At træde ind i en fyldt metro

tirsdag morgen og se 3 mennesker sidde med avisen slået op på mig, er noget af det mærkeligste jeg nogensinde har prøvet.
Billedet er helt forfærdeligt, ved simpelthen ikke hvad der lige er gået galt der. Havde ellers en god fornemmelse med det, trods sygdom og de 5 minutter det tog.
Men fuck it.  Ud af de 3 mennesker jeg så i metroen, der læste mine ord, var der 2 som smilte stort og så kan jeg måske godt leve med mit betuttede billede uden udstråling.
Hvis du ikke har fået nallerne i et eksemplar, kan I læse det her (på side 10). Og senere bliver det lagt på 24 timers hjemmeside her.
God dag.

Her er jeg så. Ved siden af Sandy.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Efterårsferie

Jeg har desværre ikke holdt efterårsferie i år. Men jeg har ævlet lidt om det alligevel, ovre på det meget pæne Petit Podium.

Læs det her (billedet er et link… Ahaaa!)
Uploaded from the Photobucket iPhone App

5:20

sagde uret, da jeg blev vækket med en fod i siden af meget vågen dreng. Det er ved at være længe siden at jeg er stået så tidligt op på en søndag, for Otto er langt om længe blevet glad for at sove længe. Engang imellem til klokken 9!! Det har min krop hurtigt vænnet sig til, så det var med sammenbidt mine at jeg stod op med ham og smed en gryde havregrød på blusset. Og ja, selvfølgelig skyldes det vintertid og klokken-er-jo-i-virkeligheden-en-time-mere…. fuck-nu-af. Når uret viser mindre end 7 på en søndag, bliver jeg gnaven. Period.

Om jeg blev træt langt inde i knoglerne, da jeg opdagede at jeg kun havde nok kaffe til en halv kop? – Ja.
Hvor mange gange vi har set kungfu panda her klokken lidt i 9? – To.
Skal jeg bruge resten af dagen på at rydde op i bombet soveværelse? – Mja.
Gør jeg det? – …..
Blev jeg nogensinde færdig, med at skrive det jeg pev over i fredags? – Hell motherfucking yes!

Uploaded from the Photobucket iPhone App

At skrive indlæg om ikke at skrive

ØØøøøøhbøøøøh…..
Grundet flere dage i sygdomstilstand og oveni det en smule præstationsangst til mit første 24 timer indlæg om 4 dage (f.i.r.e), har jeg problemer med at skrive. Kunne seriøst sætte mig ned og tude over det. Har udover bloggen og 24 timer også nogle andre småprojekter, som skal skrives færdige. Lysten er det, men der sker… Intet.
Som jeg før har skrevet, er det at skrive normalt nemt for mig, og noget jeg rent faktisk er god til, for det meste. Så jeg ved ikke lige hvad der sker. Føler pludselig at alt hvad jeg skriver ligner og lyder som lort. Jeg jokker rundt i det og bliver mega irriteret.
– MEN! som altid satser jeg på at det hjælper lige at åbne for kraftedme-ventilen og få sat ord på. SÅ: FUUUUUUCK!!

NU putter jeg barnet, hælder et glas vin op og skriver. Noget helt vildt godt. Sgu. Ja.

…. Gu gjorde jeg ej. Jo det med vinen. Men istedet for at skrive, bager jeg stenalderbrød og hører podcasts. Pik.

Otto tester Lego

Uploaded from the Photobucket iPhone App
Det var lidt af en udfordring da jeg og mine betændte bihuler skulle bakse denne pakke hjem på cykel. Men det var al besværet værd, for glæden var stor, da Otto kom hjem fra sin far i tirsdags og så hvad der var i pakken.
Uploaded from the Photobucket iPhone App
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Lego har sendt os ovenstående til test og dommen er faldet.
Selvom otto er over 3 år og så småt er begyndt at interessere sig mere for rigtig lego, finder han stadigvæk Duploklodserne frem og kan bruge flere dage på at bygge og lege med det. Duplo er nemmere for ham at bygge uden hjælp, end de små legoklodser, hvilket betyder meget for ham da han jo er en stor (!!) dreng midt i en ret heftig selvstændighedsperiode (giv mig styrke!). Duplo ZOO’en er et kæmpe hit herhjemme og vi har bygget flere forskellige indhegninger, både til dyr, biler og mennesker. Faktisk har han stort set ikke leget med andet siden vi pakkede det ud, hvilket må siges at være et kvalitetsstempel. Mange opadvendte tommelfingre herfra.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Duplo ZOO’en er en gave fra LEGO. Jeg har ikke modtaget betaling og indlægget er udelukkende skrevet med mine ord, udfra min og Otto’s mening om produktet.

3 år med sneglcille

Sneglcille.dk har i dag eksisteret i 3 år. Viiiiildt.
Må jeg først og fremmest lige sige at jeg er på røven over hvor mange I er, som hver dag klikker sig forbi herinde. Det havde jeg ingen forestilling om for 3 år siden. Det var jo bare for at få lov til at skrive. Og i særdeleshed for at komme ud med alle de tanker og følelser som fyldte åndssvagt meget midt i den kæmpestore omvæltning det er at blive mor.
Meget er sket siden den aften for præcis 3 år siden hvor jeg oprettede bloggen, med en øgledreng på kun 2 måneder (!!) ved siden af mig. Øglen er blevet en stor dreng. Det føles ellers som var det i går at jeg fik ham, men alligevel er det som om at han har været der altid.
Jeg er stadigvæk enlig delemor, og det er stadigvæk svært nogle dage, men tilgengæld har jeg i de sidste 3-4 år lært utroligt meget og har på forunderlig vis fundet en måde at hvile i mig selv (øj! Det lyder corny!) og sætte pris på min situation (dobbelt op på corny) – Størstedelen af tiden. For selvom det er råddent og svært og man kan ærge sig herfra og til månen over at det ikke blev som man havde forestillet sig, så er mit selvværd højere end nogensinde og jeg synes helt seriøst at jeg sparker røv til at være Otto’s mor. Det mener jeg. Helt helt ærligt, tror jeg at jeg er en bedre mor nu, end jeg ville havde været, havde jeg ikke fået det hak i tuden dengang. På en eller anden måde har bloggen været med til at få det frem, fordi jeg har haft et sted at smide mit tankeskrald og kaste verbalt op.

Ævle ævle, det slog mig bare lige i går aftes at der er gået tre år siden jeg første gang nossede mig sammen og trykkede udgiv.
Det er jeg glad for. Især for at I følger med. Tak!! Skål for 3 år mere.

 

Hej Aarhus. Vind billetter til Carsten Eskelund

EDIT: VINDEREN HEDDER AMALIE OG HAR MODTAGET EN MAIL. Tak til alle jer som deltog .

Hvis du bor i pæne Aarhus, eller bare er i byen i weekenden og ikke har lavet planer, så læs videre.
Jeg har fået lov til at forære en læser 2 billetter til Carsten Eskelunds nye show. Det hedder ?Sådan én man selv griner af? og I kan læse mere om det HER.

Smid en kommentar for at deltage i lodtrækningen og fortæl mig gerne hvem du vil ind og se det med, men man må også gerne bare skrive pik eller hej.
Jeg trækker en vinder på torsdag. -Vinderen bestemmer selv hvilken dag billetterne skal være til.

Hvis ide var det overhovedet med de åndssvage vodkasmoothies?!

-Nårhja. Samme idiot som døbte den: The Felix (som i Baumgartner).
Og ja. Det var mig, der var den idiot.
For det straffede min krop sig selv. Hele natten til i går og det meste af dagen med. Jeg gætter også på at det var i det tidsrum at mit immunforsvar bukkede under, stak mig en fuckfinger og inviterede den forkølelse som jeg vågnede med i morges indenfor, sammen med dens gode ven: brændende ondt i halsen.
Om jeg glæder mig til den 9 timers arbejdsdag jeg har foran mig . Og til rengøring af klam lejlighed, som jeg elegant har udskudt hele weekenden?
Ikke rigtigt vel.

Nok ynk (for nu), jeg kigger lige ind senere med en lille lyn give away til jyderne. Nærmere bestemt århusianerne.
God dag

Når en dør lukkes…

“Når en dør lukkes åbnes en anden. Men vi har ofte så travlt med at ærgre os over den lukkede dør, at vi ikke end ænser den åbne.”
Alexander Graham Bell

Jeg skrev meget lidt om det i sidste uge, bloggens fremtid. (Link)
Ligesom superheltemor fint beskriver det her, har jeg også været en alverdens tanker igennem, blogmæssigt. Jeg har nu langt om længe en ok fornemmelse af hvad der kommer til at ske. Men. Ikke alting er faldet på plads endnu og jeg har stadigvæk en del, der skal tænkes igennem, planlægges og ikke mindst besluttes. Og da jeg af natur er både ubeslutsom og utålmodig, hvilket er en virkelig dårlig cocktail, er det ikke helt nemt. Særligt når det gælder 900+ indlæg, som skal flyttes. Lige om lidt.

Samtidigt har jeg lige sagt ja tak til noget, som gør at jeg kommer til at være bloggen her en lille smule utro. Det er et sundt spring for mig, tror jeg. Og jeg glæder mig. -For selvom jeg knuselsker bloggen og er stolt og glad for den, hænger den mig ind imellem langt ud af halsen. Så jeg trænger til at der sker noget.
Jeg kan løfte sløret for mine fremtidsplaner en smule og fortælle at jeg fra om ganske kort tid kommer til at skrive ovre på 24 timer, som mommyblogger på deres hjemmeside og hver anden tirsdag bliver et af mine blogindlæg trykt i avisen. Første gang d. 30 oktober.

Det betyder på ingen måde at sneglcille.dk lukker, der kommer nemlig også til at ske nye ting med hende, som jeg nok skal indvige jer i også, når jeg selv har fået styr på det. Det betyder bare at jeg fra om lidt er at finde to steder, som Cecilie Rubini på 24 timer og som Sneglcille lige her.

Nu skal jeg bare finde ud af hvordan jeg bedst dækker den syge pms bums under mit højre øje (øjet?! Seriøst?!) når der skal tages billede til avisen. Jeg er ude i noget EMO sideskilning, en seriøs øjenmakeup eller bare en sørøverklap.

Det uundgåelige.

Det er alt for tidligt overhovedet at nævne ordet, jeg ved det godt. Skyd mig ikke. Men det er det med jul. Ja. Juleaften. (Seriøst, skyd mig ikke.) Om 2 måneder.

Jeg står i et dilemma. Og nu går der måske lidt Mads & monopolet i den. Men jeg er totalt splittet.
I år har jeg ikke Otto. Vræl! Det har jeg prøvet før og det er sgu ikke sjovt.  Jeg havde oprindelig tænkt at jeg bare ville være hjemme juleaften. Alene. Med pizza, rødvin, dyner og film. Agtigt.
Men… Flere af dem jeg har luftet det for, bliver ligblege i hovederne og siger at det lyder som en vildt dårlig ide, at jeg nok skal regne med at føle mig ensom, og at jeg nok bør genoverveje og lave en eller anden form for planer …. Jeg ved ikke om jeg er enig. Men jeg ved at jeg højest sandsynligt bliver mere ked af det til en familiejuleaften, med andre børn og ingen Otto. Desuden er ensomhed heller ikke en følelse, der skræmmer mig længere, jeg har efterhånden taget min share hvad det angår. – Og da juleaften seriøst siger mig absolut ingenting og jeg kun er interesseret i at gøre noget ud af det for Otto’s skyld, nårhja og så er der al marcipanen og rødvinen, ser jeg ikke det store issue.
Jeg har nu foreslået min mor og stedfar at vi laver noget, sammen med mine søskende. God mad, vin og bare os 5. Det gad jeg faktisk rigtig godt. Men de har vist lovet sig selv ud.
Så, jeg er ret sikker på at jeg holder fast i min oprindelige plan. Altså et brag af en juleaften med Otto d. 23 og ingen planer d. 24. Men jeg er alligevel kommet i tvivl. Jeg kan jo sagtens tage med mine forældre til stor juleaften hos familien. Jeg er sikkert også velkommen hos min rigtige far og hans kone, som jeg faktisk kun har holdt jul med 1 gang før. Men gør jeg det så i virkeligheden kun for at lukke munden på alle dem, som er bekymrede for om der går Bridget Jones i den (noget med rødvin og Celine Dion)?! Jeg er helt på bar bund. Og jeg vil vildt gerne høre jeres mening og er åben for forslag. Altså ikke at I skal invitere mig på and. Jeg mener bare, er jeg vanvittig når jeg overhovedet overvejer at blive hjemme alene?

Årrh. Det er præcis situationer som denne, der gør at jeg ind imellem bander deleordninger og skilsmisse langt væk. Og jeg har endda en velfungerende af slagsen.  At dele sine børn er seriøst det vildeste pis! Jeg har lyst til at skrige højt indtil det går væk. Øv mand.
– Må jeg her lige sende en helvedes masse kram og highfives til jer, hvor det ikke fungerer og I alligevel gør det, uden at gå ned med flaget. Fuck hvor er I seje.

Merry fucking christmas.