Selvom jeg er mor, og lever helt anderledes, end hvad jeg gjorde for bare få år siden, og i forhold til hvordan jeg havde forestillet mig jeg skulle leve, bor den festglade maniac altså stadigvæk inden i mig. Behovet er betydeligt mindre end dengang, og jeg kan heller ikke holde til det længere. Men. Jeg har længe haft brug for en ordentlig bytur, sådan en af dem hvor man giver den en over nakken, hvor tiden flyver afsted og inden man ved af det, er lyset tændt på baren og man er på vej hjem helt snaldret og glad, med et smil på læben, sharwarma i maven og dressing på jakken.
Sådan en aften havde jeg i går (og i nat). Det er længe siden jeg har grint så meget, danset så længe og været så tilfreds med en tur i byen. Da jeg fik Otto hjem i dag, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt, af the fact at jeg i går aftes drak jägerbombs og teede mig åndssvag, og i eftermiddags igen fik morhatten på og både skulle høre om Lynet McQueen og Ninja turtles, fortalt i speedsnak af en hoppende miniatureversion af mig selv.
Noget af en kontrast, som både er ret komisk og fantastisk at tænke på synes jeg.
I øvrigt har jeg tænkt rigtig meget på jeres kommentarer, til mit indlæg i onsdags, omkring savn. Og føler virkelig at jeg har fået en opvågning. Som gjorde denne weekend endnu bedre. Jeg har været mere afslappet end jeg plejer og har prøvet at vende savnet til noget positivt. For det er sgu nok meget sundt at savne. Og glæde sig.
For det gør jeg. – Glæder mig helt vildt, for jeg elsker nemlig vores søndage sammen.
De er helt særlige. Når vi ligger os i køjesengen om aftenen og læser historier, og snakker om hvad han har lavet hos sin far, mens han ligger og holder om mig, med hans bittesmå arme og siger at han har savnet mig, og med et kæmpe smil siger “du er min mor” igen og igen, er det som om at jeg glemmer at trække vejret lidt.
Jeg kan ikke sige nok gange, at det bedste jeg nogensinde har gjort, er at blive Otto’s mor. Jeg er heldig. Det bliver jeg mindet ekstra meget om hver anden søndag, særligt dagen efter et brag af en fest. For selvom det er fantastisk at være uansvarlig for en stund, og skeje ud ind imellem, kan det ikke måles med det at være mor. Det trængte jeg til at blive mindet om.
Otto’s mor i en festlig håndtegns squat.
