Skilsmissetanker

Fulgte I med da DR havde skilsmisse tema?
Jeg gjorde. Med ondt i maven og tårer i øjnene.
Det er et følsomt emne for mig stadigvæk. At Otto er skilsmissebarn. Eller delebarn.
Jeg er om nogen fortaler for, at man ikke skal blive sammen for børns skyld og jeg ved at det oftest er bedst for alle parter at leve hver for sig. Mine egne forældre er et bevis på dette, præcis ligesom jeg selv er det. MEN jeg forstår virkelig godt dem, som prøver til det sidste. Flover mig selv engang imellem over at vi ikke kæmpede for det, dengang. Jeg trøster mig med at Otto ikke kender til andet. – At jeg er gladere nu end jeg ville være i et forhold med hans far, at vi samarbejder som forældre og begge har rum, tid og overskud til Otto, når vi har ham hver især.
Jeg har det godt. Det har Otto også. Han er glad, sej og tryg.
Men når han ser på mig med sine store blanke grønne øjne, og spørger mig hvorfor hans far bor et andet sted, går jeg lidt i stykker hver gang og har lyst til at kramme ham og aldrig give slip.

Jeg ved at det for børnene, er en svær virkelighed og her er Otto ingen undtagelse. Det gør ondt på mig.

20 replies
  1. Debbie says:

    Jeg er også vokset op i en skilsmissefamilie, men mine forældre blev bare først skilt da jeg var 12 år, og når man har den alder og ens forældre bliver skilt, så forstår man mere eller mindre alting der sker omkring én. Jeg syntes heldigvis på det tidspunkt også at det var for det bedste, selvom det var hårdt, men mine forældre passede bare ikke sammen mere. Otto er jo faktisk heldig, i dét at han ikke forstår det, for han kender ikke til andet. Der er sgu ikke noget værre, end når man som barn kan se og forstå, at mor og far gør hinanden kede af det. Jeg hadede det i hvert fald selv.

    – Debbie
    http://www.youknowmyface-notmystory.dk

    Svar
  2. Christina says:

    Kan virkelig godt følge dine tanker, og tænker ofte at det værste i hele verden ville være, hvis mine (kommende) børn engang skulle ende som delebørn – (social arv og statistisk er der jo gode muligheder for netop dét)…
    Ikke desto mindre er jeg selv skilsmissebarn – blev det som 1 årig, har aldrig kendt til andet, og har aldrig “følt mig” som sådan. Har selvfølgelig veninder der har været fortvivlede over rykken frem og tilbage mellem mor og far, vidt forskellige regler og uvenskab, MEN så længe i er glade, Otto aldrig har kendt til andet og i taler pænt med og om hinanden, er jeg sikker på, at du ikke skal være bekymret og få ondt i hjertet!
    Har altid været hos mor (og senere ny mand, som jeg altid har set som far) og kun sparsomt set min far – overhoved ikke det optimale scenarie (for forældrene) men jeg har altid synes at det var det mest naturlige i verden!
    Du er sej – og Otto bliver helt sikkert det samme!! 🙂

    Svar
    • Sneglcille says:

      Det lyder præcis som min opvækst. Jeg er også vokset op hos min mor og senere med min stedfar, som flyttede ind da jeg var 6. Og selvom jeg i dag ikke tænker videre over det, kan jeg alligevel godt huske savnet, som Otto føler nu. Måske netop fordi jeg ikke så min far så tit.

      Svar
  3. Københavnerhjerte says:

    Jeg magtede ikke at se det… Måske er jeg ikke klar, måske er jeg bare mæt af det der også er min hverdag.

    I overmorgen er det et år siden at jeg blev alene med mine drenge… Og jeg ved ikke om jeg skal sætte flaget på halvt eller hejse det. For som du selv skriver, så skal man ikke blive sammen for børnenes skyld – og vi havde jo prøvet. Jeg havde ihvertfald…

    Den dag i dag er alt det negative væk, og jeg undrer mig til tider over at han traf det valg.

    Den dag mine drenge kommer og spørger mig ad, så er jeg sikker på at det rammer mig som en knytter i mavesækken. Men jeg håber jeg kan give dem et svar de kan forstå og accepterer…

    Indtil videre er vi nået til “Hvor er far?” Og det er fint med dem, når jeg fortæller at han er på arbejde.

    Den jeg syntes rammer mig hårdest er når de er kede af det/sure o.l. og vi måske er kommet skævt fra start af og de så græder mig lige ind i ansigtet og med bævrene underlæbe græder “Jeg vil hjeeeem til faaaaar”…
    Ind med kniven og ud igen. AV.

    Fedt billede iøvrigt…..

    Svar
  4. Kathrine Johansen says:

    Jeg så desvære kun et afsnit af det! For jeg glemte det altid, men jeg er skilsmissebarn, men det gør ikke så ondt på mig, men kan godt forstå en smule hvorfor det gør ondt på nogle :).

    Svar
  5. lene says:

    Jeg kan godt forstå det er svært! Omvendt så jeg også nogle af de programmer og jeg synes det gennemgående problem var, at forældrene ikke kunne samarbejde – altså en stor forskel fra jeres situation. Jeg synes det var nogle meget egoistiske forældre jeg så i programmerne, og for mig virker det som om at det slet ikke kan sammenlignes med jeres situation…

    Jeg har læst alle indlæg på din blog, og har aldrig tænkt, at nu må du lige tage dig sammen som forældre 🙂

    Svar
  6. Mette says:

    Jeg er også sikker på at man kan have det ligeså godt som alle andre selvom ens forældre er skilt. Det er der mange gode eksempler på i min vennekreds. Men du har ret i, at det er svært når man er barn. Mine forældre er ikke skilt, men da jeg var lille kunne jeg begynde at græde bare ved at tænke tanken at de skulle blive skilt. Måske lærer skilsmissebørn, modsat andre børn, at livet godt kan gå videre og være dejligt, selvom et parforhold brister. Det er da også en okay vished at have med i bagagen.

    Svar
  7. Lullue says:

    Jeg er også selv skilsmisse barn, og har været det siden jeg var et år. Jeg har faktisk aldrig været ked af det faktum, eller ønsket at mine forældre hellere skulle være sammen. De har altid været som hund og kat, og har IKKE været særligt gode til at samarbejde. De har bagtalt hinanden til mig, hvilket var virkelig, virkelig ufedt. De har begge fået nye ægtefæller. Min stedfar er meget flink, har dog været temmelig streng. Min stedmor er tæt på forfærdelig, og har altid ved hysterisk jaloux og ondskabsfuld overfor mig og min bror, så man nærmest hellere ønskede sig Snehvides stedmor.

    Til trods for den opvækst, så er jeg stadig ikke ked af at være skilsmissebarn. Sådan er det bare, og sådan har det altid været. Hellere skilsmissebarn, end at vokse op med forældre, der opfører sig som hund og kat. Men husk på børnene bagefter, også når det gælder en ny kæreste! Jeg kommer nok aldrig helt til at tilgive min far, at han valgte at udsætte os børn for den behandling.

    Bottomline: Jeg syntes ikke det var en svær virkelighed for mig, at mine forældre var skilt – dét der var svært, var at de ikke kunne opføre sig som særligt ansvarlige og omsorgsfulde mennesker. Så længe man kan finde ud af det, er det efter min mening ligemeget om man er skilt eller ej.

    Svar
    • Sneglcille says:

      Tak for din kommentar. Du har helt ret. Jeg er også vokset op med skilte forældre, det vænnede jeg mig til og det er heller ikke noget jeg som jeg er ked af i dag. Dog husker jeg at det var svært da jeg var helt lille.

      Svar
  8. Kasper says:

    Jeg kan næsten mærke tårene presse sig på. Men en rigtig mand må ikke vise følelser (ironi anvendt)… For jeg hader mig selv for at stå i samme situation som dig – den dag, da min søns mor og jeg ikke længere kunne se fremtiden sammen. Han er 13 måneder, og jeg frygter og gruer for den dag, når min søn stiller det samme spørgsmål som din stiller dig. Så blir det min tur til at dø en smule indvendigt… For fanden det bliver hårdt 🙁

    Svar
  9. Britt says:

    Kunne have skrevet det selv … suk! Det er bare ikke det man drømte om. Som min barndomsveninde, der ligger i skilsmisse, sagde: Britt, det her legede vi sgu da aldrig, da vi legede rolleleg som børn!
    Uanset om det er det rigtige eller ej, så føles det forkert, når barnet forholder en virkeligheden.

    Svar
  10. Fru Buur Bækgaard says:

    Jeg så lidt af det. Og jeg tænkte på dig. For i mine øjne er du indbegrebet af en velfungerende delefamilie. Og selv om det kan gøre ondt og være hårdt, så elsker jeg din historie for at bekræfte mig i min holdning: at det kan være til alles bedste at leve hver for sig!

    Svar
  11. Anne says:

    Jeg så det, og efterfølgende googlede jeg for sjov sammenbragte familier, som åbenbart har deres egen hjemmeside for bonusmødre og mødre. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg blev fuldstændig forbavset over, hvordan nogle mødre og bonusmødre kan tænke i situationer med skilsmissebørn. Der var en mor, der skrev, at hendes nye kæreste nægtede filmhygge, så hun havde forklaret hendes børn, at de ikke måtte være i stuen om aftenen, men kun på deres værelser? Hvad fuck er det? Og sådan fortsatte det i et væk med voksne mødre og bonusmødre, som skrev om hvor forfærdelige deres kærestes børn er, eller om det er okay, at deres børn ikke er velkomne i deres eget hus for deres nye kæreste?

    Jeg har læst din blog fra start til slut, og jeg har aldrig tænkt på, hvor synd det er for Otto, at han er skilsmissebarn. det er selvfølgelig ikke det optimale, men han er en heldig dreng. Han har en mor og far, der kommunikerer og laver ting sammen med ham. Jeg er sikker på, at han ikke bliver mærket af det, fordi I netop er så gode for ham. Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg ville da ønske, at mine forældre ville have taget mig med i cirkus, da jeg var på Ottos alder, som I gjorde og oveni købet med hans lillebror. Jeg synes, det viste så meget af jer som forældre.

    Svar
  12. Carina says:

    Elsker din kloak, og hvis alle duftede så meget af småkage, hygge og ærlighed, så ville det slet ikke være et problem, når kloakken stopper.

    Fortsæt som nu, og lad os så håbe på, at de mennesker, der ikke kendte til krydset i højre hjørne, har modtager din venlige brugerservice.

    http://www.hverdagsjam.blogspot.com

    Svar
  13. Trine says:

    Århhhhh… Jeg er lige lidt søndags shady, på en ellers skøn søndag. Og de sidste linjer slog mig lidt ihjel.
    Jeg er som mange af de andre der har kommenteret indlægget også skilsmissebarn, og et lykkeligt et af slagsen. Det der rammer mig lige her er at børn har så mange ærlige spørsmål, og at de kun spørger i bedste mening, også selvom det kan gøre så pokkers ondt at man næsten ikke kan overskue det. Børn giver os de største glæder og sætter til tider de ord der svider mest lige foran os 🙂 Go tømmermænds søndag med din skønne søn 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *