At vente

Jeg hader at vente. Som i virkelig hader.
I skrivende stund, venter jeg på at et fragtfirma kommer med en pakke til mig. UPS nærmere betegnet. Jeg ventede også på dem i går. De kom aldrig. De ringede om aftenen og sagde at de havde været forbi, men at chaufføren ikke kunne finde det, da mit navn ikke står på døren (løgn – har faktisk nærmest lige hængt et nyt stykke malertape op derude, med RUBINI skrevet i sprit). Jeg sagde til manden i telefonen at det lød mærkeligt, og spurgte om det var muligt at få pakken i dag, om morgenen. Det kunne han ikke svare på og lød en smule træt af mig allerede der, og lagde nærmest på lige efter. Nåh. Nu er klokken 12. Stadigvæk ingen pakke, og jeg har på fornemmelsen at det slet ikke bliver i dag… 
Jeg ved desuden også godt at hvis de kommer i dag, bliver det i det sekund jeg er ude med skraldet, tænder for bruseren, eller er løbet i Netto efter mælk. 
On the bright side, har jeg fået vasket virkelig meget tøj, og besvaret virkelig mange mails. Samtidigt med at jeg farer over til  vinduet, hver gang jeg hører en lastbil/varevogn/almindelig bil/eller bare en lyd fra gaden. Hvilket, når man har Istedgade som nabo, er konstant. 

Noget andet jeg hader at vente på, er mad. Når jeg er sulten, er jeg sulten NU.
Jeg får hugtænder og bliver gimpet når mit blodsukker er lavt, hvilket også er en af grundene til at jeg er en heldags-snacker. Det der med faste måltider gør jeg mig ikke rigtigt i. Tror nærmest aldrig jeg spiste rigtig aftensmad, før jeg blev mor. Det var sådan noget med rugbrødsmadder, eller et par spejlæg klokken 23 om aftenen, spist stående ved køkkenbordet. Egentlig skørt, da jeg er ret glad for at lave mad. 

Så er der det med at vente på andre mennesker. Jeg er kronisk for tidligt på den, så ventetiden er ofte selvforskyldt. Hvis jeg kommer for sent, eller bare senere end dem jeg skal mødes med, er jeg én stor undskyldning og jeg synes det er det pinligste i verden. Derfor er jeg også hende der advarer om forsinkelse, hvis jeg er så meget som to minutter for sent på den. Kontrolfreak much? 

Sidst, men ikke mindst, at vente på svar. SMS’er, svar på invitationer, svar på jobsamtaler, møder, prøver, svar på alt, ALT. Jeg bliver idiot af det. Kan flette de vildeste historier og skrækscenarier sammen i de venteperioder. Det er decideret uhyggeligt og en lille smule sygt. I den slags venteperioder er jeg på en emotionel rutsjebanetur, fyldt med tvangstanker og selvtortur, på den analyserende måde, og er nok ikke den fedeste person at være i rum med (orker i hvert fald ikke helt mig selv). Grunde til manglende svar, kan hurtigt køres ud i helt ekstreme eksempler oppe i min rodede hjerne. Det hader jeg. 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *