3….2….1… spring!

Jeg føler lige nu at jeg er på vej op ad en klippe, en motherfucker stejl klippe. Luften er tynd, kold og vammel, mit hoved dunker af smerte, og det vrimler med forhindringer. Mudderhuller, grus (det er faktisk skidesvært at klatre i!), sylespidse sten og små irriterende pis-myg, som stikker mig og siger den der helt vildt irriterende lyd *bzzyyybzzzyyybzzzbzzzyyybzzzyyybzzzyyy* lige ind i mine ører.

Men jeg er næsten nået toppen og kan næsten se udover kanten, men ikke helt, så jeg ved endnu ikke hvad der venter på den anden side. Iskoldt hajfyldt vand, et sort hul, flere forhindringer og pegende fingre, en oase med turkisblåt vand, reggaerytmer og paraply cocktails? Jeg aner det ikke. Jeg kan ikke vente med at finde ud af og har lyst til at spurte de sidste meter hen til kanten, for at springe ud i det.
Men mine ben standser mig. Min hjerne bliver mørk og hvisker til mig at jeg skal vende om. Det er for, hårdt siger den. Du kan ikke tåle nederlag. Du er svag.

Jeg vil allerhelst skide på den hjerne.
Stikke den en fuckfinger, efterlade den i mudderet og gå det sidste stykke uden den.
Hvordan? Griner den hånligt af mig. Det er jo mig der har fundet på det hele, uden mig er du ingenting.

Den har jo ret! Den lille pisseforvirrede, ondskabsfulde usikre lort af en hjerne, har ret..
Så jeg er tvunget til at stoppe op.  Tage et hvil. Sætte mig ned, fokusere på noget andet.
På hvordan jeg når toppen, og tage fokus fra hvad det er der venter mig, på den anden side.

Det er det jeg gør nu. Stopper op. Mærker efter. Tager tilløb.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *