte et afsnit fra bogen i skuffen  […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *