Det er eddermame kærlighed – et glimt fra mit liv som mor

– “Mor, jeg har noget i min hals. Det er ikke så rart”
– “Åbn munden, så kigger jeg lige på det” – hørte jeg mig selv sige, mens jeg satte mig på hug, og i samme sekund blev badet i opkast. 

Vi var selvfølgelig ikke hjemme da det skete og havde naturligvis heller ikke skiftetøj med.
Så der var pludselig langt fra Amager til Vesterbro. Men det gik det hele og vi nåede hjem, med lidt hjælp fra mine forældre, en grøn opel, en rulle plastikposer og et lånt håndklæde.
Jeg har vist skrevet om opkast før. Det er jo også sådan et rart emne, så hvorfor lade være?!
Tænker hver gang over, hvordan Otto seriøst er det eneste menneske, som kan kaste op på mig, uden af jeg freaker ud og begynder at gagge. Ikke at jeg har fået fornøjelsen af at blive kastet op på af andre end ham, hvilket så også er sket en god håndfuld gange, men jeg forestiller mig at det ville fremprovokere en del skingerhed og instant opkasttrang. Men ikke når det er eget afkom, det er det man kalder ubetinget kærlighed. Lige der. Og sådan skete det at jeg skrev endnu et indlæg om bræk. Og kærlighed.

God søndag. 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *