Man skal åbenbart ikke kalde børn for røvhuller i avisen

Jeg skulle nok have forudset de løftede pegefingre, da jeg valgte at omtale ulvetimebørn som røvhuller, i gårsdagens avis. – Og nej det er sikkert ikke alle børn, som lider af personlighedsspaltning mens ulvetimen står på. Faktisk er der sikkert forældre med helt igennem perfekte børn, som aldrig skider i deres bukser og altid hører efter. Jeg kender dem bare ikke. Men de findes åbenbart. I min mailbox.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Fra 24 timer d. 22 November 2012:
Røvhuller i ulvetimen
Ulvetime. Det lyder jo ret uskyldigt. Nærmest lidt rart og hyggeligt, men det kan man ikke påstå, at det er. Tværtimod er ulvetimen noget, som alle forældre, jeg kender, bander langt væk. Og kan vi lige blive enige om, at det jo ikke bare er én time, det står på, vel?

Jeg kan ligeså godt sige det lige ud: Børn er nogle røvhuller fra kl. 16 til 18. At tage et barn med nogen som helst steder i dette tidsrum i hverdagene, er dødsdømt fra starten af. At jeg gør det gang på gang, er min fejl og jeg ryster jeg på hovedet af mig selv når det sker. Godt nok kan en banan og noget Ninja Turtles på iPhonen gøre underværker og tæmme ulvebarnet en smule. Bare ikke altid. Slet ikke når barnet er tre år og står med begge fødder solidt plantet i noget selvstændighedsalder, og derfor har en klar ide om, hvordan tingene skal gøres – helt ned til mindste detalje. Man kan lige så godt glemme det.  For det er bare et spørgsmål om tid, før der er et eller andet, som udløser en reaktion. Om det er en forkert skrællet clementin eller noget mere alvorligt, som for eksempel en mistet kastanje eller en hue, som sidder skævt, er aldrig til at vide, men det skal nok ske.

For at være helt fair, er vi forældre jo heller ikke ligefrem i lækkert humør, imens ulvetimen står på, og det er skam ikke barnets skyld. For lavt blodsukker, træthed, stress over rod, madlavning og alt det arbejde, man ikke nåede, er bare en moodkiller. Sådan er det, og så er det næsten lige meget, hvor stort et røvhul det er, man henter ved børnehavebussen den dag, for vi er jo sure i forvejen.

Personligt forstår jeg faktisk godt, når min søn hulker hele vejen hjem bagpå cyklen over den rosinbolle, han ikke fik, eller flipper skråt over at velcroen fra flyverdragten sætter sig fast i vanten. Igen.  For jeg har det inderst inde ligesom ham. Jeg har også indimellem lyst til at lave flitsbuen, kræve at nogen hjælper mig med at få skoene af, eller lige bærer lidt rundt på mig.

Get shred, mand!!

Som opfølgning på indlægget om træningi sidste uge, kan jeg fortælle at jeg indtil videre har været ude og løbe (kun en enkelt gang, menaltså!) og at jeg for nogle dage siden fik dvd’en, med hende der Jillian, ind ad døren. I var nemlig flere som var ret begejstrede for den.  “30 day shred” hedder den, og den er very amøørican, med tilråb ala “Come on, you can do it!”, “If you feel like you’re dying, GOOD! keep going!!”  og ” I know you wan’t to quit, but don’t even think about it guuurl!”, derfor har jeg også måtte skruet ned for lyden og høre Wafande i stedet for.
Jeg er på dag 4 og er stadigvæk ved at fnise mig selv ihjel over hvor plat det er, at stå der midt i stuen og lave jumping jacks, med knæ i bukserne, og dåsebajere som håndvægte, men jeg er opsat på at blive ved i en måned. Sgu helvede. For jeg kan faktisk mærke at det virker, sådan i muskler jeg ikke anede jeg havde, er i dag f.eks. helt vildt øm ude i siden af røven og i underarmene.
Vil du også prøve? Jeg købte dvd’en her. (eller søg på youtube, der findes den også).

Get shred, mand!!

Som opfølgning på indlægget om træningi sidste uge, kan jeg fortælle at jeg indtil videre har været ude og løbe (kun en enkelt gang, menaltså!) og at jeg for nogle dage siden fik dvd’en, med hende der Jillian, ind ad døren. I var nemlig flere som var ret begejstrede for den.  “30 day shred” hedder den, og den er very amøørican, med tilråb ala “Come on, you can do it!”, “If you feel like you’re dying, GOOD! keep going!!”  og ” I know you wan’t to quit, but don’t even think about it guuurl!”, derfor har jeg også måtte skruet ned for lyden og høre Wafande i stedet for.
Jeg er på dag 4 og er stadigvæk ved at fnise mig selv ihjel over hvor plat det er, at stå der midt i stuen og lave jumping jacks, med knæ i bukserne, og dåsebajere som håndvægte, men jeg er opsat på at blive ved i en måned. Sgu helvede. For jeg kan faktisk mærke at det virker, sådan i muskler jeg ikke anede jeg havde, er i dag f.eks. helt vildt øm ude i siden af røven og i underarmene.
Vil du også prøve? Jeg købte dvd’en her. (eller søg på youtube, der findes den også).

The aftermath

Efter weekendens udskejelser, hvor jeg har drukket abrikosagtige vodkashots og danset til noget RnB et moderne sted (!) blandt smukke mennesker, været rødvinsfuld på Malbeck, spist optursfrokost på Granola og i biffen og se Kidd life,  er jeg så træt at jeg knap kan åbne mine hævede øjne, og min krop higer efter salt og væske, mens den skriger af mig: “Du er forhelvede ikke 22 mere din dumme sæk! “. Men fuck-mig, hvor havde jeg brug for det. At marinere mig selv i sprut og te mig åndssvagt. Det var det hele værd og det var sjovt. Selvom jeg med hånden på hjertet, kan sige at jeg aldrig sætter mine ben på Simons igen. Jeg duer ikke til det, vidste halvdelen af tiden ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg er åbenbart bare en bodegapige.
Ha! Hold da kæft. Bodææægapige -det lyder sørme prinsesseagtigt og feminint. Oh well. Photobucket Pictures, Images and Photos

The aftermath

Efter weekendens udskejelser, hvor jeg har drukket abrikosagtige vodkashots og danset til noget RnB et moderne sted (!) blandt smukke mennesker, været rødvinsfuld på Malbeck, spist optursfrokost på Granola og i biffen og se Kidd life,  er jeg så træt at jeg knap kan åbne mine hævede øjne, og min krop higer efter salt og væske, mens den skriger af mig: “Du er forhelvede ikke 22 mere din dumme sæk! “. Men fuck-mig, hvor havde jeg brug for det. At marinere mig selv i sprut og te mig åndssvagt. Det var det hele værd og det var sjovt. Selvom jeg med hånden på hjertet, kan sige at jeg aldrig sætter mine ben på Simons igen. Jeg duer ikke til det, vidste halvdelen af tiden ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg er åbenbart bare en bodegapige.
Ha! Hold da kæft. Bodææægapige -det lyder sørme prinsesseagtigt og feminint. Oh well. Photobucket Pictures, Images and Photos

Farvel (forbandede) sut!

Fra 24 timer, d. 15 November 2012
Farvel (forbandede) sut!

Før jeg fik min søn, grinede jeg hånligt af suttetræet i Frederiksberg have. Jeg syntes simpelthen at det var det dummeste jeg havde hørt om. Et træ, hvor vattede forældre uden rygrad hang deres forkælede børns sutter op, tænkte jeg. HA!

Jeg griner ikke længere. I get it. I weekenden stod jeg der selv, med min dreng og hans sutter. Alle 17 styk i en pose, med nøje udvalgt gavebånd i rød, blå og sort (Spiderman farver selvfølgelig) bundet omkring. Jeg havde allierede mig med bedstevennen fra børnehaven og hans forældre. Sammen hang vi sutterne op og vinkede farvel. Det blev fejret med en tur i BR, hvor jeg købte en plastikrædsel af en bil, som han har ønsket sig længe. Med den bagtanke, at jeg har noget at referere til, når han savner sutten. Måske ikke så pædagogisk korrekt, men smart synes jeg selv.

Vi har taget tilløb til det længe nu. Suttestoppet. Jeg skal ærligt indrømme, at det har været en beslutning, som, for mit vedkommende, er blevet taget med blandede følelser. På den ene side hader jeg den sut, som i tre år har fyldt virkelig meget. Den har skabt kriselignende tilstande, når den er blevet glemt og den har forårsaget en skæv fortand, som andre børn gerne kommenterer, når de ser den. På den anden side har den betydet meget for min dreng, givet ham tryghed og ro, hvilket har gjort det svært for mig at skulle tage den væk. Og fra et egoistisk synspunkt, har den for mig været genial at kunne hive frem i pressede situationer, som en prop, der kunne stikkes i det vrælende barn, når han for eksempel lå og sprællede rundt nede på gulvet i Netto.

Netop fordi den har fyldt så meget, væbnede jeg mig med en kæmpe portion tålmodighed og var beredt til en kamp, som ville koste blod, sved og tårer – fra os begge. Jeg var derfor noget målløs, da jeg efter lørdagens farvel-sut-seance, samme aften kunne liste ud af hans værelse, hvor han snorksov, mindre end ti minutter efter jeg havde lagt ham. Succes!

Hvorfor må man ikke sige for helvede?

Fra 24 timer, d 15 november 2012.
Hvorfor må man ikke sige for helvede?

Spørgsmålet kom fra min tre årige søn, for nogle dage siden. Det fik mig til at tænke en hel del, for sikke et godt spørgsmål, som for mig ikke var helt nemt at svare på. Han er en høflig lille fyr min dreng, hvilket hans far og jeg ofte får ros for og han bander da heller ikke specielt meget, men det hænder og ofte får han pr. refleks besked på at sådan taler man ikke. Selvom det faktisk er løgn, for det gør man, eller hans mor gør. Jeg bander. Ind imellem lidt for flittigt, bevares. Jeg er opvokset på Vesterbro og er født i 80?erne. Jeg tror vi er mange i min generation, som bander helt uden at tænke det mindste over det. Det er blevet en del af den måde jeg taler på. Et sgu, et helvede og et satan er bare så fandens (!) godt til at understrege nogle ting. På godt og ondt.

Lige det med bandeord er vist noget, som skiller vandene hos forældre rundt omkring, personligt har jeg det med bandeord, som jeg har det med sukker og fjernsynskiggeri. Det er fint at de er der, så længe det ikke tager overhånd, for selvfølgelig skal vi ikke kalde hinanden grimme ting og slynge ord som ?fuck? og ?lort? udover det hele, ligesom vi ikke skal spise roulade til aftensmad, eller se fjernsyn dagen lang. Alt med måde. Jeg tror samtidig på at jo mere noget forbydes, des mere spændende bliver det, for barnet og mennesker i det hele taget. Måske jeg har det anderledes når min søn bliver teenager og vil på druk i en alder af 13 år. Jeg tror i høj grad at det gælder om at vælge sine kampe med ens børn. Samtidigt er det svært at prædike noget som jeg ikke selv efterlever – Her hentyder jeg naturligvis til bandeordene, not the drinking.

Så længe vi husker at tale pænt til hinanden og ikke glemmer tak, undskyld og be? om, er for helvede i orden hjemme hos os en gang i mellem. Svaret til min tre årige blev derfor, at det må man ikke fordi det ikke lyder pænt, men at hvis man ikke kan lade være så er det ok.

Fredagslisten

Så er der igen nyt fra mig på Spotify… Denne gang i en lidt mere feststemt version.
I aften skal jeg mødes med min gamle teenageveninde. Vi mødte hinanden som 15-16 årige, var slyngveninder, blev uvenner over noget ligegyldigt, mistede kontakten i en del år, mødtes igen for 3 år siden og er nu veninder. Sådan rigtigt. Netop fordi det er hende jeg skal mødes med, og fordi der kommer til at være alkohol indblandet, bærer dagens playliste præg af teenagehed og fest. Vi skal spise mad og drikke drinks hos mig og senere på diskotek (ja. diskotek?!!! Eller cluuub, som det sikkert hedder i dag). Jeg har ikke været på diskotek i … længe. Og jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med det. Men jeg trænger til at blive luftet lidt og det bliver sikkert skidesjovt. (Ikke et ord om at jeg blev vækket 5:30, da barnet tissede på mig i søvne, og jeg derfor sikkert ikke holder til længere end klokken 22.)

Nåh, men … Playlist. HER.

Kommer der snart nogle voksne?

Egentlig havde jeg planer om at holde 24 timer og Sneglcille adskilt, men da jeg som sagt ikke er på 24 timers hjemmeside endnu, og flere af jeg har efterspurgt at jeg smider indlæggene op herinde, bliver det lige sådan indtil videre.
Dette er den første. De to andre, følger henover weekenden

Fra 24 timer, d. 31 Oktober 2012
Kommer der snart nogle voksne?
Selv om både min fødselsdato og det at jeg er nogens mor afslører, at jeg er voksen, tager jeg ind imellem mig selv i at bande det langt væk. Voksenlivet. Måske især fordi jeg i bund og grund ikke er særlig god til det. Mit voksenliv, med den kaotiske økonomi, havregrødstallerknerne, vasketøjet og den sparsomme søvn. – Hurra for sort kaffe og concealer, gerne store doser af begge.

Lige meget hvor stærkt jeg løber, er der bare ikke nok timer i døgnet til det hele. Jeg tager virkelig hatten af for dem, der både kan passe et arbejde, holde orden i hjemmet, hente børn før kl 16, føre samtaler med sammenhængende ord og ikke falde i søvn på savlemåden, krampet sammen i en Junoseng, midt i noget Rasmus Klump. Jeg kan ikke.

I de sparsomme øjeblikke på dagen, hvor jeg ikke løber rundt om mig selv for at nå alting, når min prioritering af uvisse grunde aldrig til orden i skufferne og et renset afløb. Det gør tilgengæld tid med min dreng, naturligvis, og så overspringshandlinger en masse: kaffedrikning, Instagram og dårligt reality tv, gerne af den Kaare Sand producerede slags.
Dog er jeg blevet ualmindelig sej til lappeløsninger, og jeg tror også at det er derfor, jeg for nylig blev omtalt som værende en “tjekket overskudsmor?, et stempel, som fik mig til at grine højt og længe, for nok er jeg god til lynoprydning (læs: at stoppe mine skabe med rod), snydevaske det værste børnesnask af mine jeans, smide bronzer på kinderne og fjerne de værste nullermænd fra gulvet, fem minutter inden jeg får gæster. Men jeg tør godt love at mine strømper sjældent matcher, at der helt sikkert står pantflasker og skrald på bagtrappen, og at det med stor sandsynlighed har stået der længe.

Da jeg var færdig med at grine ad min nye titel som overskudsmor, fandt jeg det ret betryggende at når jeg nu selv synes, at mit liv har det med at sejle i sure sokker og udtrådte rosiner, så gør de andres det nok også. Spelt eller ej.

Get in shape, for hælvød!!

Mine løbesko håner mig! De peger og griner når jeg går forbi dem i min entre, de små røvhuller. 
Jeg har opsagt mit medlemsskab i fitnesscenteret. Det var for dyrt, taget i betragtning af hvor sjældent mine lår og jeg fik taget os sammen til at møde op, tiden var ikke til det og til sidst blev det bare pinligt. De der træningsapps jeg har på min telefon, bruger jeg faktisk stadigvæk og jeg kan klart se en forskel, på min mave især. Men. Jeg kan eddermame godt mærke at min krop trænger til at komme i form igen. Jeg har ondt i ryggen og jeg er ked af mine lår. Jeg har bare det problem at jeg hader motion. Virkelig inderligt. Jeg har prøvet det meste og det siger mig intet. Og nu da jeg på grund af dovenskab kulde og blæst ikke cykler de 7 kilometer til og fra arbejde længere, må det være nu jeg skal komme igang med noget andet, inden mine lår bliver til risengrød. 
Så hjælp! Jeg skal ikke tabe mig, jeg vil bare gerne i form. Helst med det samme. Tak.
Sjove og effektive træningsmetoder efterlyses (I.dont.do.zumba! Som i SLET ikke).

Photobucket Pictures, Images and Photos