Bekymringer

I sidste uge skrev jeg i 24 timer, om den der “psykose” mange af os får, når vi bliver forældre. Angsten for at der skal ske vores børn noget. Den angst som kan holde en vågen om natten og gøre en fysisk dårlig. Den angst som vi godt ved er dybt latterlig og overdreven. Men som vi ikke kan gøre for, eller komme af med.

Fra 24 timer, torsdag d. 7 marts 2013
?Her har du dit barn, og en livslang angst?

Der sker noget inde i ens hoved når man bliver gravid. Der sker mange ting, jovist. Men jeg tænker ikke på hormoner, distræthed og kindersnitte cravings, men på bekymringer. Bekymringer i en helt anden liga, end man nogensinde havde forestillet sig muligt.

De starter den dag man står med den positive test i hånden og følger én igennem hele graviditeten. Vokser barnet? Lever det? Er det et raskt barn? Hvorfor sparker den ikke? Hvorfor sparker den så meget? Og. Så. Videre.
Man ser frem til at få barnet ud til sig, så man bedre kan passe på det, tænker man.
Så føder man barnet… Panik! Bekymringerne tager til og man er usikker og overvældet. “Vokser barnet? Lever det? Er den rask? Hvorfor bevæger den sig ikke?
Hvorfor bevæger den sig så meget? Trækker den vejret? Hvorfor græder den nu??

Institutionsalderen indtræder og helt nye bekymringer dukker op, faktisk tænker man nu at bekymringerne ikke kan blive værre. Forfærdelige scenarier udspiller sig i ens tanker, med alt fra kidnapning til brækkede knogler i fokus.
Særligt udflytterbørnehave kan sætte gang i hjernen, skulle jeg hilse og sige. Bussen kunne jo køre galt, barnet kunne blive glemt i skoven, han kunne falde ned af et træ.
Er det en sø? Druknedød!

Man ryster på hovedet af sig selv, for man ved det jo godt. At man er ved at miste forstanden og simpelthen bliver nødt til at slappe af. Men hjernen forsætter. For den dag man fik det barn og fik etiket ?mor? placeret på sig, skrev man samtidigt under på en slags kontrakt, hvori der med småt stod at man nu gik ind i en verden fuld af afbrudt søvn, lortebleer, pletter på tøjet og et tankemønster, som kan gøre enhver horrorforfatter misundelig.

Ja, jeg indrømmer det, ?man? er ?jeg?. Jeg er blevet en smådramatisk pyldret hystade, som er ved at gå til af bekymring, relativt ofte og i højere og højere grad, jo ældre min dreng bliver. Gudskelov holder jeg det indeni mig selv (når jeg altså ikke lige skriver om det i avisen).

16 replies
  1. Charlotte says:

    Kender det! Er kun glad for, at min søns vejrtrækning er lidt højlydt, når han sover – så er jeg sgu sikker på, at han trækker vejret. Og min kæreste synes selvfølgelig, at jeg er lidt småskør, når jeg tænker angsttanker om vores søn. Misunder mænd på det punkt – det lader til, at de tager det hele lidt mere afslappet.

    Svar
  2. Hanne RR says:

    Ooooh yes! Det er helt åndssvagt, som man kan gå fra forstanden – hvis altså ikke man krampagtigt holdt fast i, at giver jeg bare lidt slip på de her tanker, så går verden i stykker.
    Nogle dage kan jeg sidde på arbejdet og komme til at tænke på, at jeg faktisk har overladt mit guld – mit allerkæreste eje – hos nogle “fremmede”… og på, hvad der kan ske (og er sket) i institutionslivet. Argh! Akut angst opstår og jeg må hive mig selv tilbage til nogenlunde sanity. Jeg bliver SKØR af at tænke på, hvad der KUNNE ske. Så jeg må nogle dage vælge slet ikke at tænke… 😉

    Svar
  3. Kathrine says:

    Åh tak. Troede det var mig der var skør. Har altid tænkt mit barn skulle gå i en udflytter når vi nu bor på Vesterbro. Men nu nærmer tiden sig og puha jeg synes ikke mere det er en god ide. Så skal min lille pus ud og køre i bus og laaaanggt væk (Brønshøj) og ja hvad hvis han bliver syg, væk eller noget helt tredje som jeg virkelig prøver ikke at tænke på for så får han ikke lov. Men kan gå i vuggestue til han fylder 16. Med alle de “pjæser” man får når man er gravid kunne der også godt lige være en med angst og et gratis psykolog forløb når ungen begynder at gå/løbe/cykle og skal begynde i BH og i skole.

    Svar
  4. Line says:

    Åh nej please sig det ikke er rigtig! Ligger her med et styk knap 8 ugers baby og var sikker på det snart blev bedre, selvom jeg fuldstændig havde det på samme måde op til fødslen. “Kom nu ud så du ikke kun er mit ansvar og jeg ikke skal bekymre mig så meget”…

    Svar
  5. Bettina says:

    Jeg kan ikke holde ud, at det bliver værre og værre jo ældre barnet bliver. Jeg kan faktisk slet ikke holde tanken ud, om at mine børn bliver teenagere. Mens de er små kan man da i det mindste holde dem i kort snor. Det er en stakket frist. Om lidt indtræffer sindssygen…

    Svar
  6. Kat says:

    Og har du tænkt på når de bliver teenagere??!!! Lever i en blanding af evig angst og lykke og har gjort det i to år nu (siden testen

    Svar
  7. Frk. Vægt says:

    “Det bliver værre!”

    Det er ganske sandt hvad du skriver! Og det bliver vitterligt værre! Barn nr. 1 som bliver 9 år om lidt er for mange år siden blevet udstyret med en mobiltelefon fordi så vi ringe og skrive sammen så jeg kan sikre mig alt er i orden. Det har fungeret okay. Indtil nu. For NU insisterer faderen på ar barnet altså er gammel nok til at have egen nøgle til lejligheden og tage hjem en times tid før han ankommer. Hvilket får mig til at overveje at skifte hendes telefon ud med en iPhone så jeg kan holde øje med hendes færden via Find My Friends (stalker-app’en over dem alle!).

    Og.sådan.bliver.det.ved!

    Svar
  8. cille says:

    Haha, det bliver værre når han bliver ældre! Små børn, små bekymringer – store børn, store bekymringer!

    Svar
  9. marion says:

    Tøhø……… Kan fortælle jer at det ikke engang går over når barnet er blevet voksen, min datter på 28 giver mig stadig grå hår i hovedet , ikke fordi hun er uforsigtig eller klatrer i træer, etc, men ved I hvad der kan nemt ske noget, voldtægtsmænd , serimordere , rockerkrig, sminkeallergi, traffikuheld, neglerødder , osv osv. Nu er jeg så ydermere blevet mormor til en treårig batman, og ved I hvad det bliver ved og ved for hvad kan der ikke ske med sådan en lille purk…………………………………..? Åh hjælpfår sgu da noget med nerverne, (jo jeg gør)….
    livet er en Jammerdal, men det skal leves og så må man bare bide tænderne sammen for det skal sgu nok gå!……lige indtil den dag man skal være oldemor , så har vi balladen x3

    Svar
  10. Nytår says:

    Shit! Havde godt nok på fornemmelsen, at det kun bliver værre efter en positiv graviditetstest, men hvad hvis man nu starter med at være i fertilitetsbehandling og lægger ud med en masse bekymringer om, hvorvidt man nogen sinde kan få en positiv test? Og om den positive test nu i virkeligheden bare er en biokemisk graviditet (hvis altså det overhovedet lykkes at få en positiv test. Det kan jo være, man for længst har ødelagt sig selv af for meget fest og ballade og slik og kaffe og ost og hvad har vi)

    Svar
  11. Pernille says:

    Min Bedstemor sagde engang, at hun var glad for at hun ikke havde flere børn (2 stks) og børnebørn (4 stks) end hun havde, for hun kunne ikke overskue at bekymre sig om flere. Jeg synes at hun var fjollet dengang, men jeg begynder at forstå hende bedre og bedre i takt med at jeg har fået børn. Jeg troede også at bekymringerne forsvandt da de blev født, for så kunne jeg jo se dem, haha, det gjorde de bestemt ikke (glæder mig især ikke til de bliver teenagere og jeg skal ligge vågen hver fredag og lørdag nat)..

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *