Når de voksne græder

En af de ting, som jeg gerne vil lære min søn, er at det er ok at være ked af det engang imellem, og at voksne også kan græde og blive glade igen selvfølgelig. Dog har jeg alligevel taget mig selv i at forsøge skjule mine egne følelser for ham indimellem, ubevidst for det meste.

Efter en noget ophedet telefonsamtale i går aftes, som tog pusten fra mig og satte gang i en kaskade at tårer, af den slags som svier og gør ondt omme bagerst i kraniet, stod Otto pludselig midt i stuen og kiggede på mig med sit lille ansigt, blerøv og pjusket hår. Det tog mig totalt off guard og jeg blev med det samme skideflov og følte det store grimme “Dårlig mor” stempel ramme mig hårdt i panden SMASK! Så jeg skyndte mig at gøre mit bedste for at maskere at jeg var ked af det, på den lidt for friske måde, med stemme i highpitch og noget erdutørstigsultenkanduikkesove-ævl. Men min dreng er jo heldigvis ikke dum, han var selvfølgelig blevet vækket af min skarpe stemme, af hulkene og af min vaden rundt i lejligheden (hvorfor fuck kan jeg ikke bare sidde stille når jeg diskuterer med folk?!). Men han sagde ingenting, svarede ikke på mine halvdesperate spørgsmål, men rakte bare armene frem for at komme op, jeg løftede ham og sagde ikke mere, mens jeg bar ham ind i soveværelset. Hans små hænder aede mine kinder da vi lagde os sammen i sengen og en lille stemme pippede: “Det er ok nu, jeg passer på dig”… Lige der smuldrede den grimme flovhed og jeg kom i tanke om førnævnte mål omkring det at vise følelser. Og indtil videre må man sige at det i den grad alligevel er lykkedes, for tænk sig at min store dreng, min store (snart) børnehavedreng udviser så stor empati allerede?! DET gør mig stolt helt ud i tåspidserne.

Edit: Forstå mig ret, selvfølgelig er det ikke hans job at trøste mig og selvfølgelig skal han ikke involveres i diverse voksenproblemer, det er slet slet slet ikke det jeg mener. Tværtimod. Men virkeligheden er desværre bare sådan, at vi engang imellem bliver kede af det og det er der ingen skam i.

28 replies
  1. Cæcilie
    Cæcilie says:

    Du har kæmpe grund til at være stolt! (kan man sige det sådan?) Hell, selv jeg, som ikke kender dig, er stolt af dig. Det er rigtig flot at en dreng på Ottos alder kan udvise den form for omsorg, det tyder på et barn i balance, og det tyder på et godt bånd mellem jer.
    Jeg har jo (som nævnt mange gange før på din blog) to små niecer, som jeg er meget engageret i. De har haft rigtig meget modgang i deres korte liv, og de er desværre kommet derud, hvor jeg næsten vil sige, at det er for meget. Især den store har tendens til at tænke alt for meget over voksenting, og det er også dét der gør så ondt, når jeg nu står i den situation, at jeg er blevet forladt af min kæreste, som faktisk har været den eneste vedvarende “faderfigur” i deres liv. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle få det fortalt, at de ikke skulle se “Mil” mere, så jeg hægtede mig på den sædvanlige forklaring, fra da han var væk et halvt år som soldat, hvor vi forklarede, at Emil var ude at sejle (han var engang i søværnet, men sådan blev det nu engang). Den lille, Naja, tænkte ikke videre over det, men den store, Freja, kunne jo godt genkende lugten i bageriet, og hun udviser simpelthen en form for omsorg, som slet ikke kan være “sund” i hendes alder (4½ år). Jeg håber, at det ikke ødelægger for meget i deres barndom, og at de lærer, at det er de voksne, der skal passe på dem, og ikke omvendt.

    Svar
  2. Mette
    Mette says:

    Fantastisk lille dreng du har dig der… Jeg syntes du har helt ret i, at det er sundt at vise børn at det er okay at vise følelser… Men tror alle, ligesom du, har utrolig svært ved det når det kommer til stykket.. Utrolig sød og rørende indlæg.. 🙂

    Svar
  3. Nina
    Nina says:

    Du er et meget stort forbillede for mig og helt sikkert en masse andre. Jeg synes du er et pragtfuldt menneske og en kærlig, dygtig og omsorgsfuld mor.
    Du har min dybeste respekt.
    Med venlige hilsner en stor beundre.

    Svar
  4. Sabrina
    Sabrina says:

    Hvor er Otto dog bare kær 🙂 Og hvor har du dog bare ret. Der er intet galt i at vise følelser! Hvis man ikke skal kunne vise følelser overfor sine nærmeste, hvem skal man så kunne vise sine følelser for?

    Svar
  5. Anonym
    Anonym says:

    Som teenager og skilsmissebarn vil jeg sige at det også kan være meget sundt for et barn at se, at mor og far også kan være kede af det en gang imellem. Jeg bor selv hos min mor, fordi min far og jeg fik et meget dårligt forhold da han fandt en kæreste. Hun mente nemlig bl.a, at børn ikke havde godt af at se deres forældre være uvenner eller kede af det. Det hele var så kunstigt, og jeg så dem aldrig være kede af det. Jeg har derfor altid haft det svært med følelser overfor min far, og kunne ikke lide at græde overfor ham. Jeg har set min mor være ked af det mange gange, og jeg mener bestemt ikke at jeg har taget skade, tværtimod. Vi er meget bedre til at udtrykke vores følelser overfor hinanden end min far og jeg. Jeg har lært af min mor, at det er okay at være ked af det en gang imellem. Det er menneskeligt:-)
    /Anonym pige, 16 år

    Svar
  6. Luna
    Luna says:

    Jeg græder ikke foran William mere, ikke nu hvor han er så stor han forstår det. Det er ikke fordi han ikke må se, at jeg er ked af det, men mere fordi det er for grænseoverskridende for mig, for når jeg græder, så er det ofte fordi noget har bygget sig op og så kan det godt vare længe og det synes jeg ikke han skal se.
    Men vi fortæller ham altid, hvis en af os har det lidt skidt af den ene og den anden grund og det forstår han og er meget kærlig omkring. Fx. en dag jeg havde det skidt og ikke kunne spise noget, så kommer han og krammer og siger, det er synd for dig moar.

    Svar
  7. Onkel Anne
    Onkel Anne says:

    Jeg får flash back, for de der oplevelser har jeg mange af. Og jeg har også forsøgt at skjule mine tårer overfor Rasmus. Men nogle gange har jeg bare ikke kunnet gøre det, og når det sker naturligt, så er det jo også en del af livet. Og det forbereder ham jo på at blive et menneske med følelser og mod til at vise dem.
    Men jeg må indrømme, da min farmor var på hospitalet og vi troede det var ved at være sidste udkald, da græd jeg som pisket, fordi Rasmus havde lavet en sang til hende;
    hej olde Karen jeg håber du har det godt,
    ved du godt jeg elsker dig min ven?
    Tak for alt du har givet mig og vi har oplevet sammen
    ved du godt jeg elsker dig min ven…

    Og sådan fortsatte den.
    Men når nu jeg har diskussioner af mere privat karakter, sikkert lidt ala den du havde i går aftes, så forsøger jeg at stoppe gråden, for da kan det være svært at give en valid forklaring. I hvert fald kan Rasmus på ni sagtens gennemskue, hvis jeg fortæller den halve sandhed.

    Svar
  8. Camilla
    Camilla says:

    Det er svært at undgå de situationer når man er alenemor. Jeg har oplevet det samme som dig, og følte mig også virkelig flov da Noah så mig græde, men han tog bare min hånd og spurgte mig hvorfor jeg var ked af det. Og så fik jeg kys og kram til den store guldmedalje. Man kunne godt se han ikke heeeeelt var vild med at mor græd 😉

    Men ja, de forstår mere end man tror i den alder. Du har en lille superhelt i Otto, én som passer godt på sin mor!

    Svar
  9. Anne Halkjær
    Anne Halkjær says:

    Vi kom hjem fra at have hentet den store (knap 2½) i dagpleje i dag. Jeg var møg-træt, og placerede den lille (7½ måned) i skråstolen i gangen mens storesøster tog sko af derude, og fortsatte så selv ud i køkkenet med det post der var kommet i dag.
    Den lille var i hopla, og sad og pludrede og hvinede. Og så lød det fra den store; “Nej, du skal ikke jåb (råbe) så højt. Mor er ked af det”.
    Nåååårh, der blev jeg også lige blød om mor-hjertet, og måtte så forklare at jeg bare var træt, men at det var meget sødt af hende at tænke på mig. 🙂

    Svar
  10. Kaffe & T
    Kaffe & T says:

    Du kan tro, jeg tuder foran mine børn. Ikke hele tiden og igen. Men det sker. For jeg synes, ligesom dig, det er møghamrende vigtigt, at lære børnene at der er er plads til alle følelser! Og du har da gjort det pissegodt med Otto, lyder det til.

    Jeg viser også mine børn, at jeg kan lave fejl. At jeg kan være urimelig og komme til at råbe. Så undskylder jeg, snakker med dem om, at det ikke var pænt af mig og at jeg er ked af, jeg gjorde det. De skal lære at tage ansvar og undskylde, når de gør nogen kede af det. Jeg tror ikke på, man kan lære børn ret meget ved at være evigt perfekt og ufejlbarlig. Verden er jo ikke sådan. voksne er jo også bare mennesker, og det skal de vide, så de ikke bliver pisseskuffede, når virkeligheden klasker dem i fjæset. Og de kan klare det, når bare de ved og mærker, at kærligheden fra os er ubetinget!

    Jeg har to meget empatiske og omsorgsfulde børn, fyldt med temperament, kærlighed og evnen til at erkende fejl (med tiden). Håber fan’me, de holder kursen!

    Vær stolt af dig selv og Otto! I gør det godt, synes jeg!

    Svar
  11. Anje
    Anje says:

    Som anonym pige, 16 år siger, tror jeg på det e sundt at vise følelser over for børn. Jeg er vokset op med en mor, der i den bedste mening lukkede sig ude på badeværelset og græd en sjældent gang i det skjulte for vi børn ikke skule belastes med, at hun var ked af det. Som voksen har jeg haft svært ved at håndtere andres følelser eller acceptere mine, på trods af jeg har meget temperament..
    Jeg har en datter på 13, hvor jeg har grædt og vist mine følelser over for hende. Hun har også trøstet og vist empati overfor mine følelser, når jeg har været de,r og jeg har fortalt hende det er okay når hun er ked af det, gal eller såret.
    Den dag i dag er hun god til at give udtryk for følelser, trøste andre og spotte når nogen har det dårligt.
    Det vigtigste er, at det er ok at vise børn, at det er menneskeligt, at vise følelser, men ikke at glemme vi er de voksne og selvfølgelig ikke skal lægge ansvar over å børn skuldre. Men at de også kan tage vare på andre og deres forældres følelser.
    Det er er en gave vi giver vores børn, at det at være ked af det er ok, og trøste og tage vare på andre uanset om det er i børnehaven, skolen eller forældre er ikke skræmmende

    Svar
  12. christine
    christine says:

    Tror simpelthen på at det er det bedste for børn/forældre forholdet at være åbne for hinanden. At lære sine børn at være åbne og turde fortælle og vise følelser, tror jeg giver de bedste forhold og her mener jeg at børnene faktisk kun finder ud af at det er ok at åbne op og fortælle/vise følelser, hvis de ser deres forbilleder(forældre) gøre det samme! Det er så meget OK at græde en gang imellem foran sine børn! Vi er jo også mennesker, altså os voksne:)

    Svar
  13. Karen
    Karen says:

    Åh Cille, der ramte du den lige igen! Det er et dejligt ærligt og eftertænksomt indlæg. Jeg kom til at tude lidt, fordi jeg kender det så godt. Tårerene sidder løst her engang imellem, og det kan ikke undgås, at Kaisa mærker det, selvom hun kun er 1 år og ikke rigtig forstår noget.

    Jeg tror dog det vigtigste er at forklare de små, at fordi jeg er ked af det nu, kan jeg godt blive glad igen.
    Som barn så jeg også min mor græde, men hun talte aldrig om det. Hvis min søster og jeg spurgte ind til det, stillede hun op med det falskeste smil og et “Jeg er da ikke ked af det! Hvad skulle jeg dog være ked af?!” needless to say at det bare gjorde situationen endnu mere uhyggelig og akavet og medførte to børn, der dansede febrilsk i stuen for at mor skulle grine igen.

    Svar
  14. Julie
    Julie says:

    Du har helt ret i, at det er vigtigt, at børn ser at følelser er okay. Hvis det hele bliver gemt væk, så lærer børn, at følelser er noget, der ikke skal udtrykkes og bare skal hobes op indvendigt. Det er der ingen, der er godt tjent med. Så lyder som en meget fornuftig balance du har gang i der 🙂

    Svar
  15. Sebrina
    Sebrina says:

    sidder da her og bliver helt rørt! Håber også selv at jeg er god nok til at vise følelser over for Aya, så hun også bliver en omsorgsfuld pige, som forstår det også er okay at være ked af det, og at vi ikke altid kan være glade, men selvfølgelig bliver det igen!

    Svar
  16. sidsel
    sidsel says:

    Super skønt indlæg. Kan sagtens genkende dét med at ville skjule ens ked-af-det-hed for ens barn.
    -Prøver dog at lade være, for jeg tror bestemt du har ret i at det kun er sundt at børn ser at det er ok at være ked eller vred.

    Tak for en skøn blog.
    -Hilsen en efterhånden ret fast læser.

    Svar
  17. Tina
    Tina says:

    Dejligt indlæg – det gjorde godt helt ned i tæerne at læse 🙂
    Nej, det er ikke hans job at trøste dig men du gav ham mulighed for at handle på sin naturlige følelse af omsorg. Kan godt forstå du er stolt, det har al mulig grund til at være 🙂

    Svar
  18. Hulemor
    Hulemor says:

    Det er da fantastisk, at Otto er så omsorgsfuld, og det ved du jo godt, hvem der har lært ham ikke? 🙂
    Da min mor døde, gik jeg også nogle gange ud for mig selv og tudede igennem, fordi jeg havde brug for at være alene i det. Men den følsomme dreng, jeg har, kom hver eneste gang listende efter mig, fordi han kunne mærke, at jeg ikke bare var på toilettet!
    Børn ved og mærker meget mere, end vi tror, hvilket mange også kommenterer her – har vi ikke alle set vores forældre (især mødre) græde mere eller mindre i smug? Jeg tror også det allervigtigste er at vise dem, at det er okay at være ked af det – selvfølgelig at det ikke er deres ansvar, og i børnehøjde fortælle, at det går over igen.

    Svar
  19. The i den blå sofa
    The i den blå sofa says:

    Så kan jeg jo alligevel ikke lade være med at skrive måske lidt sent svar her. Jeg er enig med dig og de fleste andre herinde. De skal i den grad lære det. Både for at se det er okay, men også for at lære at stole på deres intuition og deres fornemmelser for, hvad der sker omkring dem.
    Alligevel synes jeg, det er rigtig svært i øjeblikket med min datter. Min far er blevet meget syg, hvilket selvfølgelig har gjort at jeg har grædt meget. Og det har hun set en gang i mellem. Og hun har sikkert også kunne fornemme, at jeg går og er trist en gang i mellem. Hun er kun 11 måneder, det synes jeg sgu alligevel er lidt tidligt, hun skal opleve at “store stærke mor” køller sammen. Min kæreste tager over, når det er, men da jeg fik at vide, at min far ikke ville overleve, var jeg alene med hende. Og jeg kunne helt tydeligt mærke på hende, at hun kunne se det, og ville gøre noget godt for mig. Det var dejligt, men hårdt, fordi jeg netop ikke kan forklare hende, hvad der sker.
    Tak for en virkelig skøn blog!

    Svar
  20. Ronja
    Ronja says:

    Jeg græd lidt, da jeg læste denne her. Ikke på grund af noget som helst andet end hvor fint det er, det du beskriver. Jeg kan næsten høre de børn, jeg selv har haft med at gøre, og mærke hvor meget, jeg håber, at mit eget barn – når den tid en gang kommer – bliver lige så empatisk og fantastisk.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *