Er jeg virkelig blevet en af dem??

Da jeg var gravid var det som om at alle jeg mødte havde den ene forfærdelige fødselshistorie efter den anden, om flastklemte blå babyer, blod, brækkede kraveben, sakse, flækkede skræv og den slags. Ikke pissefedt, især da jeg allerede var ret bange for den goddamn fødsel, som bare kom tættere og tættere på, historierne blev i øvrigt værre og mere makabre jo tættere jeg kom på termin. Heldigvis var min fødsel rimelig gnidningsfri, udover den frygtelige smerte, vedroppet, manglende presseveer og de sidste 2 minutter hvor lægen blev tilkaldt og jeg blev skidebange. Men det gik trods alt godt i forhold til diverse rædselshistorier.
Efter at jeg har set Nadias tegning fra weekendens rødvinsløjer, gik det op for mig at jeg nu bare er hende, som fortæller intetanende kvinder om den sindssyge vesmerte og råder dem til at tage imod al den dope de kan få. Lidt strengt, eftersom at fødsler og veer nok er en af de ting som mange (alle?) kvinder i forvejen har det lidt stramt med, måske at skulle gennemføre en dag.
Jeg tror bare at jeg selv blev SÅ forskrækket over at noget kunne gøre SÅ ondt, at jeg nu åbenbart føler at det er noget jeg skal dele med enhver som gider lytte.
Men tænk… Jeg gør det sgu gerne igen. For det var sgu egentlig meget fedt alligevel, da det var ovre. Men næste gang takker jeg nok ikke nej til den epidural, skulle jeg få den tilbudt.

14 replies
  1. Nadia D.
    Nadia D. says:

    For en god ordens skyld, må jeg hellere lige sige, at jeg ikke tror du kunne fortælle mig NOGET om fødsler, der ikke ville give mig sorte rande under øjnene. Jeg er typen der går lidt i panik, bare jeg får propper i ørerne…

    Svar
  2. Kaffe & T
    Kaffe & T says:

    Kender godt den følelse. Pludselig har man (i mit tilfælde) to hårde fødsler at underholde med, 2×18 timers veer, revnet skræv og meget mere af det klamme at dele ud af til en stakkels intetanende gravid. Og det er bare ikke pissefedt at se sig selv igang med detaljerede beskrivelser, som man svor, man ville være for god til at klaske i fjæset på andre. Nogle gange er man bare så lettet over, man slap igennem det, at man er nødt til at prale. Man løber for helvede heller ikke en marathon uden at sige det til nogen. Og følelses af at ville skåne andre for samme naivitet omkring smertestillende, den er sgu god nok. Vi vil jo bare hinanden det bedste.
    Men tak for reminderen. Skal huske kun at fortælle, hvis nogen reelt spørger! 🙂

    Svar
  3. FruForstad
    FruForstad says:

    Ah næste gang skal du bare på kursus i Lamaze-medtoden. Det er en fab teknik, som jeg kun kan anbefale. Så en fødslen ikke overældende smertefuld.

    Fru F

    Svar
  4. Mia
    Mia says:

    Har også termin i slut august, men er en af de personer som roder nettet igennem for at finde de angstprovokerende historier. Hvis der er noget der er være end smerte må det være dårlige overraskelser. Så længe jeg ved det sker for andre kan jeg forberede mig…. eller måske ikke, men vil bare være beredt 😀

    Svar
  5. Stine
    Stine says:

    Må man ikke fortælle om sit barns fødsel?!! Jeg troede seriøst, at jeg gjorde nogen en tjeneste?! Mest fordi der var nogen – nok mange – der gjorde mig dén tjeneste, at fortælle mig at det ville gøre så u.b.e.s.k.r.i.v.e.l.i.g.t ondt,at jeg… ja, jeg ved ikke, hvad jeg forestillet mig, men det endte med ikke at gøre helt så ondt, som jeg havde forestillet mig (dermed ikke sagt, at det bare “gør lidt ondt”). Så jeg tænkte faktisk, at det var sådan en kvinde-til-kvinde-tjeneste, man gjorde hinanden, ved at hype smerten og komplikationerne helt vildt meget…

    (p.s. – sagde du nej til epidural? Under fødslen? R.e.s.p.e.k.t).

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      I did… Jeg var 7 cm da vi kom ind på hospitalet, så jeg blev overmodig og tænkte at de sidste 3 cm var no problemo. Der gik desværre bare 6 timer før jeg fødte. Av. Næste gang epidural!!

      Svar
  6. Mie
    Mie says:

    Åhja, alle revne-historierne synes jeg, man bør reservere til folk der HAR født – for det er fanme angstprovokerende. Var så sindssygt bange for at hele mit underliv ville flække, at jeg ligefrem ignorerede presseveerne så længe, jeg kunne. Og hvad skete der – ingenting! (Altså jo, sønneke blev født, men uden at gøre nævneværdig skade på mig – og tak for det, i øvrigt)

    Til gengæld var jeg ikke forberedt på, hvor psykotisk ondt veer gør, ajmen der er jo gået noget designmæssigt galt der, det KAN ikke være meningen at man har SÅ ondt uden decideret at dø af det. Jordemødrene kan tage deres ‘gode smerte’ og stikke den skråt op!

    Nå, men min konklusion er, at til dem, der ikke har født før, så er det altså ok, på en konstruktiv måde, at forberede dem på, at veerne gør ondt. For det kan man gøre noget ved! Man kan spare op til noget god fødselsforberedelse, lære nogen afspændingsteknikker og skrive en udførlig fødselsplan for, hvordan man bare skal have den epidural, når man beder om den – pronto! Og så få sin jordemoder til at underskrive aftalen med sit eget blod. Alt sammen noget, som jeg ville ønske, at jeg selv havde gjort i sin tid…

    Flække-historierne derimod, dem kan man gemme til sine drengevenner… 🙂

    Svar
  7. Dorte
    Dorte says:

    Jeg sætter også ublu igang med det lange fødslesdrama-smerte-foredrag i de ikke-rette sammenhænge og må lave en glidende tackling på mig selv for lige at bremse op og skifte emne af hensyn til de stakkels intetanende hunkøns-tilhørere! HAHA

    Svar
  8. Lisa
    Lisa says:

    Ååååh, så er det jo derfor! (Jeg er ikke på Facebook – så kan jeg da også bare lære det!) 😀

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *