Chop chop

Som nogle stykker af jer måske så på facebook tidligere, skulle jeg i dag til frisøren.
Mit hår trængte i den grad til en kærlig hånd og en helvedes masse fugt, mine spidser var simpelthen så fucked up ødelagte at der skulle klippes en del af. Virkelig meget faktisk.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Så meget, at jeg nu har kortere hår end jeg har haft i mange mange år. Er ret sikker på at det var engang i midt 90’erne at mit hår sidst var så kort. Jeg svor da også dengang at jeg aldrig ville gå med til at blive så kort igen og det kræver bestemt en del tilvænning, særligt når man som jeg har været langhåret så længe. Når det er sagt, så må jeg igen give Kristina og Zimmersonne kæmpe ros og tusind kram, for jeg elsker det og har slet ikke fortrudt, selvom jeg vist glemte at trække vejret et par gange undervejs.

Og her er jeg så, med håret.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

Røvhulsmøl!!!

De har god smag sådan nogle små fuckers. Møl!
-Som jeg for the record ikke anede jeg havde. Har da godt nok klasket, hvad jeg troede var en natsværmer, eller to. Havde jeg bare vidst at det var sultne pismøl, som var i færd med at bruge min garderobe som buffet, havde jeg hevet vingerne af de små røvdyr og pisset på dem.
Alle mine uldstrømpebukser, 3 yndlings striktrøjer, TO! silkekjoler og en kneppedyr Goya jakke, har de dekoreret i et gækkebrevslignende hulmønster.

Dækker indboen møl-attack?
Og kan nogen forklare mig, hvorfor de der mølfælder jeg har købt, ingen møl har fanget? Er det virkelig muligt at jeg bare har haft en møl eller to på besøg og jeg har nået at gøre det af med dem, inden de er begyndt at knalde? 
Jeg forstår det ikke.

Jeg går lige ind og råber lidt. Hej.

Amsterdam… Om lidt.

Om 9 dage skal jeg til Amsterdam i en hel weekend.
Det bliver fedt. Eller Het zal geweldig!! Som de siger i Holland! (Siger google translate).

Men… Jeg har aldrig været der, så Amsterdam tips modtages med kyshånd.
Særligt gode spisesteder og tøjbutikker, især genbrug er jeg ret interesseret i.

Du ka’ løbe

Jeg drak øl i går. 4 flasker. Jeg røg også 3 cigaretter.
Det lyder ret uskyldigt synes jeg selv, så hvad pik sker der for at jeg i dag har tømmermænd?!
Seriøst! Jeg kan kun tænke på søvn og salatmayo. 
Derfor, istedet for et blogindlæg, er her en dejlig sang med dejlige EaggerStunn.

[youtube YHzeZR9AJ44 700 500]

Cravings og en lakridsvinder

Jeg har grint og savlet over jeres kommentarer til lakridsgiveawayen, hold kæft hvor er I skægge. Der er blevet nævnt: brie, p-tærter, Tuc med havarti, mini muh, skumspejlæg med en laber larve i midten (Perfekt!!!), ostepops, kinder i lange baner, peanutbutter, smørmadder og meget andet.
Jeres kommentarer var faktisk så gode at jeg har haft svært ved at vælge.
Derfor blev det til en god gammeldags lodtrækning, og de 2 kilo lakrids skal hjem og bo hos:

Anne HP

Anne skrev følgende:
Lakrids. Gerne den salte af slagsen. Hovederne fra SkipperMix (fryd når man finder dem i blandselv afdelingen!) Bogstaverne fra Haribo og Djungelvrål (som vel teknisk set er sød lakrids med stads på. Årh.
Men jeg er også stor tilhænger af kage. Og chokolade. Og chips!

Og bernaisesauce ? eller wannabe ? den fra Knorr. Er du klar over hvor godt spaghetti og bernaise smager?!

Tillykke til Anne, send mig en mail på sneglcille@gmail.com med din adresse, så sender jeg den fluks videre til Haribo.

Kan som bonus fortælle at mine egne laster, udover the obvious, som chokolade og saltlakrids, er:
Avocado i alle afskygninger,
Ristet rugbrød – gerne med førnævnte, eller en skive flødehavarti, åh eller nutella! 
Peanutbuttermadder (nu med nutella, så fuck jer, som skrev om den lækre kombi),
Chokolademusli med mælk (eller uden, who cares),
Edamamebønner med citron og salt,
Mælkesnitter (cravingen startede da jeg var gravid, hvor jeg snildt kunne køre 5 ind om dagen, det er jeg stoppet med, men kan stadigvæk komme til at købe dem…)
og sidst men ikke mindst de der Mathilde chokolade milkshakes.

Nu er der snart nogen som skal holde kæft med det der kernefamilie!

“Jamen drømmer du ikke om sådan en rigtig kernefamilie??” Blev jeg spurgt om for nylig… Hmmmm. Hæng lige på et øjeblik:

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En kernefamilie er et udtryk, der bruges om en familie-enhed, som består af far, mor og et eller flere børn. Kernefamilien er et fællesskab, hvor parterne er afhængige af hinanden.

Nåååårh hvor fint hva?!
….
Ved I hvad jeg læser det som?! Røv og nøgler! Så nej, jeg gider ikke have en rigtig kernefamilie. Nej tak. Det kan jeg heller ikke rigtigt, skal man tro på ovenstående beskrivelse, ligesom at de homoseksuelle par jeg kender, både med og uden børn heller ikke kan være en kernefamilie.
Men jeg har heldigvis noget meget bedre: Min familie. Ingen kerner her og jeg springer også over på spelten tak. Otto har en far og en mor, som taler sammen hver eneste dag og som begge vil stå på hovedet for at få det til at fungere, sådan at Otto skal have det bedst. Otto er forvirret, selvfølgelig er han det, for det er da svært at mor og far ikke bor sammen, MEN der er sgu ikke noget at gøre ved det, andet end at få det bedste ud af virkeligheden. Og skal jeg være helt helt ærlig, jaja jeg brokker mig og det er hårdt at løbe så stærkt som jeg til tider gør, når man også lige skal være nogens mor, men jeg vil hellere have min hverdag, måske med et par timer ekstra i døgnet, end være i et forhold som ikke fungerer, eller i en goddamn “kernefamilie”, med mor og far og et eller flere børn, karbonader og onsdagssex. Don’t get me wrong, jeg vil gerne være i et forhold på et tidspunkt, og have en større familie, på et tidspunkt. Det er udtrykket “kernefamilie”, som får det hele til at stritte på mig. Jeg kender mange par, med børn og INGEN af dem vil jeg kategorisere som værende kernefamilier, det ville være en fornærmelse. Det er forhold og familier med kærlighed og samvær, varme og forståelse, nårhja og skænderier. Præcis ligesom min familie.
Så! Ordet bør slettes, sammen med “enlig mor” og “svømmepøl”. Det lyder grimt. Få det væk!

“Jeg har min mor, jeg har min far, vi har hinanden…” – Otto, 3 år

Vind: 2 kilo lakrids

Der er 3 ting som jeg indtager hver eneste dag, uden undtagelse.
De er: Chokolade, kaffe og lakrids.
Haribo har foræret mig en kassefuld af sidstnævnte.
En ny slags, med navnet Stevi-lakrids. De hedder sådan da de er sødet med Stevia i stedet for sukker = færre kalorier, hvis man går op i den slags. Jeg skal ærligt indrømme at jeg var en smule skeptisk, mest fordi at stevia lyder lidt som en færge eller et hygiejnebind og ikke som noget jeg umiddelbart gider spise. Men de smager altså pissegodt. Ærligt. De smager af rigtig lakrids og de er bløde og klistrede og gode… Mmmmm.

Photobucket Pictures, Images and Photos
Photobucket Pictures, Images and Photos

Jeg har fået lov til at forære en kasse Stevi-lakrids til en af jer.
20 poser er der i sådan en kasse. Var det noget? Så skriv en kommentar til indlægget her, senest lørdag kl 20. Fortæl mig om din største last, på snackfronten. Er det vingummi, punchruller, saltstænger eller mayo på en ske? Spill it!

BRØL!!

Ja, det er mere brøleri herfra. Jeg er ligeglad!
Alt sejler!
Jeg har rullet gardinerne ned i min lejlighed, fordi at min sindstilstand de sidste to uger har gjort at bunkerne af vasketøj, legetøj, støv og de tusind pinde, kastanjer og blade som barnet slæber med hjem fra udflytteren hver evigt eneste fucking dag, har hobet sig op og mit hjem efterhånden ligner et teenageværelse fra helvede.
I dag sov vi over os, på stressmåden, så vi toppede rodet med endnu mere tøj, en halvspist portion havregryn, samt en gennemtisset junoseng, fra nattens uheld. Jamen hvad skal jeg gøre?! Vi vågnede 10 minutter efter vi skulle have været ude af døren, nåede knap bussen og nej jeg har ikke børstet tænder. Som sagt: Det sejler!
I eftermiddag er vi inviteret til børnefødselsdag hos bedstevennen i børnehaven og jeg er skideglad og stolt over at Otto er en af de 3 inviterede og jeg har priorteret at det skal vi bare med til, men hvem fanden vasker så sengetøj, går på poshuset, køber aftensmad og skraber havregrynene af babapappatallerkenen Hva’?!!

                                                                             AAAArrrrGGGgghhh!!
… Det var bare det.

Bonus:
Hel-dig-vis har freelancer meldt sig som barnepige, i aften når barnet sover, og så skal jeg have en kæmpefed drink, skal jeg fandme!
Oprydningen den bliver udsat lidt længere. Det må jeg gerne.
…..

Givblod

Min veninde Nanna, mistede knap 3 liter blod da hun fødte sit første barn Arthur, d. 11 januar 2009. 
Uden en blodtransfusion, havde Arthur ikke haft en mor i dag.
Barskt at tænke på og lige siden den dag i januar, hvor min mor (hun arbejdede dengang på frederiksberg fødegang) ringede til mig og fortalte at Nanna havde født og at det havde været voldsomt. Meget. Har jeg ønsket at melde mig som bloddonor, men på grund af graviditet, amning, tatoveringer m.v. har det ikke været muligt, før nu. Jeg har tilmeldt mig. Det samme bør du gøre.

Jeg har bedt Nanna om at fortælle om sin fødsel. Det er en voldsom historie, som jeg deler med jer for at understrege vigtigheden i bloddonation.
Hver eneste dråbe er dyrebar og kan redde liv.
Meld dig som donor i dag !!!! HER.
-Der er især mangel på mandlige donorer. Så hiv lige fat i din kæreste/ven/bror/far og spark dem afsted.
Det tager så lidt tid og er kun et enkelt stik. Men gør en kæmpe forskel.

Nanna’s beretning:
En fødselsberetning der ikke er for sarte sjæle eller gravide. Den er skrevet kort efter min fødsel af min søn, Arthur, der snart fylder 4 år.

På grund af uforklarlige smerter i maven, blev jeg 7 dage før min terminsdato skannet på hospitalet. Det viste sig at jeg ikke havde ret meget fostervand, men det var ikke alarmerende. Lægen tog en hurtig beslutning og bad mig komme til igangsættelse næste morgen.

Jeg mødte op til igangsættelse som aftalt. Jeg var så spændt, at jeg ikke kunne overskue, at gå hjem efterfølgende, så med underligt tiltagende smerter i underlivet, fandt jeg det som en fantastisk idé at smutte i biffen (hvilket syn!).

Sent på eftermiddagen mødte min (nu) mand og jeg op til undersøgelse på hospitalet.Vi var begge spændte og nervøse. Vi troede, at vi skulle blive på hospitalet til vores søn var født, men vi tog fejl. Jeg var stadig kun 1 cm åben og vi blev sendt skuffede hjem med besked på at komme igen næste morgen klokken 08.00

Klokken 22.45 gik vandet. Veerne skyllede ind over mig.  De var tydelige, men i mellem veerne fik jeg ubeskrivelige jag ned gennem underlivet – det føltes som splitsekundsveer. Min mand hev alle graviditetsbøgerne frem, men vi kunne ingen steder læse om skrigende stiksmerter i mellem veerne Jeg ringede til hospitalet igen, men de bad mig vente med at komme. Klokken 03.45 panikkede jeg og tog af sted.

På hospitalet tog en jordemoder imod os. Hun fandt hurtigt ud af at smerterne i mellem veerne gjorde at jeg slet ingen smertepause havde haft i fire timer og hun bestilte en epiduralblokade. Klokken 06.30 blev mine smerter lindret.

Klokken 11.30 var jeg 10 cm åben, men jeg havde kun småveer. Jeg fik lagt et vedrop, men det syntes ikke at hjælpe. Klokken 12.00 blev jeg for første gang bedt om at presse med på en af småveerne.

Mellem klokken 12.00 og klokken 15.30 pressede jeg uden presseveer! Jeg skreg hver eneste gang alt hvad jeg kunne, da jeg slet ikke kunne være i min egen krop. Jordemoderen så mere og mere bekymret ud – Hun skruede op for vedroppet flere gange, men der skete ingenting. Jeg skiftedes til at stå op, ligge ned, være på knæs osv. Intet hjalp, og min krop var bare helt helt færdig. Hver gang jeg pressede, måtte Jordemoderen og min mand holde på hele min krop, da jeg måtte bruge udefinerbare og uplacerede kræfter for at presse. Jeg panikkede flere gange og måtte tales til ro. Det var helt igennem forfærdeligt!

Klokken 15.30 blev en læge tilkaldt. Hun så meget bekymret ud og tilkaldte straks en ekstra jordemoder. Jeg var dødsensangst for mit barns velbefindende og var overbevist om at han ikke var okay. Lægen besluttede at tage min søn med sugekop. En helt ubeskrivelig smerte opstod, da jeg skulle presse min søn frem til at de kunne sætte koppen på. Endelig lykkedes det, men koppen faldt af og de måtte starte forfra. Endnu en jordemoder kom til for at hjælpe. Jeg græd som pisket og troede ikke på at min dreng nogensinde ville komme ud til mig. Det lykkedes dem at få koppen på – og i det de begyndte at hive ham ud, gik det op for dem, at han var stjernekigger! Jeg pressede igen alt hvad jeg kunne og pludselig kunne jeg mærke, at nu var hovedet på vej ud – Jeg var ikke et sekund i tvivl – det føltes som om jeg flækkede fuldstændig! Jeg kiggede ned på hovedet og var overbevist om at min søn umuligt kunne være levende. Jeg pressede igen, men kunne ikke få ham ud, da hans arm var i vejen. Efter et par forsøg, lykkedes det og han kom ud klokken 16.27. De lagde ham hurtigt op på min mave og jeg smeltede fuldstændig, da jeg kiggede ind i hans øjne. Han kom med nogle smålyde og jeg spurgte derfor Jordemoder 3 om han ikke skulle græde? Hun rubbede ham på ryggen og endelig kom det befriende skrig!

Da jeg havde født moderkagen, begyndte blodet at strømme ud ad mig. I løbet af få sekunder stod endnu to jordemødre på fødestuen. Blodet fossede ud og min meget diplomatiske mand udbrød, at det så “meget makabert” ud. Pludselig kravlede en af jordemødrene op på fødebriksen. Hun satte sig på hug på kanten og trykkede ned på min mave. Lægen så meget forskrækket ud og i samme øjeblik kom to læger mere til. Min søn blev løftet over i armene på min mand og jeg blev kørt ud fra fødestuen – stadig med jordemoderen siddende oven på mig. Alle jordemødrene og lægerne fulgte med. De næsten løb med fødebriksen mens de fortalte mig, at jeg skulle opereres.

Klokken 16.35 var jeg bedøvet fra brystet og ned. Jeg lå under en kæmpe lampe mens en hel flok af mennesker stod rundt om mig og kiggede. For enden af briksen stod en læge og opererede mig med diverse instrumenter. Der var mildest talt blod overalt! Sengen med alt det hvide sengetøj, var farvet rød. Mit tøj var blodigt, der var blod på gulvet og på alle lægernes kitler og handsker. Af en eller anden grund var jeg ikke bange. Jeg lå bare og tænkte at jeg i hvert fald ikke skulle føde – nogensinde igen. En jordemoder stod og smilede til mig, mens hun forklarede mig, hvad der skete. Jeg havde mistet 2,7 liter blod og fik en blodtransfusion + diverse drop.

Efterfølgende blev jeg kørt til opvågning. På stuen sad en sygeplejerske og kiggede på mig mens det nye blod langsomt blev optaget i min krop – I det øjeblik besluttede jeg, at jeg bestemt skulle være bloddonor.

Nogle timer efter, blev jeg kørt ned til barselsafsnittet. Jeg lå et stykke tid og lyttede mens jeg kiggede ud på den tomme gang. – Pludselig kunne jeg genkende lyden af min mands skridt og han kom ind ad døren med vores lille dreng i armene. Min mand tog min hånd og kyssede mig og fortalte mig, at han elsker mig.

Alt personalet på fødegangen og barselsgangen vidste hvem jeg var. – Jeg var hende der havde født uden presseveer, som havde mistet 2,7 liter blod! Mange kiggede ind for at se til mig – samtlige jordemødre og læger der havde deltaget i min fødsel og operation kom ind til os – Sågar de to portører der havde kørt mig rundt kom forbi. De ønskede os tillykke og talte deres del af forløbet igennem med mig.

– – – – –

For 10 måneder siden fødte jeg Arthurs lillesøster, Mollie. Jeg havde en markant bedre fødsel, men endte med et blodtab på 1,3 liter blod. Grænsen for at få en blodtransfusion ligger cirka på 1,5 liter.

-Jeg meldte mig som bloddonor for tre år siden –  Jeg skylder stadig et par liter.

….
Tak til verdens bedste Nanna, for at dele sin fødselsberetning med mig og jer. Det er modigt at smide sådan en historie ud, til tusindvis af fremmede. Og det er præcis hvad Nanna er, modig.
Jeg har før linket til Nanna’s blog, som handler om Arthur og sygdommen Startle disease, linket får I igen, her.

Efterskælv

… Jeg overlevede sidste uge. Mødet med Otto’s pædagog gik godt, de er glade for ham og pædagogen beskrev ham, sådan at jeg kunne genkende ham, hvilket altid er et godt tegn synes jeg.    
Begravelsen var hård (selvfølgelig), men smuk og på en eller anden måde var det rart at få en ordentlig afslutning..
Festen i børnehaven…..? Altså. Vi var trætte. Allesammen. Jeg var gået hjem fra arbejde med uro i kroppen og hardcore kvalme tidligere på dagen, så jeg var ikke super oplagt, klokken 14:30 da vi nåede frem i øsende regnvejr, med tunsalat og gulerodsstave under armen. Otto fandt vi på en mooncar, grædende, med tis i bukserne. Det skete i øvrigt 3 gange mens vi var der. Han var træt og spændt hvilket udover al tisseriet, viste sig som skrig og skrål, indtil han kollapsede og faldt i søvn, ovenpå mig, i garderoben. Så… Vores fest, så primært sådan her ud:

Uploaded from the Photobucket iPhone App
… Om jeg er veludhvilet og frisk her mandag morgen?? Hahahahahahaha!!! Fuck lige af og send kaffen denne vej. Tak.