Trods min ellers ærlige, og til tider blottende tilgang til voldsomt mange ting her på siden, er der stadigvæk tonsvis af ting, situationer og tanker, som aldrig bliver skrevet ned, og i hvert fald slet ikke udgivet. Det kan enten være fordi at andre mennesker er involveret, det kan være drengeproblemer (mandeproblemer, lyder så seriøst), bekymringer vedrørende rigtige mennesker i mit rigtige liv, eller bare hvad jeg har lavet i weekenden.
Forvirrende for mange, også mig selv egentlig.
For når jeg kan skrive om at tude ned i kødsaucen, fordi jeg synes jeg ikke kan følge med i mit eget liv, eller beskrive hvor smertende det er at blive forladt som gravid, kan jeg vel for helvede også skrive om at vente på sms’er, som aldrig dukker op eller om at face konflikter med vigtige mennesker i mit liv. Det er umuligt for mig at sige hvor grænsen går, det er noget jeg kan mærke i maven. Og selvom nogle indlæg er sværere at udgive end andre, ved jeg altid om det er blogmaterial eller ej. Og netop fordi at jeg risikerer at møde jer, mine læsere, i Netto eller i fitnesscenteret (HA! Ja, eller bageren), bliver jeg nødt til at redigere i en del, eller undlade nogle ting ind imellem. Desværre, fristes jeg til at sige, for så kommer den store stygge skriveblokade. Derfor misunder jeg ofte dem som er anonyme, for det må da være røvfedt at kunne trykke “Udgiv” helt uden at skulle tænke over konsekvenserne.
På den anden side, ville google nok ikke foreslå at finde mig nøgen, hvis jeg var anonym og det er vel også et slags skulderklap (heldigvis findes den slags snavs ikke på internettet. Jeg har tjekket):
