Mor er aldrig syg!

Fra 24 timer. Torsdag d. 17 januar.
Mor er aldrig syg!
Da min søn startede i vuggestue for to år siden, var det samtidigt starten på halvandet år med utallige sygdomme. Den ene tog den anden, og vi var slået ud af bræksyge, feber, hoste og snotnæser. Der var ingen begrænsninger for, hvilke sygdomme han fik skrabet sammen og tog med hjem, og jeg fik hver og en, også dem, han ikke engang selv fik.

Forrige vinter var vi syge på skift i to måneder. Trods de mange råd, som afspritning af både barn og undertegnede, uld fra top til tå, biostrath, grøntsager og C-vitamin-overload, ramte det os igen og igen, intet virkede. Jeg var dømt ude grundet influenza og pandehulebetændelse, og min dreng var en omvandrende snotnæse med 38,4 i feber.

Heldigvis er det blevet bedre, efter han er startet i børnehave, eller det var det. For ikke længe siden hørte jeg mig selv sige, at nu var det godt nok også ved at være længe siden, jeg havde været syg.

DET må man aldrig sige højt, for så kommer bræksygen for fuld drøn, det gjorde den i hvert fald her. Og så sent som i sidste weekend begik jeg fejlen igen, ?Høh! Jeg har slet ikke haft den der influenza, alle piver over ? Jaer!?

Klip til mandag aften, hvor feberen sneg sig ind på mig og bankede mig hårdt i hovedet, og nu ligger jeg så her.

Så meget, som jeg nu kan. For når man er mor, er der lige den lille detalje, at det med at lægge sig syg ikke er en mulighed.

Selv om jeg aldrig før har været syg så ofte, som efter jeg er blevet mor, har jeg til gengæld heller ikke skullet ignorere mit eget helbred så meget.

Muligheden for at slumre under et tæppe med kamilledrop og tv-serier, mens man popper panodiler og ynker sig selv, er der ikke rigtigt. For der er næsten altid en lille fidus, som enten er mere syg end en selv, eller bare har brug for, at man står oprejst og er voksen i det. Så det gør jeg. Trodser feber og andre ondheder og smører leverpostejmadder og synger ?Søren Banjomus,? omend i en lidt mere hæs udgave end normalt. En jazzet version.

Weekendens top 2.

Top 2 over komplimenter modtaget i weekenden:
“Jeg vil gerne spise morgenmad af din røv” og “Jeg er så træt af at min kone læser dit lort hele tiden”.

Førstnævnte lægger lidt op til en ny omgang “ting du ikke skal sige til hende”. Det er også ved at være længe siden sidst….

 

Mor er aldrig syg!

Fra 24 timer. Torsdag d. 17 januar.
Mor er aldrig syg!
Da min søn startede i vuggestue for to år siden, var det samtidigt starten på halvandet år med utallige sygdomme. Den ene tog den anden, og vi var slået ud af bræksyge, feber, hoste og snotnæser. Der var ingen begrænsninger for, hvilke sygdomme han fik skrabet sammen og tog med hjem, og jeg fik hver og en, også dem, han ikke engang selv fik.

Forrige vinter var vi syge på skift i to måneder. Trods de mange råd, som afspritning af både barn og undertegnede, uld fra top til tå, biostrath, grøntsager og C-vitamin-overload, ramte det os igen og igen, intet virkede. Jeg var dømt ude grundet influenza og pandehulebetændelse, og min dreng var en omvandrende snotnæse med 38,4 i feber.

Heldigvis er det blevet bedre, efter han er startet i børnehave, eller det var det. For ikke længe siden hørte jeg mig selv sige, at nu var det godt nok også ved at være længe siden, jeg havde været syg.

DET må man aldrig sige højt, for så kommer bræksygen for fuld drøn, det gjorde den i hvert fald her. Og så sent som i sidste weekend begik jeg fejlen igen, ?Høh! Jeg har slet ikke haft den der influenza, alle piver over ? Jaer!?

Klip til mandag aften, hvor feberen sneg sig ind på mig og bankede mig hårdt i hovedet, og nu ligger jeg så her.

Så meget, som jeg nu kan. For når man er mor, er der lige den lille detalje, at det med at lægge sig syg ikke er en mulighed.

Selv om jeg aldrig før har været syg så ofte, som efter jeg er blevet mor, har jeg til gengæld heller ikke skullet ignorere mit eget helbred så meget.

Muligheden for at slumre under et tæppe med kamilledrop og tv-serier, mens man popper panodiler og ynker sig selv, er der ikke rigtigt. For der er næsten altid en lille fidus, som enten er mere syg end en selv, eller bare har brug for, at man står oprejst og er voksen i det. Så det gør jeg. Trodser feber og andre ondheder og smører leverpostejmadder og synger ?Søren Banjomus,? omend i en lidt mere hæs udgave end normalt. En jazzet version.

Weekendens top 2.

Top 2 over komplimenter modtaget i weekenden:
“Jeg vil gerne spise morgenmad af din røv” og “Jeg er så træt af at min kone læser dit lort hele tiden”.

Førstnævnte lægger lidt op til en ny omgang “ting du ikke skal sige til hende”. Det er også ved at være længe siden sidst….

 

Teknisk retarderet

Teknisk snilde er ikke noget jeg ejer.

Måske har I bemærket mit fravær de sidste dage, måske har I ikke. Jeg har jo ævlet på facebook (om fødende mænd blandt andet) en del, så måske er I bare skidetrætte af mig. MEN. Jeg kan godt lide at tro på at I selvfølgelig klart har bemærket at her har været stille Måske har I endda været bekymrede.

Hvor jeg har været spørger I så måske?
Johmen, altså! Der har været knas her på siden de sidste par dage.
Og hvis det ikke var for min helt cykelrytteren havde jeg sikkert siddet og kigget panisk ind i skærmen endnu. Og grædt.
For der skete det at jeg for et par dage siden pludselig intet kunne gøre blogmæssigt.- Kunne ikke skrive indlæg, ikke se mine indlæg, ingenting. Når jeg loggede ind, så det helt forkert ud. Oh the drama! Da jeg opdagede det. Blodet forsvandt fra mit ansigt og jeg blev træt. Men nu ! NU kan jeg igen skrive. Hurra.
Måske har I også undret jer over at mit seneste indlæg, om hvad jeg skal nå i det nye år er væk, det er helt rigtigt. Væk er det. Men føromtalte cykelhelt har lovet at prøve at grave det frem. Bless him! Helt op i stjernene.

Indtil da, kan jeg da tilføje at endnu en af de ting jeg skal gøre i 2013 er at blive bedre til at backe mine indlæg the fuck up…

Og at der bør være grænser for hvor meget jeg må bruge ordet måske i et indlæg…

 

Teknisk retarderet

Teknisk snilde er ikke noget jeg ejer.

Måske har I bemærket mit fravær de sidste dage, måske har I ikke. Jeg har jo ævlet på facebook (om fødende mænd blandt andet) en del, så måske er I bare skidetrætte af mig. MEN. Jeg kan godt lide at tro på at I selvfølgelig klart har bemærket at her har været stille Måske har I endda været bekymrede.

Hvor jeg har været spørger I så måske?
Johmen, altså! Der har været knas her på siden de sidste par dage.
Og hvis det ikke var for min helt cykelrytteren havde jeg sikkert siddet og kigget panisk ind i skærmen endnu. Og grædt.
For der skete det at jeg for et par dage siden pludselig intet kunne gøre blogmæssigt.- Kunne ikke skrive indlæg, ikke se mine indlæg, ingenting. Når jeg loggede ind, så det helt forkert ud. Oh the drama! Da jeg opdagede det. Blodet forsvandt fra mit ansigt og jeg blev træt. Men nu ! NU kan jeg igen skrive. Hurra.
Måske har I også undret jer over at mit seneste indlæg, om hvad jeg skal nå i det nye år er væk, det er helt rigtigt. Væk er det. Men føromtalte cykelhelt har lovet at prøve at grave det frem. Bless him! Helt op i stjernene.

Indtil da, kan jeg da tilføje at endnu en af de ting jeg skal gøre i 2013 er at blive bedre til at backe mine indlæg the fuck up…

Og at der bør være grænser for hvor meget jeg må bruge ordet måske i et indlæg…

 

Man skulle være blevet hæphåpper…

Selvom både Drake og 2 Chainz normalt decideret irriterer mig, og jeg faktisk godt kan få det en lillebitte smule stramt når der går for meget “bitches and hoes” i hiphop, har jeg alligevel hørt denne enormt meget på det seneste (måske fordi jeg er så betaget af Kendrick Lamar?)
Og det er jo fredag. Så….

http://www.youtube.com/watch?v=liZm1im2erU

Man skulle være blevet hæphåpper…

Selvom både Drake og 2 Chainz normalt decideret irriterer mig, og jeg faktisk godt kan få det en lillebitte smule stramt når der går for meget “bitches and hoes” i hiphop, har jeg alligevel hørt denne enormt meget på det seneste (måske fordi jeg er så betaget af Kendrick Lamar?)
Og det er jo fredag. Så….

http://www.youtube.com/watch?v=liZm1im2erU

Ordsærling

Så længe jeg kan huske har jeg været vild med ord, skrevet, stavet og læst alt jeg kunne komme i nærheden af. Jeg var en krampe at sidde ved siden af i bussen som barn, for jeg læste alle skilte op, højt og tydeligt. Uden undtagelse. Jeg kunne læse allerede inden jeg startede i skole og var fascineret af forskellige ord og bogstavskombinationer.
Det er jeg stadigvæk. – Nogle gange så meget, at jeg spænder ben for mig selv i netop det jeg elsker. At skrive.
facebook skrev jeg i går:
 photo 10138EF3-C1DF-4AE8-A1CE-2035942F6D44-40158-0000123E6382D6C3.jpg

Det er sådan det er. Lidt det samme som når man har en sang på hjernen.
Troede i mange år at det var normalt. Og at alle fik ord på hjernen. Det har jeg siden hen fundet ud af slet ikke er tilfældet. Men vi er dog nogle stykker. Nerdy high five til jer, der sidder og nikker med.

Nogle ord er lækre og flotte, andre gør mig dårligt tilpas, ikke på grund af deres betydning, det er bare grimme ord, som lyder forkerte og ser dumme ud; Svømmepøl, samkvem og konvolut for eksempel.

“Lækkermås” har endelig forladt min syge lille hjerne og jeg kan igen skrive nogenlunde normalt, altså lige indtil et nyt ord lander mellem mine ører…

Ordsærling

Så længe jeg kan huske har jeg været vild med ord, skrevet, stavet og læst alt jeg kunne komme i nærheden af. Jeg var en krampe at sidde ved siden af i bussen som barn, for jeg læste alle skilte op, højt og tydeligt. Uden undtagelse. Jeg kunne læse allerede inden jeg startede i skole og var fascineret af forskellige ord og bogstavskombinationer.
Det er jeg stadigvæk. – Nogle gange så meget, at jeg spænder ben for mig selv i netop det jeg elsker. At skrive.
facebook skrev jeg i går:
 photo 10138EF3-C1DF-4AE8-A1CE-2035942F6D44-40158-0000123E6382D6C3.jpg

Det er sådan det er. Lidt det samme som når man har en sang på hjernen.
Troede i mange år at det var normalt. Og at alle fik ord på hjernen. Det har jeg siden hen fundet ud af slet ikke er tilfældet. Men vi er dog nogle stykker. Nerdy high five til jer, der sidder og nikker med.

Nogle ord er lækre og flotte, andre gør mig dårligt tilpas, ikke på grund af deres betydning, det er bare grimme ord, som lyder forkerte og ser dumme ud; Svømmepøl, samkvem og konvolut for eksempel.

“Lækkermås” har endelig forladt min syge lille hjerne og jeg kan igen skrive nogenlunde normalt, altså lige indtil et nyt ord lander mellem mine ører…