Fra børn og fulde folk.

Fra 24 timer d. 10. januar

Fra børn og fulde folk. 

?Du har godt nok lang hud, hva? mor?? udbrød min søn, med et fast greb i mit maveskind, midt på Falkoner alle, da jeg var ved at spænde ham fast bag på min cykel.

Det er blot et eksempel ud af mange, på de -lad mig tilføje: stærkt overdrevne, for så lang er min hud altså heller ikke – observationer min dreng gør sig, og i øvrigt glædeligt deler højlydt med andre. Helst fremmede.

For at bringe endnu et eksempel, følte han en dag trang til at henvende sig til fremmed dame i Netto med et ?Heej gumleged!?, hvortil hun (heldigvis) trak på smilebåndet, derfor kvitterede han med at informere hende om at hans mor altså ikke har en tissemand, og derfor tisser med numsen (den sidste del har vi altså fået afklaret siden hen).

Sødt og skideskægt? Jovist. Pinligt og rødmefremkaldende? Også det. Men. Det er jo sandheden. I hans verden om ikke andet.

På en eller anden måde misunder jeg hans og andre børns ligefremhed og deres sige-hvad-de-tænker måde at være på, helt uden de mindste skrupler.

Selvom jeg ganske vidst ikke er enig i at min hud er lang, at jeg er ?gammel, som et slot? og at jeg trænger til ?tykkere muskler?, men det er da på sin vis inspirerende, hvordan de kære børn bare giver slip og er helt umiddelbare i de ting de siger. Det kunne man måske lære lidt af som voksen. Og dog… For ved nærmere eftertanke, har jeg mødt voksne, som netop siger hvad de tænker, uden lige at filtrere det først. Det er efter min mening knap så charmerende og skægt, når en 30 årig siger sine tanker højt i alle situationer, som når en tre årig gør det. Så måske er det meget godt at de fleste af os, lærer hvornår det er bedst at lukke munden, og i stedet lader børnene om at tømme deres tankestrøm i supermarkedet. – Altså lige indtil vi har fået et par snaps til julefrokosten, for så skal de fleste af os da nok fortælle et par sandheder, og måske som bonus vise et par nye dansemoves. Sidstnævnte er faktisk også er noget min søn gør. Alle vegne.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *