Coca cola skovtur


Da coca cola spurgte om jeg havde lyst til at arrangere en picnic, med dem som sponsor, råbte jeg ja! rimelig hurtigt. ?Det blev i lørdags, i Frederiksberg have. Jeg valgte at det skulle være på plænen ved legepladsen, fordi det er der jeg selv har holdt allerflest skovture som barn. Jeg holdte f.eks. altid fødselsdag der. Mimre mimre? Dengang mor var dreng og hvor solen skinnede i juni måned. ?


Jeg forestillede mig et idyllisk set-up, og havde, på Coca Colas regning, indkøbt opturs sandwich og tapas i Urtehuset (Frederiksberg), pølsehorn til børnene, og et snackorgie af chips, frugt og figenstænger til alle. Der var champagne og kaffe til de voksne og så havde Coca coooola naturligvis smidt en masse colaer i nakken på os også, til stor glæde for mine voksne gæster (minus jeg selv, som er sådan en falsk voksen, som ikke bryder sig om sodavand og brus) – Idyllisk så det faktisk næsten også ud, altså før jeg nåede at tage billeder og lige indtil vi begyndte at dykke ned i sagerne.



Men som alle udflugter, i den virkelige verden (nåhja i min verden i hvert fald), var den ikke fri for drama, pletter eller kryb. ?Hele turen startede for eksempel med et blodigt styrt, da min venindes søn faldt på sin cykel og måtte på skadestuen med hævet læbe. ?Regn slap vi heller ikke for, og myrer var der også rigeligt af. ?MEN, sådan er det vist bare med det der natur. Trods alt det, var det en fantastisk eftermiddag og jeg tror klart jeg skal dyrke det lidt oftere. ?Børnene elskede koncept sidde på jorden og spise, og det gjorde de voksne faktisk også. Det kan absolut anbefales. 

Tak til Coca cola, og tak til mine søde venner og deres pæne børn, for at joine mig og min Otto, en kold junilørdag. 

Skal bare lige lære at tælle

Sagde jeg at valget stod imellem fem kjoler? 
Nåhm, hvis fem er det samme som elleve (!!!!), så løj jeg ikke. 
Indtil videre ser udvalget således ud: 

Denne cremefarvede skønhed fra H&M Trend, har jeg allerede købt. Der er bare lige det, at jeg jo kommer jo til at være smurt ind i chokolade, sovs og rødvin, allerede inden middagen. Men den er da fin og den hænger jo i skabet, så den er ikke nødvendigvis helt udelukket. 
EDIT! Farven ser helt forkert ud på ovenstående billede. Den er ikke hvid. Men denne farve: 

Derudover, er disse ti i spil: 

Jeg er tydeligvis ude i noget blåt, grønt, aubergine eller nude. Men fordi jeg endnu ikke har prøvet nogle af kjolerne på, er jeg et stort spørgsmålstegn endnu. 
Jeg har bestilt to af kjolerne, og de dumper ind i min postkasse, en af de nærmeste dage. Hvilke, holder jeg lige hemmeligt lidt endnu. 
Skoene bliver enten et par høje, sorte læder sandaler, eller et par nude pumps. Men mon ikke jeg når at ændre mening omkring dem også…
The curse of being pissekræsen, ubeslutsom og shoppeglad.

(Alle billeder i collagerne er tyvstjålet fra & Other storiesyouheshethe outnetsolastseason og NAP)

Yeezus

Jeg har et love/hate forhold til den gode Yeezy (Kanye West). På den ene side synes jeg at han er den mest irriterende artist nogensinde, på grund af hans til tider gennemtrængende halvfalske klang, og ekstravagante se-mig-attitude, på den anden side er jeg fuldstændig forgabt i hans skæve hjerne, selvsamme attitude og hans evner som producer.
I sidste uge udkom hans nyeste album Yeezus, og som resten af verden er jeg virkelig blæst væk af det. Og grundet førnævnte beskrivelse af mit forhold til manden, beskrev jeg albummet således:

En beskrivelse, som høstede en del tvivl om hvorvidt jeg mon mente det som en postitiv eller en negativ ting. Til at starte med var jeg også selv i tvivl. Men efter at have tygget på det, og i øvrigt skamhørt Yeezus, må jeg sige at det så absolut er en positiv ting. Selvom jeg aldrig bliver forelsket i Kanye, er Yeezus et fucking fedt album, som river én rundt med sin larmende, overdrevne og næsten beskidte lyd, og det føles virkelig godt, og man kan ikke andet end at komme tilbage, efter mere, og mere og mere…. Hør det!
6/6 sneglehuse herfra. 

Dagen hvor Bollinger blev drukket

For nu, snart to år siden skrev jeg dette indlæg
I dag gad jeg ikke vente længere og flasken med de dyre dråber, røg derfor med i vores picnickurv i formiddags, og slæbt med i Frederiksberg have.

Den blev åbnet, med assistance fra den pæneste dreng jeg kender, skænket i orange plast, spildt lidt på tæppet og drukket i selskab med fire rare mennesker og jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre måde at drikke den på. Den var god. Virkelig god. I øvrigt, er en boblende formiddags buzz jo aldrig helt dårlig. Det kan anbefales. 

Anledningen, bortset fra the fact at jeg var træt af, at den lå der på hylden og hånede mig, blandt hvidløgsfnuller og pålæg, hver gang jeg åbnede mit køleskab, er at jeg har takket ja til nye udfordringer og dermed går en travl, udfordrende og helt vildt spændende tid i møde (skal nok være mere specifik asap). Så da jeg i forvejen havde en skovturs aftale med en håndfuld rare mennesker i dag, var det oplagt at snuppe Bollinger med, og klirre lidt for sjælden medgang.

At vente

Jeg hader at vente. Som i virkelig hader.
I skrivende stund, venter jeg på at et fragtfirma kommer med en pakke til mig. UPS nærmere betegnet. Jeg ventede også på dem i går. De kom aldrig. De ringede om aftenen og sagde at de havde været forbi, men at chaufføren ikke kunne finde det, da mit navn ikke står på døren (løgn – har faktisk nærmest lige hængt et nyt stykke malertape op derude, med RUBINI skrevet i sprit). Jeg sagde til manden i telefonen at det lød mærkeligt, og spurgte om det var muligt at få pakken i dag, om morgenen. Det kunne han ikke svare på og lød en smule træt af mig allerede der, og lagde nærmest på lige efter. Nåh. Nu er klokken 12. Stadigvæk ingen pakke, og jeg har på fornemmelsen at det slet ikke bliver i dag… 
Jeg ved desuden også godt at hvis de kommer i dag, bliver det i det sekund jeg er ude med skraldet, tænder for bruseren, eller er løbet i Netto efter mælk. 
On the bright side, har jeg fået vasket virkelig meget tøj, og besvaret virkelig mange mails. Samtidigt med at jeg farer over til  vinduet, hver gang jeg hører en lastbil/varevogn/almindelig bil/eller bare en lyd fra gaden. Hvilket, når man har Istedgade som nabo, er konstant. 

Noget andet jeg hader at vente på, er mad. Når jeg er sulten, er jeg sulten NU.
Jeg får hugtænder og bliver gimpet når mit blodsukker er lavt, hvilket også er en af grundene til at jeg er en heldags-snacker. Det der med faste måltider gør jeg mig ikke rigtigt i. Tror nærmest aldrig jeg spiste rigtig aftensmad, før jeg blev mor. Det var sådan noget med rugbrødsmadder, eller et par spejlæg klokken 23 om aftenen, spist stående ved køkkenbordet. Egentlig skørt, da jeg er ret glad for at lave mad. 

Så er der det med at vente på andre mennesker. Jeg er kronisk for tidligt på den, så ventetiden er ofte selvforskyldt. Hvis jeg kommer for sent, eller bare senere end dem jeg skal mødes med, er jeg én stor undskyldning og jeg synes det er det pinligste i verden. Derfor er jeg også hende der advarer om forsinkelse, hvis jeg er så meget som to minutter for sent på den. Kontrolfreak much? 

Sidst, men ikke mindst, at vente på svar. SMS’er, svar på invitationer, svar på jobsamtaler, møder, prøver, svar på alt, ALT. Jeg bliver idiot af det. Kan flette de vildeste historier og skrækscenarier sammen i de venteperioder. Det er decideret uhyggeligt og en lille smule sygt. I den slags venteperioder er jeg på en emotionel rutsjebanetur, fyldt med tvangstanker og selvtortur, på den analyserende måde, og er nok ikke den fedeste person at være i rum med (orker i hvert fald ikke helt mig selv). Grunde til manglende svar, kan hurtigt køres ud i helt ekstreme eksempler oppe i min rodede hjerne. Det hader jeg. 

Older posts