Farvel (forbandede) sut!

Fra 24 timer, d. 15 November 2012
Farvel (forbandede) sut!

Før jeg fik min søn, grinede jeg hånligt af suttetræet i Frederiksberg have. Jeg syntes simpelthen at det var det dummeste jeg havde hørt om. Et træ, hvor vattede forældre uden rygrad hang deres forkælede børns sutter op, tænkte jeg. HA!

Jeg griner ikke længere. I get it. I weekenden stod jeg der selv, med min dreng og hans sutter. Alle 17 styk i en pose, med nøje udvalgt gavebånd i rød, blå og sort (Spiderman farver selvfølgelig) bundet omkring. Jeg havde allierede mig med bedstevennen fra børnehaven og hans forældre. Sammen hang vi sutterne op og vinkede farvel. Det blev fejret med en tur i BR, hvor jeg købte en plastikrædsel af en bil, som han har ønsket sig længe. Med den bagtanke, at jeg har noget at referere til, når han savner sutten. Måske ikke så pædagogisk korrekt, men smart synes jeg selv.

Vi har taget tilløb til det længe nu. Suttestoppet. Jeg skal ærligt indrømme, at det har været en beslutning, som, for mit vedkommende, er blevet taget med blandede følelser. På den ene side hader jeg den sut, som i tre år har fyldt virkelig meget. Den har skabt kriselignende tilstande, når den er blevet glemt og den har forårsaget en skæv fortand, som andre børn gerne kommenterer, når de ser den. På den anden side har den betydet meget for min dreng, givet ham tryghed og ro, hvilket har gjort det svært for mig at skulle tage den væk. Og fra et egoistisk synspunkt, har den for mig været genial at kunne hive frem i pressede situationer, som en prop, der kunne stikkes i det vrælende barn, når han for eksempel lå og sprællede rundt nede på gulvet i Netto.

Netop fordi den har fyldt så meget, væbnede jeg mig med en kæmpe portion tålmodighed og var beredt til en kamp, som ville koste blod, sved og tårer – fra os begge. Jeg var derfor noget målløs, da jeg efter lørdagens farvel-sut-seance, samme aften kunne liste ud af hans værelse, hvor han snorksov, mindre end ti minutter efter jeg havde lagt ham. Succes!

2 replies
  1. trinsch says:

    haha 🙂 har nu taget sutter fra drenge tre gange. HVER gang har det overrasket mig hvor forbavsende lidt ballade der har vaeret. som i faktisk ingenting.

    Svar
  2. Søs says:

    Åååååh, jeg frygter situationen!! Min datter, som bliver 3 på søndag :-O, og jeg har aftalt, at sutterne skal sendes til Julemanden, når det bliver jul (=december)… HÅBER og krydser alt for, at det går ligeså fint som hos jer :-S
    -for hun er virkelig også glad for den!!!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *