Tabu?

Måske har I allerede læst min klumme i 24timer i dag? Ellers kan den læses nederst i indlægget.

Jeg skriver om hvordan jeg ikke følte kærlighed til Otto da jeg fik ham. Eller i hvert fald ikke på den måde, som jeg havde forestillet mig det. Jeg havde en forestilling om at livet ville give mening, det sekund jeg fik ham i armene, og at sød musik ville opstå på fødestuen.
Det skete ikke. Til stor frustration for mig.

I 24 timer, har de givet klummen overskriften “Hvorfor udeblev forelskelsen?”, det var ikke den overskrift jeg havde givet dem, for jeg stiller jo altså ikke et spørgsmål, ligesom jeg ikke besvarer det, men blot fortæller en historie. Min historie. Men lad nu det ligge.
Selvfølgelig er der nogle, som virkelig føler kærligheden i det sekund de føder.
Det gjorde jeg bare ikke.
Jeg valgte at skrive om det, da jeg siden hen har fundet ud af at rigtig mange kvinder har det på den måde, når de får børn, og mange af dem føler endnu større skam end jeg gjorde. Det forstår jeg godt, for hvem har lyst til at være den første i mødregruppen, til at række hånden op og sige at de ikke er ved at falde bagover af kærlighed og i virkeligheden bare er bange og ikke ved hvordan de har det?

Som jeg også har skrevet i avisen, var det en kæmpe lettelse da den følelse så endelig kom, og da jeg for første gang kunne sige ordene “Jeg elsker dig” højt ,til den på det tidspunkt tre uge gamle Otto.
For mig gik der tre uger, for andre går der endnu længere.

Og hvorfor udeblev den så, forelskelsen?
Det ved jeg ikke. Jeg tror overvældelse og usikkerhed var altoverskyggende. Jeg skulle på en eller anden måde lære ham at kende, I guess. Det var jo ikke fordi jeg ikke kunne lide ham, eller ikke ønskede ham hos mig. Slet ikke. At føde ham og få ham op til mig, var og er det vildeste jeg i mit liv har oplevet. I dag kan jeg næsten ikke huske, eller forstå hvorfor jeg ikke var ved at sprænge af kærlighed. For det har jeg jo været lige siden, og jeg ser tilbage på det øjeblik hvor jeg fik ham i armene, med den følelse. Og er det i virkeligheden ikke det, der gælder mest?

LYKKELIG. AGTIG.
Jeg fik ham i mine arme og forelskelsen ville ingen ende tage, jeg vidste med det samme at jeg elskede ham.

Sådan er det at få sit barn i armene.
Troede jeg.
I virkeligheden var det for mit vedkommende mere et ‘Nåhmen, hej med dig. Så.’
Var han smuk? Tjo, på sin egen krøllede, langhovedet, klistrede måde.
Blev jeg flov over ikke at blive ramt af instant kærlighed? Ja, fuck ja.

Jeg havde hørt samtlige kvinder fortælle om lykkefølelsen, jeg havde set det på film, læst det i bøger. Men jeg følte det ikke selv. Det var mere en syret pærevælling af følelser. Primært lettelse, udmattelse og et adrenalinrush af dimensioner, en stærk beskyttertrang og fascination, af det lille knirkende væsen, som var kommet ud til os. Bekymringerne og usikkerheden var altoverskyggende, men den der falde på røven forelskelse, som alle havde snakket om, med stjerner i øjnene, var der ikke.

Det undrede mig meget at jeg bare syntes at han var sød og fin, men slet ikke var ved at besvime af lykkefølelse. Jeg var faktisk bare træt, rundt på gulvet og helt vildt usikker. Det gav mig en klam smag i munden og det var ikke noget jeg råbte højt om.
Cirka tre uger efter min fødsel, blev jeg ramt af den, af forelskelsen. En ganske almindelig aften i september, han kiggede på mig, jeg kiggede på ham og så gik der fuglekvidder og lyserøde elefanter i den. Jeg tudede som pisket og kunne slet ikke være i mig selv, både af lettelse over at jeg ikke var et afstumpet forfærdeligt menneske, og af overvældelse over hvor skræmmende det var (er?) at elske noget så højt, at man vil gøre utænkelige ting for det.

Nu, når jeg tænker tilbage på den dag i august 2009, hvor min søn kom til verden, er det med den lykkefølelse, som manglede dengang, gange tre. Det er uden tvivl den bedste dag i mit liv. Og følelsen er i dag, knap fire år senere, endnu vildere. Jeg er klar til at kaste mig ud foran samtlige dræbermaskiner og dyppe mig selv i ild (!) for ham, hvis jeg skal.

 photo 18C59CFC-78D6-4D80-B5B8-13CD6B5AE16C-16905-000008ABF85EDEDE_zps64d14460.jpg

21 replies
  1. sissal
    sissal says:

    Jeg synes overhoved ik det er tabu:-) havde det på præcis samme måde.. hos mig var det mere en beskyttetrang der opstod og ikke den der kærligheds følelse! Som du også skriver kom den først senere når overvældelsen havde lagt sig og jeg kendte ham lidt… synes det er fedt du tager det op for let’s face it det er sgu ik så skide romantisk som man forestiller sig! Heldigvis blir det kun bedre og bedre og jeg er fuldstændig forelsket i min 1 årige søn.

    Svar
  2. RandiH
    RandiH says:

    Det er så rart, der bliver sat ord på det her emne.
    Det tog mig næsten to år at sige højt, at jeg ikke elskede min datter fra starten af.
    Der gik en mdr, før jeg fik en følelse af kærlighed til hende. Indtil da var det en beskyttertrang. Jeg glemmer aldrig den aften, følelsen kom til mig, og det var helt fantastisk.
    Det samme var med min søn – kærligheden til ham kom også først efter en mdr. Det var bare nemmere at indrømme. Men jeg skulle alligevel føde min søn, før jeg fortalte min mand, jeg ikke havde elsket vores børn fra start.
    Hvis der dog bare var nogen, der havde fortalt en, man ikke nødvendigvis elsker sit barn fra start, så man kunne undgå at føle sig “forkert”, fordi man ikke har ubetinget kærlighed til sit barn fra day one.

    Svar
    • Anne Lotte
      Anne Lotte says:

      Ja, hvis dog bare nogen ville fortælle en det. Så enig med dig… ! Det er forfærdeligt at rende rundt og tro, at der er noget galt med en, når det man oplever, er lige så normalt, som alle de andre ting der sker i forbindelse med det at få et barn. Hvorfor helvede står det ikke nogen steder?

      Svar
  3. Frk.N
    Frk.N says:

    Jeg beundre din ærlighed, og er glad for at jeg, inden jeg selv får børn, kan være forberedt på at det at få børn ikke nødvendigvis skaber ultimativ lykkefølelse.
    At det er okay ikke at føle overvældende kærlighed fra første stund, men i stedet få styr på de mangle følelser, som nervøsitet og angst for det ukendte inden rummet til den ubetingede kærlighed opstår (nu håber jeg, at jeg ikke mistolker dine tanker?).

    Håber at du bliver ved med at holde fast i at tage tabuer op, for det er bestemt nødvendigt, og jeg tror at du hjælper andre med at få sat ord på deres egne oplevelser. Så tak for det.

    Svar
  4. Helle
    Helle says:

    jeg har født 5 børn og jeg har aldrig følt den der alt ud over forelskedes da jeg fik dem, at jeg så elsker mine børn hen af vejen og de er det bedste der er hent mig …

    Svar
  5. Hanne RR
    Hanne RR says:

    Det er SÅ vigtigt at tage det her tabu op og aftabuisere det… for som du siger, der er rigtig mange kvinder, der ikke føler den umiddelbare forelskelse og lykke og får en selvforstærkende skyldfølelse, fordi “det bør man jo!”. Skidesynd!

    I mit eget tilfælde fik jeg den vildeste rus da jeg fik min datter op på maven og følte en stærk beskyttertrang lige med det samme, men den der dybe forelskelse kom først lidt senere og gradvist. Der gik nogle uger før jeg kunne sige “jeg elsker dig” til min datter….kan faktisk ikke huske præcist hvornår det var, men hun var ihvertfald stadig lillebitte 🙂

    Det er jo vildt overvældende at blive mor og der er en milliard følelser og tanker der flyver rundt og man skal lige finde sig selv i den nye rolle. Faktisk (og det her har jeg aldrig sagt højt før) ønskede jeg hende nogle gange “væk” (ikke at forveksle med død eller uønsket!) fordi det simpelthen var for overvældende med det her lille barn. Idag er hun det skønneste, gladeste og kærlige pigebarn, så jeg har heldigvis ikke skadet hende med min post-fødsels-forvirring 😉

    Svar
  6. Caroline
    Caroline says:

    Hvor er jeg glad for den klumme! Jeg venter mit første barn, og jeg har haft tænkt, om jeg mon kommer til at reagere “rigtigt”. Det er rart at få understreget, at der ikke er noget rigtigt/forkert.

    //Caroline

    Svar
  7. Minikat
    Minikat says:

    Hej Cecilie

    Tak for ærligheden – det letter mere hos os andre end du aner. Jeg har aldrig turdet fortælle min kone at jeg heller ikke fik den der forelskelsesfølelse, da vores barn blev født. Vi er to damer, og hun fødte så jeg troede at det måske var fordi det ikke var mig der fødte, at den udeblev længe. Noget med at være ‘ægte mor’ og alt det der pladder. Har følt mig ganske grusom og umenneskelig til tider pga. det her, så det er rart – nej – fantastisk at høre at selvom man føder ungen, så indtræffer den store KÆRLIGHED altså ikke bare pr. automatik med det vuns.

    Men den kom altså brasende senere, hvor jeg måtte tilbringe lang tid med at tude af glæde, når jeg sad og gloede ham ind i hans lille, irriterende, uimodståelige babyfjæs.

    Mon ikke det her tabu kan være med til at kickstarte en del fødselsdepressioner? Fordi man f’øler sig SÅ FORKERT, når den endeløse kærlighed ikke bare er der i det sekund ens baby kommer til verden? Det burde altså stå på forsiden af alle de graviditets/mor-bøger man bliver plaget om at læse.

    Tak Cecilie, du har lige lettet mit moderhjerte for en motherfucker tung sten!

    Svar
  8. Trine
    Trine says:

    Du er klog, er du! Og ærlig. Og så har du nosser, når du tør fortælle om den slags følelser der kan få de mest moderlige kvinder i verden til at tvivle på deres egne følelser og deres egen kærlighed.
    Kærlighed kan ikke sammenlignes, og ingen føler ‘præcis’ det samme i situationer der minder om hinanden – men når du skriver som du gør fortæller du en historie som giver andre kvinder lov til at læne sig i håbet om at deres kærlighed og mor-følelser sidder lige dér hvor den skal!

    Props

    Svar
  9. Trine Maria
    Trine Maria says:

    Seriøst ikke? Det er det samme som da man fik taget sin mødom! Alle taler så varmt om det, og om hvor fantastisk det er. I virkeligheden bliver man en anelse skuffet. Ingen vilde orgasmer eller lykkerus.

    Begge dele bliver heldigvis bedre med tiden!

    Svar
  10. FamilienDanmark
    FamilienDanmark says:

    Genialt emne at tage op. Jeg havde det præcis som dig. Og har mødt mange forargede blikke, når jeg har fortalt, at jeg ikke følte altoverskyggende kærlighed til mine sønner ved første øjekast. Jeg havde brug for at lære dem at kende først. Og min nye rolle. Og jeg havde brug for, at få noget igen. En accept af, at de vidste hvem jeg er, og var forbundet til mig. Jeg flov over, at det var sådan jeg havde det. Men helt ærligt?! Det er vel ikke unaturligt at man elsker højere, jo mere man kender folk/sine børn!?

    Svar
  11. Mor
    Mor says:

    Godt emne! Blev fuldstændig opslugt og forelsket i nr 1 og 2, nr 3 havde jeg umiddelbare beskytterinstinkter overfor, men forelskelsen og fascinationen udeblev. Nu elsker jeg dem alle tre lige højt! Værre var det da jeg tog afstand fra nr 1 grundet store problemer med hendes far (nr 2 og 3 har en anden far), som hun slet ikke var skyld i. Jeg elsker hende igen og alt er godt, men det er slemt at tænke på og jeg spekulerer ofte på i hvor stor grad det har formet hende. Hun har det godt og er en flot unge, men det vil for evigt være min dårlige samvittighed!

    Svar
  12. Vib
    Vib says:

    Bliver helt ærligt lidt skræmt over rosen i kommentarerne for at turde at bringe emnet op… Jeg synes ikke, det er noget tabu eller nogen big deal, hvis man ikke elsker sit barn med det samme. Det er da klart (?), at man kigger på den lille, krøllede alien og liiige skal se, hvad det er for en, inden man fyldes af kærlighedsfølelse? Desuden er beskyttertrang også en slags kærlighed ligesom alt ens praktiske arbejde med at skifte og fodre og sørge for, at der hverken er for varmt eller koldt. Mener bare… Det er både godt og skidt, at folk bliver så lettede over, at der er en, der siger tingene højt 🙂

    Svar
    • nytår
      nytår says:

      99% af alle mine veninder har børn – de fleste af dem oven i løbet flere – og INGEN af dem har nogensinde sagt noget i stil med det, Cecilie skriver.

      Svar
  13. Speltmor
    Speltmor says:

    Jeg forstår altså heller ikke at det skulle været et tabu at man ikke er forelsketvi sin nyfødte. Det har jeg aldrig hørt om nogen der var. Måske har den generation der er ti år yngre end mig bare lidtmhøje forventninger til livet eller hvad?

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] lige læst Sneglcilles klumme i 24 Timer. Og det blogindlæg hun har lavet i forlængelse af […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *