Næsten klar. Men kun næsten.

Jeg har jo allerede løftet sløret for mit bogprojekt. Fortalt om tankerne bag, om indholdet og vist også om hvor grænseoverskridende, dog befriende det er at smide personlige tanker ud til offentlig skue (ikke at det er noget nyt. Hej blog). Både de svære følelser, som hjertesorg og vrede, men i særdeleshed de følelser og tanker, som jeg ikke er specielt stolt af. For jeg har sgu været urimelig og latterlig og tøset og og og. Det er ikke sjovt at indrømme, men det er nu engang sådan man er som menneske. Uperfekt.

Nåhm, hvordan går det så med det bogprojekt?
Flere har spurgt, endnu flere har ikke spurgt, men svaret er her, og er ret simpelt: Jeg holder pause. It’s not you, it’s me, eller i det her tilfælde It’s not me, it’s øh me. Jeg har arbejdet længe og koncentreret på dette projekt og nu er jeg så tæt på, at jeg har brug for at lægge det fra mig et øjeblik, stoppe op, gå i gang med noget andet, og lige om lidt pakke den frem igen. Bogen. Kigge på den, måske rette til og SÅ tage springet. Jeg tør godt. Når den lige har ligget og hygget sig lidt i skuffen.
Det lyder sgu sikkert skørt i nogens øre, men sådan arbejder jeg bedst. I hvert fald når det er noget, der betyder så meget, som bogen jo selvfølgelig gør.
Faktisk opstår mine yndlings blogindlæg og klummer også ofte fra noter, som er blevet til kladder, og først derefter har videreudviklet sig til reelle tekster. Sådan er hele bogen også bygget op, og nu får den lige en sidste tur i gryden, på lavt blus.

Men snart.  Snart.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *