Givblod

Min veninde Nanna, mistede knap 3 liter blod da hun fødte sit første barn Arthur, d. 11 januar 2009. 
Uden en blodtransfusion, havde Arthur ikke haft en mor i dag.
Barskt at tænke på og lige siden den dag i januar, hvor min mor (hun arbejdede dengang på frederiksberg fødegang) ringede til mig og fortalte at Nanna havde født og at det havde været voldsomt. Meget. Har jeg ønsket at melde mig som bloddonor, men på grund af graviditet, amning, tatoveringer m.v. har det ikke været muligt, før nu. Jeg har tilmeldt mig. Det samme bør du gøre.

Jeg har bedt Nanna om at fortælle om sin fødsel. Det er en voldsom historie, som jeg deler med jer for at understrege vigtigheden i bloddonation.
Hver eneste dråbe er dyrebar og kan redde liv.
Meld dig som donor i dag !!!! HER.
-Der er især mangel på mandlige donorer. Så hiv lige fat i din kæreste/ven/bror/far og spark dem afsted.
Det tager så lidt tid og er kun et enkelt stik. Men gør en kæmpe forskel.

Nanna’s beretning:
En fødselsberetning der ikke er for sarte sjæle eller gravide. Den er skrevet kort efter min fødsel af min søn, Arthur, der snart fylder 4 år.

På grund af uforklarlige smerter i maven, blev jeg 7 dage før min terminsdato skannet på hospitalet. Det viste sig at jeg ikke havde ret meget fostervand, men det var ikke alarmerende. Lægen tog en hurtig beslutning og bad mig komme til igangsættelse næste morgen.

Jeg mødte op til igangsættelse som aftalt. Jeg var så spændt, at jeg ikke kunne overskue, at gå hjem efterfølgende, så med underligt tiltagende smerter i underlivet, fandt jeg det som en fantastisk idé at smutte i biffen (hvilket syn!).

Sent på eftermiddagen mødte min (nu) mand og jeg op til undersøgelse på hospitalet.Vi var begge spændte og nervøse. Vi troede, at vi skulle blive på hospitalet til vores søn var født, men vi tog fejl. Jeg var stadig kun 1 cm åben og vi blev sendt skuffede hjem med besked på at komme igen næste morgen klokken 08.00

Klokken 22.45 gik vandet. Veerne skyllede ind over mig.  De var tydelige, men i mellem veerne fik jeg ubeskrivelige jag ned gennem underlivet – det føltes som splitsekundsveer. Min mand hev alle graviditetsbøgerne frem, men vi kunne ingen steder læse om skrigende stiksmerter i mellem veerne Jeg ringede til hospitalet igen, men de bad mig vente med at komme. Klokken 03.45 panikkede jeg og tog af sted.

På hospitalet tog en jordemoder imod os. Hun fandt hurtigt ud af at smerterne i mellem veerne gjorde at jeg slet ingen smertepause havde haft i fire timer og hun bestilte en epiduralblokade. Klokken 06.30 blev mine smerter lindret.

Klokken 11.30 var jeg 10 cm åben, men jeg havde kun småveer. Jeg fik lagt et vedrop, men det syntes ikke at hjælpe. Klokken 12.00 blev jeg for første gang bedt om at presse med på en af småveerne.

Mellem klokken 12.00 og klokken 15.30 pressede jeg uden presseveer! Jeg skreg hver eneste gang alt hvad jeg kunne, da jeg slet ikke kunne være i min egen krop. Jordemoderen så mere og mere bekymret ud – Hun skruede op for vedroppet flere gange, men der skete ingenting. Jeg skiftedes til at stå op, ligge ned, være på knæs osv. Intet hjalp, og min krop var bare helt helt færdig. Hver gang jeg pressede, måtte Jordemoderen og min mand holde på hele min krop, da jeg måtte bruge udefinerbare og uplacerede kræfter for at presse. Jeg panikkede flere gange og måtte tales til ro. Det var helt igennem forfærdeligt!

Klokken 15.30 blev en læge tilkaldt. Hun så meget bekymret ud og tilkaldte straks en ekstra jordemoder. Jeg var dødsensangst for mit barns velbefindende og var overbevist om at han ikke var okay. Lægen besluttede at tage min søn med sugekop. En helt ubeskrivelig smerte opstod, da jeg skulle presse min søn frem til at de kunne sætte koppen på. Endelig lykkedes det, men koppen faldt af og de måtte starte forfra. Endnu en jordemoder kom til for at hjælpe. Jeg græd som pisket og troede ikke på at min dreng nogensinde ville komme ud til mig. Det lykkedes dem at få koppen på – og i det de begyndte at hive ham ud, gik det op for dem, at han var stjernekigger! Jeg pressede igen alt hvad jeg kunne og pludselig kunne jeg mærke, at nu var hovedet på vej ud – Jeg var ikke et sekund i tvivl – det føltes som om jeg flækkede fuldstændig! Jeg kiggede ned på hovedet og var overbevist om at min søn umuligt kunne være levende. Jeg pressede igen, men kunne ikke få ham ud, da hans arm var i vejen. Efter et par forsøg, lykkedes det og han kom ud klokken 16.27. De lagde ham hurtigt op på min mave og jeg smeltede fuldstændig, da jeg kiggede ind i hans øjne. Han kom med nogle smålyde og jeg spurgte derfor Jordemoder 3 om han ikke skulle græde? Hun rubbede ham på ryggen og endelig kom det befriende skrig!

Da jeg havde født moderkagen, begyndte blodet at strømme ud ad mig. I løbet af få sekunder stod endnu to jordemødre på fødestuen. Blodet fossede ud og min meget diplomatiske mand udbrød, at det så “meget makabert” ud. Pludselig kravlede en af jordemødrene op på fødebriksen. Hun satte sig på hug på kanten og trykkede ned på min mave. Lægen så meget forskrækket ud og i samme øjeblik kom to læger mere til. Min søn blev løftet over i armene på min mand og jeg blev kørt ud fra fødestuen – stadig med jordemoderen siddende oven på mig. Alle jordemødrene og lægerne fulgte med. De næsten løb med fødebriksen mens de fortalte mig, at jeg skulle opereres.

Klokken 16.35 var jeg bedøvet fra brystet og ned. Jeg lå under en kæmpe lampe mens en hel flok af mennesker stod rundt om mig og kiggede. For enden af briksen stod en læge og opererede mig med diverse instrumenter. Der var mildest talt blod overalt! Sengen med alt det hvide sengetøj, var farvet rød. Mit tøj var blodigt, der var blod på gulvet og på alle lægernes kitler og handsker. Af en eller anden grund var jeg ikke bange. Jeg lå bare og tænkte at jeg i hvert fald ikke skulle føde – nogensinde igen. En jordemoder stod og smilede til mig, mens hun forklarede mig, hvad der skete. Jeg havde mistet 2,7 liter blod og fik en blodtransfusion + diverse drop.

Efterfølgende blev jeg kørt til opvågning. På stuen sad en sygeplejerske og kiggede på mig mens det nye blod langsomt blev optaget i min krop – I det øjeblik besluttede jeg, at jeg bestemt skulle være bloddonor.

Nogle timer efter, blev jeg kørt ned til barselsafsnittet. Jeg lå et stykke tid og lyttede mens jeg kiggede ud på den tomme gang. – Pludselig kunne jeg genkende lyden af min mands skridt og han kom ind ad døren med vores lille dreng i armene. Min mand tog min hånd og kyssede mig og fortalte mig, at han elsker mig.

Alt personalet på fødegangen og barselsgangen vidste hvem jeg var. – Jeg var hende der havde født uden presseveer, som havde mistet 2,7 liter blod! Mange kiggede ind for at se til mig – samtlige jordemødre og læger der havde deltaget i min fødsel og operation kom ind til os – Sågar de to portører der havde kørt mig rundt kom forbi. De ønskede os tillykke og talte deres del af forløbet igennem med mig.

– – – – –

For 10 måneder siden fødte jeg Arthurs lillesøster, Mollie. Jeg havde en markant bedre fødsel, men endte med et blodtab på 1,3 liter blod. Grænsen for at få en blodtransfusion ligger cirka på 1,5 liter.

-Jeg meldte mig som bloddonor for tre år siden –  Jeg skylder stadig et par liter.

….
Tak til verdens bedste Nanna, for at dele sin fødselsberetning med mig og jer. Det er modigt at smide sådan en historie ud, til tusindvis af fremmede. Og det er præcis hvad Nanna er, modig.
Jeg har før linket til Nanna’s blog, som handler om Arthur og sygdommen Startle disease, linket får I igen, her.

40 replies
  1. Anne
    Anne says:

    Puha, så sidder jeg lige her og tuder lidt.

    Jeg har selv haft to meget voldsomme fødsler og at læse beretningen, satte lige gang i minderne.

    Jeg har desværre en sygdom som gør, at jeg ikke må give mit blod, men min mand gør det og det er også efter min fødsel.

    Tak for beretningen Nanna, er sikker på, at dine unger har verdens sejeste mor 🙂

    Svar
  2. Cæcilie M.S
    Cæcilie M.S says:

    Hold da op – verdens sejeste kvinde! Stor, stor respekt og en lille tåre over morgenkaffen herfra…. Synes selv jeg havde en hård første fødsel for snart 8 mdr siden, og visse elementer ligner (bl.a. sugekoppen, stjernekigger baby og manglende presseveer) – men det er da de mest ubetydelige elementer i min fødsel der ligner den beskrevet ovenfor…. Alt det virkelig hårde slap jeg (gudskelov) for!
    Jeg er bloddonor, men har endnu ikke været inde første gang efter fødslen! Men booker en tid NU – tak Nanna og Cille for at minde mig om at få det gjort 🙂 Jeg er ovenikøbet universaldonor, så afsti afsted til sygehuset!

    Svar
  3. Trine Maria
    Trine Maria says:

    Læste den – selvom jeg er gravid – liiiiidt for nysgerrig til at lade vær, ik?
    Og jeg venter også stadig på at blive donor. Det er også blæk, for lav vægt og nu graviditet der forhindrer mig nu, men satser på at være kørt i stilling inden alt for længe!
    Godt indlæg og mega ros til Nanna!
    Ps. Græd lidt – hun er fandme sej.

    Svar
  4. Teresa
    Teresa says:

    Jeg har det ligesom Anne herover. To hårde fødsler og minderne og tårerne pibler frem. Jeg kan desværre heller ikke give blod pga børneleddegigt, men jeg opfordrer alle andre til det.
    Tak for en ærlig og barsk beretning, hvor er det sejt klaret af Nanna.

    Svar
  5. Ann
    Ann says:

    Sidder også med tårer i øjnene ovenpå to kejsersnit, men stadig med sugekop, for spændende skal det være at føde børn på over 5 kg.. :-/ Jeg har været bloddonor siden jeg var 18 og min mand har lige tilmeldt sig (trods giga nåleskræk), Men det er en god gerning og hvorfor så ikke gøre det (hvis man ellers er egnet)
    P.s. sejt at Arthur fik en lillesøster, trods den hårde fødsel..

    Svar
  6. Nana Bech
    Nana Bech says:

    Er helt gald for at se, at jeg ikke er den eneste der tuder lidt til den historie. For hold da op en mundfuld! Og så at slutte den med, at hun fame bliver gravid igen (jamen tænk, at hun turde!) – det er bare enormt livsbekræftende, synes jeg. At ens lille barn gør, at det var det hele værd på trods af ubeskrivelige smerter. Det er altså smukt.

    Svar
  7. Sara
    Sara says:

    Nanna er verdens sejeste mor, veninde og kvinde! Jeg må ikke selv give blod, da vi boede i England i den periode, hvor der var kogalskab… Og det selv om jeg åbenbart har den type blod, som alle kan tåle (akut-blod). Efter Mollies fødsel ringede jeg og tiggede og bad om lov til at give blod. Men nope den går ikke. Så alle jer andre! Kom i gang. Det kunne være en, som I virkelig holder af, der har brug for det. Lad være med at vente til I har oplevet behovet, men giv det hellere på forhånd – som en slags opsparing (i blodbanken..)

    Svar
  8. louise
    louise says:

    Puha..
    Det er fandme en sej kvinde! Tusind tak for at dele historien med os!
    Også selvom jeg endnu ikke har født.. omg mand!

    Svar
  9. Ida Burchardi
    Ida Burchardi says:

    Fan.Tastisk. indlæg! Selv jeg der ikke har født kniber en tåre.

    Vil lige tilføje noget til det med at give blod. Ikke bare er det godt / rigtigt / moralsk / blabla… Det er også en mega-hyggelig og ret fantastisk dateagtig ting at gøre sammen med en man kan li. Der er gratis slik og vin og folk derude er så søde!

    Min kæreste og mig laver altid en hel lille tur ud af det.

    Svar
  10. Sebrina
    Sebrina says:

    Jeg tørrer lige øjenene- sikke en beretning! Og hvor er hun bare sej hende Nanna!

    Jeg selv er sygeplejerske og arbejder på en barselsgang, og synes desværre at flere kvinder bløder mere og mere, nok bl.a. pga. det efterhånden skal gå så stærkt med de fødsler og jordemødrene/lægerne har travlt. Det er et meget godt budskab det med at give blod, jeg selv har også haft karantæne i evigheder, men Nicolai er trofast donor, så lidt bidrager vi da til i vores lille hjem og det vil vi gøre lige så længe vi kan!

    Svar
  11. Cecilie
    Cecilie says:

    Er også selv donor, og går målrettet efter den der 100gangs-nål (er SÅ træt af karantæner! Giver Egypten karantæne!? REALLY?!).. Kan ikke huske hvorfor jeg meldte mig, eller hvornår, men efter at min lillebror var ude for en trafikulykke og også fik spandevis af blod, føltes det bare så rart at vide at man havde bidraget til det fantastiske danske donorsystem 🙂

    Svar
  12. Kristina
    Kristina says:

    Super indlæg for en rigtig god sag! Jeg har selv været bloddonor de sidste par år, men er nu blevet sat på to års pause, da jeg er blevet lidt utilpas et par gange efter tapning. Det er vildt irriterende, da jeg ellers er sund og rask, har en god blodprocent og ikke mindst rigtig gerne vil hjælpe! Forhåbentligt kan jeg vende frygteligt tilbage om to år og håber bestemt dette indlæg vil inspirere nogen til at melde sig – det er ikke slemt overhovedet 🙂

    Svar
  13. nuria
    nuria says:

    Sikke en historie :-((
    Min kæreste og jeg ville begge meget gerne donere blod, men må ikke! Han må ikke, da han er bløder, og jeg vejer ikke nok! Når jeg engang kommer op på de kg der skal til melder jeg mig med det samme, det har altid været mit mål 🙂

    Svar
  14. Søren
    Søren says:

    Rundede de 100 gange for et halvt år siden. Det er en borgerpligt, hvis man kan (sygdom, karantæne efter rejser, fødsler er hver mands (kvindes) herre (herskerinde).

    Godt indlæg, Cille.

    Svar
  15. Sara
    Sara says:

    Puh, minderne vælter frem som jeg læser Nannas beretning… Det var også en meget voldsom oplevelse at føde min datter og jeg mistede lige over 3 liter blod på meget kort tid og blev opereret og fik blod igen og igen i løbet af de første dage efter fødslen.. Jeg vil aldrig glemme den voldsomme oplevelse og er her, knapt 2 år efter, er jeg endnu ikke klar til at blive gravid igen, simpelthen fordi tanken om endnu en fødsel er så skræmmende!

    Jeg har stadig meget lav blodprocent så kan ikke give det blod jeg skylder tilbage, men min mand er godt igang med at betale min gæld, og kunne jeg selv gjorde jeg det i et splitsekundt!

    /Sara

    Svar
  16. Sofie
    Sofie says:

    Som gravid (dog 2. gangs) læste jeg alligevel beretningen – jeg kunne ikke lade være. Jeg mistede selv en hel del blod, faktisk over den grænse til transfusion som Nanna fortæller, dog uden at få den, da jeg fødte min snart 3 år gamle søn. Jeg er desværre ikke selv bloddonor, selvom jeg utallige gange har været tæt på at gøre det. Og jeg skammer mig faktisk over det. Så snart jeg er færdig med at amme bebs nr. 2, så gør jeg det, ja jeg gør så!!

    Svar
  17. Mie
    Mie says:

    Giver selv blod- uden nogen videre overvejelser bag! Bare fordi at det at hjælpe gør mig glad! Og skulle man selv stå i situationen engang ville man nok selv værdsætte dem der havde doneret det!

    Svar
  18. Line
    Line says:

    P.S. Du skal bare være bloddonor for at blive knoglemarvsdonor. Ingen andre prøver eller lignende. Vær med til at redde liv!

    Svar
  19. Evamarie
    Evamarie says:

    Jeg havde nøjagtig samme oplevelse, da jeg fødte senere på året på Frederiksberg Hospital. Jeg mistede dog “kun” 2,2 liter, men fik ikke blod. Det er dejligt at læse, at nummer to fødsel, kan være mindre dramatisk. Jeg har endnu ikke turde blive gravid, da jeg stadig skider lidt i bukserne, når jeg tænker på fødslen. Dejligt indlæg. 🙂

    Svar
  20. Cecilie
    Cecilie says:

    Øhm det kan være, jeg ikke lige kan tolke det ud fra beskrivelsen men hvorfor mistede du så meget blod? Var der et eller andet særligt der var gået hul på? Og hvorfor sad der en jordmoder på maven af dig i sengen?

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Jeg svarer lige på Nanna’s vegne.
      Jordemoderen satte sig på Nanna for at få livmoderen til at trække sig sammen. Det gør den normalt af sig selv når moderkagen er født. Gør den ikke det, er det noget lort og man begynder at styrtbløde, som Nanna gjorde.

      Svar
  21. Sofie
    Sofie says:

    Vi er store fans af bloddonering herhjemme. Min mand var i en trafikulykke for 14 år siden. På vej op af Bispeengbuen i kbh på motorcykel ramte han en sten og blev slynget ud i autoværnet. Venstre ben var smadret fra over knæet og ned, pulsåren var revet over og blodet fossede ud. Han fik 3 poser blod i ambulancen på vej til Rigshospitalet. De næste 3 uger blev han opereret hver dag og han fik i alt 32 portioner blod i forløbet. De samlede 52 stykker knogle, og hans ben var stadig 5 cm for kort bagefter. Benet var nærmest væk, så på de 52 stykker knogle lagde de en muskel fra ryggen og en blodåre fra højre ben og hud fra højre ben. De næste 3 uger måtte de hver dag operere det kød væk fra benet som døde. Han lå på Riget i 3 måneder, genoptrænede efterfølgende i 3 år, har været gennem utallige efterfølgende operationer for at reparere knæet, forlænge benet de 5 cm, fjerne arvæv osv. Efter hård træning smed han krykkerne den dag vores søn blev født. I dag kan han gå (dog ikke langt), cykle, arbejde osv. Uden de 3 blodtransfusioner fra ulykkesstedet og til riget var Mads død den dag. Desværre kan ingen af os donere blod. Mads har fået for mange blodtransfusioner – man danner nemlig antistof mod fremmed blod og det kan være farligt for den der modtager blodet. Jeg lider af lavt blodtryk og kan derfor heller ikke godkendes til at give blod. Og vi skylder ellers en del…

    Svar
  22. Eva
    Eva says:

    Uha, jeg husker tydeligt Nannas fødselsberetning. Vi var i samme virtuelle terminsgruppe og jeg har også fulgt med i det efterfølgende forløb med Arthurs Startle Disease. Nu, hvor ungerne snart er 4 år og føromtalte terminsgruppe ikke længere er det store, er Nannas stadig en af de historier, der står lysende klart for mig!

    Cecilie, du har sgu en sej veninde dér! 🙂

    Svar
  23. Ane
    Ane says:

    Hvor er det bare et rørende indlæg om et rigtigt vigtigt emne. Jeg håber at det er ok at jeg lægger et link til noget som jeg synes er mindst lige så vigtigt. For de af os der desværre ikke kan blive gravide med egne æg, er dybt afhængige af andre kvinders æg hvis vi engang skal blive mødre.
    Det er selvfølgelig et langt større indgreb og også et mere tabubelagt emne en bloddonation. Men hvis det her kan få en enkelt til at blive ægdonor kan det ændre et barnløst pars liv. Lige nu er der flere års ventetid på æg.
    KH Ane

    Svar
  24. Jens Rasmussen
    Jens Rasmussen says:

    jeg giver selv blod (gang nr 75 coming up) og vil da bare lige sige til alle dem der tror de skylder i blodbanken

    – Nej det gør I bestemt ikke det er ikke derfor jeg giver blod jeg giver blod for at Mads, Nanna og mange andre kan se solen stå op i morgen med deres kære uden andre bagtanker end at hjælpe. Men der er altid plads til flere donorer det er klart 🙂 god dag til jer alle

    Svar
    • Nanna
      Nanna says:

      …og jeg håber, at jeg en dag når op på gang nr. 75, så jeg også kan hjælpe nogen med at se solen stå op en morgen 🙂

      Svar
  25. Hanne
    Hanne says:

    Jeg fik blod af flere omgange efter min sidste fødsel. Selve fødslen var et ganske udramatisk kejsersnit, altså indtil børnene var ude og jeg åbnede for sluserne. I øvrigt en gentagelse af første fødsel, bortset fra at jeg denne gang var vågen under forløbet og nu ved hvor utilpas man bliver.
    I første omgang var det meningen at jeg skulle have haft mere blod, men hverken lægen eller de 3 narkosesygeplejersker, der blev tilkaldt på skift kunne lægge et venflon der fungerede. Da jeg ikke var i livsfare var det ikke aktuelt at anlægge CVK (men flere læger har siden lovet mig at hvis jeg nogensinde får VIRKELIG brug for det, skal de nok få lavet IV adgang) og jeg fik i stedet EPO injektioner.
    Fordi jeg er så dårlig at stikke i, har jeg valgt ikke at blive bloddonor. Der er måske nok ret dobbeltmoralsk fordi jeg uden at blinke modtog blod mens jeg havde det allerdårligst. Til gengæld er jeg organdonor og jeg har været ægdonor

    Svar
  26. Tanja
    Tanja says:

    Kære Cille!

    Jeg har lige læst dette indlæg (lidt sent, ja, men er I skrivende stund i gang med at læse hele den blog), og det ramte mig bare. Jeg er typen, der ALDRIG græder og ALDRIG skriver blog-kommentarer, men alligevel stortudet jeg imens, jeg læste det og er lige nu (surprise) i gang med at skrive en kommentar.

    Jeg har hverken børn eller planer om det i den nærmeste fremtid, trods 28 somre og fast kæreste i bagagen! Men jeg elsker din blog og har planer om at skrive lidt feedback til dig, når jeg er færdig med den, hvis du har lyst til at høre, hvad jeg synes om den.. Er jo tydeligvis fan, siden jeg er kommet så langt (har læst den semi-kronologisk, altså startede på sidste side, men læste oppefra og ned)

    Nå, men det var bare lige det!

    Hej Hej!

    P.S High-five til dig for at være en awesome mor!

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] dette indlæg i morges og tænkte jeg lige vil dele. For det er vigtigt. Kan fornemme der er en del mødre, […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *