Man skal åbenbart ikke kalde børn for røvhuller i avisen

Jeg skulle nok have forudset de løftede pegefingre, da jeg valgte at omtale ulvetimebørn som røvhuller, i gårsdagens avis. – Og nej det er sikkert ikke alle børn, som lider af personlighedsspaltning mens ulvetimen står på. Faktisk er der sikkert forældre med helt igennem perfekte børn, som aldrig skider i deres bukser og altid hører efter. Jeg kender dem bare ikke. Men de findes åbenbart. I min mailbox.

Photobucket Pictures, Images and Photos

Fra 24 timer d. 22 November 2012:
Røvhuller i ulvetimen
Ulvetime. Det lyder jo ret uskyldigt. Nærmest lidt rart og hyggeligt, men det kan man ikke påstå, at det er. Tværtimod er ulvetimen noget, som alle forældre, jeg kender, bander langt væk. Og kan vi lige blive enige om, at det jo ikke bare er én time, det står på, vel?

Jeg kan ligeså godt sige det lige ud: Børn er nogle røvhuller fra kl. 16 til 18. At tage et barn med nogen som helst steder i dette tidsrum i hverdagene, er dødsdømt fra starten af. At jeg gør det gang på gang, er min fejl og jeg ryster jeg på hovedet af mig selv når det sker. Godt nok kan en banan og noget Ninja Turtles på iPhonen gøre underværker og tæmme ulvebarnet en smule. Bare ikke altid. Slet ikke når barnet er tre år og står med begge fødder solidt plantet i noget selvstændighedsalder, og derfor har en klar ide om, hvordan tingene skal gøres – helt ned til mindste detalje. Man kan lige så godt glemme det.  For det er bare et spørgsmål om tid, før der er et eller andet, som udløser en reaktion. Om det er en forkert skrællet clementin eller noget mere alvorligt, som for eksempel en mistet kastanje eller en hue, som sidder skævt, er aldrig til at vide, men det skal nok ske.

For at være helt fair, er vi forældre jo heller ikke ligefrem i lækkert humør, imens ulvetimen står på, og det er skam ikke barnets skyld. For lavt blodsukker, træthed, stress over rod, madlavning og alt det arbejde, man ikke nåede, er bare en moodkiller. Sådan er det, og så er det næsten lige meget, hvor stort et røvhul det er, man henter ved børnehavebussen den dag, for vi er jo sure i forvejen.

Personligt forstår jeg faktisk godt, når min søn hulker hele vejen hjem bagpå cyklen over den rosinbolle, han ikke fik, eller flipper skråt over at velcroen fra flyverdragten sætter sig fast i vanten. Igen.  For jeg har det inderst inde ligesom ham. Jeg har også indimellem lyst til at lave flitsbuen, kræve at nogen hjælper mig med at få skoene af, eller lige bærer lidt rundt på mig.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *