Slap nu lige af

Med at gå så hurtigt! Tiden altså. Forstår ikke hvor august blev af. Eller alle månederne før. Og hvor er sommeren? Og min pincet? 
Nu når måneden er slut om et øjeblik, og der er sket så meget nyt, er det vel blevet tid til en lille oversigt over mit liv, en status. – Jeg kan sige så meget, at det går godt med de nye jobs. Det er drænende og hårdt og jeg sover af lort, fordi min hjerne stikker af, med nye indtryk, ideer, tanker og den slags. Men sådan skal det vist være når man åbner nye afsnit i sit liv. 
Jeg er glad det meste af tiden. Når jeg ikke panikker over mærkelige ting, som at folk sikkert ikke kan lide mig/det underlige stressudslæt (mmmm udslæt) på min hals/manglende timer i døgnet/verdens urimeligheder og en masse andet, man, eller jeg ikke kan gøre noget ved. Bør dog overveje en læge. Med det udslæt der (hvad mener du med too much information?!). 
Nåh, videre i teksten.
Er det så ikke også tid til en liste af en art, det er jo længe siden. Jow, gu er det da: 

Antal to-go kaffer købt siden start på Aller: 6
Timer jeg sover pr. nat, i snit: 5
Chokoladeskildpadder indtaget: Det siger jeg simpelthen ikke. Men det er svimlende mange. 
Middage på Michelin restauranter: 1 (TAK Lotte)
Antal SMS donationer, der mangler for at jeg udgiver et kapitel af bookis:  1 (Tryk HER, hvis du ikke aner hvad jeg taler om). 
Penge brugt på Ganni lagersalg: AV. Godt der er havregryn i skuffen. 
Nedsmeltninger som følge af fødselsdagsfejring for barnet: 3 
Gange jeg har fået skæld ud, af pædagog i børnehaven: 1 
Efterfølgende mentale og geniale comebacks til førnævnte pædagog: 8 
Timer jeg har trænet: Ha! 

 

Kærlighedsweekend

Fredag fyldte Otto fire år. Dagen startede klokken 6, med morgenmad og gaver. Vi flagede hele vejen ned til børnehavebussen, og resten af dagen brugte jeg i køkkenet, på at bage mini cupcakes, boller og lagkager. Jeg skal være helt ærlig og sige at jeg nær var dejset om af kagestress og både fik bandet glasur og krymmel langt væk – og i øvrigt kylede en gulerod efter O’s far, som forsøgte at hjælpe. Ka’ selv-Vil selv.
Men trods lidt vanskeligheder og forhøjet blodtryk, nåede jeg heldigvis det hele, inden Otto, hans far og resten af gæsterne bankede på, klokken 16. 
En perfekt dag, særligt hvis man spørger Otto, som fik alt hvad han ønskede sig og lidt til. 

Dagen efter sendte jeg den nu fire-årige hjem til sin far, hvorefter jeg hoppede i festtøjet, delte en flaske rose med Nanna og Rachel, inden vi stavrede i frederiksberg slotskirke, for at se to smukke mennesker sige ja til hinanden. Og SÅ festede vi indtil søndag morgen. 
I går eksisterede jeg ikke. Først om aftenen da min dreng og en flæskestegssandwich landede i min seng gav livet rigtig mening. 

 

Bryster og koldsved

Jeg er blevet ambassadør for Støt brysterne i år og har derfor fået oprettet en indsamling i mit navn. http://stoetbrysterne.dk/content/cecilie-rubini 
Very fint. Men det går lidt langsomt, – i særdeleshed fordi at alle sms bidragene af en eller anden grund, i første omgang ikke blev talt med (de skulle dog gerne blive gravet frem og smidt oveni asap) – så I går fik jeg en mini hjerneblødning og lovede på facebook at jeg ville smide kapitler af min bog efter jer, hver gang der bliver samlet 1000,- kroner ind.
Noias! Både fordi det er scary at skulle lægge den op,hvis det endelig er, men også fordi jeg er angst for at der slet ikke bliver samlet 1000,- 

I må herregerne støtte indsamlingen, her, eller ved at sende en sms til 1277 med teksten  SB 2456 – (det giver et bidrag på 50,-)

Fire år


For fire år siden vejede jeg 16 kilo mere end nu. Jeg havde store hævede fødder, som ikke kun være i mine sko. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt og min ene hånd snurrede konstant. Otto var den ansvarlige for alt det. Han lå i min mave og moslede løs, tævede mine organer og dansede på min blære.
Lørdag d. 22 august 09´gjorde han klar til at komme ud. Veerne startede omkring klokken 13 den dag og holdte fest i et helt døgn, før han kom til verden, d. 23.
En dag jeg allerede har skrevet om (her og her f.eks.), og sikkert bliver ved med at skrive om, så længe jeg blogger. For det er stadigvæk det sindssygeste jeg har prøvet. Nogensinde. 

Bloggen blev født kort tid efter øglebarnet, i oktober helt nøjagtigt. Der er sket uhyggelig mange ting siden da, – både med Otto, mig selv og bloggen og jeg er spændt på hvor meget mere, der kommer til at ske de næste mange år. Med det hele.
Ved ikke hvor længe sneglcille kommer til at leve videre, men forhåbentlig længe endnu.
I skal i hvert fald have et kæmpe tak for at I følger med. – Selv når jeg ikke er rigtig aktiv herinde. 
Tak for jeres highfives, både de virtuelle og dem ude i den rigtige verden. Tak for støtte. Tak for tilråb.
Tak for jer. 

Og især tak til Otto. Mit et, mit alt. 
På fredag fylder du fire år og jeg kan ikke forstå det. Tak fordi du er min. 

 

Det er eddermame kærlighed – et glimt fra mit liv som mor

– “Mor, jeg har noget i min hals. Det er ikke så rart”
– “Åbn munden, så kigger jeg lige på det” – hørte jeg mig selv sige, mens jeg satte mig på hug, og i samme sekund blev badet i opkast. 

Vi var selvfølgelig ikke hjemme da det skete og havde naturligvis heller ikke skiftetøj med.
Så der var pludselig langt fra Amager til Vesterbro. Men det gik det hele og vi nåede hjem, med lidt hjælp fra mine forældre, en grøn opel, en rulle plastikposer og et lånt håndklæde.
Jeg har vist skrevet om opkast før. Det er jo også sådan et rart emne, så hvorfor lade være?!
Tænker hver gang over, hvordan Otto seriøst er det eneste menneske, som kan kaste op på mig, uden af jeg freaker ud og begynder at gagge. Ikke at jeg har fået fornøjelsen af at blive kastet op på af andre end ham, hvilket så også er sket en god håndfuld gange, men jeg forestiller mig at det ville fremprovokere en del skingerhed og instant opkasttrang. Men ikke når det er eget afkom, det er det man kalder ubetinget kærlighed. Lige der. Og sådan skete det at jeg skrev endnu et indlæg om bræk. Og kærlighed.

God søndag. 

Older posts