Fact attack

  • Min højre armmuskel (ja, bicep) er betydelig større end den venstre. That is what you get, når du har haft en unge på højre arm i 3 1/2 år.
  • Ville have mere end svært ved at leve uden avocado, chokolade, kaffe og mayonnaise.
  • Jeg kan godt lide tequila. 
  • Duer skræmmer mig. Jeg får hjertebanken når jeg cykler forbi en flok. Er angst for at de flyver ind i mig, eller ind i mit hjul.
  • Jeg har skrevet en børnebog om en tandløs krokodille. 
  • Sarkasme er mit våben. Og min ven.
  • Jeg har ikke noget kørekort.
  • Indtil jeg var 14, troede jeg at en hjorts børn hed “Bambi’er”
  • Lyden af fingre der “knækker” giver mig kvalme.
  • Jeg har lidt af en skægfetish. Synes at mænd med skæg, er det pæneste i verden. 
  • Min højde irriterer mig. Jeg blev lykkelig da jeg for nylig blev målt til kun at være 178 centimeter høj. -Selvom jeg snød. Der står 180 cm i mit pas. 
  • Jeg kan ikke tåle rød peber. 
  • Jeg har en svaghed for Gangsta rap og synes at N.W.A’s ‘Straight outta Compton’ er et af de fedeste albums ever, selvom det er over 25 år gammelt.
  • Råt kød freaker mig ud. Jeg rører helst ikke ved det. Derfor spiser vi primært fisk og vegetarisk mad herhjemme. 

Resultatet af mit utroskab.

I fredags mødte jeg som aftalt op, hos Dorte i salon Natürlig, her på Vesterbro. Hun har klippet Otto en del gange og jeg kan smadder godt lide hende, faktisk har jeg sjældent mødt nogen, som er så god til børn som hun er. Men alligevel var jeg skeptisk da jeg satte mig i stolen og bad om hjælp.
Efter en del overvejelser og snak frem og tilbage, om hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre at redde mit hår, sad jeg et øjeblik og overvejede om jeg skulle gå med til at lade klippe mig helt korthåret, for jeg kunne godt se at det stod slemt til og Dorte var da også i tvivl om hun turde farve de slidte lokker. Men der blev taget en beslutning, og hun gik igang med farven. Hun lagde en helvedes masse bittesmå lyse striber i hele håret, farven havde hun blandet med hårkur og hun virkede selvsikker, så jeg gjorde mit bedste for at slappe af og stole på hende. Men. Ja, jeg var sgu lidt bange. For jeg taler ikke frisørsprog og før i tiden har ord som  “karamel”, “Giselle Bündchen” og “honning” resulteret i et orange/brunligt/brækfarvet helvede.
Så nerverne sad uden på og jeg var nervøs.
Uden grund viste det sig. For mit hår blev reddet. Der røg et par centimeter af længden, og det blev lyst på en naturlig måde. Fristes til at kalde farven for den karamelfarve, som jeg har ment de gange det er gået galt. Jeg ligner ikke Giselle, men jeg har pænt hår nu.
Jeg har åbenbart fået vendt min frisørkarma og kan hermed give mine varmeste anbefalinger til Dorte og salon Natürlig.

Tanker om kontraster og savn

Selvom jeg er mor, og lever helt anderledes, end hvad jeg gjorde for bare få år siden, og i forhold til hvordan jeg havde forestillet mig jeg skulle leve, bor den festglade maniac altså stadigvæk inden i mig. Behovet er betydeligt mindre end dengang, og jeg kan heller ikke holde til det længere. Men. Jeg har længe haft brug for en ordentlig bytur, sådan en af dem hvor man giver den en over nakken, hvor tiden flyver afsted og inden man ved af det, er lyset tændt på baren og man er på vej hjem helt snaldret og glad, med et smil på læben, sharwarma i maven og dressing på jakken.
Sådan en aften havde jeg i går (og i nat). Det er længe siden jeg har grint så meget, danset så længe og været så tilfreds med en tur i byen. Da jeg fik Otto hjem i dag, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt, af the fact at jeg i går aftes drak jägerbombs og teede mig åndssvag, og i eftermiddags igen fik morhatten på og både skulle høre om Lynet McQueen og Ninja turtles, fortalt i speedsnak af en hoppende miniatureversion af mig selv.
Noget af en kontrast, som både er ret komisk og fantastisk at tænke på synes jeg.

 photo DA490541-0A0D-4F98-A435-579AE7933120-616-00000031C2236776_zps98bca4b5.jpg

I øvrigt har jeg tænkt rigtig meget på jeres kommentarer, til mit indlæg i onsdags, omkring savn. Og føler virkelig at jeg har fået en opvågning. Som gjorde denne weekend endnu bedre. Jeg har været mere afslappet end jeg plejer og har prøvet at vende savnet til noget positivt. For det er sgu nok meget sundt at savne. Og glæde sig.
For det gør jeg. – Glæder mig helt vildt, for jeg elsker nemlig vores søndage sammen.
De er helt særlige. Når vi ligger os i køjesengen om aftenen og læser historier, og snakker om hvad han har lavet hos sin far, mens han ligger og holder om mig, med hans bittesmå arme og siger at han har savnet mig, og med et kæmpe smil siger “du er min mor” igen og igen, er det som om at jeg glemmer at trække vejret lidt.

Jeg kan ikke sige nok gange, at det bedste jeg nogensinde har gjort, er at blive Otto’s mor. Jeg er heldig. Det bliver jeg mindet ekstra meget om hver anden søndag, særligt dagen efter et brag af en fest. For selvom det er fantastisk at være uansvarlig for en stund, og skeje ud ind imellem, kan det ikke måles med det at være mor. Det trængte jeg til at blive mindet om.

 photo 0A1610B0-41B2-41DF-BB1E-27ED1955A304-616-00000033BA57F941_zpsd06388be.jpg
Otto’s mor i en festlig håndtegns squat.

Vind: Anne Black øreringe.

Jeg har en svaghed for porcelæn og keramik, og har efterhånden en rigtig fin samling af skåle, mælkekander og kaffekrus.
Hver gang noget af det går i stykker, for det gør det jo, græder jeg indvendigt en lille smule og da jeg hørte lyden af en Anne Black skål, der gik i tre dele på mit stuegulv den anden dag, blev jeg træt indeni og postede dette billede på Instagram.
 photo C00A3BC2-5DA8-4A70-B6EB-4A7C999A498B-7853-00000447BFB6EA6F_zps8d361b0c.jpg

Det så de søde mennesker ovre hos Anne Black, og i går bankede min postmand på min dør, med en ny skål til mig.
 photo 82E127FD-BDDF-48DA-BEDD-C22A18E841B1-44628-00001411AEC32BF1_zpsf5c910dc.jpg

Hurra.

Der var også en anden ting i pakken.
Til en af jer. Nemlig disse fine øreringe.
 photo 4FA13FF2-00C7-43D0-AA8C-46B689CC6B1C-44628-00001411B1B9D5F0_zps7dbc7b92.jpg

 

Smid en kommentar nedenunder, hvis du vil være med i lodtrækningen.
Jeg trækker en vinder onsdag.

VINDEREN ER KONTAKTET PÅ MAIL.

 

utroskab af den værste slags. Måske.

Ja ja, jeg ved godt jeg har ævlet løs om det ovre på facebook allerede.
Og som jeg også skrev derinde, er det et typisk first world problem.
Det handler om mit hår. (ja igen)

Suk. Alt er galt hårmæssigt pt.
Min ellers så (synes jeg selv) smarte nøddebrune frisure, er efter 5 måneder nu en katastrofe.
No shit Sherlock. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så dårlig til at huske at holde det ved lige. Men situationen er følgende: Farven er sær, længden er også sær, sådan for langt til at være kort, og for kort til at kalde langt. Og så er der altså grå hår i min udgroning. Whaaat? Jeg er fandme ikke engang 30 endnu. Men then again, jeg har lige kaldt min frisure for “smart”, og i sidste uge cravede jeg Werthers Echte, så jeg skal måske bare være glad for, at jeg ikke skal ud og investere i et gangstativ også.

Her kommer den egentlige krise: Min elskede frisør har syv ugers ventetid. 7.
Og jeg har af gode grunde svoret ingen hjemmehårfarvning, nogensinde (igen altså).
Hvad gør man så?
Man er utro.
Det er arrangeret i morgen. Klokken 13. Hos meget meget sød og tålmodig frisør, som normalt klipper min søn og som jeg har en god fornemmelse med.
Håber det bliver godt. Håber håber.
Vi får se…..
Tænk på mig klokken 13 i morgen og send gode hår-vibes. Tak. Jeg er nemlig en kælling når det kommer til mit hår, og er skidebange for frisører.

Older posts