Jaja!

Jeg har brokket mig meget. Over sygdom.
Den forbandede sygdom, som sætter sine store klamme kløer i mig 5-10 gange om året. Åh ja og kvalmen og svimmelheden, de søvnløse nætter og så fuckhvorerjegtrætafdet videre!
Det er som om at min krop prøver at fortælle mig at jeg skal huske at passe på den.
Jaja nikker jeg til den og stikker den et par broccoli buketter.
Så kommer de snurrende hænder, den kvalmende følelse og dobbeltsynet på det ene øje.
Jaja nikker jeg og går en time tidligere i seng.
Næsen begynder at løbe, feberfølelsen får fat i min krop. Igen.
Jaja nikker jeg og googler ” suppe mod forkølelse”
Vi er bekymrede for dig, siger min omgangskreds.
Jaja nikker jeg og bestiller tid hos lægen.
Lægen slynger ord ud som “stress” og “sygemelding”.
Jaja nikker jeg og nedprioriterer hvad og hvor jeg kan.
-Undskyld blog. Og beskidte køkkengulv.
Følelsen i kroppen bliver langsomt værre.
Jaja fnyser jeg og holder lidt flere pauser.
Lægehuset ringer med svar på mine prøver.
Jaj…… Åh nej.

Senere på måneden skal jeg til møde med lægen, for at finde ud af hvad “de røde tal” betyder. Gulp.  Kryds fingre, og fortæl mig lige at hvis jeg var ved at kradse af, ville de ikke vente 2 uger med at indkalde mig ?! Vel.

10 replies
  1. Karen Brogaard says:

    Hvis du var ved at kradse af skulle de nok göre noget hurtigt, så du behöver nok ikke väre enormt bange for det. Når det er sagt, så lyder du altså ret stresset, og det påvirker jo kroppen, så mon ikke du får besked på at tage stressen alvorligt og slappe af og passe på dig selv?
    God bedring i hvert fald

    Svar
  2. Anne says:

    Kære snegl! Du er ikke ved at kradse af! Sådan! – Hvis der var det mindste livstruende galt, ville de ikke holde dig hen i længere tid! Det er aldrig rart med den slags beskeder, men det lyder lidt som om, du selv har en fornemmelse af, at det kan være en samtale om din “stress”? – Det kunne jeg forestille mig, det var. Og for pokker, hvor jeg hader det ord! Det er bare så nemt at stille op, hvad der skal til for at ændre det, men i praksis så udfordrende at efterleve.

    Jeg er typen, der altid har kunnet jonglere studie, tre jobs, masser af socialt samvær osv uden nogensinde at få sved på panden. Indtil for et år siden, hvor jeg pludselig blev syg i anden sammenhæng. Det tvang mig på pause fra min normale dagligdag, og ironisk nok var det dét, der gav mig en stress-følelse. At jeg pludselig var sat på standby og lidt groft sagt måtte se mig selv undværet i forskellige sammenhænge var så hårdt et slag, og nu, godt et år efter, hvor jeg endelig er ved at få smadret den fysiske sygdom, tumler jeg med angstanfald, kronisk svimmelhed og snurren i hænder og ansigt. Og selvom min historie virker lidt omvendt, tror jeg ikke, den er det. Jeg tror virkelig, jeg har haft for travlt til nogensinde at stoppe op og overveje, om jeg ikke kunne bruge en pause, og da jeg så pludselig blev tvunget ud i den, kunne jeg slet ikke rumme den. Jeg vil absolut ikke forklejne din situation, men jeg synes, du skal tage det som et godt tegn, at din læge prikker til dig, før du får lov til at sponse videre med max hastigheden. Hvis nogen havde gjort det ved mig, havde jeg måske ikke ramt bunden.

    Jeg kommenterer sjældent, men jeg læser trofast din blog med et altid varmt hjerte og sender dig det fedeste virtuelle knus!

    Svar
  3. sophie says:

    Hej Cecilie
    Ikke en rar besked, jeg håber ikke at det er alvorligt. Jeg har lige opdaget din blog og har læst den fra ende til anden over den sidste uges tid – har til gengæld ikke fået gjort ovnen ren eller ret mange andre af de ting, som jeg ellers troede jeg ville få god tid til når jeg gik på barsel… Anyways, vil bare sige, at du er megasej, modig og skriver stjernegodt!

    Svar
  4. Sofie says:

    Nok nu med jaja – hvis din læge mistænker stress, så skal du ikke bare sige jaja – så skal du gå ned i tid, finde dig en terapeut og komme igang med at behandle det. Og jeg vil prøve at sige det pænt – men det er fucking vigtigt at du tager det alvorligt!!! Især når du har et barn du skal være der for. Jeg kan bringe det budskab skarpt videre, fordi jeg desværre ikke selv var så oplyst og vidende om hvad der skete i mit sind og i min krop før det var for sent. Det har pt kostet mig 5 år med stress, depression og angst. Det er nemlig sådan, at ignorerer man stressen længe nok – så kommer kroppen bare med noget som er endnu værre og som nok skal slå dig HELT ud. Stress er en “forholdsvis uskyldig” tilstand som de fleste kommer over igen. Sidder du først i saksen med alle de andre følgesygdomme bliver det derimod en noget anderledes kamp. – Skal jeg også lige nævne at min mands bedste ven er gået til bunds med stress-fremkaldt OCD – manden sidder derhjemme nu på 2. måned og stirrer ind i en væg, ikke så sjovt når man lige er blevet far for 4. gang….
    Så budskabet her er – tag det nu alvorligt!!! Spørg alle der har stress – der var ikke NOGEN af os som troede at det ville ramme os! Så når nu du har læst det her, og sidder og tænker at det er anderledes for dig, og at du selvfølgelig kan magte mere end sådan een som mig – så vid bare, at det tænkte vi andre også…. indtil det var for sent! – ALTSÅ RESPEKT!

    Svar
    • Annel says:

      Wow. Altså jeg er på ingen måde uenig i at stress er noget man skal tage alvorligt.. Det bliver bare stillet sådan ret truende op i det her indlæg 🙂
      Som i at det at få udpenslet worst-case-scenarios får folk til at tage det mere seriøst. Jeg tror nærmere, den slags malende beskrivelser af “hvis-ikke-SÅ..!” ville handlingslamme mig, hvis jeg sad med noget, der kunne være noget så uhåndterbart som stress.

      Altså. Det er ikke ment et personligt angreb. Det er blot for at sige, at stress altså ER håndterbart. I bund og grund handler det jo ofte “bare” om at få forventninger og realiteten til at passe sammen. Det kan godt gøre ondt i starten – mest fordi man skal til at lære at lytte til sig selv og måske ændre og skrotte nogle vaner, som før har tilfredsstillet een på nogle områder. Men det ER muligt. Så: Vær mild og god mod dig selv og tag imod de tilbud du får om hjælp 🙂

      Svar
  5. Luna says:

    Pas nu på dig selv søde Cecilie. Du skal ikke lege superhelt, du skal lytte til din krop, tage den med ro og snup så den sygemelding – det er IKKE en falliterklæring, men derimod et tegn på at man tage sin krops tegn seriøst. Og som andre også skriver, så skal kroppen nok sige stop på den ene eller den anden måde, hvis du ikke slapper af og udvikler det sig først, så er det altså ikke nemt at slippe af med igen. Pas på dig selv!

    Svar
  6. Ida says:

    Hvor er du bare altid befriende dejlig ærlig. Tak. Men stop nu op og pas på dig selv, der er aldrig nogen der kommer bagefter og takker en for alt det man har ydet ekstra på arbejdet…. eller derhjemme, hverken min vaskemaskine eller opvasker har lært at sige tak når den bliver tømt, kløet og klappet bag ørerne.
    Men du skylder alle os trofaste læsere at passe på dig selv, for dine indlæg kan vi ikke undvære. Jeg kan i hvert fald ikke. Du er min sandhedstotempæl, når man selv synes det hele er noget l*rt og man er lidt for meget en kælling. Så kan man lige tjekke ind her, og se man ikke er alene om at tænke sådan.
    Har bla. lige genlæst dit indlæg “Tankeskrald fra en gravid #2” + “Sentimental” – da jeg selv sidder her med den tykke mave, skide sur og utålmodig. Og sms’erne vælter ind….. har du føøøøøødt? Nej gu’ fanden har jeg ej.
    Nå.. anyway, det blev en lang smøre. Vil bare i bund og grund sige – Pas nu rigtig godt på dig selv. – gerne på den der lidt moderne wellness luksus agtige måde. Det fortjener du. Tak for skide gode indlæg.

    Svar
  7. Frøken Fregne says:

    Når lægen siger stress og røde tal, så skal man bare sige JA ikke jaja. Det kan simpelthen være så farligt. Jeg kender flere der er gået ned med flaget og har også selv været der. Jeg var heldig. Jeg slap med 6 måneder i depressionshelvede. En af mine veninder blev indlagt med hjerteproblemer og en krop der var ved at lukke helt ned, “bare” pga stress. Min mor er førtidspensionist, da stress blev til PTSD. Hun er ikke i stand til at arbejde mere nogensinde. Hun kan knap gå ud at handle.

    Så pas på dig selv, hvis ikke for din egen, så for Ottos skyld.

    Svar
  8. Cassandra says:

    Hej Sneglcille. Jeg følger din blog, selvom jeg ikke kommenterer. Bla bla, det jeg vil sige er, at jeg lige faldt over en blog, hvor en ung pige skriver noget om stress, angst, etc., og jeg kom i tanke om dig…ikke at jeg siger, du har stress eller angst eller noget, men alligevel.. Jeg ville ikke bare smide et link i hovedet på dig, bare spørge om du vil ha’ det eller helst være fri? Kender ikke bloggen og har på ingen måde læst hendes ’stress’ indlæg igennem.. Sooooo, vil du ha’ linket?

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *