At savne

I forlængelse af dette indlæg.

Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser han går igennem, når han savner. Det gør mig stolt, at han i en alder af tre år er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud. Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting han skal gå igennem.

Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar han kan forstå, når han igen spørger hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for hvor meget han skal indblandes, er hårfin.
Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.

Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde skal føle sig skyldig i at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.

Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, ?Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven?.

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på når tid er.

Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt. Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begger prioritere højt. At Otto skal se at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.

Nogle gange er jeg bange for at det forvirrer vores søn mere end det gavner, men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det.

6 replies
  1. Mie
    Mie says:

    Kære søde Cille!
    Jeg er selv et delebarn, ligesom Otto. Mine forældre har fuldstændig et forhold, som dig og Ottos far (altså sådan som jeg forstår det i hvert fald). De er også utrolig gode venner og snakker sammen stort set hverdag. Jeg må være ærlig at sige, at det også bare kan være dybt forvirrende nogengange. Jeg værdsætter det utrolig meget, at de er så gode venner. Men ligeså meget som det gavner, forvirrer det desværre også…

    Men forsæt endelig med at være de bedste venner – kan forstille mig, at det kun er værre hvis ens forældre ikke kan snakke sammen 🙂

    Tanker fra Mie

    Svar
  2. Sandra
    Sandra says:

    Mine forældre gik fra hinanden da jeg var to, så jeg er også dele barn. I starten (af det jeg kan huske) snakkede mine forældre godt sammen, men da jeg blev omkring de 9-10 år var det kun nogle gange de kunne snakke sammen, og det har været rigtig hårdt for mig at jeg har i sådan en ung alder skulle høre min far svine min mor til, og se dem skændes. Indtil jeg blev omkring 15 år ca. har jeg været ‘mægler’ imellem dem, og hørt på mange grimme ord fra min far, om min mor, og en lille smule fra min mor også. Og det har været utrolig hårdt.

    Og ville ønske min mor og far havde kunne snakke godt sammen. Så fra min synsvinkel, tror jeg at det er mest gavn 🙂

    Svar
  3. Katrine
    Katrine says:

    Cecilie, jeg tror helt sikkert I gør det rigtige 🙂 Som du selv siger er Otto god til at mærke sig selv, og god til at sætte ord på sine følelser og stille spørgsmål, hvilket tror jeg er rigtig vigtigt i forhold til niveauet af forvirring. Især mens han stadig er så lille, tror jeg det er rigtig vigtigt at han ser sin far og mor være gode venner og et stærkt team omkring ham, og jeg synes det er virkelig flot at du og Freelancer har kunnet formå at være så meget sammen om ham, som du beskriver I er, især når man tænker på hvor ulækkert hårdt det var for dig da I gik fra hinanden. Jeg er sikker på at når Otto bliver ældre, kommer han til at være pisse taknemmelig for at være vokset op UDEN tvivl om hvorvidt hans forældre kan holde hinanden ud, og at have haft “mor og far” som en del af sin hverdag, og ikke kun “mor” og “far”. 🙂

    Jeg er selv skilsmissebarn – godt nok gik mine forældre fra hinanden da jeg var 16, så jeg har naturligvis ikke været det samme igennem som Otto, men det jeg er mest ked af er det dér med at alt er så pisse opdelt nu. I min familie er der ABSOLUT ikke nogen tale om at fx spise aftensmad sammen en eller anden dag, SELVOM alle egentlig enes fint, netop fordi mine forældre ikke har villet gøre det hårdere end det var i forvejen for os børn, men jeg tror sgu det har haft modsat effekt og har bidraget meget mere til den der følelse af at familien er delt i to på alle punkter.

    Giv dig selv et klap på skulderen, du! Her får du i hvert fald et fra mig. 🙂

    Svar
  4. Cæcilie
    Cæcilie says:

    Jeg er ikke delebarn, jeg er skilsmissebarn. Der er stor forskel i min verden. Jeg har været midtpunkt i statsamtsager, skænderier hvor jeg skulle vælge side og er vokset op med dårlig samvittighed overfor far når jeg var hos mor og omvendt. Mine forældre kunne ikke sammen overhovedet, og kan det heller ikke den dag i dag. Der er fordele og ulemper ved alt – delebarn/skilsmissebarn-situationen er ingen undtagelse. Fordelen ved at mine forældre ikke kan sammen er, at jeg så bedre forstår og kan acceptere at de ikke er sammen mere. Ulempen er, at jeg ikke har følt at jeg kunne vise min kærlighed for dem, overfor den modsatte forælder, og den førnævnte problematik med dårlig samvittighed m.m.
    Det kan ikke undgåes at Otto bliver en smule forvirret over ordningen, men jeg vil stadig mene at I gør det rigtige. At I har formået at gøre et parforhold til et venskab er beundringsværdigt, og det er en flot ting at lære Otto. Og at I kan hygge jer sammen og lave ting sammen, kan aldrig blive en dårlig ting.

    Jeg synes du klarer det godt (så meget som bloggen tillader mig at danne et indtryk), og jeg er ikke i tvivl om at Otto bliver et lille vellykket menneske – hvordan kan han andet, når han er omgivet af to forældre som elsker ham, og respekterer hinanden?

    Svar
  5. Astrid
    Astrid says:

    Jeg er kernefamiliebarn(??) og har alle dage, da jeg blev gammel nok været forvirret over hvorfor dog mine forældre var sammen, når de så tydeligt syntes at hinanden var så pisseirriterende.
    Jeg tror hvis man er en lille grubler så forvirrer verden lige meget hvordan den ser ud.
    Og det er ikke for at forklejne dine tanker. Jeg har selv to delebørn. Den lille var 4 mdr da faderengik og der skal jo ikke meget fantasi til at se hvilke lighedstegn de kommer til at lave omkring omstændighederne når de bliver større.
    Jeg tænker selv alle de tanker som du gør. Men når jeg ser det lidt udefra – på en blog og i kommentarer så bliver jeg sgu bare så træt af den patent kernefamilien har tager på ‘normal’ og ‘det gode’. Vi formes som mennesker af det vi møder, og Otto lyder til at være verdens sejeste dreng!

    Svar
  6. Mig
    Mig says:

    Min nieces forældre har ikke boet sammen, efter hun blev født. De bliver ALDRIG noget i nærheden af kærester igen, men de er gode venner og følges til arrangementer i skolen, fritidsaktiviteter mv. Flere af min nieces venners forældre er blevet skilt/ ligger i bitre skilsmisseforhandlinger, og som hun flere gange har sagt til sin mor og far: “Jeg er bare SÅ glad for, I kan snakke med hinanden og snakker ordentligt om hinanden”. Hun er 10 år i dag. Du gør det så godt!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *