Man kan ikke vinde dem alle

Er det ikke sådan? Men jeg gad fandme godt.

Ord som “Grim”, “dum” og “irriterende”  tikker ind imellem ind i min mailbox og i kommentarfeltet, og de rammer mig faktisk ikke, for jeg er egentlig bedøvende ligeglad om det er nogens mening. Grim er jeg faktisk ikke, heller ikke dum, og hvis man finder mig irriterende, kan jeg ikke gøre noget ved det – til gengæld er der et kryds i toppen af din browser, hvor man kan lukke ned for mig. Smart smart.
Mens ord som “sjusket”, “uambitiøs” og “uprofessionel” går lige i tårekanalen, netop fordi det er usandt. Jeg får lyst til at stille mig på en stol og børnetude og råbe højt:”Jeg knokler for helvede! I kender mig ikke!”.
Jeg er arbejdsnarkoman, jeg er mere end ambitiøs og tænker konstant i skrift, og jeg udgiver aldrig noget, som jeg ikke kan stå inde for. Aldrig. Så da min seneste klumme modtog en del kritik, med beskyldninger om dovenhed, blev jeg faktisk descideret ked af det. For det var sgu ikke dovent. Tværtimod, var det et udtryk for at jeg netop ønsker, at alt skal være perfekt og i orden, men at mine ambitioner og høje krav kan sætte en dæmper på inspirationen. Og da jeg foretrækker at være ærlig i mine tekster, føltes det rigtigt at sætte ord på den følelse. Jeg er også typen, der svarer ærligt, hvis du spørger hvordan jeg har det. Jeg siger aldrig “fint”. Jeg uddyber, hvad end det er godt eller skidt.

Ligemeget hvad, har jeg i hvert fald forsøgt at besvare kritikken i dette kommentarfelt, med følgende svar:
Jeg er ked af hvis I læser det som sjusket og/eller uprofessionelt. Jeg er både ambitiøs og seriøs i alt hvad jeg gør. Men også dybt selvkritisk,hvilket spænder ben for mig selv i virkelig mange aspekter. Også her, hvor det blandet med noget sarkasme, godt kan tolkes anderledes end ment. Det ser jeg. 
Jeg havde behov for at sætte ord på den der følelse af ikke at kunne slå til, og istedet for at udgive det indlæg jeg oprindeligt havde skrevet om børnesang, blev det til ovenstående.
Heldigvis har lige dette indlæg bragt en masse godt med sig og min mavefornemmelse om at udgive dét, og ikke ?Synge? indlægget betalte sig.
Selvom jeg bliver ked af at I og sikkert et par tusind andre er uenige.

Sådan er det desværre engang imellem og jeg kan ikke tilfredsstille alle hver gang. Men jeg står selv ved det. 

/C

Man kan ikke vinde dem alle

Er det ikke sådan? Men jeg gad fandme godt.

Ord som “Grim”, “dum” og “irriterende”  tikker ind imellem ind i min mailbox og i kommentarfeltet, og de rammer mig faktisk ikke, for jeg er egentlig bedøvende ligeglad om det er nogens mening. Grim er jeg faktisk ikke, heller ikke dum, og hvis man finder mig irriterende, kan jeg ikke gøre noget ved det – til gengæld er der et kryds i toppen af din browser, hvor man kan lukke ned for mig. Smart smart.
Mens ord som “sjusket”, “uambitiøs” og “uprofessionel” går lige i tårekanalen, netop fordi det er usandt. Jeg får lyst til at stille mig på en stol og børnetude og råbe højt:”Jeg knokler for helvede! I kender mig ikke!”.
Jeg er arbejdsnarkoman, jeg er mere end ambitiøs og tænker konstant i skrift, og jeg udgiver aldrig noget, som jeg ikke kan stå inde for. Aldrig. Så da min seneste klumme modtog en del kritik, med beskyldninger om dovenhed, blev jeg faktisk descideret ked af det. For det var sgu ikke dovent. Tværtimod, var det et udtryk for at jeg netop ønsker, at alt skal være perfekt og i orden, men at mine ambitioner og høje krav kan sætte en dæmper på inspirationen. Og da jeg foretrækker at være ærlig i mine tekster, føltes det rigtigt at sætte ord på den følelse. Jeg er også typen, der svarer ærligt, hvis du spørger hvordan jeg har det. Jeg siger aldrig “fint”. Jeg uddyber, hvad end det er godt eller skidt.

Ligemeget hvad, har jeg i hvert fald forsøgt at besvare kritikken i dette kommentarfelt, med følgende svar:
Jeg er ked af hvis I læser det som sjusket og/eller uprofessionelt. Jeg er både ambitiøs og seriøs i alt hvad jeg gør. Men også dybt selvkritisk,hvilket spænder ben for mig selv i virkelig mange aspekter. Også her, hvor det blandet med noget sarkasme, godt kan tolkes anderledes end ment. Det ser jeg. 
Jeg havde behov for at sætte ord på den der følelse af ikke at kunne slå til, og istedet for at udgive det indlæg jeg oprindeligt havde skrevet om børnesang, blev det til ovenstående.
Heldigvis har lige dette indlæg bragt en masse godt med sig og min mavefornemmelse om at udgive dét, og ikke ?Synge? indlægget betalte sig.
Selvom jeg bliver ked af at I og sikkert et par tusind andre er uenige.

Sådan er det desværre engang imellem og jeg kan ikke tilfredsstille alle hver gang. Men jeg står selv ved det. 

/C

Smagen af rust og ben

Som jeg afslørede på facebook tidligere, står det sådan til, at Vester vov vov elsker jer og igen har hevet fribilletter frem til jer. Denne gang til “Smagen af rust og ben”.
Egentlig ville jeg gerne have nået at se filmen, så jeg kunne anmelde den til jer og SÅ udlodde billetter. Men min hverdag er presset lige for tiden og jeg får først mulighed for at komme afsted engang i næste uge.
Måske vi ses derinde? I hvert fald har fem af jer muligheden for at tage en ven i hånden og se filmen i yndige Vester vov vov, her på mit vesterbro.
Kender du ikke allerede Vester vov vov, skylder du dig selv at kigge forbi, og kan indtil da læse hvad jeg har skrevet om biografen HER.

Smid en kommentar og så udtrækker jeg fem af jer på tirsdag (d. 2. april).

Go.

Vinderne blev Karen, Marie, Astrid, Gry og Sofie. Mails er sendt.
Til jer andre – Tak fordi I ville være med.

Older posts