Savn. På forskud.
I morgen er det en af de onsdage, som er dumme. Ekstra dum denne gang, for jeg får ham først hjem igen fredag i næste uge. Det er ni dages adskillelse. Så længe har vi aldrig været fra hinanden og det er allerede lortesvært og irriterende. Selvom han nu ligger lige inde ved siden af.
Dog ser jeg ham et par gange over de næste dage, så det er ikke så slemt som det lyder (håber jeg), men han kommer først hjem igen om ni dage, og det kan mærkes. Av.
Jeg rejser væk på mandag og det er derfor denne børnefri-weekend bliver forlænget med 5 dage, det er en noget ambivalent følelse selvom det er selvvalgt, og jeg tror aldrig jeg lærer at slippe skyldfølelsen. Dels skylden over at han er et delebarn, den nager hele tiden, selvom det er bedst sådan, og så den anden skyld-med-skyld-på følelse, hver gang jeg gør noget egoistisk, som at flyve over atlanten, og dermed efterlader min dreng på Vesterbro.
En ting er helt sikkert. Jeg sover i køjesengen i nat.
Åh. Ni dage. Det er dælme længe. Også selvom det til dels er selvvalgt. Sender en virtuel krammer og håber, at du har haft en dejlig nat i køjesengen!
<3
<3