Når man græder på chefen
Jeg kan gå rigtigt længe og bilde mig selv og andre ind at jeg har det fint, at det hele kører og at der er spelt i skuffen. Sådan er det bare sjældent. I stedet for at stoppe op og lige briefe min omgangskreds om at det sejler, tier jeg det ihjel, mens jeg smiler og joker. Det er her jeg for det meste bliver hamret i bund af noget sygdom, denne gang er ingen undtagelse. Hej influenza! Men det skal ikke få mig ned med nakken sgu. Så jeg går på arbejde og er mor og fortsætter trods feber og kaos, og så er det at min hjerne giver op. Og det eneste der skal til for at udløse tuderiet, er et “hvordan går det?”. I går gik det ud over min chef. Lige der midt i kontorlandskabet tudede jeg igennem min influenza og blev efter en peptalk bedt om at gå hjem.
Så det gjorde jeg.
Allerede i morges havde jeg det bedre. Søvnen, gråden og de mange liter ingefærte havde gjort mig godt. Instant lettelse.
Så vendte jeg mig i sengen og fik øje på min søn, som kæmpede med at åbne sit højre øje. Evil, thy name is øjenbetændelse.
Ingen børnehave ugen ud, var lægens dom. Stressfølelsen begynder så småt at gribe fat i mig nu kan jeg mærke. For jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal få det til at gå op. Lortepuslespillet, de kalder livet.
Jeg skal sidde i en flyver mod Stockholm klokken 9 i morgen, og på fredag skal jeg på arbejde. Heldigvis har barnets far mulighed for at tage ham hele dagen i morgen -og har endda tilbudt at hente mig i lufthavnen om aftenen. Score! Så det er på plads.
Fredag, ved jeg simpelthen ikke hvad vi gør, men noget siger mig at Otto må komme med på kontoret, selvom det nok er begrænset hvor længe en iPad og en håndfuld mariekiks kan holde ham i ro.
Wish me luck, og send mere sprut.
