Skæld mindre ud

Opdragelse er et skrøbeligt emne.
Alle har en mening om det. Også dem uden børn (lad lige være med det, bare lidt).
Allerede når man er gravid, begynder man at spekulere og planlægge hvordan man skal være som forælder. De forestillinger holder ikke altid stik, skulle jeg lige hilse og sige, mens jeg rækker min iPad til barnet.

Jeg er et ekstremt følsomt menneske, har altid været det og vil nok altid være det. Jeg græder når jeg føler noget, både når jeg er glad, sur og ked af det. Det er vildt upraktisk. Men sådan er jeg bare, noget jeg har accepteret for længst. Mest af alt er jeg en af dem, som foretrækker at taaaale om alting. Virkelig meget helst. I wonder why I’m still single
Også med mit barn.

Jeg har en relativt lang lunte og er nogenlunde tålmodig når det kommer til Otto (i alle andre aspekter af mit liv er jeg en gimpe uden tålmodighed), men ligesom alle andre forældre, kan jeg godt blive edderspændt rasende på ham, han kan som ingen andre få mig helt ud over kanten, så jeg bliver rødglødende, urimelig og streng.
Jeg kan også råbe. Højt.
Men det virker sjældent efter hensigten.
Han bliver ked af det, jeg bliver ked af det, kort sagt: det er noget lort.

Jeg er ikke til opdragelsesbøger. Overhovedet. Ligesom at jeg ikke synes der er en bestemt måde at gøre tingene på, som forælder. Børn er forskellige og der er vist ingen regelbog (vel?). Men engang imellem bliver man nødt til at ty til google, veninder og bøger/magasiner/whatever, for at blive bekræftet i at man ikke er ved at fucke sit barn op. Sådan har jeg det i hvert fald.
For nogle år siden fandt jeg bogen “Skæld mindre ud”. Dingdong og hurra. Den er altså god og slet ikke prædikende eller opdragelsesagtig.
Jeg læste den første gang da Otto gik igennem sin første voldsomme selvstændigheds-trodsige-lorte-periode og har lige læst den igen, da vi for tiden igen har lidt krise. Begge to.
Jeg kan bestemt anbefale bogen, hvis man ligesom jeg indimellem føler sig lidt lost, og ikke gider være den sure voksne.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

14 replies
  1. Marina / cand.mor says:

    Jeg får bare fniller, når jeg hører ordet anerkendende. Lige som i anerkendende ledelse. Men kunne da være, at jeg skulle give bogen et forsøg, når den tid kommer – pt. er den største konflikt sove/ikke-sove, mos/ikke-mos.

    Svar
    • Sneglcille says:

      Så er vi to. Og der er da også passager og afsnit i den, som jeg glider let og elegant over. Men der er nogle rigtig fine eksempler på hvordan man undgår konflikter, og DET er guld værd med en stædig 3 årig.

      Svar
  2. Luna says:

    Åh, den skal jeg vist lige have genlæst, også 1’eren “skæld ud”, for min 3 årige er også meget grænsesøgende og en mor, der ikke får sin nattesøvn og i øvrigt har 3 uger gammel baby klistret på sig 24/7, har ikke lige det vildeste overskud til at undgå konflikter. Dårlig samvittighed all over the place, når sønnen er lagt i seng og man føler, man har skældt ud hele eftermiddagen. Øv!

    Svar
  3. Anette says:

    Jeg har det på præcist samme måde – kan snakke ALT ihjel, ikke altid en egenskab andre synes er fed. Ret mange andre gad godt, at man bare gad at holde kæft ind imellem…

    Men det lyder måske også lidt som en bog, jeg burde læse. Jeg kan også ind imellem blive ederspændt rasende på Silje, og råbe – højt.

    Svar
  4. Sanne says:

    Er virkelig glad for at læse, at der er flere, der græder, både når de er vrede og kede af det eller bare virkelig oppe at køre. Det er SÅ irriterende, mega dårlig evne at have, for folk forstår det bare ikke…

    Svar
  5. Sebrina says:

    Det kunne da være at jeg skulle lure lidt i den… for hold du kæft hun er streng nu herhjemme. 2,5 år og prøver i den grad grænser af nu. Selvom jeg prøvet at tælle til 10 (okay 5) så går det sgu ikke altid hver gang. Slet ikke kl. 4 om natten…. 4 nætter i træk.
    Må prøve, bare lidt.

    Svar
  6. sophie says:

    mine følelser kommer også ud som gråd. rimlig meget pænt nedtur. er i øvrigt også sådan en der mener, at folk der ikke har bør, ikke skal snakke om opdragelse. så det vil jeg lade vær med 🙂

    Svar
  7. Lotte says:

    Får også fnidder af “anerkendende” – og af “omgås” – jeg “omgås” ikke mine børn; dem er jeg sammen med – men jeg omgås mine kollegaer.
    Nåh. Men altså. Det er faktisk en ret god bog. Jeg blev klogere af at læse den…og det er jeg sgu ikke blevet af ret mange af børne/mor bøgerne på markedet. Go’ fornøjelse…og husk – “det er bare en fase” (pik mig i øret!)

    Svar
  8. Michelle says:

    Puha, jeg genkender mig selv alt for godt i hvad du skriver. Men jeg undrer mig bare om noget. Hvorfor må folk uden børn ikke have en mening om opdragelse? Bare fordi man ikke har et barn, kan man vel stadig danne en idé om hvordan man vil bære sig ad med det og hvad man synes er “det rigtige” 🙂

    Svar
    • Sneglcille says:

      Det må de gerne. Det havde jeg selv. Tror bare jeg prøvede at være sjov i det, men jeg oplevede på et tidspunkt at flere i min omgangskreds (uden børn) pludselig blev opdragelseseksperter, det er lidt trættende, når man prøver at gøre det så godt man kan.

      Svar
      • Michelle says:

        Ja, selvfølgelig, det kan jeg godt forstå 🙂 Det handler vel bare i sidste ende om at vide, hvad du synes er rigtigt, så må de andre have deres mening.

        Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *