I forlængelse af dette indlæg…
Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser, han går igennem, når han savner. Det gør mig faktisk stolt, at han i en alder af tre år, er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan, og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud. Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting, han skal gå igennem.
Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet, når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar, han kan forstå, når han igen spørger, hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for, hvor meget han skal indblandes, er hårfin.
Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.
Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde, skal føle sig skyldig i, at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.
Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, “Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven”
Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på, når tid er.
Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt, også selvom det kan være svært at rumme for mig. Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begge prioriterer højt, men som har taget tid at nå frem til at kunne. Men Otto skal se og opleve, at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.
Nogle gange er jeg bange for, at det forvirrer vores søn mere end det gavner (jeg kan til tider selv blive forvirret og rundt på gulvet af det) men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det. Og det er trods alt det vigtigste, selvom jeg ville ønske situationen var anderledes, for den sorg og det savn han (og jeg, og sikkert også hans far) føler, bliver aldrig nemt at skulle kapere. Det er hvad det er, og vi skal have det bedste ud af det. For Ottos skyld.
