Enden på 24timer

En del af jer har spurgt til lukningen af 24timer, og om det betyder at min tid som skribent er færdig. Og nej, selvfølgelig er jeg slet ikke færdig med at skrive. Men jeg kan selvfølgelig ikke skrive i en avis, der ikke findes længere. Så for nu, er det slut. Men som jeg har sagt en milliard gange før, tror jeg absolut på, at når en dør lukkes, åbnes en ny. En federe dør, med endnu flere muligheder. Og jeg er slet ikke i tvivl om at døren til min næste udfordring, bliver åbnet lige om lidt.
Jeg holder i hvert fald øje med den.

 photo 05AABC54-FEDA-472F-BEA6-F009F0A2237E-8873-0000048A0EF97A4A_zpsbcae6a98.jpg

Adventuretype? Mig? Not so much. (Og et års forbrug at Tampax)

Advarsel til de mandlige læsere: Nedenstående handler en del om tamponer. Så spring bare dette over. Jeg skriver om bryster og øl en anden dag.

 

Jeg er ikke den store løbetype. Jeg løber sjældent. Og helst alene. I et langsomt tempo, med reggae i ørerne. Derfor var mit svar også “Nej tak”, da jeg blev spurgt om jeg ville deltage i forhindringsløbet “No limits race”. Faktisk var mit svar helt præcist:
Ah. Nej, jeg hader lidt sådan noget. Ville ønske jeg var til det, men det er jeg virkelig ikke. Snyder mig altid udenom den slags, og løber helst alene. I mørket. Forklædt.

Det er rigtigt. Dog har jeg siden overvejet det.
Men må igen erkende at det ikke kommer til at ske. Det er ikke for mig. Men jeg synes det lyder sjovt og hvis jeg ikke var så uptight og aktivitetsforskrækket, var jeg sprunget på.
Måske det er noget for jer? Jeg har hørt rygter om præmier og goodiebags.
Meld dig til her.

Jeg spurgte om jeg måtte give mit løbenummer væk til en af jer, det måtte jeg gerne og jeg måtte også smide seks pakker Tampax oveni.
Ah hva’?
Det er muligvis den mærkeligste gave, jeg nogensinde har haft her på siden og jeg har gnægget af det længe og var tæt på at sige nej, for come on, tamponer?
Men altså, er der noget værre end at bruge penge på den slags? Det er ligesom toiletpapir og kondomer. Det er penge, man hellere ville bruge på øl, eller laks (?), og sender i øvrigt et signal til resten af supermarkedet om at noget skal ske i skræv-området, og man ender altid med at møde kollega/eks-kæreste/ lækker mand/barnets pædagog når du står med det i kurven (hvad? er det kun mig?).

Så jeg sagde altså ja og hvis du vil have de seks pakker Tampax pearl og et løbenummer til forhindringsløbet “No limits race” i juni, skal du bare smide en kommentar til indlægget her, senest d. 29. marts (hvis man kun vil vinde en af tingene, skriver man det bare. Who am I to judge….).

Skriv gerne noget pinligt.
Men der er ingen tvang. Man må som altid også bare gerne skrive hej, eller pik.

Adventuretype? Mig? Not so much. (Og et års forbrug at Tampax)

Advarsel til de mandlige læsere: Nedenstående handler en del om tamponer. Så spring bare dette over. Jeg skriver om bryster og øl en anden dag.

 

Jeg er ikke den store løbetype. Jeg løber sjældent. Og helst alene. I et langsomt tempo, med reggae i ørerne. Derfor var mit svar også “Nej tak”, da jeg blev spurgt om jeg ville deltage i forhindringsløbet “No limits race”. Faktisk var mit svar helt præcist:
Ah. Nej, jeg hader lidt sådan noget. Ville ønske jeg var til det, men det er jeg virkelig ikke. Snyder mig altid udenom den slags, og løber helst alene. I mørket. Forklædt.

Det er rigtigt. Dog har jeg siden overvejet det.
Men må igen erkende at det ikke kommer til at ske. Det er ikke for mig. Men jeg synes det lyder sjovt og hvis jeg ikke var så uptight og aktivitetsforskrækket, var jeg sprunget på.
Måske det er noget for jer? Jeg har hørt rygter om præmier og goodiebags.
Meld dig til her.

Jeg spurgte om jeg måtte give mit løbenummer væk til en af jer, det måtte jeg gerne og jeg måtte også smide seks pakker Tampax oveni.
Ah hva’?
Det er muligvis den mærkeligste gave, jeg nogensinde har haft her på siden og jeg har gnægget af det længe og var tæt på at sige nej, for come on, tamponer?
Men altså, er der noget værre end at bruge penge på den slags? Det er ligesom toiletpapir og kondomer. Det er penge, man hellere ville bruge på øl, eller laks (?), og sender i øvrigt et signal til resten af supermarkedet om at noget skal ske i skræv-området, og man ender altid med at møde kollega/eks-kæreste/ lækker mand/barnets pædagog når du står med det i kurven (hvad? er det kun mig?).

Så jeg sagde altså ja og hvis du vil have de seks pakker Tampax pearl og et løbenummer til forhindringsløbet “No limits race” i juni, skal du bare smide en kommentar til indlægget her, senest d. 29. marts (hvis man kun vil vinde en af tingene, skriver man det bare. Who am I to judge….).

Skriv gerne noget pinligt.
Men der er ingen tvang. Man må som altid også bare gerne skrive hej, eller pik.

Sneglehuset #1

Noget af det jeg bliver spurgt om oftest via bloggen, er: “Hvordan bor du?”
Jeg synes selv det er sjovt at se hvordan andre bor, og har derfor været rundt og tage lidt detaljebilleder i min lille lejlighed.
Jeg bor på 68 kvm, fordelt på 3 værelser. Indretningsmæssigt er jeg ret all over the place. Jeg er både til gammelt og nyt, billigt og dyrt, storskrald og design, og så elsker jeg farver, hygge, keramik, plastik, skøre ting, pigede ting, rå ting. Altså cirka det hele, hvilket mit hjem i høj grad bærer præg af.

Her, detaljer fra køkken og spisestue:

 photo 1D57B149-4DFA-4AB7-A1C3-F1EA430F42CB-5660-0000031E6D8DB103_zps1704711c.jpg

 photo 09CD2240-38FA-4137-ACF3-F8C47DB8FF8A-5660-0000031E76FDDE86_zpsf8d09360.jpg

 photo AB5378D5-1CDD-43EC-9025-A4C413076427-5660-0000031E7C0B1905_zpsfa935457.jpg

 photo 1844F2BE-2BB7-4F14-8CB2-B0DFD4FEED44-5726-0000032C522EC7DB_zps2c7bd64a.jpg

 photo 013EC7EE-9B62-4553-8AD5-F0922F178E42-5660-0000031E805C539B_zps6671e074.jpg

 photo 309AA72F-7555-40A4-8DE6-21D79E57905F-5660-0000031E931DF305_zps4508f314.jpg

 photo 7590E8EC-35C7-4DA4-B875-6003D154FF8B-5726-000003271D2E7911_zps306d019e.jpg

 photo 166B872A-AF50-4225-8A06-02C0FDEBBADF-5660-0000031E6F665D71_zps31814f99.jpg

 photo FA846329-8C1D-4351-9586-A084C1F9D7A6-5660-0000031E975A5443_zpse4bf672c.jpg

Bekymringer

I sidste uge skrev jeg i 24 timer, om den der “psykose” mange af os får, når vi bliver forældre. Angsten for at der skal ske vores børn noget. Den angst som kan holde en vågen om natten og gøre en fysisk dårlig. Den angst som vi godt ved er dybt latterlig og overdreven. Men som vi ikke kan gøre for, eller komme af med.

Fra 24 timer, torsdag d. 7 marts 2013
?Her har du dit barn, og en livslang angst?

Der sker noget inde i ens hoved når man bliver gravid. Der sker mange ting, jovist. Men jeg tænker ikke på hormoner, distræthed og kindersnitte cravings, men på bekymringer. Bekymringer i en helt anden liga, end man nogensinde havde forestillet sig muligt.

De starter den dag man står med den positive test i hånden og følger én igennem hele graviditeten. Vokser barnet? Lever det? Er det et raskt barn? Hvorfor sparker den ikke? Hvorfor sparker den så meget? Og. Så. Videre.
Man ser frem til at få barnet ud til sig, så man bedre kan passe på det, tænker man.
Så føder man barnet… Panik! Bekymringerne tager til og man er usikker og overvældet. “Vokser barnet? Lever det? Er den rask? Hvorfor bevæger den sig ikke?
Hvorfor bevæger den sig så meget? Trækker den vejret? Hvorfor græder den nu??

Institutionsalderen indtræder og helt nye bekymringer dukker op, faktisk tænker man nu at bekymringerne ikke kan blive værre. Forfærdelige scenarier udspiller sig i ens tanker, med alt fra kidnapning til brækkede knogler i fokus.
Særligt udflytterbørnehave kan sætte gang i hjernen, skulle jeg hilse og sige. Bussen kunne jo køre galt, barnet kunne blive glemt i skoven, han kunne falde ned af et træ.
Er det en sø? Druknedød!

Man ryster på hovedet af sig selv, for man ved det jo godt. At man er ved at miste forstanden og simpelthen bliver nødt til at slappe af. Men hjernen forsætter. For den dag man fik det barn og fik etiket ?mor? placeret på sig, skrev man samtidigt under på en slags kontrakt, hvori der med småt stod at man nu gik ind i en verden fuld af afbrudt søvn, lortebleer, pletter på tøjet og et tankemønster, som kan gøre enhver horrorforfatter misundelig.

Ja, jeg indrømmer det, ?man? er ?jeg?. Jeg er blevet en smådramatisk pyldret hystade, som er ved at gå til af bekymring, relativt ofte og i højere og højere grad, jo ældre min dreng bliver. Gudskelov holder jeg det indeni mig selv (når jeg altså ikke lige skriver om det i avisen).

Skal vi lige tale om:

  • Hvor koldt det er. Hvad fanden er nu det?? Det er forår. 
  • Hvad Harlem Shake laver overalt. Hvorfor? Jeg gider ikke se det. 
  • Hvorfor der ikke er flere afsnit af Girls jeg kan se. Jeg har kværnet alle 18  19, og venter på de næste. Kom nu. (blev i øvrigt direkte deprimeret af det nyeste afsnit. Og HVAD sker der for at der er sæsonafslutning i næste uge ?)
  • Hvorfor charter skal være så dyrt. Stik mig nu bare en tur til det varme. Og en margarita.
  • Hvordan alle mine strømpebukser er hullede.Det er ligemeget om der står Wolford eller H&M i dem. 
  • Hvorfor børn vokser så pisse meget, så pisse hurtigt. Har seriøst ikke råd til at følge med. 
  • Hvorfor de der mennesker fra den der jobsamtale ikke ringer.
  • Hvor den craving jeg har efter pariserbøf kommer fra.
  • Hvor PÆNT & Other stories er. Jeg har lyst til at rippe hele shoppen. Haps.
  • Hvem der har placeret seks Jehovas vidner flyers i min postkasse. Seks! Spild af papir.

Fredagsævl og god musik

Jeg er ved at have udfiltret de værste ender og har nået rigtig meget i denne uge.
Jeg har stadigvæk ikke fået svar på, om jobbet er mit, og for hver dag der går, bliver jeg mere og mere usikker, det er lang tid siden at jeg har villet noget så meget og det er en sær følelse.
Jeg drømmer om det om natten og tænker skiftevis at jeg selvfølgelig får det, og at jeg er håbløs og at de ikke vil have mig. – Jeg er god på den måde.
Derfor har jeg i dag brug for at give slip og abstrahere mig selv og mine tanker.
Chancerne fo,r at jeg hører noget fra dem i dag, er alligevel minimale.
SÅ. I aften skal jeg ud og spise med mine forældre og søskende. Bare os fem.
Jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket, men er ret sikker på at det var engang i slut 90’erne , derefter kunne jeg forestille mig at jeg vil finde nogle store øl og gøre en ende på dem.

Fredagsnummeret  matcher den sindstilstand perfekt. Det er Eaggerstunn,, der står for mit smil i dag. Igen er det et af mine yndlingsnumre, som har fået sig en video, i klippe klistre stil.

Værsågod.

I øvrigt kan motiverne fra videoen, der er tegnet af Snarf, købes på Lauritz.com 

 

 

Ring venligst ikke til mig. Mine nerver kan ikke holde til det.

Åh, at vente…. Ikke en disciplin jeg gør mig godt i.
Slet ikke.

Hvad jeg venter på?
Altså. Med fare for at jinxe the fuck out of it, jeg har søgt et job.
Et job som jeg virkelig virkelig virkelig gerne vil have. Et job, jeg vil være god til. Rigtig god endda.

Jeg har været til samtale på det job. I dag.
Det gik godt.
Nu vil jeg have det endnu mere.
Så meget at jeg den næste uge, kommer til at få galoperende angst og falsetstemme hver gang min telefon ringer.

Lever endnu. Men

Er der noget værre end at høre om hvor travlt andre har? Nej vel?
Travl er nok heller ikke det rigtige ord at bruge i mit tilfælde. Jeg ved næsten ikke hvad travl betyder længere. Jeg er fandme igang altid, føler jeg, men sådan har jeg det bedst, jeg arbejder fokuseret og er mest kreativ når jeg er presset, det har nok noget med førnævnte selvdestruktive hjerne. Indsæt-lige-en-smiley.

Dog har jeg måttet skruet lidt ned for blusset på blogfronten, for som jeg også gav udtryk for, i mit seneste indlæg (ja, det hvor jeg jordede mig selv – tak for kommentarer. Meget tak) er der lige lidt meget, som fylder. Men jeg er snart tilbage igen. Med ævl, masser af ævl.

På Facebook og instagram (Sneglcille) overspringshandler opdaterer jeg flittigt.

 photo D2C96310-8A60-4FD6-A381-D56699756728-5270-0000024184881C38_zps84be6d3a.jpg

 photo workin_zps0927746b.jpg

Jeg er min egen værste fjende

Min hjerne og mit tankesmønster er det rene guf for psykologer, er jeg sikker på.
Jeg er lige dele ambitiøs, selvnedladende og komplet ude af stand til at give mig selv credit. For noget.
Det er det samme hver gang. Jo nærmere jeg når et mål, des mere får jeg lyst til at opgive. For jeg er alligevel ikke god nok, siger den grimme stemme inde i mit hovede. Den viser sig i flere aspekter af mit liv, arbejdsmæssigt, personligt og er i øvrigt også klart en af grundende til at jeg f.eks aldrig har været i et seriøst forhold. I hvert fald ikke et, som jeg på den ene eller anden måde ikke har fået fucket op i. Gevaldigt. To år er min rekord med en mand, og selvom det ikke var mig der trak stikket og der klart kunne have været finere metoder at gøre det på, er det nu vand under broen og jeg må efter en helvedes masse selvindsigt og granskning af eget sind, stå ved at jeg selv var en stor del af problemet og udfaldet.
Det er nok meget sundt at nå til den erkendelse. Skræmmende og ubehageligt også. Men på den anden side har jeg de sidste fire år lært virkelig meget om mig selv, og om hvad jeg vil og ikke vil finde mig i, både fra mig selv og andre.

Hvor vil jeg hen? Jeg vil banke mig selv i hovedet vil jeg, rundsmadre den lede stemme som sidder og hvisker mig ind i hovedet at jeg er håbløs, jeg vil bælle den sidste sjat kaffe i min kop og sætte det allersidste punktum, i det som lige nu skræmmer mig allermest.

Vi ses på den anden side.