Næsten klar. Men kun næsten.

Jeg har jo allerede løftet sløret for mit bogprojekt. Fortalt om tankerne bag, om indholdet og vist også om hvor grænseoverskridende, dog befriende det er at smide personlige tanker ud til offentlig skue (ikke at det er noget nyt. Hej blog). Både de svære følelser, som hjertesorg og vrede, men i særdeleshed de følelser og tanker, som jeg ikke er specielt stolt af. For jeg har sgu været urimelig og latterlig og tøset og og og. Det er ikke sjovt at indrømme, men det er nu engang sådan man er som menneske. Uperfekt.

Nåhm, hvordan går det så med det bogprojekt?
Flere har spurgt, endnu flere har ikke spurgt, men svaret er her, og er ret simpelt: Jeg holder pause. It’s not you, it’s me, eller i det her tilfælde It’s not me, it’s øh me. Jeg har arbejdet længe og koncentreret på dette projekt og nu er jeg så tæt på, at jeg har brug for at lægge det fra mig et øjeblik, stoppe op, gå i gang med noget andet, og lige om lidt pakke den frem igen. Bogen. Kigge på den, måske rette til og SÅ tage springet. Jeg tør godt. Når den lige har ligget og hygget sig lidt i skuffen.
Det lyder sgu sikkert skørt i nogens øre, men sådan arbejder jeg bedst. I hvert fald når det er noget, der betyder så meget, som bogen jo selvfølgelig gør.
Faktisk opstår mine yndlings blogindlæg og klummer også ofte fra noter, som er blevet til kladder, og først derefter har videreudviklet sig til reelle tekster. Sådan er hele bogen også bygget op, og nu får den lige en sidste tur i gryden, på lavt blus.

Men snart.  Snart.

På repeat

Det er søndag og selvom jeg normalt poster musik herinde om fredagen, -eller det gjorde jeg på et tidspunkt. Det må jeg lige blive bedre til. Tænkte jeg at i dag var en passende musikdag, eftersom at jeg har brugt dagen på at høre rigtig meget af slagsen, rigtig højt. Jeg har nemlig gjort rent, og det gør jeg bedst, faktisk kun, med høj musik og åbne vinduer.
Især fire numre er blevet skamspillet. Dem skal I (ligesom mine naboer) ikke snydes for, det er dem her:

http://www.youtube.com/watch?v=t8h0d00gEh4

Numrene ligger i øvrigt også på min Spotifyliste “Work it”, sammen med en masse andet guf  (link HER)

Værsågod og ha’ nu allesammen en smuk søndag aften.

Jeg griner hver dag

Jeg var på barselsbesøg den anden dag og besøge en 7 dage gammel pige… Åååårh…
Dog må jeg sige, at selvom jeg blev skruk over at få hældt en nyfødt i armene, for fuck nu af hvor er de søde sådan nogle. At det så ovenikøbet var en lille tyk babypige med jamaicanske rødder og trutmund, jeg fik lov til at sidde med et par timer, gjorde det ikke nemmere. Men jeg blev samtidigt mindet om at jeg er ret lettet over at bleskift, amning og “Hva-betyder-den-gråd-er-du-sulten-er-du-træt-skal-du-skiftes” er et overstået kapitel. I det mindste ved jeg nu hvad barnet vil, når han græder. Primært fordi han råber det af mig med vrede i øjnene. At det så ikke altid er noget jeg kan opfylde/gøre for/er enig i, er hvad det er. Og ja, jeg ved det godt, jeg har allerede skrevet virkelig meget om min søde drengs stædighed og konkurrerende sind. Om hans trodsalder, urimelige vredesudbrud og så videre. Men det fylder altså virkelig også meget -jeg ved at jer med tre årige børn (og to årige og fire årige… Og fem årige) sikkert nikker med her. Det fylder faktisk så meget, at jeg vist helt har glemt at nævne, hvordan han får mig til at grine hver eneste dag. Selvom han kan skrige mig ind i hovedet, lave flitsbue midt på Istedgade og trykke på alle mine knapper, har jeg aldrig i mit liv mødt nogen som kan få mig til at grine så meget (hvad mener du med at jeg ikke kommer nok ud?). Han siger de sjoveste ting, han er begyndt at fange ironi, han har ingen situationsfornemmelse og han finder på nogle virkelig skægge ting.
Ville en baby måske kunne skabe stof til sjove statusopdateringer, som nedenstående. Nej vel?. Men de dufter godt og er øglede og søde. Giv mig en!

 

Jeg griner hver dag

Jeg var på barselsbesøg den anden dag og besøge en 7 dage gammel pige… Åååårh… Dog må jeg sige, at selvom jeg blev skruk over at få hældt en nyfødt i armene, for fuck nu af hvor er de søde sådan nogle. At det så ovenikøbet var en lille tyk babypige med jamaicanske rødder og trutmund, jeg fik lov til at sidde med et par timer, gjorde det ikke nemmere. Men jeg blev samtidigt mindet om at jeg er ret lettet over at bleskift, amning og “Hva-betyder-den-gråd-er-du-sulten-er-du-træt-skal-du-skiftes” er et overstået kapitel. I det mindste ved jeg nu hvad barnet vil, når han græder. Primært fordi han råber det af mig med vrede i øjnene. At det så ikke altid er noget jeg kan opfylde/gøre for/er enig i, er hvad det er. Og ja, jeg ved det godt, jeg har allerede skrevet virkelig meget om min søde drengs stædighed og konkurrerende sind. Om hans trodsalder, urimelige vredesudbrud og så videre. Men det fylder altså virkelig også meget -jeg ved at jer med tre årige børn (og to årige og fire årige… Og fem årige) sikkert nikker med her. Det fylder faktisk så meget, at jeg vist helt har glemt at nævne hvordan han får mig til at grine hver eneste dag. Selvom han kan skrige mig ind i hovedet, lave flitsbue midt på Istedgade og trykke på alle mine knapper, har jeg aldrig i mit liv mødt nogen som kan få mig til at grine så meget (hvad mener du med at jeg ikke kommer nok ud?). Han siger de sjoveste ting, han er begyndt at fange ironi, han har ingen situationsfornemmelse og han finder på nogle virkelig skægge ting. Ville en baby måske kunne skabe stof til sjove statusopdateringer, som nedenstående. Nej vel?. Men de dufter godt og er øglede og søde. Giv mig en!

Older posts