Tankestrøm fra en torsdag i oktober

Af en eller anden grund blev dette indlæg aldrig udgivet. Men det bliver det så nu. Det er i øvrigt fra dagen inden jeg tog til amsterdam. Passet fandt jeg heldigvis. Det lå inde i en bog, på en hylde. Selvfølgelig (?).

Hvor fanden er mit pas?!

Der kunne godt være lidt ekstra crumble og mindre frugt i denne her applecrumble.

Mmmmm… Creme fraiche.

Hvor mange par sko får jeg brug for i Amsterdam?

Hvor mange par sko skal jeg købe i Amsterdam.  

Jeg tjekker lige min konto.

Fuck mit liv.

HvorNÅR har jeg brugt 342 kroner på apoteket?!

Seriøst hvor er mit pas?!

Åh nej Stine Goya stock sale i næste uge. Must resist!

Passet er sgu da i den sorte taske! … Eller i den brune.

… Nej, i køkkenskuffen.

Pis!

Oliver Bjerrehus uden tøj på.

Tror jeg kaster op hvis jeg skal spise flere Stevia lakridser.

Gad vide om jeg kan skrive noter uden at se på papiret?

Hey! Det kan jeg!!

Nanana moooves like jagger, got the moves like jagger, muuhuhuhuhuhooooves …

Hvad er eurokursen?

Hvorfor fuckihelvede er flyverdragter så dyre?! …. Og hvorfor har jeg købt to?!

Kunne skrive

– om alt det feber og sygdom vi har været ramt af siden i torsdags, hvor børnehaven ringede Otto hjem.

– om hvor ondt jeg har haft af mig selv, da jeg natten til fredag stod alene med vagtlægeopkald, en møgsyg dreng og et termometer der sagde 40,9.

– om hvor dårlig samvittighed jeg har over at jeg til min bedste venindes fødselsdag i fredags, var ved at falde ned af stolen af elendighed pga manglende søvn og dårlig samvittighed den anden vej, over at have “efterladt” feberramt dreng hos mine forældre og derfor måtte gå tidligt hjem. Og lige snuppe endnu en nat med feberdreng. Havde seriøst glemt hvor skrækkeligt det er ikke at sove om natten.

– om hvor spændt jeg var da redbull tossen sprang i dag. Jeg sværger at jeg glemte at trække vejret ind imellem.

– om at vinderen af Fuhrmanns bog “Min mor” aldrig har svaret på min mail og derfor skal gøre det nu agtigt, for ellers udtrækker jeg en ny vinder. Snart.

…. Men jeg vil i stedet gå i seng. For jeg er færdig og træt! Ovenstående punkter forklarer dette fint, men jeg er også mættet og glad
– fordi at Otto er frisk igen og vi i dag har haft en af de dage, som helst ikke måtte stoppe, trods regn, rod og vasketøj.

Godnat
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Wraaaaaauw!!

Otto og jeg er blevet begavet med billetter til Walking with dinosaurs i forum i næste uge.
Årrhååårh! Sejt.

[youtube VX3_tnLDUEk 700 500]

Jeg har været lidt i tvivl om det måske ville blive for voldsomt for ham, så jeg har gjort meget (måske for meget) ud af at fortælle ham at det bare er maskiner – eller dukker kaldte jeg dem faktisk, det tager lidt af coolhedsfaktoren væk – jeg ved det godt.  
Jeg har her til morgen vist ham ovenstående video, for at se hans reaktion.
– Det resulterede i at vi nu har set den over 10 gange. Og hans eneste bekymring er at han ikke må ride på en.
Så I think we’re good.

Har I også lyst til at se dinoer? Forestillingen kører lige nu i Herning og i næste uge i Forum på frederiksberg (d. 17 til og med d. 21 oktober, altså i efterårsferien.)
Køb billetter HER 

Og så var der 2…

Jeg elsker jo ellers at shoppe. Virkelig meget faktisk. Men. Vintertøj til børn? Fuck mand! En pæn og varm flyverdragt er dyr, umulig at opdrive og ofte dekoreret med pels, hvilket jeg ikke bryder mig om. Oveni det har jeg en søn, som går i udflytter og har sygt meget krudt i røven og derfor slider sit tøj dobbelt så meget som andre børn.  Den største udfordring er dog, at han i høj grad har en mening om hvad han har på.  Han er f.eks. især glad for ternede skjorter og syntetiske fodboldtrøjer, begge beklædningsdele som jeg synes er grænseløst grimme.
NÅ. Tilbage til de der lortedragter. For ja, de skal købes nu! Dette erfarede jeg da han allerførste gang skulle have en flyverdragt og en virkelig stram ekspedient grinte af mig da jeg i slutningen af oktober måned spurgte efter en dragt i str. 86.
For de var udsolgt. “Selvfølgelig”, som hun sagde.

Jeg har nu købt en fantastisk, grøn Ej sikke Lej flyverdragt, med ugler på ærmerne. Oh the drama! Barnet er IKKE tilfreds. Det er hvad det er, jeg skulle sgu nok få ham i den, hvis jeg da bare havde købt den i den rigtige størrelse… Ja. Jeg ved ikke lige hvad jeg tænkte på. Men den er for stor.
Så jeg har nu købt en grå sag i stedet. Den ligger på et posthus ude på østerbro et sted (but why?), så den skal jeg have hentet snart og så håber jeg at den falder i den kræsne skideriks smag.

Næste udfordring: Vinterstøvler. Hviiiin! Der skal noget hård sprut til i den proces. Siger det bare.

– Og hey! Er du interesseret i en armygrøn ej sikke lej flyverdragt, med neongrøn lynlås og uglereflekser på ærmerne, i str 110? Så send mig lige en mail.

What the blog?!

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Jeg har i noget tid, ok i lang tid, tænkt rigtig rigtig rigtig meget over hvad der skal ske med bloggen.
Altså ikke indholdet, som jeg ikke kommer til at pille særlig meget ved. Hvilket da også er tæt på umuligt, da det i det hele taget er en pærevæltning af indhold og det er nok en smule svært at kategorisere hvad bloggen overhovedet handler om. Det er jo i virkeligheden bare min rodeskuffe, eller skraldespand om man vil, med mine ord og tanker. Det bliver præcis ligeså rodet, som det altid har været. Det er rammerne omkring tankeskralden og de verbale opkastninger jeg hentyder til. Nu har jeg haft reklamer på i knap et år og min fornemmelse er at I har vænnet jer til det, eller bare er for høflige til at kommentere det. Tak for det i øvrigt. Jeg har bare ikke selv kunne vænne mig til det. Og for noget tid siden kom jeg frem til en slags beslutning og sendte en opsigelse afsted til Bloggers delight. Hermed ikke sagt at det nødvendigvis er slut med reklamer og spons, men blot at jeg ønsker at gribe det anderledes an.
Hvad der skal ske når jeg senere på året rykker væk fra BD’s platform, skal jeg nok fortælle meget mere om når tid er. -Lidt en irriterende teaser måske, men jeg havde lyst til at fortælle jer om min beslutning, og jeg håber selvfølgelig at I bliver hængende ligemeget hvad jeg finder på.

Amsterdam var perfekt.

– og fuld af solskin, og fjollede skilte.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

 

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

.. Senere skriver jeg et rigtigt indlæg. Jeg skal lige omstille hjerne fra “hvor skal vi nu drikke øl”, til “hvordan er det nu man staver”.

Blandede følelser

Det er sgu så åndssvagt. Om få timer sidder jeg i et fly på vej mod Amsterdam, med en af mine bedste venner ved min side, en iPad i tasken og stakkevis af noter med ideer, som jeg skal skrive på mens jeg er væk. Jeg glæder mig. Det gør jeg. MEN det er som om at glæden bliver overskygget af en anden følelse. Savn. Allerede i går aftes, da kufferten var pakket og jeg endelig havde fundet mit pas efter en times panikangst og storsvedende eftersøgning (hvorfor er det altid væk dagen inden jeg skal nogensteder?! Hvorfor?!!), savnede jeg Otto så meget, selvom han lå i rummet ved siden af, at jeg løftede ham over i min seng og lå og duftede ham i håret den halve nat.
Han havde ikke tid til at vinke farvel i morges, for han skulle vise Willi den Legoplakat han havde taget med. Så det blev til et flygtigt “jaja- hejhej mor!”, inden han løb afsted. Øv.
– det er jo ikke fordi at vi skal være adskilt længere tid end vi plejer. Tværtimod. Men afstanden gør at det for mig er hundrede gange sværere end når han bare er lige om hjørnet.
Det er skørt så stor forskel alle de kilometer gør.
Ved godt (håber ihvertfald) at jeg kan lægge det til side når jeg senere er nået frem og har fået et par drinks indenbords.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Jeg ved ikke om der er net på vores hotel. Ved heller ikke om jeg får tid til at blogge. Men jeg opdaterer bestemt løbende på facebook og instagram (Sneglcille).

Bye klootzakken! (Farvel røvhuller)

Holder vejret

*Nu med opdatering nederst i indlægget.

… Og tæller til 10. Rigtig meget.

Egentlig ville jeg i dag udgive et indlæg, som handler om bekymringer, indlægget her kommer da også til at handle om det, bare ikke helt som jeg oprindelig havde skrevet det. 
Det er noget af det som fylder allermest når man er forælder, på flere måder. 
I sidste uge blev der for mit vedkommende lige skruet op for det. Bekymringerne. 
Faktisk er det som jeg nu skal til at skrive om så skrøbeligt og svært for mig at gå med, at det er grænseoverskridende at dele ud på det store internet, og jeg er jo ellers ikke bange for at blotte lidt af hvert herinde.
-Men jeg er ved at eksplodere over det, så ud skal det.

Da Otto var 1 år fik han tjekket sit hjerte pga en mislyd, det skrev jeg kort om HER.
I sidste uge var vi til 3 års undersøgelse og som altid blev han rost til skyerne, både for sit veludviklede sprog, sin finmotorik og sit gode humør. For en god ordens skyld ville lægen lige lytte til det der hjerte, som jo gerne skulle opføre sig normalt nu, to år efter scanningen. Det har de jo hele tiden sagt.
Men. Mislyden er tydeligere nu og det ved de ikke hvad betyder, siger de.
Vi blev lige som sidst henvist til en EKG i Pilestræde. Jeg fik besked på at vi ville modtage et brev med en dato og at det ville ske ret hurtigt. I dag, over en uge senere, ringede jeg så derind, for vi har ikke modtaget noget endnu og jeg har svært ved at være i mig selv, naturligt synes jeg, eftersom at der potentielt kan være noget galt med min søn. Det var der ikke den store forståelse for ovre hos Københavns Praktiserende Lægers Laboratorium i Pilestræde. Her blev jeg smidt rundt i systemet og talte med i alt 3 stramme madamer, som alle sagde noget forskelligt. En mente at man altså ikke blev indkaldt, en anden sagde at det gjorde man, men at de slet ikke havde modtaget noget på ham og at han ikke fandtes i systemet og en tredje sagde at der først er tid om halvanden måned, og at den tid skal vi nok ikke regne med at få. Den samme understregede også at der “Jo er mange hjertesyge børn”… Jeg fik også besked på selv at sende nogle papirer derind og så “må vi jo se hvornår der er tid”…
Alletiders! Tak for hjælpen. Eller jeg mener fuck jer.

Om jeg er rasende? Helt ud i tåspidserne!
Jeg er i chok over min evne til at holde hovedet koldt og ikke hvæse eder og forbandelser ind i røret. Highfive til mig selv og point på karmakontoen.

Næste skridt er at jeg ringer til min egen læge i det sekund de åbner i dag og kræver at de lytter på ham igen og evt. henviser os til en børneafdeling. Ved slet ikke om man kan kræve den slags, men jeg bliver nødt til at prøve, for jeg ved ikke hvad jeg gør herfra. Tanken om at skulle vente i flere måneder på den skide EKG giver mig kvalme. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke interesseret i at sætte mine ben i Pilestræde, da jeg har erfaret både fra sidste gang vi var der (hvor lille 1 årige Otto fik skæld ud fordi han ikke kunne ligge stille?!!) og via telefonen i dag, at de ikke er vant til at have med børn og deres forældre at gøre. Min dreng er ellers ikke lægeforskrækket, det er jeg heller ikke, men min mavefornemmelse siger mig at det her er et sted, som kunne gøre os det.

* Onsdag, kl. 13:00. Foreløbig update:
Først og fremmest tak for jeres krydsede fingre, kommentarer og mails, det betyder mere end I kan forestille jer.
Jeg har nu snakket i telefon med en smaddersød læge, som sidder i samme hus som min og Otto’s læge. Hun har lovet mig at undersøge om det er muligt at få ham henvist til en børneafdeling i stedet for, og hun vender tilbage i løbet af i morgen.
Så langt så godt.

…. Og netop som jeg trykkede opdater til ovenstående, tikkede et telefonopkald og derefter en mail ind fra vores egen læge:

Jeg har fået besked fra hjertelæge ved KPLL at der ikke er indikation for ny hjerteundersøgelse – da han er velundersøgt med EKKO tidligere.
Idet Otto jo også fremtræder sund og rask er der ikke grund til yderligere undersøgelse.
Jeg blev blot i tvivl da jeg stadig kunne høre mislyden – men finder det beroligende at de med henvisning til en normal hjerte ultralydsscanning tidligere begrunder at der ikke er påvist abnormiteter ved hjertet.
Jeg foreslår derfor at vi ikke gør videre – men vil selvfølgelig gerne lige have en tilbagemelding på at I er trygge ved det.

– Så det er her jeg står nu. Lettet. Dog irriteret over (åbenbart) unødig bekymring og dårlig behandling.

Og så sagde vi at læger ikke læser blogs

Planen var at jeg i dag skulle et smut til noget gastroskopi… Til dem, som ikke ved hvad det er for noget, kan jeg da lige forklare processen. En læge tager en slange med et kamera på, stopper det ind i din mund, eller næse og lader det glide (!) ned i mavesækken. Rimeligt grænseoverskridende og klamt i det. I nat vågnede jeg og kom i tanke om dette indlæg … Linda er en meget sejere og klogere dame end jeg, så jeg lytter til hende. Sgu.
Altså har jeg lige sendt ham kirurgen en sms (jeg kan ikke lyve med stemmen, så finder jeg bare på urealistiske ting, eller lægger på i panik – derfor en sms). Jeg har skrevet at jeg er blevet forhindret og at jeg selvfølgelig nok skal bestille en ny tid. Med løgn på.

Ha! Ser nu at jeg har kaldt ham Søren i sms’en. Det hedder han ikke. Fuck mand, jeg duer ikke til det her lyveri.
… Her er også lidt varmt, er her ikke?!

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Ja ja. Bare døm mig og alt det der. Jeg er ligeglad. Min mave skal ikke filmes lige foreløbigt. As in never. Har desuden heller ikke haft kvalme i over en uge og jeg har drukket pissemeget rødvin og kaffe uden problemer. Så mavesår har jeg næppe.