Jeg har før ytret min kærlighed til junk-tv. Det står jeg ved.
Dog sætter jeg grænsen ved paradise hotel og det der junglepis med de samme deltagere.
Her til aften kunne jeg tilføje endnu et program til den liste.
For lækker til Love… Hvad helvede foregår der??? Jeg har da set det før, bevares.
Men har først i dag indset hvor kikset et program det er.
Det minder en smule om Singleliv, som vises på kanal 4, bare mere uintelligent og opstillet. Hvilket er ret imponerende, eftersom at singleliv oftest er noget med små kiksede mænd som siger ting ala “jeg har herpes på dilleren”og kvinder uden udstråling.

Der skete desværre bare det, at da jeg først havde tændt for det der For lækker til love,
var det svært at slå væk.
– Som en bilulykke, med snotdumme skabede møgunger i fokus.

Og jowjow, jeg ved godt at det er instrueret. I know I know. Men alligevel. Jeeez.

Nææhæ du. Så vil jeg altså hellere se noget Kaare Sand ish.
Eller The real housewives.
Eller Jersey Shore.
Eller hvad som helst på TLC.

Jeg har før ytret min kærlighed til junk-tv. Det står jeg ved.
Dog sætter jeg grænsen ved paradise hotel og det der junglepis med de samme deltagere.
Her til aften kunne jeg tilføje endnu et program til den liste.
For lækker til Love… Hvad helvede foregår der??? Jeg har da set det før, bevares.
Men har først i dag indset hvor kikset et program det er.
Det minder en smule om Singleliv, som vises på kanal 4, bare mere uintelligent og opstillet. Hvilket er ret imponerende, eftersom at singleliv oftest er noget med små kiksede mænd som siger ting ala “jeg har herpes på dilleren”og kvinder uden udstråling.

Der skete desværre bare det, at da jeg først havde tændt for det der For lækker til love,
var det svært at slå væk.
– Som en bilulykke, med snotdumme skabede møgunger i fokus.

Og jowjow, jeg ved godt at det er instrueret. I know I know. Men alligevel. Jeeez.

Nææhæ du. Så vil jeg altså hellere se noget Kaare Sand ish.
Eller The real housewives.
Eller Jersey Shore.
Eller hvad som helst på TLC.

I forlængelse af dette indlæg.

Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser han går igennem, når han savner. Det gør mig stolt, at han i en alder af tre år er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud. Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting han skal gå igennem.

Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar han kan forstå, når han igen spørger hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for hvor meget han skal indblandes, er hårfin.
Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.

Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde skal føle sig skyldig i at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.

Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, ?Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven?.

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på når tid er.

Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt. Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begger prioritere højt. At Otto skal se at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.

Nogle gange er jeg bange for at det forvirrer vores søn mere end det gavner, men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det.

I forlængelse af dette indlæg.

Jo større min søn bliver, jo flere ord kommer der på de følelser han går igennem, når han savner. Det gør mig stolt, at han i en alder af tre år er i stand til at mærke sig selv så meget som han kan og at han ikke er bange for at stille spørgsmål.
Det er fascinerende at følge hans tankegang og se ham prøve at regne verden ud. Selvom det også til tider kan være svært, for mig, hans mor, ikke at påtage mig skylden for mange af de svære ting han skal gå igennem.

Som delebarn er det nogle store følelser han skal gennemgå i en forholdsvis tidlig alder. Savn er noget han mærker til på daglig basis, nogle dage værre end andre og det smerter mig i hjertet når han kigger på mig med store øjne og forventer et svar han kan forstå, når han igen spørger hvorfor hans far ikke bor hos os.
Jeg informerer ham så meget som jeg nu kan, men synes samtidigt at grænsen for hvor meget han skal indblandes, er hårfin.
Børn skal efter min mening, ikke rodes ind i de voksnes problemer, uanset størrelsen af dem.

Det værste jeg kan forestille mig, er hvis han på en eller anden måde skal føle sig skyldig i at vi ikke er sammen længere. For det er han selvfølgelig ikke. Tværtimod.

Min forklaring lyder for det meste, at vi hellere ville være venner, end kærester, og derfor ikke bor sammen, ?Du bor jo heller ikke sammen med Willi, selvom han er din ven?.

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før den forklaring avler flere spørgsmål, og dem skal han nok få svar på når tid er.

Jeg priser mig lykkelig for det forhold hans far og jeg har til hinanden i dag.
Det er et venskab som jeg vægter højt. Vi snakker sammen næsten dagligt og der er i den grad plads til spontane aftensmadsbesøg, når savnet bliver for svært. Det er noget som vi begger prioritere højt. At Otto skal se at vi kan være i rum sammen og at vi ønsker at være sammen med ham, ikke kun hver for sig.

Nogle gange er jeg bange for at det forvirrer vores søn mere end det gavner, men på den anden side, ved han at vi er der for ham og at vi er et team, selvom vi ikke er kærester og heller ikke bliver det.

Kan I huske det Basement Jaxx nummer?
Det kører pt på fulde drøn i mit hoved. Ikke fordi jeg er specielt glad for det, trods gode festlige minder.
Næh. En læser skrev til indlægget Ordsærling, om hvordan der ofte kører sange i hendes hoved, som matcher det hun er i færd med. Det er lidt det samme jeg oplever, når jeg i skrivende stund skråler “Whææææres your hæææd at!”, om og om indeni hovedet.
Jeg har en proppet kalender og et par deadlines, som hænger og flagrer og det gør at jeg har svært ved at fokusere, og derfor overspringshandler på den vilde måde.

Men nu må det være nok. Jeg har hældt fløde i min kaffe, bare fordi det er lækkert (jo det er), og sat mig til rette i mit gamle børneværelse (nu kontor), i mine forældres lejlighed.
Hvis udsigten her ikke kan samle mine tanker, så ved jeg ikke hvad kan…