Måske har I allerede læst min klumme i 24timer i dag? Ellers kan den læses nederst i indlægget.
Jeg skriver om hvordan jeg ikke følte kærlighed til Otto da jeg fik ham. Eller i hvert fald ikke på den måde, som jeg havde forestillet mig det. Jeg havde en forestilling om at livet ville give mening, det sekund jeg fik ham i armene, og at sød musik ville opstå på fødestuen.
Det skete ikke. Til stor frustration for mig.
I 24 timer, har de givet klummen overskriften “Hvorfor udeblev forelskelsen?”, det var ikke den overskrift jeg havde givet dem, for jeg stiller jo altså ikke et spørgsmål, ligesom jeg ikke besvarer det, men blot fortæller en historie. Min historie. Men lad nu det ligge.
Selvfølgelig er der nogle, som virkelig føler kærligheden i det sekund de føder.
Det gjorde jeg bare ikke.
Jeg valgte at skrive om det, da jeg siden hen har fundet ud af at rigtig mange kvinder har det på den måde, når de får børn, og mange af dem føler endnu større skam end jeg gjorde. Det forstår jeg godt, for hvem har lyst til at være den første i mødregruppen, til at række hånden op og sige at de ikke er ved at falde bagover af kærlighed og i virkeligheden bare er bange og ikke ved hvordan de har det?
Som jeg også har skrevet i avisen, var det en kæmpe lettelse da den følelse så endelig kom, og da jeg for første gang kunne sige ordene “Jeg elsker dig” højt ,til den på det tidspunkt tre uge gamle Otto.
For mig gik der tre uger, for andre går der endnu længere.
Og hvorfor udeblev den så, forelskelsen?
Det ved jeg ikke. Jeg tror overvældelse og usikkerhed var altoverskyggende. Jeg skulle på en eller anden måde lære ham at kende, I guess. Det var jo ikke fordi jeg ikke kunne lide ham, eller ikke ønskede ham hos mig. Slet ikke. At føde ham og få ham op til mig, var og er det vildeste jeg i mit liv har oplevet. I dag kan jeg næsten ikke huske, eller forstå hvorfor jeg ikke var ved at sprænge af kærlighed. For det har jeg jo været lige siden, og jeg ser tilbage på det øjeblik hvor jeg fik ham i armene, med den følelse. Og er det i virkeligheden ikke det, der gælder mest?
LYKKELIG. AGTIG.
Jeg fik ham i mine arme og forelskelsen ville ingen ende tage, jeg vidste med det samme at jeg elskede ham.
Sådan er det at få sit barn i armene.
Troede jeg.
I virkeligheden var det for mit vedkommende mere et ‘Nåhmen, hej med dig. Så.’
Var han smuk? Tjo, på sin egen krøllede, langhovedet, klistrede måde.
Blev jeg flov over ikke at blive ramt af instant kærlighed? Ja, fuck ja.
Jeg havde hørt samtlige kvinder fortælle om lykkefølelsen, jeg havde set det på film, læst det i bøger. Men jeg følte det ikke selv. Det var mere en syret pærevælling af følelser. Primært lettelse, udmattelse og et adrenalinrush af dimensioner, en stærk beskyttertrang og fascination, af det lille knirkende væsen, som var kommet ud til os. Bekymringerne og usikkerheden var altoverskyggende, men den der falde på røven forelskelse, som alle havde snakket om, med stjerner i øjnene, var der ikke.
Det undrede mig meget at jeg bare syntes at han var sød og fin, men slet ikke var ved at besvime af lykkefølelse. Jeg var faktisk bare træt, rundt på gulvet og helt vildt usikker. Det gav mig en klam smag i munden og det var ikke noget jeg råbte højt om.
Cirka tre uger efter min fødsel, blev jeg ramt af den, af forelskelsen. En ganske almindelig aften i september, han kiggede på mig, jeg kiggede på ham og så gik der fuglekvidder og lyserøde elefanter i den. Jeg tudede som pisket og kunne slet ikke være i mig selv, både af lettelse over at jeg ikke var et afstumpet forfærdeligt menneske, og af overvældelse over hvor skræmmende det var (er?) at elske noget så højt, at man vil gøre utænkelige ting for det.
Nu, når jeg tænker tilbage på den dag i august 2009, hvor min søn kom til verden, er det med den lykkefølelse, som manglede dengang, gange tre. Det er uden tvivl den bedste dag i mit liv. Og følelsen er i dag, knap fire år senere, endnu vildere. Jeg er klar til at kaste mig ud foran samtlige dræbermaskiner og dyppe mig selv i ild (!) for ham, hvis jeg skal.
